Spændingen ved at bo i en hule var ved at aftage, og der skete ikke så meget mere. Omringet af naturens storhed vendte mine tanker sig mere og mere mod Gud. Jeg længtes efter den flygtige indre fred, som oprindeligt havde bragte mig hertil, og jeg brugte en masse tid på bøger om filosofi og østens religioner. Der stod, jeg skulle meditere og vende blikket indad, for der ville jeg finde Gud. Men jo mere jeg kiggede indad, jo mere utilfreds blev jeg, fordi jeg vidste, at indvendigt var alt kaos.

I mit sind havde jeg fordomme mod kristendommen på grund af mine jødiske familiemedlemmer, som naturligvis ikke accepterede Jesus som Messias. Jeg var blevet fortalt, at kristendommen var årsag til alle krigene op igennem Europas historie – som korstogene, massakrerne i den mørke middelalder, og krigene i Irland mellem katolikker og protestanter.

En ting havde jeg dog hørt om Jesus Kristus, som fangede min opmærksomhed. Jeg var blevet fejlagtigt fortalt, at han underviste i reinkarnation. Jeg besluttede at undersøge det. Jeg kunne måske endda finde noget ammunition til at bruge imod de Jesus freaks, som kunne lide at diskutere religion med mig.

En dag tog jeg Bibelen ned fra klippehylden og tørrede støvet af. Der stod „Den Hellige Bibel, King James version". Jeg undrede mig over, hvem King James' „virgin" (engelsk for „jomfru") var, for selv om jeg havde afsluttet niende klasse, kunne jeg ikke læse flydende, så jeg læste ordet forkert. Da jeg åbnede Bibelen, så jeg på første

side en håndskrevet besked: „Genfødt den 12. juli 1972. Det er min bøn, at hvem, der end finder denne Bibel, vil læse den og finde den fred og glæde, som jeg har fundet." Nedenunder var min velgørers underskrift.

„Nå," tænkte jeg, „jeg leder godt nok efter fred, men jeg tvivler på, at jeg vil finde den her." Ikke desto mindre satte jeg mig ned på min stol og begyndte at læse. Hver gang jeg kom til ordet brethern, (brødre) så troede jeg, der stod breathing (vejrtrækning). „Det må være et åndeligt udtryk," tænkte jeg. Du vil blive overrasket over, hvor meget de trækker vejret i Apostlenes Gerninger!

Selv om jeg kæmpede med King James' gamle oversættelse, fangede fortællingerne dog min opmærksomhed. Det føltes, som om der var en guddommelig tilstedeværelse, som overbeviste mig om, at dette var sandheden. Jeg kunne godt lide beretningen om Adam og Eva og ville ønske, at jeg kunne tro på den, fordi den ville hjælpe mig med at få det bedre med mig selv. Hvis Gud skabte den første mand og kvinde, så betød det, at jeg nedstammede fra Gud og ikke fra nogen amøbe eller abe! Mens jeg læste videre, genoplevede jeg disse begivenheder i jordens allertidligste historie. Det gjorde mig ked af det, da Adam og Eva ikke adlød Gud og derfor var nødt til at forlade Edens have.

Fortællingen om syndfloden talte stærkt til mig. Hvis vand havde dækket hele jorden, så er det ikke så mærkeligt, at jeg fandt havfossiler i ca. 2.000 meters højde, da jeg boede i New Mexico. Det forklarede også, hvorfor klippevæggene i min dal var slidt glatte meget højt oppe. En katastrofal syndflod bærende tonsvis af aflejret dynd, mens den bølgede frem og tilbage, gav mere mening end alt det andet, som mine lærere havde lært mig i skolen.

Da min stol blev for hård, rejste jeg mig og gik hen til min hængekøje og fortsatte med at læse. Da min mave knurrede af sult, lagde jeg modvilligt Bibelen fra mig og tilberedte min frokost. Så satte jeg mig foran mit „bord" (en omvendt spand), lagde Biblen på mine knæ og fortsatte med at læse, mens jeg spiste.

Jakob mindede mig om mig selv. Hans forræderiske forsøg gav ham problemer derhjemme og tvang ham til at flygte for sit liv. Jeg tænkte på alle de gange, jeg var flygtet hjemmefra. Den del, hvor han til slut vendte tilbage til sin far, fik næsten tårer frem i mine øjne.

Jeg læste de ti bud igen og igen. De så ud til at være sådanne perfekte regler! Jeg lagde mærke til, at det fjerde bud handlede om at holde den syvende dag hellig, så jeg kiggede på en gammel kalender i mit hulesoveværelse. „Er det ikke lørdag?" spurgte jeg mig selv. Så læste jeg de ti bud for tredje gang. Jeg tænkte, at hvis folk bare levede efter disse regler, hvor anderledes ville vores verden så ikke være!

Jeg begyndte at skære ned på læsningen, da jeg kom til sidste del af Anden Mosebog med alle de navne, som jeg ikke kunne udtale, og til slut lagde jeg Bibelen til side, men mine tanker var stadigvæk ved de fortællinger, og jeg begyndte at indse, at Gud virkelig bekymrede sig for, hvad menneskene gjorde.

En dag løb jeg ind i en „Jesus-freak", da jeg var i byen, men i stedet for at undgå ham, som jeg normalt plejede, fortalte jeg ham bare, at jeg var ved at læse Bibelen. „Men fortællingerne endte," sagde jeg trist. „Fra nu af er der kun en masse navne og tal, og det bliver gentaget hele tiden. Findes der ikke flere gode historier?"

„Selvfølgelig, Bibelen er fuld af dem," svarede han. „Hvorfor prøver du ikke at læse Det Nye Testamente? Mattæus, Markus, Lukas og Johannes. De handler alle sammen om Jesus Kristus."

„Jeg tror ikke, at jeg tror på Jesus Kristus," sagde jeg langsomt.

Han sagde mig ikke imod. „Det er op til dig," sagde han.

Jeg besluttede mig for at prøve at læse Det Nye Testamente. Mattæus lagde ud med en slægtshistorie, og jeg begyndte at tro, at jeg havde begået en fejltagelse, men jeg var snart forbi alle disse „blev far til" og blev glædeligt overrasket over at finde ud af, at historien havde en handling trods alt. Jeg var fyldt med negative forventninger, da jeg begyndte at læse Mattæus, men i stedet for at opdage Jesus som en bedragerisk fupmager som søgte at herliggøre sig selv, fandt jeg en person, som var varm, magtfuld, omsorgs-fuld, tilgivende, og som rejste omkring for at undervise folk, helbrede og oprejse dem fra de døde.

Jeg følte et guddommeligt nærvær, som fortalte mig, at dette var sandheden, men Satan var stadigvæk omkring mig for at skabe tvivl. ,,Du kan slet ikke vide, om en sådan person nogen sinde har eksisteret. Måske er det bare fri fantasi opfundet af dygtige forfattere!" hviskede han.

Måske var det sandt, men jeg ville i hvert fald undersøge det og se, hvad jeg kunne finde frem til. Jeg besøgte det offentlige bibliotek i Palm Springs. Jeg opdagede, at Jesus ikke kun var en historisk person, men at han var så vigtig, at al historie var beregnet ud fra hans fødsel!

Jeg blev færdig med Mattæus og begyndte på Markus, som fortalte stort set den samme historie, men mere handlingsmættet. Jeg kunne virkelig lide Lukas evangeliet, specielt fortællingen om den fortabte søn. Jeg følte mig som den oprørske søn, som havde brug for at vende tilbage til sin himmelske far.

Lukas fortalte også historien om den barmhjertige samaritaner. Jeg tænkte på alle de folk, som var kørt forbi mig, da jeg havde det svært og tog på stop. Så kom den kristne mand forbi, ligesom samaritaneren, og hjalp mig. Jeg begyndte at se kristendommen i et andet lys, og alle de andre religioner blegnede i sammenligning. I stedet for at fortælle mig at se indad for at få styrke, lærte jeg at se på Jesus. Han ville give mig den hvile og tilgivelse, som jeg søgte.

Johannes evangeliet med dets dybe gudsbegreber og Guds kærlighed glædede mig, og jeg kunne føle Jesus drage mig.

Da jeg var færdig med at læse de fire evangelier, vidste jeg, at jeg var nødt til at bestemme, hvad jeg skulle gøre med denne Jesus. Jeg vidste, at han virkelig havde levet, men hvem var han? Jeg kunne se tre muligheder. Enten var han sindssyg, en løgner, eller også var han det, han havde erklæret fra begyndelsen, nemlig Guds søn.

Jeg ønskede af hele mit hjerte at kende sandheden. Jeg vidste ikke, at jeg kunne søge rådgivning ved hjælp af bøn, men jeg er sikker på, at Gud kendte mit hjertes længsel og hjalp mig til at tænke det igennem.

„Kunne han have været sindssyg?" spurgte jeg mig selv.

Jeg tænkte på de mange gange, hvor han havde bragt sine fjender til tavshed ved hjælp af et par enkelte ord. Jeg tænkte på magten i hans ord, som f.eks. Bjergprædikenen, og hvordan han kunne læse folks tanker og planer. Nej, jeg besluttede, at han ikke var sindssyg. Han var fantastisk.

„Var han en løgner og en forræder?"

Jeg tænkte på hans livs uselviske kald, på hvordan han helbredte de syge, oprejste de døde og uddrev onde ånder. Han viede hele sit liv til at fortælle sandheden og afsløre hykleriet. Hvis han var en løgner, så kunne han let have løjet ved retssagen mod ham og undgået døden. Jeg var en dygtig løgner, og man siger jo, at der skal en til at kende en anden. Nej, Han var ingen løgner!

Så var der kun en konklusion tilbage!

Jesus måtte være den, som han erklærede sig for at være – Gud blev kød og tog bolig iblandt os. Da sagens rette sammenhæng gik op for mig, faldt jeg på mine knæ lige der i min hule. „Herre Jesus!" råbte jeg højt. „Jeg tror, at du er Guds søn og min frelser. Jeg tror på, at du betalte for mine synder. Jeg vil gerne have, at du kommer ind i mit liv, og at du viser mig, hvordan jeg kan følge dig."

Satan havde travlt med at tage modet fra mig på grund af den vej, jeg var ved at vælge. Jeg kunne faktisk føle de onde og gode kræfter kæmpe i mit hjerte.

„Hvad laver du?" spurgte Satan. „Du har været huleboer i alt for lang tid. Se hvordan du taler til dig selv! Du er i hvert fald en håbløs synder. Tænk på alle de onde ting som du har gjort? Du er kommet for langt ud."

„Men hvad har jeg at tabe ud over min synd og min skyld?" svarede jeg. „Jesus, jeg ved, at jeg har gjort mange onde, dumme ting, og det er jeg ked af. Vil du ikke tilgive alle de ting, jeg har gjort? Og vil du ikke nok ændre mit liv?"

Jeg forblev på mine knæ lidt længere. Jeg følte ikke noget lys fra oven eller andet dramatisk, men på en eller anden måde så vidste jeg, at Gud hørte min bøn og tilgav mine synder. Mit hjerte fyldtes med den sødeste fred, jeg nogen sinde havde oplevet. Langsomt rejste jeg mig og så mig omkring. Hele verden føltes mere smuk. Musikken fra vandfaldet, det klare vand i min dam, de svajende træer, de blå skyer – hvilken vidunderlig verden Gud havde skabt for menneskerne til at bo i! Mit hjerte sang, og jeg længtes efter at dele min glæde med nogen.

Jeg holdt ikke op med at ryge den dag. Jeg holdt ikke op med at drikke og heller ikke med at ryge marihuana. Gud overvældede mig ikke ved at vise mig alle de ændringer, jeg måtte indføre i mit liv, men han accepterede mig, og jeg vidste, at jeg tilhørte Jesus. Helligånden ville overbevise mig om mine synder en ad gangen, mens jeg voksede i nåden.

Et par dage senere kom en baptist fyr forbi min hule og stoppede for at snakke. Samtalen drejede straks ind på religion, og jeg fortalte ham alt om min overgivelse til Jesus. „Det er dejligt, Doug! Jeg er så glad på dine vegne!" sagde han oprigtig, „men du er ikke blevet døbt, vel?"

„Nej, hvorfor?" indrømmede jeg langsomt. „Jeg har slet ikke tænkt på det. Hvor står det henne?" Han tog min Bibel og slog hurtig op til Matthæusevangeliet. „Her er det, Matthæus 28,19: `Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.'

„Nå, det er da til at forstå," indrømmede jeg, „men hvordan kan jeg blive døbt? Jeg kender slet ikke nogen præst."

„Det er ikke noget problem," sagde han. „Her er vand. Jeg kan døbe dig."

„Okay, øhh..." tøvede jeg. „OK! Hvis det er, hvad jeg skal gøre, lad os gøre det. Jeg skal lige hente noget til at tørre mig med." Jeg tog to håndklæder fra mine hylder og lagde dem på jorden ved siden af dammen. Vi gispede begge, da vi steg ned i det iskolde vand.

„Hold fast i mit venstre håndled!" sagde han. Jeg greb fat med begge hænder. Han løftede sin højre hånd over mit hoved og sagde højtideligt: „Broder Doug, fordi du tror, at Jesus Kristus er Guds søn, døber jeg dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen." Han sænkede mig ned i vandet og løftede mig op. Vi løb begge op af det kolde vand, men jeg følte mig ekstatisk, mens vi tørrede vores dryppende kroppe.

Min ekstatiske fornemmelse varede dog ikke ret lang tid. Senere den dag tomlede jeg ind til byen for at fejre min dåb med et par øl. En stemme inden i mig sagde: „Nej, Doug, kristne drikker ikke."

„Men drak Jesus ikke vin?" rationaliserede jeg. „Forvandlede han ikke vand til vin?" Jeg havde ikke lært, at ordet vin i Bibelen tit betyder „most". Af og til når det var gæret, blev det kaldt for „blandet vin" eller „stærk drik". Senere fandt jeg ud af at Bibelen lærer, at drikke er dumt og ondt (se Ordsprogenes Bog 20,1).

Jeg havde taget mange stoffer i mit liv, inklusive LSD, hash, amfetamin, barbiturater, THC (syntetisk form for hash), PCP og kokain, men ingen af disse stoffer var mere vanedannende eller farlige end alkohol. Over halvdelen af alle trafikulykker sker på grund af alkohol, og de fleste af de folk som er i fængsel, på sygehus eller i psykiatriske institutioner er der på grund af alkohol.

Jeg havde ikke planlagt at blive fuld den dag, men efter en øl var min viljestyrke blevet svækket, så jeg drak tæt sammen med en kammerat, og før solen gik ned på min dåbsdag var jeg blevet arresteret på grund af dårlig opførsel.

Min dåb havde overset det efterfølgende, vigtige vers. „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer." Han havde ikke lært mig, hvordan jeg skulle leve det kristne liv. Til hans forsvar vil jeg sige, at det at undervise en ny kristen tager meget lang tid, og den dag kom han jo også bare forbi min hule. Gud brugte ham til sætte mig i gang med min kristne vandring. Senere fortalte andre kristne mig, hvordan man lever et kristent liv.

Jeg skammede mig, da jeg blev løsladt fra fængslet den næste dag, men et eller andet sted vidste jeg, at Gud ville tilgive mig, så jeg fortsatte med at læse og bede. Jeg begyndte at søge efter tegn på, at Gud var med mig. Jeg læste i skriften, „Vær altid glade". Jeg tog Gud på hans ord. Hvis jeg slog mit hoved eller mig selv på et eller andet, sagde jeg „Tak Gud!" Jeg ville ikke tillade djævelen at lade mig bande, og jeg vidste, at jeg ikke kunne takke Gud og bande samtidigt.

Jeg blev skuffet over, at Glen ikke viste nogen interesse i min nye glæde. Jeg kunne ikke forstå hans holdning, men jeg ville dog ikke lade dette slå mig ud. Min entusiasme voksede dagligt, og jeg begyndte at bede om, at Gud ville finde en vej, hvorpå jeg kunne vidne for ham. „Men det er nok for svært, selv for Gud!" tænkte jeg. „Der er ikke andre her end Glen, og han vil ikke høre på mig."

Jeg kendte ikke Guds planer for mig - eller for Glen i det hele taget! Jeg vidste ikke på det tidspunkt, at Glen var interesseret i de åndelige kræfter, men et par år efter overgav han sit liv til Gud.