Jeg sad på kanten af min seng i min mors lejlighed i New York med ansigtet begravet i mine hænder. Tårerne løb ned ad mine kinder og sivede ud gennem mine fingre. Jeg plejede sjældent at græde, men denne gang var der virkelig noget, som trængte sig på. Jeg havde været involveret i slåskampe næsten siden skolen startede, og nu var jeg i vanskeligheder igen! Jeg tænkte på, om jeg nogen sinde ville blive til noget. Jeg kunne bare ikke styre min vrede.

Hvis mor havde været her, så ville vi have snakket det igennem, men denne aften var hun ude. Siden skilsmissen var hun begyndt at arbejde fuldtids og havde således mindre tid sammen med min bror og mig, end hun brød sig om. Om aftenen var hun enten sammen med venner, eller også holdt hun sommetider en fest i vores lejlighed. Det skete sjældent, at vi havde en aften for os selv. Men nu var Falcon, min bror, min bedste ven og værste fjende, taget af sted for at bo hos min far i Florida. Da han led af cystisk fibrose, havde Falcon brug for at bo i et mildere klima, så her var jeg alene i lejligheden og havde stærkt brug for nogen til at elske mig og drage omsorg for mine behov.

Jeg tænkte på min smukke mor. Hun havde mange venner, hvoraf de fleste var skuespillere, forfattere og sangere. Hendes talent og skønhed gjorde hende til dronningen ved vores fester. Hun blev tiltrukket af show business, ligesom natsværmeren drages mod ilden. Hendes karriere tog et stort spring fremad, da hun begyndte at skrive sange til Elvis Presley, men hun havde på en eller anden måde haft med show business at gøre, så længe jeg kunne huske. Hun skrev musicals for tv og teatre, havde små filmroller og arbejdede som filmkritiker.

Hun plejede at tage Falcon og mig med på arbejde, når vi havde sommerferie, og vi nød al den opmærksomhed, vi fik fra stjernerne.

De plejede at komme hen til os imellem optagelserne for at snakke og fortælle vittigheder. Nogle af de berømteste, som jeg stadigvæk husker, var Red Buttons, Frankie Avalon, Nancy Sinatra, Rowan og Martin, Maureen O'Hara og Lloyd Bridges, men vores favoritter må have været „The Three Stooges". Hvor de fik os til at le!

Der var dog noget som bekymrede mig ved disse spændende mennesker fra teaterverdenen. Da jeg blev gammel nok til at forstå det, opdagede jeg, at en skræmmende høj procentdel af dem var homoseksuelle, og det så ud til, at mange af dem var på stoffer eller var alkoholikere, og dog var de ikke lykkelige alligevel. „Hvorfor arbejder de så hårdt på at blive berømte, når det gør dem så ulykkelige?" – undrede jeg mig.

Hvis mor nogen sinde opdagede misforholdet i deres liv, så har hun i hvert fald aldrig nævnt det. For hende gik det bedre, jo mere spænding der var. Hun plejede at holde fester i vores lejlighed, men det eneste gæsterne gad foretage sig var at snakke og ryge marihuana. De kunne finde på at gøre nogle virkelig dumme ting såsom at puffe hinanden i ryggen og grine af deres egne dårlige vittigheder. Nogle af dem havde ingen kontakt til virkeligheden! De var som spøgelser, der gled ind og ud af deres egen verden. De så underlige og ensomme ud.

Ensom! Hvor jeg dog hadede det ord! Mens jeg sad alene på kanten af min seng, begyndte dagens begivenheder at udspille sig i mit hoved, og imens jeg gennemlevede dagens slåskampe, den glødende overhaling fra forstanderen og min lærers misbilligende blik, følte jeg mig ringere end en amøbe. Hvem var jeg? Hvor kom jeg fra? Hvorfor var jeg her? Disse var ikke nye spørgsmål. Det skete tit, at jeg sad og stirrede i spejlet og undrede mig. Jeg blev fortalt, at jeg var endnu et skridt i evolutionsprocessen – en højtudviklet abe. Hvis det var det hele ved livet, hvorfor så ikke bare afslutte det?

Jeg var ikke bange for at dø. Når man dør, så rådner man bare og bliver til muld – eller det var i hvert fald hvad vores lærere fortalte os. Jeg besluttede at sluge en flaske sovepiller og lægge mig på min seng og aldrig vågne op igen. Såre simpelt.

Beslutsomt stod jeg op, tørrede mine hænder af på bukserne og gik hen mod badeværelset. Da jeg åbnede døren til medicinskabet, kiggede jeg på alle de glas og krukker, som stod pænt på hylderne. Jeg vidste, at mor tog en eller to tabletter til at sove på, men jeg lagde ikke særligt mærke til fra hvilket glas, hun tog dem. Jeg begyndte at tage dem ned et glad ad gangen og læste etiketterne, men på ingen af dem stod der skrevet „sovepiller". Til slut fandt jeg et, hvor der stod: „1 tablet ved sengetid. Valium." Jeg var 13 år gammel, og kendte ikke denne medicin. Jeg satte glasset tilbage og begyndte at lede videre, men ingen anden lød mere rigtig, så jeg tog Valiumglasset ned igen. Jeg skruede låget af, hældte hele indholdet ud i min hånd og rakte ud efter et glas vand. Min hånd stoppede halvvejs. Hvad hvis dette ikke var sovepiller? Hvad hvis de kun var til kvinder? Hvad hvis de bare ville gøre mig syg? Jeg ønskede ikke at blive syg. Jeg følte allerede nok smerte og elendighed. Jeg ønskede at dø!

Jeg lænede mig frem og begyndte igen at læse etiketten på glasset, men jeg fandt ingen nye spor; så jeg stod der i lang tid og prøvede at bestemme, hvad jeg skulle gøre. Langsomt rakte jeg ud efter glasset og hældte pillerne tilbage. En dag skulle jeg nok finde en bedre måde at begå selvmord på.

Når jeg ser tilbage, undrer jeg mig over, hvordan jeg kunne være så blind overfor de tegn, som viste, at mor holdt af mig. Hun prøvede at udtrykke sin kærlighed på sin egen måde. Hun skrev et teaterstykke for min klasse og gav mig hovedrollen. Hun arbejdede også rigtig hårdt på det med prøver, kostumer, og hun stod selv for at indøve rollerne. Det tog hende væk fra hendes arbejde, hvilket betød mindre løn.

Før Falcon rejste, lavede vi noget ganske bestemt sammen. Sommetider sad vi i dagligstuen og så tv. Mor og jeg røg hash, men det kunne Falcon ikke på grund af hans cystisk fibrose. Min mor bagte derfor småkager til Falcon tilsat en stor portion marihuana eller

hash. Hash var sværere at skaffe, fordi det kom fra Tyrkiet, og hun kunne kun få det, når nogen af hendes venner bragte det med hjem fra deres rejser, og noget af det brugte hun til Falcons småkager. Jeg tænkte: „Det må betyde, at hun virkelig holder af ham."

Mors pigenavn, Tarshis, afslørede hendes jødiske baggrund. Mine bedsteforældre plejede at sige, at vi stammede fra Saul af Tarsus, men jeg tror, at de kun sagde det for sjov. Da vi flyttede til New York, fandt min mor ud af at halvdelen af de folk, der var i show business, var jøder. Hun var stolt af sin jødiske baggrund, men havde dog ingen interesse i religionen.

Da min karakterseddel kom et par uger efter det kæmpe skænderi, åbnede jeg den med bævende hjerte. Mine øjne scannede siden. Sandt at sige var mine karakterer en katastrofe. Hurtigt foldede jeg papiret sammen og puttede det i lommen. Hvordan kunne jeg vise den til mor?

Derhjemme samme aften var mit hjerte fyldt med frygt. Jeg vidste, at hun ville råbe, blive ked af det og sandsynligvis ende med at græde. Mine tanker begyndte igen at kredse om selvmord. Måske kunne jeg hoppe ned fra taget på den bygning, hvor vi boede. Jeg tænkte på, om døren til taget var låst. Jeg tog elevatoren til den øverste etage og gik hen ad gangen til trapperne, som ledte op til taget. Jeg prøvede dørhåndtaget, og det drejede nemt. Jeg åbnede døren, gik op ad trapperne og ud på taget. Jeg kravlede ud ved afsatsen, som løb omkring kanten af bygningen, og kiggede 16 etager ned. Gadelarmen nåede mine ører: Dyttende biler, motorer som gassede, og hylende sirener i det fjerne. Folk på gaderne var så langt nede, at de så ud som myrer, der alle myldrede rundt i en fart.

„Hvorfor farer alle sådan rundt?" – spurgte jeg mig selv. „Hvor skal de alle sammen hen?" Jeg vidste, at mange af dem havde travlt med at tjene penge.

Jeg begyndte at tænke på min far. Han var en velhavende mand – en mangemillionær. Han var heller ikke født med en sølvske i munden. Hans far døde, da han var syv år gammel. Som den ældste af fire sønner gjorde han, hvad han kunne for at forsørge familien. Han solgte aviser på gaderne og udførte al slags arbejde, han kunne finde for at kunne forsørge de små sultne munde derhjemme. Da hans yngre brødre blev lidt ældre og begyndte at arbejde og bidrage til familiens indkomst, tog min far af sted i den modne alder af 16 år med et par øre på lommen. Den 2. Verdenskrig fangede ham i flyvevåbnet, hvor han fløj og skaffede så meget information om fly som muligt.

Efter hans hjemsendelse ved slutningen af krigen begyndte han på egen hånd. Han havde en god forstand og en skarp forretnings-sans, og snart var han i fuld gang med at opbygge sit imperium. Han endte med at eje to luftfartsselskaber og flere flyselskaber. Han elskede flyvning og flyvemaskiner så højt, at da min bror blev født, kaldte han ham Falcon efter jetflyet Falcon. Han kaldte mig Douglas efter Douglas flyvemaskinen. Jeg tror, jeg var størst.

At flyve sine egne fly blev min fars foretrukne form for fritidsbeskæftigelse sammen med racerbiler, når som helst han kunne finde tiden til det, hvilket ikke skete så tit. Da han flyttede til Florida, efter at han og mor blev skilt, boede han på en sådan speciel ø, at der var brug for specielle tilladelsespapir eller pas til at lande på den. Når jeg kom på besøg, var jeg glad for, at han havde en husholderske og en butler. Ofte var de, de eneste, jeg havde til at holde mig med selskab. Far spiste morgenmad sammen med mig hver morgen, men han holdt altid en avis op imellem os for at studere nyhederne. Hvis jeg talte, kunne han sommetider sænke sin avis og svare, men andre gange gryntede han bare. Jeg var for lille til at indse, at hans travle kalender ikke gav ham nogen fritid, og at de få minutter, som han havde om morgenen med sin avis, var det eneste tidspunkt, hvor han havde tid til sig selv igennem hele dagen. Selv om han ejede en Lear jet, en Rolls Royce, en yact og var omgivet af sikkerhedsvagter, var han ikke lykkelig. Han var en ærgerrig mand, for han bestemte sig for aldrig at blive fattig igen. Hans liv var så intenst, at han tit arbejdede 16 timer om dagen seks dage om ugen.

Han var vokset op i en baptistfamilie, men religionen havde været et pres fra velmenende familie og venner, og han ønskede ikke at dele deres tro. Da hans første kone og spæde søn døde i en flyulykke, tror jeg, at han mistede den smule tro, han havde tilbage og fra da af anså sig selv for at være agnostiker.

Et vindpust bragte mine tanker tilbage til nutiden. Mine tåspidser nåede ud over kanten, og jeg lænede mig forover og håbede på, at det næste vindpust ville blæse mig ned, så jeg ikke behøvede at samle mod til at hoppe. Mens jeg stod der og tøvede, huskede jeg på, at jeg i avisen for få dage siden havde læst om en mand, som faldt 8 etager ned. Han mistede en arm og brækkede ryggen, men han døde ikke. Hvad hvis jeg ikke døde? Hvad hvis jeg endte som en krøbling med kroniske smerter? Jeg skælvede!

Der var noget andet som holdt mig tilbage. Jeg havde en evig nysgerrighed. Hvis jeg døde i dag, hvad ville jeg så gå glip af i morgen? Måske skulle jeg hellere blive her på jorden.

Det gode ved selvmord er, at man altid kan udsætte det. Et par år senere foreslog jeg mor det, da hun ringede og fortalte mig, at hun ville begå selvmord. Det reddede hendes liv.

Jeg kravlede ned fra kanten og satte mig ned for at tænke. Ordene fra en ølreklame dukkede op i mine tanker: „Du lever kun en gang ... smag alt det du kan." Jeg kunne godt lide den tankegang. Jeg ville nyde al den morskab og spænding, jeg kunne finde, og når jeg havde fået nok, så ville jeg gøre noget stort. Hvorfor slukke lyset med en klynken ved at tage sovepiller eller hoppe ned fra en bygning? Hvorfor ikke tage herfra med et brag?