Kapitel 9.

 

Eftersøgt af fjenden!  

Jeg tror ikke, jeg bryder mig om at købe morderne,« sagde Gladys usikkert.  

Fængselsdirektøren så forstående, men bekymret ud. »De

må dræbes, hvis du ikke køber dem.«  

»Jeg har i hvert fald ikke så mange penge.«

Gladys havde udpræget humoristisk sans, men denne situation var næsten for latterlig. Fængselsdirektøren havde på Gladys forslag sat en bekendtgørelse op på fængsels porten, om at de af fangernes slægtninge, der ville betale 90 cent (ca. 5 kr.), kunne købe en fange frihed, hvis de samtidig ville garantere for hans gode opførsel. Hvis ikke, måtte fangerne dræbes, før man evakuerede Yangcheng. De fleste fanger var allerede købt fri. Gladys havde selv løskøbt to fanger, der var blevet hendes venner. Nu var der kun otte tilbage. Deres slægtninge levede i landsbyer, der lå alt for langt borte til, at de kunne se bekendtgørelsen eller høre byens udråber bekendtgøre den. Nogle af dem var tyve, de andre var mordere.

»Godt!« sagde Gladys og kiggede ulykkeligt på mændene, som sad modløse med jernlænker om håndleddene. »Jeg skal sige dig, hvad jeg vil gøre. Lad dem gå, så skal jeg sørge for, at de går tilbage til deres hjem, og at deres slægtninge betaler pengene for dem. Jeg vil samle pengene sammen og betale dig, hvis vi nogen sinde kommer tilbage til Yangcheng.«

Glad for at gøre, hvad end Gladys ville foreslå, beordrede direktøren fangerne løst af deres lænker, og de fulgte hende ud af fængslet. Gladys kunne ikke lade være med at tænke på, at det var en mærkelig gruppe, der nu var afhængig af hende. Nu havde hun ikke alene Nipence, Less og de andre tre børn, men den lille familie var vokset, så hun faktisk havde ansvaret for over hundrede børn. Mange af dem var flygtninge eller børn, hvis forældre var blevet dræbt under bombardementet. Nu havde hun fået en gruppe fanger i tilgift.

Da hun forlod fængslet, blev hun indhentet af en af mandarinens embedsmænd.

»Jeg har en slavepige i kvindernes gård, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med hende. Hun hedder Sualan. Hun er femten år, og vi har ikke nået at arrangere et giftermål for hende.« Han lod ikke Gladys få tid at stille spørgsmål. »Hun kan følges med dig, kan hun ikke?«

På den måde voksede Gladys familie. Fangerne skaffede hende ingen problemer, de var kun alt for taknemmelige for, at de endelig var sluppet ud af fængslet, og Gladys var snart i stand til at genforene dem med deres familier, samle pengene og betale direktøren.

Men Sualan, Nipence, Less og mange, mange andre børn skulle hun komme til at have ansvaret for i lang tid.

Månederne, der fulgte, blev vanskeligere og vanskeligere. Japanerne, der nu kæmpede over hele Kina, bevægede sig hurtigt fra det ene sted til det andet. Deres styrker var ikke store nok til, at de kunne besætte hele Kina, så de drog snart her snart der, plyndrede en by, mishandlede de indbyggere, der var tilbage, myrdede de ledende borgere og alle, der kunne tænkes at gøre modstand mod dem. De beslaglagde alle fødevarer, de kunne få fat på, og efter at have opholdt sig der en uge eller to, eller undertiden blot nogle få dage, drog de videre. De nærede en særlig uvilje mod de kristne, dels fordi de var nært knyttet til »vestlige« missionærer og dels på grund af deres tro og uforfærdethed.  

Japanerne kunne dukke op hvor som helst og når som helst, særlig i byerne langs hovedvejene. Selv om der ingen soldater var i nærheden, kunne indbyggerne alligevel ikke føle sig sikre, for pludselig kunne flyvemaskiner dukke op, bombe byerne og skyde med maskingeværer mod folkemængderne i gaderne eller på landevejene.

Det var en forfærdelig tid for alle i Kina, men alligevel fortrød Gladys aldrig, at hun var kommet. Hun var overbevist om, at det var Gud, der havde sendt hende herud for at fortælle om Ham til disse mennesker og for at hjælpe dem.

Mere end en gang dukkede kristne japanere, der gjorde tjeneste i den japanske hær, op ved hendes gudstjenester i de japansk besatte byer, for hun var ofte nødt til at opholde sig i byer, der var besat af japanerne. Hvis hun var bange og der var lejligheder, hvor hun var frygtelig bange var det ikke for sin egen sikkerhed eller for, hvad der kunne ske med hende selv, men fordi hun var bange for, at hvis hun blev dræbt, var der ingen, der ville tage sig af den store flok af olivenfarvede, lasede, smilende børn, hun havde samlet.

Men det var, som om Gud beskyttede hende, fordi Han stadig havde mere arbejde for hende, og derfor lykkedes det hende at bevare livet og friheden.

Det betyder ikke, at hun undgik lidelser. Gang på gang følte hun sig syg. Hun sultede ofte, mere end de fleste, fordi hun altid var parat til at give ' sin egen madration til de børn eller de mennesker, hun levede imellem.

Flere gange blev hun mishandlet. En gruppe japanske soldater, der mistænkte hende for at være kinesisk spion, vælte de hende om og slog hende, så det tog måneder for hende at komme sig igen. Japanerne var i øvrigt ikke langt fra sandheden der. Det var rigtigt, at hun hjalp de kinesiske myndigheder med at samle alle de oplysninger, hun kunne få fat i om japanske troppebevægelser og koncentrationer. Hun følte det som sin pligt, for Kina var nu meget mere hendes land end England. Fordi hun elskede dette folk og ønskede at være en af dem, var hun blevet kinesisk statsborger i 1936.

Gennem de mareridtagtige år, der fulgte evakueringen af Yangcheng, flyttede hun fra sted til sted. Somme tider var børnene hos hende, somme tider var hun alene.  

Hun boede i lang tid i hospitalsgrotten ved Bei Chai Chuang oppe i bjergene. Senere flyttede hun sammen med børnene og nogle af sine venner ned til byen Chin Shui. Engang da japanerne nærmede sig byen, førte to af hendes drenge, Timothy og Wan Yu, hende til et lille hus i bjergene, som tilhørte en af deres slægtninge. I sikkerhed for en tid besøgte hun husene i nabolaget, forkyndte evangeliet og opmuntrede bønderne. Men en dag kom Timothy styrtende ind.

»Soldaterne er i den anden ende af landsbyen!«

Der var ingen tid til at flygte. Timothy, Wan Yu og husets beboere stod ved husets dør og ventede på, at den skulle blive brudt op, og Gladys stod ved vinduet og holdt øje med soldaterne, der nærmede sig med bajonetter på rifterne. Hun så dem gå ind i hus efter hus, alle tomme, fordi beboerne var blevet advaret i tide.

Idet hun håbede på denne måde at vinde tid, så Wan Yu's familie kunne slippe væk, gik hun ud til porten og tog fat i håndtaget. Hvis hun selv svingede porten op, ville synet af en »fremmed djævel« opholde soldaterne, som ville bruge nogen tid på at udspørge hende, før de dræbte hende. I forvirringen ville man måske glemme dem, der var inde i huset. Hendes hænder skælvede, da hun famlede ved låsen, og hun holdt inde et øjeblik for at bede om mod. I samme øjeblik kom Wan Yu, der havde overtaget hendes plads ved vinduet, styrtende ud af huset.

»Stands! Stands, Aiwaideh! Soldaterne er vendt om! De går ned ad bakken!«

Gladys var ved at besvime af lettelse, men da hun kom ind i huset igen, samlede hun sin lille gruppe for at takke Gud for redningen.

Fra Chin Shui tog hun til den større by Tsehehow, der var hovedkvarter for en gruppe missionsstationer, og her boede hun hos nogle missionærvenner. Det var, medens hun var her, at et budskab fra madame Chiang KaiShek blev sendt rundt. Hun var gift med den kinesiske regeringsleder og selv en kristen. Budskabet meddelte, at hun havde oprettet en fond for børn, der var blevet gjort forældreløse af krigen, og at der var oprettet et center, der ville tage sig af børnene i byen Sian på den anden side af Den gule Flod.  

For missionærerne i Tsehchow var det vidunderlige nyheder. Der havde altid været forældreløse børn i skolen i Tsehchow, men nu var der langt flere, end de kunne huse og føde. To hundrede børn var klumpet sammen i bygningerne.

»Vi kan naturligvis ikke sende dem alle«, sagde en af missionærerne. »Jeg mener, at vi skal prøve at beholde halvdelen selv og sende de andre hundrede til Sian.«

Det enedes man om. Et hundrede børn blev udvalgt til at foretage den lange rejse, og til stor lettelse for alle i Tsehchow hørte man fem uger senere, at de var ankommet i sikkerhed. Begivenheden gav Gladys meget at tænke på. I nogen tid havde hun mere eller mindre været alene. NiPence og resten af de forældreløse var ikke fulgt med til Tsehchow, men efter at de havde opholdt sig nogle måneder i bjergene, var de vendt tilbage til Yangchengs ruiner, efter at japanerne var forsvundet.

De burde virkelig flyttes til Sian sammen med de andre forældreløse børn, hævdede Tsehchow missionærerne.

»Men hvem skulle rejse med dem?«

»Du selvfølgelig.«

Det var netop, hvad Gladys havde frygtet, de ville foreslå. Hun vidste, at hun måske burde få børnene væk fra kampområdet, men selv ville hun ikke bort.

»Jeg vil ikke flygte herfra,« sagde hun bestemt. »Min plads er hos mit kinesiske folk, her i farezonen. Hvis jeg rejser til Sian, vil de prøve på at beholde mig der og ikke lade mig rejse tilbage.«

Hendes venner så på hende. Hun så frygtelig tynd ud. Hendes spinkle skikkelse rystede nu og da af feber. Hun virkede meget ældre end en kvinde på under fyrre, og de vidste, at hun ikke kunne fortsætte med at leve det omflakkende liv, hun havde levet i de sidste måneder, uden at bryde sammen til sidst. Men det turde de ikke sige til hende. At antyde, at hun var syg, eller træt, ville hare gøre hende endnu mere besluttet på at blive, hvor hun var.

Problemet blev løst ved et budskab fra den kinesiske general i distriktet. En gruppe kinesiske soldater havde overværet hendes gudstjeneste en aften, og da forsamlingen spredte sig, kom en ung soldat hen til hende.

»Jeg har et budskab til Dem.« Han gav hende et brev. I det skrev generalen, at han skulle føre sin hær ud af distriktet, fordi en meget stærk japansk styrke var på vej dertil, og han ikke havde soldater nok til at modstå dem. Han ønskede, at Aiwaideh skulle følge dem i sikkerhed. Gladys rødmede af vrede. »Naturligvis flygter jeg ikke, ligegyldigt hvad generalen siger.« Hun så skarpt på soldaten. »Japanerne vil ikke gøre mig noget. Jeg har før boet i byer, de havde okkuperet.«

Soldaten tog et andet papir frem af lommen og rakte hende det. »Se denne, Aiwaideh. De er slået op overalt i byen.«

Plakaten var ca. 20 x 25 cm og Gladys ville næsten ikke tro sine egne øjne. »Den japanske hær betaler hundrede dollar til den, der kan give oplysninger, der kan føre til pågribelse af den lille kvinde, der er kendt under navnet Aiwaideh.«