Kapitel 8.

 

Mandarinens fest!

Gladys opholdt sig i bjerglandsbyen fra sommeren 1938 til foråret 1939. Af og til tog hun små ture til andre landsbyer og Yangcheng, som japanerne igen havde forladt. I en stor bjerghule i nærheden af landsbyen havde hun indrettet et nødhospital, hvor hun behandlede de sårede og syge, så godt hun kunne.  

Det var frygtelig koldt i vintermånederne, og der var kun lidt mad. Folkene fra, Yangcheng var meget bekymrede for venner og slægtninge, som var spredt omkring i de andre landsbyer, og de talte altid om at rejse hjem igen.

Gladys holdt forbindelse med mandarinen vinteren igennem og fik derfor at vide, hvad den kinesiske regering foretog sig, og om de japanske hæres fremrykning over hele det vidtstrakte land. Til sidst tog mandarinen en beslutning.

»Vi må tage tilbage til Yangcheng, men vi kan ikke blive der. Jeg skal sende udråberen ud for at samle dem fra de landsbyer, hvor de er spredt. Regeringen siger, at alle byer og al afgrøde på markerne skal ødelægges, så der intet er tilbage til japanerne, hvis de skulle komme igen.«

»Du mener, at vi skal rive det hele ned?«

Mandarinen nikkede bedrøvet. »Vi vil skåne alt, hvad vi kan tage med os, samle alt spiseligt og sætte ild til husene og drage bort.« Han smilede pludselig, et lille diskret smil, syntes Gladys. »Der er også noget andet, jeg vil gøre. Jeg vil holde en fest.«

Hvis Gladys syntes, at det var en mærkelig tid at holde fest på, så sagde hun det ikke. Mandarinen var den mægtigste mand i distriktet. Han ønskede uden tvivl at sige farvel til alle, der havde hjulpet ham, kontoristerne, embedsmændene, fængselsdirektøren og lignende. Hun blev forbavset over, at han insisterede på, at hun også skulle med. Kvinder stod ellers ikke på lige fod med mænd i det indre af Kina, og de plejede heller ikke at være til stede ved den slags fester. Men hvis han befalede hende at komme, kunne hun ikke godt nægte det.

Mandarinens fest var den sidste store sammenkomst i Yangcheng. I dagevis havde mændene arbejdet under højtryk inde i byen. De havde samlet alt, hvad der kunne transporteres bort til landsbyerne: møbler, tæpper, kogekar, tømmer. Kvinderne havde samlet alt, hvad de kunne finde på markerne. Bygning efter bygning blev ødelagt. Selv templerne blev revet ned. Da byens indbyggere ikke turde rive »Den store skorpions Tempel« ned, for hvis nu det legendariske dyr skulle slippe løs og æde dem, rev de kristne det ned for dem, mens de sang salmer.  

Før hun gik til mandarinens halvt ødelagte residens, besøgte hun for sidste gang De otte Lyksaligheders kro. Der var ingen grund til at ødelægge den. Bombningen og vintervejret havde gjort den ubrugelig. Hun stod midt i virvaret på gårdspladsen og spekulerede på, hvor meget hun havde nået i de otte travle år i Yangcheng. Mange mennesker var blevet kristne både i Yangcheng og i landsbyerne rundt om. Muldyrkaravanerne havde bragt evangeliet langt omkring. Selv nogle af fangerne havde taget mod det. Men somme tider syntes hun, at det havde været en meget lang tid og et hårdt arbejde med små resultater. De fleste af dem, der havde taget imod evangeliet, havde været jævne, almindelige mennesker. Lederne i byen havde været upåvirkede og havde valgt at følge deres forfædres gamle veje.

Så gik hun til mandarinens fest. Mandarinens skarlagenrøde dragt var falmet, og fængselsdirektøren så forgræmmet og syg ud. Det var også tilfældet med alle de andre, der sad rundt om i stuen, og Gladys vidste, at hun sikkert så lige så syg, lige så sulten og laset ud som alle de andre.

Da det enkle måltid var overstået, og det højtidelige ritual sagt over de tarvelige retter for sidste gang i Yangcheng, rejste mandarinen sig for at tale.

Han takkede alle, der havde stået ved hans side i det sidste ar, som havde været hans venner og medhjælpere i mange år, før japanerne kom, helt fra før missionæren kom til Yangcheng. Han talte om sine fremtidsplaner. Han bragte Gladys sin hyldest Aiwaideh, som han kaldte hende (Den, der elsker det gode) for alt hvad hun havde gjort, siden hun kom til Yangcheng. Han talte om hendes arbejde i kroen, hvordan hun havde standset oprøret i fængslet og givet fangerne nyt håb, og hvordan hun havde bragt friheden til kvinderne i bjerglandsbyerne.

»Ingen anden kunne have gjort dette,« sagde han meget alvorligt, »det kunne kun en kvinde, som den levende Guds ånd bor i.« Han vendte sig mod Gladys. »Jeg har lyttet til dig og diskuteret med dig. Jeg har set det liv, du har levet. Og nu ved jeg, at det evangelium, du forkynder, er sandt.«

I sin slidte skarlagenrøde dragt og med al den værdighed en mand har, som har hersket over mænd hele sit liv, bøjede han sig for hende. »Aiwaideh,« sagde han, »før vi forlader denne by, der har været både dit og mit hjem, er der endnu et, jeg må gøre: Jeg vil gerne blive en kristen.«