Kapitel 7.

 

Japanerne angriber!  

Her dybt inde i bjergene var beboerne i Yangcheng mere optaget af høsten, kvæget og kornpriserne end af, hvad der skete i den store verden på den anden side af floden og sletterne. De lagde mærke til, hvad der skete hos dem selv og i deres egen landsdel, og meget lidt andet. De huskede særligt strenge vintre, og Den gule Flods oversvømmelser, og hvornår byen var blevet fyldt med flygtninge. Hvis nogen havde fortalt dem at japanerne, som kæmpede i andre dele af Kina, var trængt ind i deres egen provins, Shansi, ville de blot have trukket på skuldrene. Hvem disse japanere så end var, ville de sikkert aldrig komme til Yangcheng.

Og så, en forårsdag i 1938 kom en gruppe små, sølvglinsende fly ind over bjergene.

Der var meget få i Yangcheng, der nogen sinde havde set en flyvemaskine, og fra hvert hus strømmede mænd, kvinder og børn ud på gaderne. De stimlede sammen i de snævre gader og stirrede op mod flyene, da de kom nærmere. De fløj rundt om byen, drejede så ind mod bjergene cirklede tilbage mod Yangcheng og dykkede ned mod byen i en hurtig, bugtende linie af sølv. Først da det var alt for sent at gøre noget, blev indbyggerne i Yangcheng klar over faren. Fra flyene, der drønede ned mod de overfyldte gader og pludselig steg op igen, regnede bombe efter bombe ned på den gamle by og eksploderede i gaderne. Der var ingen tid til flugt, og selv om de var blevet inde i husene, ville der alligevel kun have været ringe håb for ofrene, for huse, butikker og templer blev bombet over hele byen.

Yangcheng havde fået sin første prøve på krigen, og under bombningen blev snese af uskyldige mennesker dræbt. Den japanske invasion havde nået Shansi og bjergfæstningerne der.

Gladys var ikke ude på gaden for at se på flyene. Hun var travlt optaget inde i kroen De otte Lyksaligheder. Det første, hun mærkede, var eksplosionerne ude på gaden, og skrigene som fulgte dem. Det næste hun huskede var, at gulvet brød sammen, og at huset faldt sammen over hende.

 »Jeg tror, hun lever.«  

Gladys forsøgte at røre sig.

»Selvfølgelig lever jeg,« forsøgte hun at råbe, men hendes mund var fyldt med støv og snavs. Gulvet og en del af taget lå i en bunke oven på hende, og hun kunne hverken bevæge sig eller give lyd fra sig. Over sig hørte hun Yangs stemme og de ophidsede råb af de mænd, han havde fået til at hjælpe sig. Så hørte hun lyden af sten, der blev flyttet. Det gamle tømmer knagede, da det blev trukket væk, og hun håbede, at mændene, der prøvede på at befri hende, ikke skulle udløse en ny lavine af sten over hende. Stykke for stykke blev ruinerne fjernet, og hun blev trukket ud, forslået og med sår både her og der, men stadig meget levende.

»Jeg er ikke død endnu!« sagde hun og spyttede støv og snavs ud. »Det var naturligvis japanerne?«

Yang nikkede bedrøvet. Tårerne løb ned ad hans snavsede ansigt. »Mange huse er knust, og snese af mennesker blev dræbt af bomberne.«

Gladys sundede sig et minut eller to og gik så ud på gårds pladsen, der var fyldt med murbrokker og knuste bjælker, for selv at se, hvad der var sket med byen og menneskene. Hun var for chokeret til at græde. Overalt var der sårede mennesker, og det var tydeligt at mange, som Yang havde sagt, var blevet dræbt under overraskelsesangrebet. Hun havde hørt en hel del om japanernes måde at angribe ubefæstede byer på, men det var svært at tro på, at de uskyldige mennesker i Yangcheng, en almindelig bjergby, der blot var gennemgangs by for muldyrkaravaner skulle komme ud for dette.

Hun rystede støvet af sin lasede kjole, tørrede blodet af ansigtet og gik ud for at organisere det hjælpearbejde, der måtte sættes i gang.

 Da hun talte med mandarinen og fængselsdirektøren, forstod hun, at de mente det samme som hun. Det var klart, at bombningen kun var begyndelsen. Det viste, at en japansk hær ikke var langt borte, og at den sandsynligvis ville prøve at erobre byen, når den kom frem.  

Der var ingen soldater i Yangcheng, men der var mange bevæbnede kinesere i bjergene rundt omkring og i landsbyerne på sletten, og de ville komme og prøve at forsvare byen. Der ville blive kamp, og byen ville sandsynligvis blive ødelagt.

»Vi må forlade Yangcheng,« sagde mandarinen bedrøvet. »Og alle, der kan, må følge os.«

Gladys nikkede. »Men først må vi gøre, hvad vi kan for at hjælpe de sårede. Er der noget sted, hvor vi kan samle dem og oprette en førstehjælpsstation?«

»Der er kun to templer, der er uskadte, men dem kan vi bruge.«

»Mine fanger er ved at rydde op i gaderne. De kan bære de sårede til templerne,« indskød fængselsdirektøren.

»Udmærket.« Gladys nikkede så muntert, hun kunne. »Jeg har ikke ret meget førstehjælps udstyr, men der er lidt i kroen, hvis det ikke er blevet helt ødelagt. Og vi kan bruge bomuldstøj til bandager. Kom lad os tage fat.« Hun vendte sig mod mandarinen. »De må sørge for at få de sårede ud af byen.«

Han slog på gongongen og gav nogle hurtige ordrer til tjenerne. »Hvor tager du hen?« spurgte han Gladys.

Der er en landsby, der hedder Bei Chai Chuang et stykke oppe i bjergene. Der er der nogle kristne. Jeg tager nogle venner her fra Yangcheng med mig og går derop, når det bliver mørkt. Gamle Yang vil hjælpe mig.«

Hun standsede på vejen ud. »Når japanerne er borte igen, vil vi naturligvis vende tilbage. De bliver aldrig ret længe noget sted. De er altid på march, altid på udkig efter nye byer, de kan erobre og brænde«. Pludselig smilede hun.

»Men jeg er bange for, at min stilling som mandarinens fod inspektør er slut nu.«

Hele den næste dag forekom det, som om hun var over hele byen med sin førstehjælpskasse og et opmuntrende ord til alle de sårede, til børnene, fangerne og muldyrdriverne, der arbejdede hårdt for at få ryddet gaderne.  

Fem dage efter bombningen, da de japanske soldater drog ind i byen, stod både øst porten og vest porten vidt åbne, men husene, butikkerne, kroerne og templerne var øde og forladte. Hele byen var mennesketom. Yangchengs befolkning gemte sig i bjergene rundt om.

Fra sit skjulested i Bei Chai Chuang, en lille landsby på kun otte huse, ventede Gladys på at høre nyt. Da der ingen kom, besluttede hun selv at finde ud af, hvad der foregik. Hun fulgte de smalle stier og bjergveje lige til hun kunne se Yangcheng. Solen stod meget lavt i horisonten, mens hun tankefuldt stod og stirrede mod bymurene. Hun kunne ikke se noget bevæge sig, hverken ved portene eller på selve bymuren. Med øjne, der havde vænnet sig til dette landskab, betragtede hun området neden for byen: rismarkerne, kornmarkerne, floden. Ikke en bevægelse noget sted. Hun gik langsomt fremad og ventede hvert øjeblik, at stilheden skulle brydes af geværskud, eller at en kugle skulle slå ind mod klippen ved siden af hende. Men der skete intet. Da hun kom ud på den bredere vej, der førte til byen, var stilheden uhyggelig og skræmmende. Men det så ud til, at fjenden var borte, medmindre japanerne havde skjult sig for at overrumple hende.

Hendes træ sandaler klaprede mod vejens brosten, da hun gik ind gennem vest porten. Her og der røg det stadig fra nedbrændte huse, men der herskede en dødens stilhed overalt.

Da hun gik forbi en forladt kro, var hun lige ved at skrige. Fra døråbningen kom en kvækkende latter. Da hun stirrede ind i skyggen, så hun en snavset tigger, en gammel sindsforvirret mand, der fortsatte med at le.

»Nå, så du er kommet tilbage for at blive dræbt, hvad? « råbte han til hende.

»Japanerne er borte,« svarede hun, »Hvad laver du her?«

»De vil ikke gøre en gammel mand som mig noget, en gammel tigger uden penge og forstand. Men du tager fejl. De er ikke forsvundet. Det var kun en fortrop, der kom for at udspionere byen. Selve hæren er på vej hertil.«

»Hvor ved du det fra?« Gladys var sikker på, at han var helt forvirret.

»Jeg hørte soldaterne sige det. De andre kommer i dag.«

Før hun nåede at stille flere spørgsmål, vidste hun, at den gamle tigger talte sandt. Ikke langt borte, hvor øst porten stadig var lukket, hørtes en eksplosion og lyden af splintret tømmer, fulgt af skarpe kommandoråb, medens japanske soldater endnu en gang begyndte at trænge ind i byen. Og nu opdagede Gladys pludselig, at byen nok ikke var så tom, som det så ud til. Fra husene på den anden side, hen imod øst porten kom den hvinende lyd af riffelkugler. Kinesiske soldater havde besat byen, efter at japanerne havde forladt den, og de camperede i skjulesteder i bjergene ovenover og rundt om byen.

Hvis japanerne allerede var ved øst porten, ville de også snart være ved vest porten, som hun var kommet gennem. Hun forstod, at hun havde brugt alt for megen tid til at undersøge den tilsyneladende forladte by. Hun var fanget i en fælde.

Medens hun stod der, usikker om hvad hun skulle gøre, gik solen ned bag bjergene, og mørket bredte sig hurtigt over landskabet. Hun havde måske alligevel en chance for at slippe væk.

Endnu havde der ikke været noget angreb på vest porten, og den var ubemandet. Hun sneg sig gennem den nogenlunde dækket af halvmørket og skjulte sig så mellem klipper og huske ved siden af den. Neden for hende, ude på markerne, kunne hun se små khakiklædte japanske soldater bevæge sig frem og tilbage. Et kompagni gik mod byens østside et andet mod vest siden. Hun havde kun en meget lille chance, men hun måtte tage den. Snigende og glidende så hurtigt hun turde, nåede hun ned til markerne, omtrent midtvejs mellem de to kompagnier, og smed sig inde mellem kornet. Rædselslagen over, hvad der ville ske, hvis hun blev opdaget, kravlede og krøb hun gennem kornet, med japanernes stemmer kun nogle få meter borte. Da de til sidst lød fjernere, vidste hun, at hun var i sikkerhed. Det var nu helt mørkt, og hun rejste sig op og begyndte at løbe, snublede og løb igen videre, indtil hun mærkede, at hun var på stien, der førte op til Bei Chai Chuang.