Kapitel 6.

 

»Nipence«  

Gladys havde været to år i Yangcheng, da hendes første barn ankom. Det var en lille pige, som hun købte for ni pence (ca. 75 øre). Måned efter måned drog Gladys rundt i landsbyerne og udførte mandarinens ordrer. Hun kontrollerede, at ingen piger eller kvinder havde indsnørede fødder, og at de, der havde fået fjernet bandagerne, ikke bandt dem på igen.  

Overalt hvor hun kom, forkyndte hun evangeliet. Meget få af dem, der lyttede forstod alt, hvad hun fortalte dem, men mange, mange begyndte at tro på Jesus, og det forandrede deres liv. Mændene blev venligere mod deres koner. Drengebørn var altid blevet hilst velkommen i kinesiske hjem, mens pigebørn blev betragtet som en plage, men i de kristne hjem blev pigerne passet lige så godt som drengene.

Der var blevet bygget en hel del på kroen De otte Lyksaligheder, og den indeholdt nu også et lille kapel. Ikke bare i bjerglandsbyerne, men også i selve Yangcheng var der nogle, der var blevet omvendt til den kristne tro og som mødtes uge efter uge til gudstjenester, bøn og bibelstudium. En af de mest trofaste i den lille kristne flok var Hsilien, den første muldyrdriver Gladys trak ind i krogården den dag, kroen åbnede.

Yang var stadig hos hende, men nu var han ikke alene kok, men også en pragtfuld medhjælper, som var endnu bedre til at fortælle historier end Gladys selv, selv om han somme tider blandede Moses, Jonas og den barmhjertige samaritan sammen.

Mandarinen var også blevet hendes meget gode ven. Men to år efter, at hun var begyndt som fod inspektør, havde hun sit første sammenstød med ham.

Hun havde været i en landsby, der hed Chowtsun og var på vej hjem gennem Yangchengs gader for at aflægge rapport til mandarinen, da hun fik øje på en kvinde, som sad i vejkanten. Hun tilhørte åbenbart en af bjergstammerne. Hendes tøj havde klare farver, selv om de nu var falmet noget i solen. De store sølvørenringe og halsbåndet og de grønne gamacher, som strammede de posede bukser ind viste, at hun ikke hørte hjemme i Yangcheng. Da Gladys så hende, tænkte hun, at hun sjældent havde set et så ondt og brutalt ansigt. Da så hun pludselig, at kvinden havde et barn på skødet. Det var så magert, at det så ud, som om det netop havde gennemlevet en hungersnød. Det havde dybt indsunkne øjne med et forskræmt udtryk.  

»Det barn er sygt,« snerrede Gladys, »det trænger til medicin.«

»Vås«, snerrede kvinden tilbage, »det er helt rask. Jeg vil sælge det til dig for to dollars!«

Gladys blev forskrækket. »Jeg kan ikke have hende. Pas hende selv og gør det ordentligt!«

»Du kan få hende for halvanden dollar, da.«

»Du er en meget ond kvinde. Jeg har ikke halvanden dollar« det var fuldstændig sandt »og jeg kan ikke forstå, at en mor vil sælge sit barn.«

Det onde udtryk i det brutale ansigt blev tydeligere, og pludselig gik sandheden op for Gladys: Kvinden var slet ikke barnets mor. Hun havde stjålet barnet i en af landsbyerne og prøvede nu at sælge det her i byen til en eller anden, der havde brug for et barn. Uden at sige mere skyndte hun sig til mandarinens residens. Da hun havde aflagt rapport om besøget i Chowtsun, stillede hun et spørgsmål.

»Hvad gør I med kvinder, der stjæler børn?«

Mandarinen løftede overrasket øjenbrynene.

»Ingenting«.

»Hvorfor ikke? De giver lovene her i Yangcheng og det siges at være gode love. Den slags kvinder burde kastes i fængsel. Der er en af dem i byen nu. Hun prøvede at sælge mig et barn!«

Mandarinen smilede roligt. »Jeg ville ikke købe det. Du har nok at gøre uden at skulle passe et barn.«

»Jeg har ikke tænkt mig at købe det. Men De må gøre noget!«

»Disse kvinder arbejder ikke på egen hånd. De hører til en røverbande fra bjergene. Hvis jeg sætter hende i fængsel eller straffer hende på anden måde, vil røverne overfalde byen eller brænde nogle huse. Og hvorfor skulle jeg for øvrigt have ulejlighed for et pigebarns skyld? Jeg går ud fra, at det var en pige? Det er sædvanligvis pigebørn, disse kvinder stjæler, og så sælger de dem som slaver.«

Han vendte sig og slog hårdt og vredt på gongongen for at antyde, at audiensen var forbi. »Du må ikke gøre mere ved dette, og du må ikke tale til kvinden igen. Det er en ordre, og du gør bedst i at adlyde!«

Gladys gik mod døren, men så vendte hun sig rasende. »Jeg agter ikke at rette mig efter din ordre! jeg kom til Kina for at fortælle om Jesu kærlighed, ikke for at inspicere kvindernes fødder. Nu vil jeg vise disse mennesker og dig hvad virkelig kærlighed er!«

Et øjeblik skælvede mandarinens hånd i den røde kappe, mens han knugede stokken. Han så ud, som om han ville slå på gongongen en gang til og lade hende arrestere. Men så gled et nyt udtryk hen over hans ansigt. Han stirrede på Gladys med en mærkelig respekt. Det var første gang, så langt tilbage han kunne huske, at nogen havde vovet at protestere mod ham, nægte at adlyde hans ordre. I hvert tilfælde var det første gang i hans liv, at en kvinde havde gjort det.

Gladys gik hen ad gaden, sandalerne klaprede hurtigt mod brostenene. Hun behøvede ikke at tale til kvinden, for røveren talte selv først. »Du skal få det for en dollar!« råbte hun.

Gladys rystede de få mønter, hun havde fra sin pung og ned i barnerøverens hånd. »Det er alt, hvad jeg har. Ni pence, tror jeg.«

»Godt! Så tag det!« Og pludselig holdt Gladys det lille snavsede bundt skind og ben indsvøbt i laser i sine arme.

Da hun kom tilbage til kroen, lagde hun barnet på gulvet og fjernede de snavsede pjalter. Mandarinen havde ret. Det var en pige og så mager, at Gladys tvivlede på, at hun kunne leve dagen over. Men leve gjorde hun, selv om hun i flere dage og nætter skjulte sig som et forskræmt dyr. Hun smuttede altid ind i en krog, når nogen nærmede sig hende, men hun spiste alt, hvad Yang satte foran hende og gemte sig så igen.

Men i løbet af nogle få uger var »Nipence«, som hendes kælenavn blev, ren, ordentlig og munter, mens hendes lille krop begyndte at vise tegn på bedring. Hun var den første af Gladys nye familie.

Den anden ankom nogle få måneder senere.  

Nipence kom en dag ind i kroen med et glimt i øjnene. »Kan jeg få lidt mindre til middag?«

Hendes »mor« stirrede forbløffet på hende, for Nipence plejede at spise alt, hvad der kom i hendes vej, men hun nikkede forsigtigt. »Ville du også spise lidt mindre?«

» Hvad skal alt dette betyde?« spurgte Gladys mistænksomt.

»Hvis du spiste lidt mindre, og jeg spiste lidt mindre, så kunne vi komme de to »mindre« i en skål, og så ville der være nok til en til.«

»Hvad for en til?«

»En lille dreng naturligvis,« svarede Nipence.

»Han er her udenfor. Han hører ikke til nogen steder, for jeg har spurgt ham, og han har ikke fået noget at spise i mange dage.«

»Han må høre til et sted!«

Men Nipence var allerede ude gennem porten og kom straks efter tilbage holdende en sky, sulten dreng i hånden. Dette er »mindre« (Less), bekendtgjorde hun.

Og fra det øjeblik hørte »Less« til familien i kroen, for Giadys fandt aldrig hans forældre.

Den tredie lille dreng kom til dem en gang, de var nede ved floden for at vaske tøj. Lige straks var der ingen andre end dem, men pludselig dukkede BaoBao op ved siden af dem. Hvor han kom fra, fandt de aldrig ud af, skønt de undersøgte hele dalen for at finde nogen, han kunne høre til hos.

Den fjerde kom sammen med en flygtningeflok, der var på flugt fra Den gule Flods oversvømmelser en lille dreng ved navn Francis.

Den femte var en lille pige, der var blevet bragt til mandarinens hus, fordi hun var kommet væk fra sin familie, og han gav hende videre til den person, han mente bedst kunne passe hende.

På den måde voksede Gladys familie lidt efter lidt, og mandarinen blev hendes meget gode ven. Hun havde ikke talt engelsk i årevis, undtagen ved de sjældne lejligheder, hvor hun drog ned fra bjergene til en af de andre missionsstationer, men hun talte flere forskellige bjergdialekter lige så naturligt som kineserne selv.