Kapitel 5.

 

Fangeoprør  

En dag kom et bud styrtende ind på kroens gårdsplads viftende med et rødt stykke papir. Hun rev det til sig og læste det for gamle Yang. »Det er et budskab fra mandarinen. Der er oprør i et fængsel. Men jeg begriber ikke, hvad det angår mig.«  

»Du er nødt til at gå, hvis budskabet kommer fra yamen.«

»Vrøvl!« svarede Gladys. »Et oprør har da ikke noget med mig at gøre.« Hun vendte sig til budet. »Gå tilbage til yamen og sig til mandarinen, at jeg har mange mennesker i kroen og har meget travlt.«

Den forskrækkede tjener bukkede og løb ud. Men det varede ikke længe, før han kom tilbage svingende budskabet på det røde papir mere indtrængende end før.

Forbitret tørrede Gladys sine hænder, trak sin gråbrune kjole på plads og løb efter ham. Han førte hende, ikke til yamen, men til fængslet, og længe før de nåede derhen, kunne hun høre, at der var oprør derinde. Der lød hele tiden hyl af rædsel og smerte. Fængselsdirektøren stod i porten og vred sine hænder.

»Fangerne har gjort oprør!« »Det kan jeg høre,« svarede Gladys skarpt.

»Hvorfor?«

»Jeg ved det ikke. Ingen ved nogensinde, hvorfor sådan noget sker. Fangerne var i gården, og en af dem blev gal.«

Han førte hende hen til indgangen, og hun kiggede ind mellem de tykke jernstænger. »Se, der er han, ham den store med kødøksen. Han fandt den i gården, og så blev han vanvittig, og nu angriber han alle med den. Han har allerede dræbt en eller to mænd, og de andre slås også indbyrdes.«

»Hvorfor standser du dem ikke?«

Direktøren rystede af skræk. »De ville dræbe mig, hvis jeg kom derind. Det er derfor, jeg har sendt bud efter dig. Ingen andre end du vil vove at gå derind!«

Gladys spekulerede på, om hun havde hørt rigtigt. »Jeg?« spurgte hun. »Gå dér ind? Jeg ville ikke drømme om det.«

Direktøren så forbavset på hende. »Men du siger jo, at du har den levende Guds ånd inden i dig. Du er en kristen. Gud vil ikke lade noget ondt ske med dig!«

Efter det var der ikke andet for hende at gøre end at dreje nøglen om, åbne porten og gå ind på den uhyggelige gårdsplads, hvor sårede mænd lå alle vegne rundt om hende. Efterhånden som fangerne fik øje på hende, døde skrigene langsomt bort. Da fik hun øje på den sindssyge i den anden ende af gården.

Hans øjne flammede. I hænderne holdt han en stor økse. Pludselig udstødte han et skærende hyl af raseri og styrtede hen mod hende med øksen højt løftet. Gladys stod helt stille, alt for bange til at vende om og styrte hen mod porten. Et par skridt fra hende standsede morderen og stirrede på hende.

»Giv mig den økse!« Hendes stemme røbede ikke hendes rædsel.

Langsomt døde vanviddet ud i mandens øjne. Han gik fremad, tørrede blodet af skaftet og lagde øksen i hendes hænder. Før hun gik frem for at tale med manden, rakte hun våbnet ud gennem porten til direktøren. Og så talte hun med fangerne i over en time, medens de sårede blev håret bort. Hun så på de små træ bure rundt om gårdspladsen, hvor fangerne var spærret inde, og hun hørte deres historie, medens hun talte med en morder, en tyv, en buddhistpræst, der var blevet røver og mange andre.

Mange af dem havde været der i årevis, og de fleste af dem ville aldrig blive løsladt. Hun tænkte ved sig selv, at hun også ville blive sindssyg, hvis hun skulle leve under de forhold. Da mændene så roligt gik tilbage til deres bure og blev låst inde, gik hun ud for at tale med direktøren.

»Du forvandler dem til dyr,« sagde hun. »De har ingenting at gøre hele dagen, og et oprør er den eneste måde, de kan skaffe sig lidt forandring på.«

»Naturligvis har de ikke noget at gøre. Hvad kan de gøre? De er forbrydere.«

»Jeg skal tale med mandarinen. « Hun talte, som om han var en gammel ven i stedet for herskeren over hele distriktet. I løbet af de måneder hun havde besøgt landsbyerne og rapporteret tilbage til ham, var han virkelig blevet en ven. I domhuset, hvor ingen kvinde ellers ventedes at komme, talte hun til ham som til en ligemand, og for sin del fandt mandarinen pludselig sig selv i færd med at bede hende om råd angående forholdene i landsbyerne, ja, endog i selve byen.

Alligevel var hendes ønske om at få ændret fængselsforholdene ikke så let at opfylde, som hun havde håbet.

»Alle fængsler i Kina er sådan,« svarede mandarinen. »Vi har ingen penge til at forbedre deres forhold med og hvis vi gjorde livet lettere for dem, ville de blot benytte sig af det. Hvorfor skulle vi ulejlige os med at hjælpe tyve og mordere?«

»Hvis de kunne tjene penge på ærlig vis, ville de måske ikke blive ved med at være tyve og mordere.«

Mandarinen trak på sine smalle skuldre. »Gør hvad du vil. Du har nogle mærkelige ideer, men de viser sig ofte at være gode.«

Da hun bukkede og vendte sig for at gå, stødte han stokken i gulvet og bad hende om at komme tilbage.

»Fængselsdirektøren er meget taknemmelig for det, du har gjort. Han siger, at du kan komme til fængslet og tale til fangerne, så tit du vil.«

Gladys smilede lykkeligt. På en mærkelig måde havde hun fået endnu en menighed at tale til. Først muldyrdriverne i kroen, så kvinderne i landsbyerne, når hun løste børnenes fødder, og nu en menighed, der ikke kunne løbe sin vej, en gruppe vilde mænd i et fængsel.  

Det varede ikke længe, før der blev installeret to væve i fængslet. Gladys havde fået dem og noget bomuldsgarn af nogle af fængselsdirektørens venner, så mændene kunne begynde at væve. Så fandt hun en kværn, og fangerne solgte det tøj, de vævede, og det korn de malede. Med lidt penge, der var deres egne, begyndte de at føle sig mere uafhængige, og begyndte at håbe på fremtiden igen. Med tiden ville nogle af dem blive i stand til at betale deres gæld og få deres frihed tilbage. Senere fik hun fat i nogle kaniner, som fangerne kunne opdrætte og sælge. Næsten hver dag, hvor hun ikke var ude som fod inspektør i landsbyerne, besøgte hun fængslet og talte til fangerne om sundhed og hygiejne og fortalte dem historier fra Det ny Testamente.

Ligesom mandarinen blev fængselsdirektøren hendes ven. Men hun blev alligevel forbavset, da han en dag kom med en bøn til hende.

»Jeg har en ven, der kommer til Yangcheng for at besøge mig. Han er meget lærd, men han er også kristen. Jeg ville gerne, om han måtte tale i din mission i kroen.«

Hvis Gladys var overrasket over spørgsmålet, blev fængselsdirektøren endnu mere forbavset over svaret.

»Mange tak, det vil jeg gerne have. Men jeg stiller en betingelse. At han også taler til fangerne.«

»Her i fængslet? Ja, hvorfor ikke for resten.«

»Nej, ikke her. De skal komme hen til kroen, så han kan tale i min »kirke«.

Direktøren blev forfærdet.

»Så vil de alle flygte!«

»Med de tunge lænker? Vrøvl. Det har de ikke en chance for at gøre. Og desuden vil jeg sige til dem, at de ikke må løbe bort. De vil gøre, hvad jeg siger!«

Direktøren gjorde ikke noget forsøg på at protestere. Mandarinen ville sikkert være enig med den fremmede kvinde. Desuden havde hun sikkert ret. Det havde hun som regel.

En uge senere marcherede fangerne gennem Yangchengs overfyldte gader til kroen »De otte Lyksaligheder« og gik ind i »kirken« til stor forbavselse for indbyggerne, som kom løbende til fra alle sider for at se dette underlige optog.

En af Gladys mærkeligste oplevelser havde hun i et fængsel, der var fuldstændig mage til fængslet i Yangcheng. Hun havde opdaget, at i den by, hvor hun da opholdt sig, var der meget få kristne, der besøgte fængslet og slet ingen, der forkyndte evangeliet der. Hun fik direktørens tilladelse og besøgte fængslet hver dag. Hun lærte fangerne at synge kristne små vers og kor og fortalte dem om Jesus.  

Mellem fangerne var der en mand, der var morder. Af en eller anden grund var han ikke blevet henrettet, men i stedet sendt i fængsel. Blandt de andre fanger havde han ry som en dygtig imitator, og han var aldrig mere populær end, når han efterlignede Gladys. Når hun var gået, plejede han at stå op på en taburet og efterligne hendes stemme og hendes håndbevægelser, medens medfangerne hylede af latter.

Men en dag opdagede han, at han ikke kunne. Han kunne ikke sige det, missionæren havde sagt. Han prøvede en gang til, men gik i stå på samme sted. Pludselig var der en af de andre, der trak ham ned fra taburetten.

»Du ved godt, hvorfor du ikke kan sige de samme ord, som hun gør, ved du ikke? Det er, fordi du ikke tror, og det gør hun. Du har gjort noget meget grimt, du har gjort nar af en, der lærer os om Gud.«

Den unge fange trak på skuldrene og gik sin vej. Nogen tid efter blev han imidlertid indblandet i et slagsmål med en anden fange, og ville ikke give sig, før fangevogterne fjernede ham med magt. Han blev bragt for fængselsdirektøren, der idømte ham anbringelse i celle. Så i stedet for at gå frit omkring blev han nu lænket til væggen med tunge lænker om hænder og fødder.

Sådan sad han, da Gladys besøgte ham. I stedet for, som han havde ventet, at bebrejde ham, at han havde gjort nar ad hende for hun syntes også, at han var en dygtig imitator bad hun til Gud om, at Han ville tale til ham og løse hans sjæl fra de lænker, der bandt den.

To dage senere besøgte hun igen fængslet, og den unge mand spurgte straks efter hende. Hans hænder og ankler var frie.

»Hvad er der sket med dine lænker?« spurgte hun.

Han så på hende med et mærkeligt udtryk i øjnene. »De faldt af,« sagde han enkelt.

»Hvad mener du?«

»Jeg ved ikke, hvordan det skete,« fortsatte han. »heller ikke nogen af de andre, der sover her i cellen, ved det. Men sidste nat vågnede jeg ligesom Peter i fængslet i Jerusalem, og jeg var sikker på, at Jesus selv var her i cellen hos mig. Jeg kunne ikke se ham, men jeg kaldte på de andre for at fortælle dem, at han var her. Og så, pludselig var han væk. Men mine lænker...« Han standsede, som om han stadig ikke kunne være sikker på, at det kunne være sandt. »Mine lænker,« sagde han til sidst, »var faldet af. De lå på gulvet ved siden af mig. Du kan spørge, hvem du vil af de andre fanger, der var her i cellen, eller vogterne, der kom, da de hørte, vi rørte på os. Og Jesus har også taget mine synder bort. Jeg vil gerne blive en kristen.«