Kapitel 4.

 

Mandarinens fod inspektør  

»Du må gå og tale med mandarinen!«  

Yang stod og trippede, men der var en stædig klang i hans stemme. Han så ud til at være forbløffet over, at Gladys kunne finde på at nægte at efterkomme en så betydningsfuld indbydelse. Det var jo i virkeligheden en befaling. Mandarinen var borgmester, dommer og hersker i Yangcheng. Han kunne sende mænd i fængsel, lade dem henrette eller jage dem ud af byen, som det passede ham. Han kunne, som Yang påpegede, lukke kroen De otte Lyksaligheder, hvis han ville. Eller lade Gladys arrestere for ikke at have vist ham tilbørlig respekt. Og nu da kroen var blevet en virkelig missionsstation, ville det være en frygtelig ting.

»Men jeg har aldrig set ham, og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til ham.« Yang trippede igen. »Du skulle bukke,

og ... og ... « Han standsede, usikker om, hvad hun burde sige. Når alt kom til alt, var han bare en simpel kok og havde aldrig i sit liv talt med en mandarin. »Jeg vil gå og finde ud af, hvad du skal sige. Men nu, da fru Lawson er død, er du leder af missionen, og du bør naturligvis gå og vise ham din respekt.« Eftersom han et par dage senere endnu ikke havde bragt sagen på bane, tog Gladys selv problemet op.  

»Hvad skal jeg sige til mandarinen, Yang?«

Gladys syntes, han så ud til at More sig. »Jeg har spurgt i yamen (Mandarinens bolig og domhus). Han modtager ikke kvinder. Så du behøver ikke at gå.« Yang gik ud i køkkenet, og Gladys drog et lettelsens suk.

Derfor var det så meget mere forbavsende, at Yang kort efter kom farende ind i kroen. Han kunne næppe tale for ophidselse og da han endelig kunne, kunne Gladys næppe tro sine egne øren.  

»Mandarinen kommer!«

»Hvor?«

»Her. Til kroen. Han er ude på gaden nu.«

»Men hvorfor dog?« Gladys følte et stik af ængstelse. Må ske burde hun alligevel have aflagt ham en høflighedsvisit.

»Han vil se dig.«

Hun havde ikke tid til at spørge mere, for der var allerede røre ude på gårdspladsen. Hun gned sine hænder på sin falmede blå kittel, mens hun stod på verandaen og stirrede på det brogede skue. Der var tjenere alle vegne, og der havde allerede samlet sig en snakkende nysgerrig hob, der prøvede at klemme sig ind gennem porten. Lærde og præster stod tavse ved siden af den lukkede bærestol, der netop var sat ned midt i garden af fire bærere. Gardinerne, der dækkede bærestolens vinduer, blev roligt trukket til side, og ud trådte en ældre mand i en rød kåbe og med en sort kalot på hovedet. Gladys syntes, at han virkede så venlig og værdig, at hun ikke kunne tænke sig, at han var kommet for at arrestere hende.

Efter at de havde udvekslet de sædvanlige lange formelle kinesiske hilsener, forklarede mandarinen, hvorfor han var kommet.

Igennem mange århundreder havde det været skik i Kina at binde fødderne op på småpiger, sådan at man bøjede tæerne ind under fodsålerne. Jo mindre fod, jo større en kvindes værdighed, syntes man. Ganske vist kunne de hverken gå langt eller let, men det gjorde ikke noget. Det var landets skik. men nu havde regeringen givet en lov om, at ingen kvindes fødder mere måtte bindes op, og de, der havde opbundne fødder, skulle have dem løst. Alle mandariner havde fået ordre til at finde nogen, der kunne kontrollere, at dette blev gjort.

»Jeg beder Dem om at finde nogen, der kan gøre dette. Deres kristne missioner må være i stand til at sende en kvinde til mig. Hun vil naturligvis få sin betaling for det. Lidt korn og nogle øre for hver kvinde, hun besøger. Det vil betyde, at hun må rejse til alle landsbyerne i bjergene i mange miles omkreds, så hun vil få et muldyr stillet til rådighed, og da det også kan være farligt, vil hun få en eskorte af soldater. Det var det hele.«

De bukkede for hinanden. Så satte mandarinen sig igen i sin bærestol og blev båret bort. Gladys stod tilbage og spekulerede på, hvad hun kunne gøre, for den eneste kvinde, hun kendte i Kina var missionærfruen i Tientsin, fru Smith.

Hun var ikke kommet nærmere en løsning, da mandarinen flere uger senere kom for at få hendes svar. Ingen af missionsstationerne kunne undvære en kvindelig missionær, der kunne gå rundt og inspicere fødder, men det kunne hun jo ikke så godt sige til mandarinen. Alt, hvad hun kunne gøre, var at forklare, at hun havde spurgt mange steder, men at hun ikke havde kunnet få fat i nogen, der kunne hjælpe.

Mandarinen så ikke forbavset ud. »Så må De selv gøre det!« Før hun fik tid at protestere, fortsatte han: »Jeg udnævner Dem herved til min officielle fod inspektør!«

Gladys kunne have leet højt. Hun var rejst 8.000 km til Kina for at blive missionær, og så skulle dette ske hende. Men pludselig fik hun en ide.

»De har vel ikke noget imod, at jeg fortæller kvinderne de kristne historier, jeg fortæller i kroen?«

»De kan prædike så meget, De har lyst, og De kan omvende, hvem De vil så længe De gør det, jeg har befalet. Sørg bare for, at alle kvinder i mit distrikt har ubundne fødder!«

De måneder, der fulgte, beviste for Gladys, at det var Gud selv, der havde sendt mandarinen til hende. I Yangcheng ville hun blot have fået kontakt med de muldyrdrivere, der overnattede i kroen, og de få mennesker i byen, der ville lytte. Ikke flere. Men nu, da soldaterne garanterede hendes sikkerhed og beskyttede hende mod de røvere, der huserede i bjergene, var hun i stand til at besøge ikke blot et dusin eller en snes landsbyer i den nærmeste omegn af Yangcheng, men at finde vej til hundreder af større og mindre landsbyer i området. Mandarinens ordrer skrevet på det officielle røde papir, som hun altid bar med sig, gjorde hendes opgave lettere, og det, at hun var ledsaget af soldater, viste hendes myndighed.  

For Gladys selv var det vigtigste det, at hun fik lov at bringe evangeliet til landsbyfolkene, selv om hun naturligvis var lykkelig over, at det skulle være forbi med den forfærdelige skik, som fod bindingen var. Hun var lykkelig over at kunne bringe frihed til de små børn, før deres fødder var blevet ødelagt for livet. Det var sjældent, hun mødte nogen, der havde hørt om Jesus før. Næsten alle var bange for onde ånder, og det var hende en uafbrudt glæde at kunne fortælle dem om Jesus, som ville befri dem for deres frygt og forandre deres liv.

I løbet af få måneder blev Gladys kendt i hele distriktet på en helt anden måde, end dengang hun blot var den mærkelige missionær i Yangcheng. Hendes kinesiske blev hurtigt bedre, og hun lærte at forstå mange af bjergfolkenes dialekter. Meget få af dem kunne fatte, hvor langt England var borte, og hvor meget mod det havde krævet af hende at rejse så langt. For dem var turene i bjergene langt mere farlige, og selv mandarinen roste hende for hendes mod.

Hun skulle få brug for alt det mod, hun kunne samle sammen, før der var gået ret mange måneder og resultatet af hendes næste skræmmende oplevelse skulle give hende en helt ny berømmelse.