Kapitel 3.

 

Kroen i bjergbyen  

»Du kan ikke rejse i det tøj!«  

Gladys kiggede ned på sin plettede kjole og sin støvede frakke. »Det er det bedste, jeg har, ja, det er i virkeligheden det eneste, jeg har.« Missionæren, fru Smith, så på hende og lo. »Men kæreste Gladys, jeg mente ikke, at dit tøj ikke er fint nok til at møde fru Lawson i. Tværtimod, det er alt for fint. Hvis nogen ser dig i det tøj undervejs, vil de tro, du er en velhavende dame og prøve at plyndre dig.«

»Det ville de ikke få meget ud af. Seks shillings er alt, hvad jeg ejer af penge i verden.«

»Bryd dig ikke om det. Tag din pæne røde kjole af og hop ind i dette.« Hun holdt et par lange, vide blå bukser og en kittel frem. Gladys lo, da hun så dem.

»Jeg vil se fjollet ud i dem, tror du ikke?« Missionærfruen smilede også, men så blev hun alvorlig.

»Du bliver sandsynligvis nødt til at gå i sådan noget tøj al den tid, du skal være i Kina, hvis du skal bo i en lille by. Du må se kinesisk ud, tale kinesisk og tænke kinesisk, hvis du skal lære kineserne at kende og blive i stand til at hjælpe dem. Oppe i bjergene, hvor du skal være, har de fleste aldrig set en europæer. Din lyse hud vil skræmme dem, selv om du ikke går i, hvad der i deres øjne er besynderligt tøj.« Hun rakte hende den blå »dragt«, og skubbede hende ud af værelset. »Du må være klar til at tage af sted om nogle få minutter. Når du først har redet på et muldyr i to dage ad de dårlige bjergveje, vil du ikke bekymre dig om, hvad du har på. Du vil bare længes efter, at rejsen skal være forbi. Men skynd dig nu, og lad os se, om du kan gå for at være en kineserinde!«

Da hun så sig selv i en kinesisk dragt, følte Gladys, at nu var hun endelig i Kina. Missionærerne i Kobe havde taget sig af hende i et par dage, og givet hende en følelse af sikkerhed efter den farlige rejse. De fulgte hende til båden, og så begyndte den sidste del af rejsen med skib og tog fra Japan til den kinesiske by Tientsin. Der opholdt hun sig et par dage hos en anden missionær, fru Smith, før hun begav sig ud på det sidste stykke af rejsen for at slutte sig til sin pionerven, Jeannie Lawson.

»Du vil ikke finde hende let at leve sammen med,« advarede fru Smith. »Hun er meget bestemt, og når hun får ideer, gennemfører hun dem, hvor vilde de end er. Men hun er et stort menneske. Det må hun være, når hun kan leve på et så barbarisk sted som Yangcheng.«

To dage senere så Gladys sit nye hjem. Byen Yangcheng lå på en stejl klippe top mellem bjergene. Den var omgivet af tykke mure med høje tårne for at beskytte den mod fjender og røverbander. På afstand lignede Yangcheng en eventyr by. I tusinder af år havde den ligget der og bevogtet handelsvejen mellem øst og vest og givet ly til de muldyrkaravaner, som søgte sikkerhed der hver nat. Den var ikke andet end et stoppested, men fordi rejsende behøvede natteherberge, mad og hvilested for muldyrene og deres drivere ' var den blevet en travl by. Dens mandarin eller borgmester var en betydningsfuld mand, og dens snævre gader og torve var som en myretue.  

Da Gladys red ind gennem østporten, så hun et første glimt af det sted og de folk, hun skulle leve sammen med. Snavsede faldefærdige huse, forfaldne kroer, enkelte prægtigt klædte kvinder mellem mylderet af snakkende hverdagsgrå bønder, præster i gule dragter, præster i røde dragter og muldyr og børn overalt.

Uden for et forfaldent hus standsede hendes muldyrdriver og råbte. En lille, hvidhåret kvinde klædt i blå bluse og lange bukser kom ud i døren, da Gladys gled ned af muldyret.

Gladys var ikke sikker på, hvad hun havde ventet, men i det mindste et smil og et velkommen. I stedet stirrede kvinden på hende.

»Åh! Og hvem er så De?«

»Jeg er Gladys Aylward «

»Så må du hellere komme ind.« Fru Lawson trak sig ind i det mørke rum.

»Er du sulten?« Da Gladys var kommet ind, råbte fru Lawson ind gennem en anden dør, og en gammel, tandløs mand kom øjeblikkelig sjokkende ind. Fru Lawson talte hurtigt til ham, og han bukkede for Gladys og sendte hende et bredt smil, før han sjokkede ud af værelset.

»Det er Yang, vor kok,« forklarede fru Lawson. »Fortæl mig nu noget om dig selv, mens du spiser. Bagefter kan du gå og hente dine kufferter. »Du ser ikke ud af ret meget,« kommenterede hun syrligt. »Jeg håber, du er sej!«

Selv ikke Gladys kunne på det tidspunkt gætte, hvor sej hun skulle blive nødt til at være. Alt hvad hun kunne tænke var, at hun nu befandt sig næsten 650 km inde i Kina og næsten 8.000 km borte fra hendes forældres lille hus i London og at hun sandsynligvis aldrig ville få dem at se igen.

Da måltidet bestående af melboller og grønsager var overstået, gik hun ud for at hente sine kufferter fra muldyrkaravanen, En halv time senere kom hun tilbage. Hun var på grådens rand og hendes blå tøj var oversprøjtet med snavs og mudder, og hun snappede efter vejret.

»Børnene råbte efter mig, Jeannie, og nogle af kvinderne smed mudder og snavs på mig. De blev ved at råbe. Det lød omtrent sådan.« Hun gjorde forsøg på at udtale et kinesisk ord,

»Det betyder »fremmed djævel!« Ja, de hader os, og de er bange for os. De er sikre på, at jeg er en djævel, fordi jeg har hvidt hår. Men hvad andet kan du i øvrigt vente dig? De havde aldrig set en europæer, før jeg kom og jeg har ikke været her mere end et par uger selv. Det er godt, at vi har gamle Yang til at berolige dem. Når de ser, at vi ikke æder ham, vil de med tiden forstå, at vi heller ikke vil gøre dem noget ondt.«

Dagene og ugerne slæbte sig af sted. Lidt efter lidt vænnede Gladys sig til tanken om, at hun aldrig skulle se andet end kinesiske ansigter og aldrig høre nogen tale engelsk. Ved gamle Yangs hjælp lærte hun navnene på de almindeligste ting i huset og i byen.  

Langsomt begyndte byboernes holdning at ændre sig. Frygten forsvandt fra deres ansigter, og Gladys og Jeannie Lawson kunne bane sig vej gennem de snævre stræder uden at blive skældt ud.

»Men det ser ikke ud til, at vi gør meget missionsarbejde,« bemærkede Gladys en dag. »Jeg kan ikke prædike, det er vanskeligt nok for mig at bede om ris og mel i forretningerne på en måde, så de forstår, hvad jeg mener. Og de hører heller ikke efter, når du taler til dem.«

Det så heller ikke ud til, at Jeannie hørte efter, hvad hun sagde. »Hvad nytte er der for resten til at være her? De fleste af mændene kommer jo kun på gennemrejse. De bringer deres muldyr ind i en kro, bliver der en nat eller to og rejser videre.« Hun standsede lidt irriteret, fordi det så ud, som om Jeannie tænkte på noget andet. »Hvis vi bare kunne få dem til at sætte sig ned og høre efter, mens du taler til dem!«

Jeannie snurrede om mod hende, og hendes ansigt lyste af begejstring. »Netop, Gladys, du har fundet det! Du har ramt lige i plet!«

»Hvad i alverden mener du?«

»Hvad jeg mener? Selvfølgelig, at vi beholder dem her, medens vi taler til dem. Vi vil åbne en kro!«

Gladys stirrede forbavset og forskrækket på hende. »En kro? Vi?«

»Hvorfor ikke? Vi kunne forlange mindre end de andre kromænd. Det er vi alligevel nødt til, hvis vi skal få dem til at vove at bo hos »fremmede djævle«. Vi kan give dem god mad og rigeligt af den. Vi vil naturligvis ikke komme til at tjene ret meget, men det gør ikke noget. Og så, når vi har fortalt muldyrdriverne vore historier, vil de gå ud og fortælle historierne til alle dem, de møder på vejene. De vil måske ikke få rigtigt fat i dem, men det er en begyndelse. Fint, Gladys!«

Mens Gladys stirrede efter hende, løb hun ud i køkkenet til Yang og forklarede ham ivrigt, hvad hun tænkte sig.

Senere planlagde de omhyggeligt og regnede ud, hvor meget ris og mel de fik brug for.

»Kroen må selvfølgelig have et navn,« sagde Gladys.

»Jeg har tænkt på et: »De otte lyksaligheders Kro.« Spørg mig ikke om, hvad alle de otte er men navnet lyder godt.

Nogle få dage senere kunne kroen åbne. Duften af god mad strømmede ud på gaden fra Yangs køkken. Et nymalet skilt var sat op over porten ind til gården. Men skønt kroen var åbnet, kom der hverken muldyrdrivere eller bærere til dem.

»Du kommer til at stå udenfor og invitere dem ind,« befalede Jeannie. »Mit hvide hår skræmmer dem væk, og Yang har for travlt i køkkenet. Hør her, lær disse ord. Muyo beatcha... muyo goodso... how, how, how... lai lai, lai.«

»Hvad betyder det?«

»Vi har ingen væggelus, vi har ingen lopper, fint, fint, fint, kom, kom, kom! Gå nu udenfor og råb!«

Men det virkede heller ikke. Måske var Gladys kinesiske ikke godt nok, eller måske synet af Gladys skræmte mænd og muldyr. Ingen drejede ind i kroen.

»Så må du trække dem ind,« besluttede Jeannie. »Vent til det første muldyr er lige ud for porten, spring så ud, grib det ved bidselet og træk det ind på gårdspladsen. Så følger de andre uden videre efter.«

»Og hvem skal gøre dette?« spurgte Gladys oprørsk.

Jeannie stirrede på hende.

»Du, selvfølgelig. Jeg er alt for gammel! Hvis du ikke er villig til at hjælpe med at drive kroen og få den til at gå, kan du lige så godt rejse hjem!«

Gladys fik nu en prøve på Jeannies stædighed. Hun følte, at den gamle kvinde mente nøjagtig, hvad hun sagde og hjem var 8.000 km herfra tværs over hele Asien. Hun forlod værelset, stillede sig foran kroen, ventede indtil det første muldyr nåede frem, sprang frem som en tiger, greb det i bidselet og trak det ind på gårdspladsen. Manden på muldyrets ryg var nødt til at følge med. Han hylede af rædsel og skreg en række forbandelser mod hende, viklede sig fri af tømmerne og flygtede ud gennem porten og sluttede sig til sine kammerater, som allerede for af sted hen ad den overfyldte gade.

»Og hvad gør vi nu?« Også Gladys var bange og vred. »Alt hvad vi har fået fat i er et halvt dusin muldyr og ingen mænd!«

»Du tror vel ikke, de vil efterlade deres muldyr her uden at forsøge at få dem tilbage, gør du? Og du vil naturligvis ikke udlevere dyrene, før de har fået deres foder og har hvilet. Vi vil sende Yang ud og hente mændene.«

Hun vendte sig mod den gamle mand.

»Gå og hent dem. Fortæl dem, at vi har god mad, billig overnatning, rene gulve og gode historier. Det vil få dem til at komme tilbage.«

Til Gladys' forbløffelse gav Yangs bekendtgørelse resultater. En efter en og skælvende af rædsel sneg bjerg boerne sig ind på gårdspladsen og så ind i kroen. Da de var kommet til at sidde omkring de store skåle med mad, mumlede de anerkendende til hinanden. Maden var god, og der var nok af den.

»Hvornår får vi de historier?« spurgte lederen.

Jeannie satte sig på hug på gulvet og begyndte at fortælle. Alle kinesere elsker historier, og disse var fuldstændig nye historier om en mand, der hed Jesus, og som ville helbrede de syge. Muldyrdriverne satte sig til rette og lyttede. De stillede spørgsmål og bad om flere historier.

Da de rejste videre næste morgen, var de mætte, udhvilede og tilfredse. Med typisk kinesisk sans for ceremonier bukkede de høfligt for de to »fremmede djævle.«

»Dette var godt«, sagde de, »meget godt. Alt var godt især historierne.«

»Så send os flere folk,« foreslog Jeannie.

Mændene bukkede igen. »Ja, naturligvis. Vi vil fortælle alle vore venner om dette. Overalt i muldyrkaravanerne vil mændene høre tale om kroen »De otte Lyksaligheder.«

Kroen var virkelig åbnet.

I uger og måneder arbejdede Gladys og Jeannie sammen. Begge var modige, selvstændige og undertiden stædige, når deres forskellige opfattelser tørnede sammen. Gladys, som ikke havde nogen chance for at tale andet end kinesisk, hvis hun ville blive boende i Yangcheng, opdagede, at sproget nok var vanskeligt, men ikke helt så vanskeligt, som hun havde forestillet sig. Hvis man skulle tale kinesisk, så talte man det. Så simpelt var det.  

Kroen var altid fyldt. Historierne gik fra mand til mand, fra landsby til landsby. Selv om de to kvinder ikke ligefrem blev budt velkommen i byen og på torvet, så var den tidligere fjendtlighed i det mindste forsvundet.

Men inderst inde var Gladys bekymret. Jeannie Lawson var meget gammel og meget træt. Hun så ofte dårlig ud. Der var tider, hvor Gladys spekulerede på, hvad der skulle blive af hende, hvis der skete noget med den gamle skotske kvinde. Ville hun kunne klare sig alene? Det skulle hun snart finde ud af.

En dag, Gladys ikke var hjemme, havde Jeannie et grimt fald. Verandaen, hun stod på, brød sammen under hende, og Jeannie styrtede ned på gårdspladsen. Selv om hun kom sig så meget, at hun kunne se Gladys og tale til hende fra sin seng, var det klart for alle, at hun aldrig mere ville genvinde sine kræfter. Hun var for gammel og for svag efter de mange hårde år i de kinesiske bjerge. Til sidst døde Jeannie Lawson midt blandt sit elskede kinesiske folk.

Gladys Aylward var alene, den eneste engelske kvinde i miles omkreds, midt inde i Kinas hjerte.