Nye venner, nye veje!

 

„Halløj, Magnus! Vil du med ud og fiske?"

Bill Loveland kom slentrende hen ad stien, der førte hen til familien Holloways bjælkehytte. Far havde travlt med at undersøge, om prærievognene var i orden til den forestående rejse, og drengene var interesserede tilskuere.

„Det ville jeg gerne, men jeg har ikke tid." Magnus lod slet ikke til at være skuffet, for han holdt meget af at hjælpe far med arbejdet på prærievognene, og nu, da det var blevet forår, længtes han brændende efter atter at begynde rejselivet. „Vi skal meget snart fortsætte rejsen mod vest, Bill. Tager du ikke med?"

„Måske. I går aftes snakkede min far med hr. Gillespie, og det lod til, at han tænker på snart at rejse videre. Lige siden vi forlod South Dakota, har han ustandselig sagt, at han ikke ville slå sig til tåls, før han så Stillehavet. Det er forresten længe, siden jeg har set dig. Hvor har du været?"

„Far, Jobe, Lew og jeg har i nogen tid arbejdet oppe i Telluride. Vi har tjent gode penge ved at lave afstivningsbjælker til minerne. Vi transporterede tømmerstokkene på en lille vogn, som far har lavet; æslerne trak den."

„Det var bare det kedelige ved det, at vi mistede æslerne," sagde Jobe. Han talte i en så bedrøvelig tone, at man skulle have troet, at han havde mistet sin bedste ven.

„Hvad vil det sige? Hvad skete der?"

"Vognen peb forfærdeligt, for den var jo helt ny og havde nye bremser, som nok skulle have været smurt noget bedre. Første gang æslerne hørte vognen pibe, blev de skræmt fra vid og sans og var nær løbet løbsk, men vi regnede med, at de ville vænne sig til lyden. En aften lod vi dem græsse, meden vi slog lejr. Det havde vi gjort så ofte før, uden at der var sket noget. Men denne gang stak de af, og siden har vi ikke set noget til dem."

„Vi ledte efter dem i tre dage, for vi var meget kede af at miste dem." Lews stemme var lige så bedrøvelig som Jobes. „De har frelst vort liv."

Hans brødre nikkede højtideligt. De huskede tydeligt den smalle, glatte vej langs bjergkløften og de løbske okser, og de havde heller ikke glemt den nat, da æslerne havde hjulpet til med at få prærievognene løs, da de var kørt fast i sandet. Alle de tre drenge havde elsket Bob og Pinto.

Lidt efter begyndte Magnus at le. „Jeg tør nok sige, at der ventede os en overraskelse, da vi kom hjem fra Telluride."

Hans 'brødre gav sig også til at le. Bill så fra den ene til den anden, og så brast han også i latter. „I vidste altså ikke, at I skulle have en lille broder eller søster. Jeg hørte om den lille drengs ankomst samme dag, han blev født. Min søster Sue havde besøgt Jenny. Jeg har også set ham, og han er såmænd meget sød af en nyfødt at være."

De tre brødre mindedes, hvor overvældede de var blevet, da far havde åbnet døren til bjælkehuset, og de havde set mor sidde i den gamle gyngestol med et lille barn i sine arme. Far var nærmest løbet tværs over gulvet og havde omfavnet hende og den lille broder. Han havde stillet hende en masse spørgsmål, og så havde han løftet den nyfødte op i sine arme og vendt sig om mod drengene. „Her er jeres nye lillebroder. Er han ikke dejlig? Jeg havde håbet, at han først ville komme, når vi var tilbage igen, men så længe kunne han altså ikke vente. Han skal hedde McKinley efter præsidenten."

„A nej, Matthew!" udbrød mor. „Det er da et alt for fornemt navn til sådan en lille fyr."

„Det er et udmærket navn. Og ingen ved, hvad der kan blive af en lille dreng, som er så heldig at være født i dette land, der er så rigt på muligheder."

Drengen blev døbt i metodistkirken og kom til at hedde McKinley Chester Holloway. Men trods fars protester blev han aldrig kaldt andet end Mack.

Så snart mor og lille Mack kunne begynde rejsen, blev prærievognene gjort rede. Med blandede følelser tog familien Holloway afsked med bjælkehytten. Drengene var glade over at skulle videre, især fordi familien Loveland havde besluttet sig til at tage med. Hr. og fru Loveland havde fire børn, Bill, Sue, Alex og lille Marie, og de ville sikkert være fornøjelige rejsekammerater.

Da de havde rejst i nogle dage, viste det sig, at hverken far Holloway eller hr. Loveland vidste, hvor langt der var til det nærmeste vandhul.

Da de slog lejr om aftenen, sagde far: „Jeg havde troet, at vi allerede havde fundet et sted, hvor vi kunne vande dyrene. Terrænet langs floden er ganske vist ret ufremkommeligt, men måske var det alligevel dumt, at vi forsøgte at skyde genvej."

„Hvor meget vand er der i tønderne?" spurgte mor. Hun holdt lille Mack i sine arme og strøg ham ømt over det lille hoved. Han var urolig og klynkede i søvne. „Stakkels lille fyr! Det har været en både varm og anstrengende dag."

„I tønderne? Der er lige nok til, at både mennesker og dyr kan slukke tørsten. Vi må dele med familien Loveland, for de har endnu mindre vand tilbage end vi."

„Lad os håbe og bede til, at vi finder vand i morgen," svarede mor.

Det havde været et usædvanlig tørt forår. Den næste dag var drøj at komme igennem, for det var meget varmt, og den lille karavane bevægede sig fremad i en støvsky.

„Jeg er tørstig, mor! Kan jeg ikke få noget at drikke?"

Jennys stemme var bedende, og hendes øjne var mistænkeligt blanke. Pionerbørn burde ikke beklage sig, men denne tørst var svær at udholde. Mor så bedrøvet ud, men så klarede hendes ansigt op. „Lew og Jenny!" sagde hun hurtigt. „Tag kassen med ferskener og byd den om. Ferskenerne er dejligt saftige og kan sikkert slukke vores tørst, indtil vi finder et vandhul."

„Um!" sagde Magnus, da de første dråber ferskensaft løb ham ned i halsen. „Det er den bedste frugt, jeg nogen sinde har smagt. De ferskener redder vort liv."

„De forskåner os i hvert fald for mange tårer," svarede mor smilende. „Lad os dele dem ligeligt mellem os alle og prøve at få dem til at slå til lige til i aften. Det er en skam, at vi ikke har noget, der kan læske dyrenes tørst."

Mor holdt meget af hestene og okserne, og hun var altid meget bekymret, når der ikke kunne skaffes tilstrækkelig mad og drikke til dem. Men ved solnedgangstid nåede de endelig frem til et stort vandhul, og nu kunne alle få nok at drikke. Efter aftensmåltidet sad forældrene omkring det hendøende bål og passiarede, medens børnene sov inde i vognene.

„Jeg er bange for, at vi er begyndt rejsen for tidligt efter lille Macks fødsel," sagde far Holloway og så ængsteligt på mors blege, trætte ansigt.

Hun smilede tappert, men hendes læber bævede. „Det gør ikke noget for min skyld, men lille Mack har været meget urolig i dag. Varmen og støvet generer ham, men nu sover han heldigvis. Måske må vi hellere vende tilbage til Gunnison."

„Jeg tror ikke, det er nødvendigt," sagde hr. Loveland. „Jeg vil foreslå, at vi fortsætter til Grand Junction. Det er kun en uges rejse. Så kan vi gøre ophold der, indtil du og lille Mack har det bedre. Vi vil hellere gøre dette ophold end fortsætte rejsen alene."

„Det var pænt af jer," svarede far Holloway og fattede nyt mod.

Et stykke uden for Grand Junction lå der en frugtbar dal med adskillige velholdte gårde. Far Holloway og hr. Loveland besluttede, at de ville gøre ophold her i nogen tid, og det lykkedes at leje en lille gård, som tilhørte en familie, der stod på nippet til at rejse til en anden del af landet. Denne gård lå ikke langt fra landsbyen Fruita, hvor de røde og gule klippeskrænter dannede en dramatisk baggrund for de grønne marker og frugthaver.

En dag, da Magnus og Jobe arbejdede som frugtplukkere for en af naboerne, sagde Magnus: „Jeg er glad over, at vi ikke tog tilbage til Gunnison. Det her arbejde er behageligt, og det er rart at tjene nogle penge. Det er et held, at Lew og Jenny nu er så store, at de kan hjælpe far med arbejdet, så du og jeg af og til kan få en chance til at tjene penge."

„Hørte du, at far for et par dage siden sagde, at han gerne ville blive her hele vinteren?"

„Det ville jeg ikke have noget imod. Hr. Stokes siger, at han kan give mig alt det arbejde, jeg vil have. Men jeg ville ikke bryde mig om at gå i skole igen."

„Det ville jeg bestemt heller ikke! Og skolevejen er tilmed lang – næsten ti kilometer. Joe Pearson siger, at det som regel sner meget om vinteren."

Det varede lidt, før Magnus sagde noget. Så spurgte han: „Hvor mange penge har du sparet sammen?"

„Næsten tre dollars. Hvorfor spørger du om det?"

„Jeg har fået en ide. Hvad mener du om at købe et par æsler?" „I stedet for Bob og Pinto? Det ville slet ikke være så tosset. Så kunne vi ride til og fra skole."

„Ja, og vi kunne også bruge dem til meget andet. Det gælder bare om at få fat i nogle æsler, der er så unge, at vi kan oplære dem. Lad os se at blive færdige med arbejdet i en fart, så vi kan komme hjem og spørge far, hvad han synes om ideen."

De nye æsler blev opkaldt efter Bob og Pinto, og de blev hurtigt gode venner med hele familien og med alle børnenes skolekammerater, som syntes, at det var morsomt at fodre æslerne med levningerne fra deres frokost. Bob og Pinto havde en enorm appetit. Somme tider gik de ind i klassen og delikaterede sig med papirkurvens indhold. Selv lærerinden, frøken Houghton, kunne ikke lade være med at more sig over dem.

Da det blev forår, overrakte frøken Houghton Holloways børn deres karakterbøger, hvori der stod, at de var blevet oprykket i næste klasse, og samtidig gav hun dem et stort ark papir, som var rullet sammen og ombundet med et grønt silkebånd.

„Hvad er det?" spurgte Magnus. „Der er da ingen af os, der skal have eksamensbevis."

„Nej," svarede frøken Houghton, „men Bob og Pinto har ædt så mange regnestykker og stile, at de må have krav på et særligt eksamensbevis."

Alle skolens elever brast i latter og gav sig til at klappe. Bob og Pinto, der gik og græssede uden for skolen, anede ikke, at de var årsagen til munterheden, men på hjemvejen fra skole beviste de, at de i hvert fald ikke havde mistet deres „kundskabstørst". Et pludseligt vindstød rev „eksamensbeviset" fra Jobe, og i løbet af et par sekunder havde Bob og Pinto taget hver en mundfuld af det. Pinto åd oven i købet det grønne silkebånd.

Det var som sagt blevet forår, og afrejsen stod for døren. Lille Mack, som nu var sund og rask, var begyndt at gå. Også mor var kommet til kræfter, så der var ingen grund til at opsætte afrejsen.

„Det har været en indbringende vinter," sagde far en aften til mor. „Nu har vi råd til at købe en bedre riffel."

„Hørte du det?" hviskede Magnus til Jobe. Drengene lå i deres seng, og far og mor troede, at de sov, men døren til deres soveværelse var ikke blevet rigtigt lukket, og de kunne derfor ikke undgå at høre forældrenes samtale.

„Den gamle riffel kan hænge i spisevognen om dagen," sagde far. „Så har du den ved hånden. Jeg har i sinde at købe en 7,62 mm jagtriffel – det er et godt våben. Det vil være betryggende at have to våben, for vi kommer gennem temmelig vildsomt land."

Magnus satte sig op i sengen og skubbede døren i. „Det er sådan en riffel, hr. Stokes har. Den er mægtig flot, og I kan tro, det ryger ud af den, når den affyres. Jeg kunne selv godt tænke mig at prøve den nye riffel."

Lejligheden tilbød sig et par dage, efter at de to familier atter havde begivet sig mod vest. Bedst som vognene bumpede af sted, gjorde hr. Loveland tegn til, at de skulle stoppe op.

„Kom, Jobe!" hviskede Magnus. „Far er gået hen for at hjælpe hr. Loveland. En af hans vognstænger er vist brækket. Reparationen vil tage temmelig lang tid, så jeg synes, vi skal se at få ram på et par kaniner. Der er masser af dem her i salviekrattet."

Han løftede forsigtigt riflen ned fra væggen, og et øjeblik efter listede de to drenge væk fra prærievognene. De løb godt og vel en halv kilometer, og derefter gjorde de holdt. Ingen havde lagt mærke til, at de var stukket af.

„Vi kan skiftes til at skyde," sagde Magnus ædelmodigt. De ladede riflen, og Magnus afskød det første skud. Bang!

„Der kommer virkelig en masse røg ud af den," sagde Jobe.

„Ramte jeg den kanin, jeg sigtede på? Nej, det gjorde jeg desværre ikke. Så er det din tur - jeg håber, du får mere held med dig. Værsgo, her har du en patron."

Patron efter patron gik til spilde. Drengene lod næsten til at være lige glade, om de ramte noget eller ej.

„Disse patroner dur måske ikke til kaninjagt," sagde Jobe lidt efter. „Lad os prøve selv at lave en patron. Hvad har du i lommerne?"

„Jeg har et tomt patronhylster. Det var vel nok heldigt. Vi fylder det med småsten."

Efter at have ladet riflen med den „hjemmelavede" patron ventede drengene i åndeløs spænding på, at der atter skulle vise sig en kanin.

„Der!" hviskede Jobe.

Det var Magnus' tur til at skyde. Han tog sigte og fyrede. Tilbageslaget væltede begge drengene om kuld, for Jobe havde stået lige bag Magnus og kigget over hans skulder.

„Av! A, min stakkels arm! Har du slået hovedet mod en sten?" „Det betyder ikke noget, jeg har bare fået en bule. Fik du ram på kaninen?"

„Nej. Og efter denne eksplosion vil vi ikke kunne finde en kanin i miles omkreds. Man hvad er der sket med riflen? Hvad tror du, far siger til det?"

De stirrede skrækslagne på riflen, som lå på jorden ved siden af dem. Den var gået i tre stykker.

„Tror du, vi kan lave den i stand?" Jobe kom pludselig i tanker om, at de havde glemt at bede far om tilladelse til at bruge den nye riffel.

„Det ved jeg ikke. Hvordan kunne det dog gå til? Og hvad skal vi gøre. Lad os først og fremmest skynde os tilbage. Vi kan måske klare situationen, hvis vi når tilbage, før far opdager, at vi har været væk. Jeg har en ide, men jeg er ikke sikker på, at den kan gennemføres."

Far så dem ikke, da de kom tilbage til prærievognene, for han var optaget af reparationen på vognstangen.

„Se!" Magnus satte de tre riffelstykker sammen og stillede riflen i krogen af sovevognen.

„Kunne du virkelig lave den i stand? Det var vel nok godt!" "Selvfølgelig kunne jeg ikke lave den i stand! Det mindste stød vil få stumperne til at falde fra hinanden. Men som den står der, kan man ikke se, at der er sket noget med den."

Da hr. Lovelands vognstang var i orden, kom far et smut ind i sovevognen. Et vindstød slog døren i efter ham, og riflen faldt om på gulvet - i tre stykker.

Far stirrede forundret på det ødelagte våben. „Hvad er det? En splinterny riffel går da ikke itu, fordi den vælter. Men den plejer jo altid at hænge på en krog i væggen! Har I drenge pillet ved den? Det forekommer mig, at jeg hørte nogle skud for lidt siden. Må jeg så få besked. Frem med sandheden!"

Når far talte i den tone, var der ikke andet at gøre end at lystre. Hans øjne mistede ikke deres rolige og venlige udtryk, men hans hånd var lige så tung, som de mindedes den fra tidligere lejligheder. Da afstraffelsen var endt, sagde far: „I er for store til at lave den slags numre. I er jo snart voksne mænd. Jeg håber inderligt, at jeg aldrig mere skal være nødsaget til at straffe jer."

Det samme håbede drengene, og i deres stille sind besluttede de, at de ville gøre deres yderste for, at håbet kunne gå i opfyldelse.