Sigøjnernes jul!

 

Samme aften havde far og mor en samtale, efter at børnene var gået i seng.

„Hvad skal vi finde på?" spurgte far og ragede op i ilden. „Vi har simpelt hen ikke råd til at give børnene julegaver."

„Kan der heller ikke blive råd til at give Magnus et nyt sæt tøj ?" spurgte mor forsigtigt. „Han trænger hårdt til det."

Far så eftertænksom ud. „Jo, det kan vi nok klare, men hvad så med de andre?"

Mor smilede. Drengene er skudt så stærkt i vejret, at de er vokset fra deres tøj uden at slide det op. Jeg har i sinde at rense og presse alt tøjet, og Magnus' gamle tøj vil så være en udmærket julegave til Jobe ..."

„Og Lew kan få Jobes gamle tøj! Du er et geni, Anna! Men hvad skal vi så give Jenny? Tror du, hun bliver glad for at få Lews gamle tøj?"

„A, din drillepind! Jeg havde tænkt mig at sy en nederdel til Jenny af Lews gamle benklæder, og når jeg får bedre tid efter jul, har jeg i sinde at vende hans jakke og sy den om til hende. Takket være dig kan den oven i købet få en nydelig snorebesætning. Desuden har jeg et par uldvanter til hvert af børnene — dem har jeg strikket undervejs i ledige stunder. Så de får altså alle sammen noget nyt."

„Så lader det jo til, at alle vore problemer er løst," sagde far og rejste sig. Han ville forvisse sig om, at dørene var låset, så ingen ubudne gæster kunne skaffe sig adgang til huset i nattens løb.

„Går det an, at jeg bager nogle småkager og laver en smule konfekt til at putte i deres strømper?" spurgte mor.

„Ja, det klarer vi nok," svarede far og talte mønterne i sin lomme. „I løbet af det næste par dage får jeg noget arbejde, som vil indbringe nogle dollars. Med hensyn til juletræet kan drengene og jeg hente et ude i skoven."

„Så kan børnene og jeg pynte det med papirguirlander og med stumper af det uldgarn, jeg fik tilovers fra vanterne." Det så allerede ud til at blive en dejlig jul, men mor kom i tanker om endnu et problem og spurgte: „Hvad med julemiddagen? Den middag, vi fik på taksigelsesdagen, var ikke stort bevendt, så jeg vil gerne traktere med noget godt i julen."

„Dine middage er altid gode," sagde far og klappede hendes hånd. „Jeg er ikke sikker på, at vi får råd til et rigtigt festmåltid, men så må vi være taknemmelige over, at vi alle er ved godt helbred, og at rejsen hidtil er forløbet uden større uheld. Det er den bedste julegave."

I løbet af de næste dage prægedes huset mere og mere af forberedelser til julen. Køkkenet duftede af nybagte småkager, ristet majs og hjemmelavet konfekt. Magnus og Jobe hentede et lille grantræ ude i skoven og plantede det i en gammel spand, som de fandt ude i gården. Lew og Jenny pyntede træet med papirguirlander, ristet majs og morsomme små nisser, som mor lavede af uldgarn. Far nynnede julesange, fra han stod op, til han gik i seng. Han arbejdede i smedjen fra daggry til solnedgang, og efter middag arbejdede han til langt ud på aftenen i lyset fra en lygte.

Juleaftensdag foreslog Magnus sine søskende, at de skulle holde rådslagning i opholdsstuen, medens mor hængte vasketøj op ude i gården. „Hvad skal vi give far og mor i julegave?" spurgte han.

„Hvordan kan vi give dem noget, når vi ingen penge har?" Jobe vendte sine lommer, der ikke indeholdt andet end et stykke sejlgarn, en fortygget blyantstump, nogle gamle søm, et par umage knapper og en brækket kam.

„Kan vi ikke lave noget til dem?" spurgte Lew eftertænksomt. „Vi har jo hverken materialer eller værktøj," svarede Jobe mismodigt.

Magnus kløede sig i hovedet. „Hvad trænger mor mest til?" „Hylder!" svarede Jenny bestemt. "Der er alt for få hylder i køkkenet. Hun sagde i morges til far, at spisevognen havde gjort hende alt for forvænt, for den havde flere hylder og skabe end hele huset her."

„Hvad sagde far til det?"

„Han sagde, at han hellere end gerne ville sætte nogle hylder op, men han kunne ikke forsømme arbejdet i smedjen, for han var nødt til at tjene penge til mad og husleje og den slags." Jenny var meget stolt over, at hun kunne give sine brødre disse oplysninger.

„Så ved vi, hvad vi skal lave til hende! Der ligger nogle brædder ude i gården. Jeg henter en hammer, og Jobe har søm. Lad os straks tage fat på arbejdet."

„Mor kommer snart ind. Vi må hellere vente, til hun går ærinder. Hør, nu kommer hun allerede. Nu holder du din lille mund, Jenny! Hvis du røber vore planer, skalperer vi Rosabella."

Jenny blev rædselslagen ved tanken om, at noget så frygteligt skulle overgå hendes yndlingsdukke, og lovede straks at bevare hemmeligheden.

Ved tolvtiden mødte far op med et stort smil på ansigtet, men han nægtede at besvare de mange ivrige spørgsmål, som blev rettet til ham.

Da de havde spist, sagde han til børnene, at de skulle gå ud og skovle sne. Derefter gik han ud i køkkenet og sagde til mor: „Har du ikke lyst til at se, hvad jeg har ude i skuret?"

Mor gik straks med ud i smedjen, og hendes øjne blev store af forundring, da far viste hende en pragtfuld, plukket kalkun, som han havde gemt under en sæk. „Hvor i alverden ..." begyndte hun, men far afbrød hende.

„jeg har lavet noget arbejde for en mand, der har en gård uden for byen, og han spurgte, om jeg ville tage kalkunen som betaling, da han for øjeblikket var i bekneb for rede penge. Jeg svarede, at det ville jeg hellere end gerne, og at jeg når som helst var villig til at aftage landbrugsprodukter som betaling for mit arbejde, da jeg havde mange munde at mætte. Så stillede han en masse spørgsmål om, hvor vi kom fra, og hvordan rejsen var gået, og derefter forærede han mig en hel del kartofler og æbler. Se!" Henne i det ene hjørne af smedjen stod en sæk med kartofler og en lille tønde fuld af blanke æbler.

Mors øjne fyldtes med glædestårer, og i et par minutter var hun ude af stand til at sige noget. Så gav hun sig til at le og sagde: „Så må jeg vist hellere se at komme i gang. Jeg går først hen til købmanden efter nogle krydderier. Det er et held, at jeg har rigeligt med gammelt brød til fyld i kalkunen. Den skal nok blive god."

Nu kom det tidspunkt, drengene havde ventet på. De kunne knapt nok vente, til mor og Jenny var drejet om hjørnet. Så betroede de far deres hemmelighed og spurgte, om de måtte låne noget af hans dyrebare værktøj. Et øjeblik efter var de i fuldt sving med at save, høvle og hamre, og køkkenet fyldtes hurtigt af en duft af høvlspåner, der var lige så juleagtig som duften af grantræet, der stod i krogen ved vinduet.

Da mor kom tilbage, opdagede hun til sin henrykkelse, at en række nye hylder var slået op i køkkenet. De var temmelig primitive, men hun vidste, at de var lavet med kærlighed.

„Glædelig jul, mor! Vi ville ønske, at hylderne var kønnere, end de er, men vi har gjort vort bedste."

„Tusind tak! I kunne ikke have fundet på en bedre julegave." Hun var stolt af sine flinke børn og kunne ikke vide, at hun næste dag skulle få en endnu bedre gave.

Da drengene og Jenny vågnede julemorgen, opdagede de, at deres strømper hang foran kaminen, og at der var puttet noget i dem. Et par sekunder efter blev far og mor vækket ved børnenes fryde-skrig. Strømperne blev tømt for de småkager, vanter og æbler, som mor havde fyldt dem med, efter at børnene var gået i seng. Især æblerne skabte overraskelse, og far måtte gentage beretningen om den rare gårdejer og hans flotte betaling. Magnus blev glad for sit nye sæt tøj, og de andre børn var godt tilfreds med det tøj, de „arvede", for mor havde renset, presset og stoppet det så omhyggeligt, at det så ud næsten som nyt.

Efter morgenmaden legede børnene ude i sneen. Inde i køkkenet duftede der lifligt af kalkun, og bordet var dækket med mors fineste dug og bedste porcelæn. Pludselig kom alle børnene farende ind i køkkenet. De råbte i munden på hinanden.

„Mor! Far! Der er kommet sigøjnere hertil! De kom i går aftes, og de er meget fattige. De har et nyfødt barn!"

Far og mor kunne først slet ikke forstå, hvad børnene sagde, fordi de talte så hurtigt, at de måtte gentage det hele i et langsommere tempo. Mor skyndte sig at dryppe kalkunen og iførte sig derefter sit store sjal. Så ledsagede hun og far de ophidsede børn til den lille lund, som lå et stykke nede ad vejen.

En gammel vogn med sejldugstag stod inde mellem de snedækkede fyrretræer. Et par mørklødede mænd med sort, uredt hår lagde brænde på et lille bål, over hvilket der var ophængt en gryde. En gråhåret, næsten tandløs kvinde sad på en skammel og rørte i gryden. Nogle pjaltede og snavsede børn løb omkring bålet for at holde varmen.

„Se, mor!" hviskede Jenny og trak mor i sjalet. De har hverken strømper eller støvler!"

Mor trykkede sin lille datters hånd og så på far. Han rystede langsomt på hovedet og mumlede: „Jeg fatter ikke, hvordan de er kommet over bjergene i det køretøj. Og æslerne ser nærmest ud, som om de var mølædte. Man skulle ikke tro, at de kunne trække så meget som en barnevogn."

„Barnevogn! Sagde Jenny ikke, at her var et nyfødt barn?" Mors skarpe øjne opdagede, at noget bevægede sig inde bag vognens sejldug. Hun så også et glimt af et par mørke øjne, men de forsvandt med det samme. Hun gik hen til den gamle kone og smilede til hende.

„Mine børn har fortalt mig, at her er et nyfødt barn. Må vi se det og ønske det glædelig jul?"

Børnene stirrede forbløffet på mor. Var det alt, hvad hun havde at sige? Hun talte i en tone, som om hun besøgte en af sine gamle naboersker og slet ikke var omgivet af den værste elendighed, de nogen sinde havde set.

Den gamle sigøjnerkvinde tog skeen op af gryden, smilede og pegede hen mod vognen. Mor og børnene gik hen til vognen og kiggede ind mellem sejldugsforhængene. En smuk ung kvinde sad på gulvet på en madras, der var stoppet med strå. På hendes skød lå en lille, sorthåret dreng, som sov så fredeligt og veltilfreds som en ung prins på et slot. Han var svøbt i gamle klude, men hans mor smilede så stolt som nogen dronning, da mor Holloway og børnene sagde, at han var et dejligt barn.

Hvor var det mærkeligt, tænkte Lew og så på den unge sigøjnerkvindes mørke ansigt og den nyfødte drengs lille hoved. Det var juledag, og dette syn mindede om billedet i bibelhistorien, men Jesus barnet lå i en krybbe i en stald. Der manglede ellers bare den vidunderlige stjerne og englesangen.

Mor gættede hans tanker, som hun så ofte gjorde. Hun smilede til ham, og på hjemvejen sagde hun: „Akkurat som Jesus barnet – så fattig, så ydmyg. Disse mennesker er lykkelige og fulde af kærlighed ligesom vi selv."

„Jamen, mor, skal vi da ikke gøre noget for de stakkels fattige mennesker? Tænk, sådan en jul de har. Børnene må gå barbenede i sneen." Jennys stemme var fuld af medynk.

„Hvorfor sagde du ikke, at vi havde ondt af dem og ville prøve at hjælpe dem?" spurgte Jobe.

„Man skal aldrig sige, at man har ondt af folk, der lever, som de er vant til at leve. Disse mennesker er også i besiddelse af stolthed. Men naturligvis skal vi gøre noget for dem."

Magnus' hjerne havde arbejdet ihærdigt. „Da vi kørte i vore prærievogne, mødte vi mange, som troede, at vi var sigøjnere, men som alligevel var venlige imod os. Kan du huske det gamle ægtepar, som inviterede os til middag? Sigøjnerne her kan ikke regne med at få en god julemiddag. Synes du ikke, vi skulle spørge dem, om de vil spise sammen med os?"

„A jo!" Magnus' søskende syntes, at dette var en glimrende ide. Far og mor så på hinanden. Dette bevis på deres børns uselviskhed og medfølelse med de fattige var deres bedste julegave.

Lidt senere sad adskillige fremmedartede gæster omkring det festligt dækkede bord i bjælkehytten. Kalkunen og æblekagen blev spist op, og mælken blev drukket. Mor og børnene sang julesalmer, og far læste den evigt nye beretning i Lukas-evangeliet, før sigøjnerfamilien sagde farvel og gav udtryk for deres glæde og taknemmelighed.

Lidt efter gik mor en runde hos familierne i nabolaget for at indsamle klæder og fodtøj til sigøjnerbørnene og den lille nyfødte. Efter aftensmaden hjalp far og børnene hende med at bære pakkerne hen til sigøjnerlejren. „Julegaverne" vakte stor glæde og overraskelse hos sigøjnerne, og far, mor og børnene var tilfredse og lykkelige, da de begav sig hjemad i tusmørket.

Det var holdt op med at sne, og himmelen var klar. Da de havde gået et stykke, vendte Lew sig om. Der på den vestlige himmel stod julestjernen! Den lyste højt oppe over de træer, som omgav sigøjnerlejren. Lews hjerte bævede af lykke. Han greb mors hånd og hviskede: „Det er den bedste jul, vi nogen sinde har haft."