Bortløbne heste og et nyt hjem!

 

De vestlige bjerge tegnede sig mørkt mod himmelen, og det tidlige vintertusmørke gjorde det vanskeligt for okserne at finde fodfæste på den ujævne vej, som tilmed var glat af is og sne. Den lille karavane gjorde holdt ved en bjergbæk.

„Her slår vi lejr for natten," sagde far, og hele familien tog fat på arbejdet. Prærievognene blev kørt ind på en lille eng ved vejen, lygterne inde i vognene blev tændt, og hestene og okserne blev spændt fra, fik æde og blev striglet. Derefter var der lige tid til en rask sneboldkamp, før mor ringede med klokken.

Lyngten i spisevognen sendte et flakkende lys ud over lejrpladsen. Børnene kunne se mors lange skygge, der faldt på sejldugsvæggen. De kunne lugte, at hun kogte suppe og brasede kartofler, og dette fik dem til at sætte i løb hen imod deres „hjem".

Snart efter sad familien bænket omkring det spartanske, men velsmagende måltid. Mor holdt af at fejre alle særlige begivenheder, og i dag trakterede hun med et glas af sine lækre henkogte blommer, fordi de lykkeligt var kommet gennem Cochetopapasset. Far var lutter smil, medens han spiste. Børnene blev smittet af hans gode humør, da han sagde: „Om nogle få dage er vi i Gunnison, hvor vi tilbringer resten af vinteren. Jeg har hørt, at der er god brug for en smed, og jeg må se at tjene så meget som muligt, for vi har næsten ingen penge tilbage. Desuden er det på høje tid, at I drenge får noget skoleundervisning."

De tre brødre lo til hinanden. De længtes langtfra efter skolen, men det kunne være morsomt igen at få andre legekammerater, og det kunne også være rart at bo i et rigtigt hus, i hvert fald i vintertiden. De var glade og forventningsfulde, da de forberedte sig til at gå i seng.

„Magnus, du har vel tøjret hestene omhyggeligt?" Far ville forvisse sig om, at alt var i den bedste orden, før også han gik til ro. „Ja, naturligvis – det gør jeg da altid. God nat, far."

„God nat, min dreng."

Næste morgen gik Magnus ud for at hente hestene. Han ville næppe tro sine egne øjne, da han ikke fandt dem på det sted, hvor han havde tøjret dem den foregående aften.

„Hvor i alverden ..."

„Hvad er der på færder, Magnus?" Hvorfor skulle far nu komme netop i dette øjeblik? Far stod tavs i nogle sekunder, og så sagde han: „Nå, så du tøjrede hestene omhyggeligt! Hvad betyder så de spor, der fører helt ned til dalen?" Magnus havde dårlig samvittighed og svarede ikke. „Du kunne ikke have valgt noget uheldigere øjeblik til at forsømme din pligt. Det gælder om hurtigst muligt at nå frem til Gunnison, for ellers risikerer vi at blive begravet i sne. Og når vi så er parat til at begynde en ny dagsmarch, er der ingen heste!"

„Jeg ... jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Om forladelse. Jeg skal straks hente æslerne, og så skal jeg nok få fat i hestene. Det vil sikkert ikke tage ret lang tid."

„Du mener vist, at vi må se at indfange hestene – det kan du ikke klare alene. De har haft så lidt frihed på hele turen, at de nu utvivlsomt benytter lejligheden til rigtig at strække benene. Sporene viser, at de er løbet ned i dalen. Vi må straks gå i gang med at finde dem – det bliver vist et større arbejde."

En angerfuld Magnus, en skuffet far og to arrige brødre hentede æslerne og begyndte jagten på hestene. Judy og Toby, der var ivrige efter at finde et sted, hvor de kunne græsse, havde straks sat kursen mod dalen, hvor der stadig var mange sne fri pletter. Selv på de lavere liggende bjergsider havde vinden hist og her blæst sneen bort fra græsset. Derfor gik turen ned ad bakke og op ad bakke. Somme tider fulgte de en sti, og somme tider gættede de sig til, hvilken retning de skulle tage. Det varede to dage, før de fandt Judy og Toby og kunne føre dem tilbage til lejrpladsen. Men det tog Magnus endnu længere tid at komme over samvittighedskvalerne.

Familien Holloways medlemmer var trætte, men stadig besjælet af de gamle pionerers ånd, da de langt om længe nåede frem til Gunnison, en lille by i Rocky Mountains' vestlige randbjerge.

„Jeg har fundet, hvad vi har brug for," sagde far tilfreds, da han vendte tilbage til vognene efter at have tilbragt et par timer med at lede efter et sted, hvor de kunne bo. Mor og børnene havde benyttet denne tid til at pakke, så flytningen kunne gå hurtigere.

„Hvor ligger huset? Kan vi straks tage det i besiddelse?" Børnene var meget utålmodige efter at se deres nye, midlertidige hjem.

„Det ligger i den anden ende af byen. Det er ikke ret stort, men stort nok. Der er også et temmelig stort skur, som kan bruges både til stald og som smedje. Den købmand, jeg talte med, sagde, at jeg sagtens kunne få noget at bestille, så Gud har ført os til det rette sted."

„Ih, det er en rigtig bjælkehytte!" råbte børnene, da de fik øje på deres nye hjem. „Den ser mægtig hyggelig ud, men er den ikke meget lille?" Dette spørgsmål blev stillet af Magnus, som ikke kunne lade været med at sammenligne den lille bjælkehytte med det store stuehus, de tidligere havde boet i.

„Der er en opholdsstue, et køkken og et loftskammer, hvor I børn skal sove. Mor og jeg anbringer vore senge i opholdsstuen. Vi har ikke brug for et stort hus, for vi har jo ikke medbragt ret mange møbler. Det vigtigste er, at huset her er rent og lunt. Og så er hus-lejen tilmed rimelig."

„Skynd dig at åbne døren, far, så vi kan se ind!" tiggede Lew. „Se, der er en stor, åben kamin! Hvad synes du om det, mor?"

Mors øjne strålede. „Her skal vi nok få det rart. Bordet fra spise-vognen skal stå her og det store ur i det hjørne der. Ellers får vi kun brug for sengene, gulvtæpperne og bænkene. Måske bliver jeg nødt til at sy gardinerne om, men det er hurtigt gjort. Jeg er sikker på, at her bliver meget hyggeligt. Nu vil jeg gerne se køkkenet."

De fulgte hende alle sammen ud i køkkenet, som hun tog grundigt i øjesyn.

,,Det ser ud til at være et udmærket komfur, men der er næsten ingen skabe og hylder. Hvor skal jeg anbringe tingene? Matthew, du har forvænt mig med den dejlige spisevogn. Men det går nok alt sammen. Hvis I drenge vil skaffe mig noget brænde, tænder jeg straks op på komfuret. Så kan jeg varme vand og tage fat på rengøringen. Det ser ud, som om huset har stået tomt i nogen tid."

„Det har det også," svarede far. „En mand fra Chicago, som rejste hertil af helbredshensyn, lod huset bygge, men han døde kort tid efter, og så rejste hans kone tilbage til Chicago. Hun solgte huset til banken, som hellere end gerne vil leje det ud for vinteren."

„Har I set Jumbo?" lo Jenny. „Den føler sig allerede hjemme."

Den store hund, der havde været en god og tålmodig rejsekammerat, havde med velbehag mærket, at komfuret var begyndt at afgive varme, og så havde den lagt sig til at sove ved siden af brænde-kassen. At rejse kunne været meget morsomt, men at sove i en lun krog var alligevel meget bedre.

Det tog ikke mor ret lang tid at forvandle den tomme bjælke-hytte til et indbydende hjem. Dagene fløj, indtil det pludselig gik op for børnene, at det snart var jul.

„Hvordan skal vi fejre julen, mor? Skal vi have juletræ? Får vi julegaver? Bager du småkager?" Spørgsmålene regnede ned over mor. Hun havde travlt med at pudse kobbertøj, og de små krøller havde igen løsnet sig omkring hendes pande.

„Jeg ved ikke rigtig, hvordan julen kommer til at forme sig i år. Vi har ikke ret mange penge, og vi trænger til tøj. Det lader til, at drengenes ben vokser særlig hurtigt, når de er på rejse. Se på dine benklæder, Magnus."

De så alle på Magnus, og så brast de i latter. I løbet af efteråret og vinteren var han skudt i vejret som en bønnestage, og nu nåede hans bukser kun til midten af hans ben.

Mor rystede på hovedet. „Jeg vil tale med far, og vi skal nok gøre vort bedste for, at I kan få en god jul. Vi bør være taknemmelige over at have et varmt hus at bo i, og måske bliver det al den julefest, vi får." Børnene skulle lige til at komme med indsigelser, men så opdagede de et glimt i mors øjne, som lovede en tilfredsstillende løsning af problemet.