Taksigelsesdag med kalkun!

 

Magnus så bekymret ud, da han rystede de tomme kornsække og så på Judy og Toby, der begærligt slugte de sidste havrerester. „Har vi ikke mere foder til dyrene?" spurgte han efter at have kastet et blik på den tomme kasse, der hang på sovevognens bagvæg.

„Nej, det har vi desværre ikke," svarede far i en nedslået tone. „De forsyninger, vi havde med, har ikke slået til i nær så lang tid, som jeg havde regnet med, og det foder, vi har været nødt til at købe undervejs, har været alt for dyrt. Nu er vi udgået for foder, og vi har ikke ret mange penge."

„Hvad skal vi gøre?" Magnus, der var den ældste søn, var vant til, at far drøftede den slags problemer med ham. „Hvis dyrene ikke får æde, dør de, og hvordan skal vi så nå frem til Californien? Vi risikerer at omkomme i sneen."

Til trods for situationens alvor kunne Matthew Holloway ikke lade være med at le ved synet af Magnus' fortvivlede ansigt. „Op med humøret!" sagde han opmuntrende. „Vi er ikke døde endnu, og det er dyrene heller ikke. Der ligger en by et lille stykke forude. Der gør vi holdt i nogle dage, og jeg tager arbejde som smed. Det vil ganske vist forsinke os noget, men både vi selv og dyrene må have mad. Det er meget svært at vænne sig af med at spise."

Opholdet i Saguache kom til at strække sig over næsten en hel uge, for byens indbyggere var meget ivrige efter at benytte fars arbejdskraft. Da familien Holloway fortsatte rejsen, medbragte de en god forsyning foder til dyrene, og de havde flere penge end ugen før. Til sig selv havde de kun købt det allermest nødvendige, for de regnede med, at far ville kunne skaffe dem føden ved hjælp af sin riffel. Somme tider var jagten god, så mor kunne servere ryper eller antilopesteg. Hun gemte nogle få grøntsager, der skulle pynte på søndagsmiddagene, og engang imellem fik de et æg til morgenmaden. På grund af kulden og den højde, de nu befandt sig i, lagde hønsene imidlertid kun få æg. Da de to vogne langsomt nærmede sig Cochetopapasset, sparede mor omhyggeligt på æggene og brugte dem kun ved særlige lejligheder.

En dag kom far tilfældigvis til at se på kalenderen, der hang på en af skabsdørene i spisevognen. „I morgen er det taksigelsesdag. Hvor tiden dog løber!"

„Skal vi så have fin middag, som vi plejer? Får vi græskarpie? Trakterer du med friskbagte boller?" Alle børnene kom med spørgsmål i munden på hinanden.

„Jeg har et par græskar, og der er også både mel, sukker, smør og æg." Mor havde røde kinder og så ud, som om hun glædede sig til at give sine kære noget ekstra godt at spise. Før de begav sig ud på rejsen, havde madlavningen ikke været noget problem, men nu havde hun måttet lære at klare sig med lidt og lægge omhyggelige planer for festdage.

„Matthew, vil du prøve, om du kan få ram på en antilope? Det er første gang, vi skal fejre taksigelsesdag, efter at vi forlod vort hjem, og vi har meget at takke for. - Gud har været meget god imod os og har våget over os. Han har forskånet os for ulykker og sygdom. Vi må sørge for, at det bliver en dejlig dag for børnene."

„Vi ligner pilgrimme," sagde Jobe. „De kom også gennem ørkenen og mødte mange vanskeligheder, men de var taknemmelige, når Gud velsignede dem."

„Det har du ret i, og jeg er glad over, at du sagde det. Det er, når alt kommer til alt, ikke den fine middag, men det taknemmelige hjerte, som skaber en rigtig taksigelsesdag." Mor smilede til Jobe, der som regel var familiens spøgefugl, men som også kunne være alvorlig.

Jobe betænkte sig et øjeblik, og så sagde han hurtigt: „Det ville naturligvis være dejligt med en fin middag."

„Middagen afhænger af, hvad far får ram på. Jenny, vil du hjælpe mig med at lave pie? Og vil du hente græskarrene i grøntsagskassen, Jobe?"

„Må Magnus og Lew og jeg ikke gå med på jagt?" spurgte Jobe. Far rystede på hovedet og tog riflen ned fra væggen. „Nej, I skal hjælpe mor. Jeg har sikkert mere held med mig, når jeg er alene, for I har jo svært ved at tie stille, og derfor skræmmer I dyrene væk."

„En skønne dag køber jeg selv en bøsse," mumlede Magnus drømmende, „og så kan jeg gå på jagt hver dag, hvis jeg har lyst til det. Desuden vil jeg have et stort værelse med bjørneskind på gulvet og gevirer på væggene. Jeg så et billede af sådan et værelse i en bog, som jeg kiggede i, da vi besøgte fru Storey, som var så dygtig til at bage."

Hans brødre gav sig nu også til at tale om deres fremtidsplaner. Lew sagde, at det var hans højeste ønske at rejse til Afrika for at skyde elefanter og løver.

Imidlertid sneg far Holloway sig frem gennem den dybe skov, som omgav Cochetopapasset. Han havde først ladet riflen, da han havde fjernet sig et par hundrede meter fra vognene, for han kunne ikke lide at gøre det, medens børnene så det. Han havde til sin skuffelse opdaget, at han kun havde fire patroner tilbage. Da det foreløbig var umuligt at købe mere ammunition, gjaldt det om, at intet skud ramte ved siden af.

Han banede sig lydløst vej gennem underskoven. Luften var kold, og nu og da dalede nogle få snefnug ned fra de store, grå skyer. Det tydede på, at bjergene snart ville blive dækket af sne, så det blev umuligt at fortsætte rejsen. Det var næsten et mirakel, at der endnu kun var faldet ubetydelige mængder sne, tænkte Matthew Holloway og stillede sig om bag et træ for at vente på, at et stykke vildt skulle nærme sig fra vindsiden.

Efter temmelig lang tids forløb hørte han en svag raslen. Lidt efter fik han øje på en stor hjort, som majestætisk spankulerede gennem en lille lysning i skoven. Matthew tog omhyggeligt sigte og fyrede, men han ramte åbenbart ikke, for hjorten fjernede sig i lange spring. Matthew forsøgte igen, men også de næste to skud var forbiere. Han stirrede vantro på sin sidste patron. Det var mærkeligt, at sådan en lille ting kunne være så betydningsfuld - akkurat som den skibbrudnes sidste tørre tændstik. Nu måtte han søge bytte et andet sted, for alle skovens dyr var blevet advaret af de tre skud, han havde affyret.

En time senere gjorde han holdt for at slukke sin tørst ved en bæk. Pludselig hørte han en vild kalkun pludre oppe i et træ, der stod i nærheden af bækken. Med tilbageholdt åndedræt tog han sigte og skød. Han udstødte et triumferende råb, da han så kalkunen falde til jorden. Få minutter senere var han på vej tilbage til vognene med kalkunen bundet fast til riflen.

„Vi skal have kalkun til middag på taksigelsesdagen! Akkurat som pilgrimmene! Ih, hvor skal den smage!" Børnene dansede jublende omkring deres far.

Den næste dag satte den sultne familie sig til bords klokken seks. Den stegte kalkun stod midt på bordet, og alle de tre drenge ønskede brændende at få et lår hver. Den kolde novemberblæst for hylende gennem passet, og de sidste blade flagrede mod spisevognens sejldugstag. Der var varmt og hyggeligt inde i vognen, hvor far bad bordbøn og takkede Gud for al hans godhed. Børnene kunne næppe vente, til han blev færdig. Gafler, knive og tænder begyndte at arbejde - men hvad var nu det? Et gisp af skuffelse brød stilheden.

Far var den første, der var i stand til at smile og ryste på hovedet. „Selv din kogekunst kunne intet udrette med denne kalkun, Anna. Den er desværre uspiselig. Den har en afskyelig, bitter smag."

„Hvorfor smager den sådan? Hvad er der i vejen med den?" Store tårer trillede ned over børnenes kinder. De var for sultne til at kunne skjule deres skuffelse.

„Den må have levet af salvie frø i nogen tid, og derfor har dens kød fået sådan en bitter smag. Jeg er meget ked af, at I bliver narret for en god middag, og jeg skød tilmed kalkunen med min sidste patron, så jeg kan ikke gå på jagt, før jeg har fået købt en ny forsyning ammunition."

Mor forsøgte at redde den fortvivlede situation. „Græd ikke, kære børn. Det er stadigvæk taksigelsesdag, og vi har meget at takke for. Ingen behøver at gå sulten fra bordet, for vi har masser af varme boller og marmelade, og så er der jo også græskarpien."

Pien reddede dagen så nogenlunde. Børnene kiggede på hinanden, tørrede øjnene og forsøgte at smile. Pionerer må lære at tage tingene, som de kommer.

Nogle dage senere, den 10. december 1895, passerede familien Holloway Cochetopapasset i 3009 meters højde. Nu var en af deres største bekymringer overstået, og Kalifornien syntes meget nærmere. Men nu var vinteren over dem, og de måtte finde et godt sted, hvor de kunne gøre holdt.