Reddet i sidste øjeblik!

 

„Mor, de ænder, vi fik forleden, er det bedste, vi har fået at spise, siden vi begyndte rejsen," sagde Lew. Han sad på kuskesædet ved siden af mor og hjalp hende med at køre spisevognen.

Mor smilede. „Det glæder mig, at de smagte dig. Som Jenny sagde, har Herren i sandhed sørget for føde til sit folk, da det vandrede i ørkenen."

„Men israelitterne fik da ikke ænder, men manna."

„Herren sendte dem også fugle, når de var sultne," svarede far, som gik ved siden af spisevognen. Magnus og Jobe kørte sovevognen, som var nogle skridt længere fremme. „For resten er brød det, jeg savner mest. Når vi igen kan sidde omkring et bord og spise noget af mors dejlige hjemmebagte brød, vil jeg føle, at vi langt om længe har nået vort mål."

Lews tænder løb i vand. „Ja, mors hjemmebagte brød er noget andet end de kedelige kiks, vi fik i går."

Mor begyndte at le, men et øjeblik efter blev hun igen alvorlig. Hun klappede Lew på kinden og sagde: „Når der er gået nogen tid, vil vi sikkert more os over de ubehageligheder og genvordigheder, som vi kom ud for på denne rejse."

Lew nikkede, men han følte alligevel et stik i hjertet, når han tænkte på det, der var sket den foregående dag. De var kommet gennem en lille landsby, hvor de havde gjort holdt for at købe forskellige madvarer. Børnene havde sagt, at de gerne ville have nogle kiks, og far havde købt en pakke, som de skulle nyde til aftensmaden. De havde alle tålmodigt afventet det store øjeblik, men da de endelig havde taget den første mundfuld, havde de måttet spytte den ud igen. Kiksene havde smagt ganske rædselsfuldt.

„Hvad er der i vejen?" havde mor spurgt. Da hun selv smagte på kiksene, skar hun grimasser og så medlidende på børnene. „Det er virkelig for galt, Matthew! De kiks smager ... ja, de smager, som et stinkdyr lugter!"

Disse ord havde fået børnene til at briste i latter, skønt de egentlig havde følt mere trang til at græde.

Lew satte sig lidt tættere hen til mor, og hun lagde armen om ham og trak ham endnu nærmere. „Mor, tror du, Gud vil give os en behagelig overraskelse oven på hver skuffelse?"

„Ja, det tror jeg. Han elsker os og vil helst se os glade. Somme tider lader han os opleve en skuffelse, men det gør han kun for at stille os på prøve. Hvis vi lærer at tage skuffelserne på den rigtige måde – uden at tabe modet – bliver han glad. Kan du huske, hvad der skete forleden? At komme gennem sandklitterne var en prøvelse, men det gav os mulighed for at hvile og for at blive ordentlig vasket. Nu er vore klæder og vort sengetøj atter rent, og vi fik tilmed dejlig mad."

„Tror du, Gud vil give os brød, sådan som han gav israelitterne manna!"

„Det vil han måske nok, men rimeligvis på en anden måde. Hvorfor ikke bede ham om det og så se, hvad der sker?"

I den næste halve time var Lew meget tankefuld.

En formiddag fik de pludselig øje på en lille gård, som lå omgivet af fyrretræer og store, brune marker. Gårdens ejer og hans kone og børn kom ud for at hilse på de fremmede, og for en gangs skyld blev disse ikke antaget for at være sigøjnere. Mor var stolt af børnene, hvis tøj var ulasteligt rent, og hun tog med glæde mod indbydelsen til at spise sammen med folkene på gården. Disse hed hr. og fru Storey og var lykkelige over at få gæster, for deres nærmeste naboer boede næsten halvtreds kilometer borte. Både de og deres børn – Prudence, Aron og Hulda – lyttede interesseret, da far fortalte om rejsens hidtidige forløb, og de blev meget imponeret, da de fik forevist prærievognene. Da de sultne rejsende og deres værtsfolk var blevet placeret omkring bordet i køkkenet, døde samtalen pludselig hen. Midt på bordet, omgivet af dampende fade med kartofler, ærter og bønner, stod en stor tallerken, hvorpå der var anbragt en høj stabel af duftende, hjemmebagt brød.

„Jeg bagte i morges," sagde fru Storey. „Jeg stod tidligt op, så brødet kunne nå at blive tilstrækkeligt afkølet, før vi skulle spise til middag. Værsgo og smag på det!"

Ved disse ord så Lew hen på mor, og da han opdagede blinket i hendes øjne, blev han klar over, at hun vidste, hvad han tænkte på. Der var det samme blink i fars øjne, da han smurte smør på en tyk skive brød og begyndte at spise. Da tallerkenen med brød var gået bordet rundt to gange, var den tom. Lew var lige ved at føle sig en lille smule flov, men det hjemmebagte brød smagte så godt, at det var umuligt at være flov i ret lang tid. Det smagte mindst lige så godt som den manna, israelitterne havde levet af i ørkenen.

Mor så på den tomme tallerken. „I må virkelig undskylde, at vi har spist så meget af jeres brød, men I kan slet ikke forestille jer, hvor dejligt det smager, når man i lang tid har måttet undvære frisk brød."

Fru Storey gav sig til at le. Hun havde en klingende latter, som fik Lew til at tænke på kanebjælder.

„Jeg kender det af erfaring," svarede hun. „Vi er selv kommet hertil i prærievogn, og jeg var lige ved at bukke under af længsel efter ordentligt brød. Hvorfor bliver I ikke til i morgen? Så har vi tid til at bage et brød til, som I kan få med, når I fortsætter rejsen."

Far så det bedende udtryk i mors og børnenes øjne. „Det er et meget smukt tilbud," sagde han, „og vi tager imod det med taknemmelighed, hvis I til gengæld vil lade mig gøre noget arbejde for jer. Jeg har et helt godt tag på værktøj, og hvis der er et eller andet, der trænger til at repareres, skal det være mig en glæde at gøre det."

Drengene blev så glade, at de var lige ved at råbe hurra, men et hastigt blik fra mor mindede dem om, at de sad ved bordet, og bremsede dem i tide.

Næste dag tog familien Holloway afsked med deres nye venner, hvorpå de fortsatte turen mod Moscapasset. De håbede at komme gennem dette pas og over de højeste bjerge, før sneen spærrede vejen for dem.

Da de kom højere op i bjergene, blev vejen dårligere. Den bugtede sig som en slange og var ujævn og stenet, hvilket i høj grad vanskeliggjorde kørselen. Efter nogle få dages forløb begyndte det at sne, og far Holloway blev endnu mere bekymret over, at de kom så langsomt fremad.

En morgen bumpede vognene gennem den højst liggende del af Moscapasset. Vejen var glat af sne og is. Spisevognen, som mor og Jobe kørte, var forrest. For at spare tid vaskede Lew og Jenny op efter morgenmaden, medens de kørte. Far kørte sovevognen, og Mag-nus sad ved siden af ham.

Pludselig fløj et fasanpar op lige foran okserne. Peter og Roby var ellers de roligste dyr, man kunne tænke sig, men nu blev de forskrækkede og gav sig til at løbe af alle kræfter med spisevognen rutschende og hoppende efter sig. Det skete så hurtigt, at mor bare kunne klamre sig til tømmerne, medens Jobe gjorde forsøg på at slå bremsen i. Men han havde ikke kræfter nok. Hjulene kunne ikke bide sig fast i den islagte vej, som hældede temmelig kraftigt mod bjergkløften, og vognen kom nærmere og nærmere mod kløftens rand.

Jobe kunne se, at vognen gled nærmere mod bjergkløften, som var mindst hundrede meter dyb. Han lukkede øjnene og følte blodet banke i tindingerne. Nej, dette måtte ikke ske! Da han dristede sig til at lukke øjnene op, så han, at mor bevægede læberne i bøn. Hendes ansigt var askegråt. Synet af hendes blege ansigt gjorde ham endnu mere forskrækket. Selv mor var bange! Han kunne høre, at fade og tallerkener faldt på gulvet, og at Lew og Jenny skreg. Vognen huggede som et skib i høj sø.

Et øjeblik efter hørte de fars stemme. „Rolig, rolig! Prr! Sådan! Denne vej! Kom så! Det var godt!" Jobe mærkede, at vognen bevægede sig sidelæns – bort fra afgrunden og ind mod midten af vejen. I det samme kom far løbende. Han fik tag i okserne, som nu havde sat farten ned.

„Rolig, Peter! Rolig, Roby! Der er ikke noget at være bange for!" Okserne stod stille, og Jobe, der rystede over hele kroppen, trak vejret dybt og så sig om. Ingen var kommet noget til.

Mor lod sig glide ned fra kuskesædet og vaklede hen til far, der lagde armen om hende, medens han stadig holdt fat i okserne med den anden hånd. „Gud være lovet!" sagde mor med hæs stemme og tørrede øjnene med en snip af forklædet. „Vi er alle i god behold."

„Ja," svarede far og rømmede sig, „Herren har været os nådig. Det var æslerne, der reddede situationen." Han pegede på Bob og Pinto, som han havde bundet ved siden af spisevognen, da de kom til det glatte vejstykke. Æslerne havde formået at hale vognen sidelæns og havde derved forhindret den i at styrte i afgrunden. „Det var Guds vilje, at jeg skulle købe Bob og Pinto. Hvad skulle vi have gjort uden dem – først i sandklitterne og nu her? Lad os takke Gud, fordi han har beskyttet os."

De opsendte alle en inderlig takke bøn, og derefter fortsatte de rejsen i forvisning om, at himmelske engle vågede over dem.

Det blev koldere, og den bidende vind var meget ubehagelig. De befandt sig nu på et højdedrag mellem to bjergkæder. Der fandtes næppe et træ - kun et lavt buskads af salvie. Deres forsyning af brænde var ikke ret stor, så de turde kun bruge af den, når der skulle laves mad. Alle blev derfor meget glade, da Magnus' skarpe øjne opdagede en stabel gamle jernbanesveller, som lå i buskadset langs vejen.

„Se der, far! Kan vi ikke tænde et stort bål, så vi kan få en smule varme i kroppen?"

„Jo, lad os det. Vi kløver så meget brænde, at vi kan tage noget med os. Så kan vi lade ilden brænde på komfuret, så spisevognen kan være nogenlunde varm. Sejldugen er ikke i stand til at holde vinden ude." Far tog sin økse og sprang ned fra vognen.

Han så kritisk på svellerne. „De ser gode ud. Men da de er blevet efterladt her i vildnisset, må man vel gå ud fra, at de er blevet tilovers, og at der ikke er nogen, der har brug for dem. Os vil de komme til god nytte. Lad os så se at komme i gang, drenge!"

Træsplinter fløj, økserne sang, og drengene fløjtede, medens de bar brænde op i spisevognen, hvor de stablede det omhyggeligt. Kort tid efter brændte der en lystig ild på komfuret, og far lod mor og børnene varme sig, medens han selv huggede mere brænde.

Lidt efter hørte de til deres store overraskelse lyden af glaopperende hestehove. Et øjeblik efter sprang en høj, rødmosset mand af hesten. Hans ansigt var fortrukket af vrede, og hans læber udsendte en strøm af irske eder, som familien Holloway aldrig havde hørt mage til.

„Hvad bilder du dig ind! Sådan en tyveknægt! Sådan en lang-fingret sigøjner! De sveller tilhører jernbaneselskabet, og så længe Pat Callahan er formand, får ingen lov til at stjæle dem uden først at slås for dem!" Han gav sig til at rulle ærmerne op og var parat til at gå løs på Matthew Holloway, da han pludselig fik øje på mor og børnene, som sad omkring komfuret i spisevognen. Jumbo, som havde strejfet om på egen hånd, kom nu løbende hen imod vognene. Den knurrede og viste tænder ved synet af den fremmede.

Den store irlænder sænkede armene og sagde i en genert tone: „Undskyld, frue. Jeg havde ikke set Dem. Jeg troede, De var sigøjnere. Er De på vej til Utah eller Californien? Og i sådan et vejr! Og med små børn! De må snart lægge op for vinteren, og det er ikke umuligt, at jeg kan være Dem til nytte." Han lod sit blik glide fra mor til børnene og fra børnene til far, og derpå trak han nogle kiksruller op af sadeltasken. „Lad mig få lov til at give børnene en lille gave."

Drengene hylede af fryd og kastede sig over kiksene, medens den store irlænder blev ved med at gøre undskyldninger og tilbyde sin hjælp og bistand. Langt om længe red han sin vej efter at have ønsket familien lykke på rejsen.