En dag undervejs!

 

„Kære himmelske Fader, vi takker dig, fordi du hidtil har våget over os, og vi beder dig også beskytte os i dag. Amen."

De seks medlemmer af familien Holloway åbnede øjnene og løftede hovedet, da far endte bønnen og dermed sluttede morgenandagten. Det var en klar og stille oktobermorgen. Den foregående aften havde familien slået lejr i randbjergene, og far var nu på udkig efter det pas, som førte gennem bjergkæden i stik vestlig retning, og som ville spare dem for en lang omvej. Han var meget opsat på at komme gennem de højtliggende bjergpas, før sneen gjorde turen farlig. Hidtil havde vejret været upåklageligt - dagene havde været solrige og nætterne klare, men frostfri.

Børnene stillede sig på række og ventede på, at far skulle tildele dem deres morgenarbejde. Han så smilende på dem. „I ligner virkelig sigøjnere. Sikke en kulør I har! Magnus, har du husket at vaske hals og ansigt nu til morgen?"

„Ja, det har jeg, men vandet i bækken var iskoldt. Jeg ved godt, at du tror, jeg er snavset, men det er jeg slet ikke - jeg er bare solbrændt."

„Lew, kunne du ikke rede dit hår lidt mere grundigt. Det ser ud, som om det ikke havde været i berøring med en kam i en hel uge."

„Det er ikke min skyld. Jenny har gemt min kam, så jeg ikke kan finde den."

„Lew er altid så slem til at drille mig! Han sprøjter koldt vand på mig, når vi vasker os i bækken. Og i virkeligheden er han slet ikke ked af, at jeg har gemt hans kam, for han kan ikke fordrage at rede sig."

„Tak, så kan det være nok, Jenny! I må selv afgøre jeres stridigheder, og I har bare at sørge for at være renvaskede og velfriserede. I bliver mere og mere skødesløse med jeres udseende og glemmer åbenbart helt, at det er af betydning, at vi stadig ser ud som civiliserede mennesker. Kan I huske de folk, vi mødte forrige uge - de, der boede der, hvor bækken delte sig?"

„Mener du det ægtepar, som ikke ville have noget med os at gøre, fordi de troede, at vi var rigtige sigøjnere?"

„Ja. Og man kan ikke bebrejde dem deres indstilling. De er vant til, at det kun er sigøjnere, der kører i prærievogne. De blev først mere venligt sindede, da de havde taget os nærmere i øjesyn, og hvis de kunne se jer nu til morgen, ville de sikkert bede jer forsvinde i en fart. Nå, nu må vi se at komme i gang med arbejdet. Magnus kan spænde hestene for sovevognen, og Lew kan strigle æslerne. Jobe, du kan spænde okserne for spisevognen, og Jenny kan hjælpe mor i køkkenet. Har I redt jeres køjer? Det var godt. Når I er færdige med arbejdet, spørger I mor, om der er andet, I kan gøre."

Et øjeblik efter var de alle i fuldt sving. Lew stak et par gulerødder i lommen; dem skulle Bob og Pinto have. Medens han striglede æslerne, snakkede han til dem og trak dem venskabeligt i de lange ører. Derefter bandt han dem til sovevognen. Æslerne så forventningsfuldt på ham og snusede først til hans hals og hænder og til sidst til hans lommer. I den ene lomme fandt de deres livret. Bob og Pinto gumlede muntert løs på gulerødderne og lod slet ikke til at være kede af, at de snart skulle begynde en ny dagsmarch.

„Jeg ville ønske, jeg havde en masse gulerødder til jer," sagde Lew og klappede æslerne på de sølvgrå flanker. „Men der er desværre ikke ret mange tilbage. Det skal I nu ikke være ked af, for jeg skal nok skaffe jer et eller andet, I kan lide!" Bob og Pinto nikkede, som om de forstod hvert ord, han sagde.

Da far havde forvisset sig om, at drengene havde udført deres arbejde tilfredsstillende, klatrede han op på kuskesædet på sove-vognen, og så gav han mor signal til at sætte spisevognen i gang. Vognene kørte ikke meget hurtigere, end et menneske kunne gå. Det var okserne, der bestemte farten, og den var ikke større, end at børnene let kunne indhente vognene og få sig en køretur, når de var blevet trætte af at gå.

Da drengene kom hen til spisevognen, havde Jenny lige sat de sidste tallerkener ind i skabet og var i færd med at feje gulvet. „Er der noget, vi kan gøre for dig, mor?" spurgte Jobe.

„Nej, tak. I kan foreløbig holde fri. Men sørg for, at I ikke kommer så langt bort fra vognene, at jeg ikke kan høre jeres stemmer." „Lad os prøve, om vi kan fange nogle fisk i bækken."

„Nej, det tager for lang tid. Skal vi ikke hellere gå på kaninjagt?" „Jeg vil hellere plukke nødder."

Til sidst blev de enige om, at de ville plukke nødder, og i de næste to timer genlød den skov, der kantede vejen, af børnenes glade latter. De pilede som egern gennem buskadset, medens de legede indianere, skjul og tagfat. Af og til standsede de op og plukkede nogle få nødder, som derefter blev lagt i en blikdåse, som de havde medbragt til samme formål.

Da dåsen var fuld, gav Magnus mor den. „Kunne du ikke tænke dig at bage nogle nøddekager?"

„Det vil jeg gerne, hvis du så vil tage tømmerne." Der var intet, Magnus hellere ville. Da han sad på kuskesædet, lod han benene dingle i takt med vognens bevægelser, og lidt efter begyndte han at fløjte. Nu var han Kit Carson, der førte et vogntog af emigranter til det fjerne vesten. Hans skarpe øjne granskede landskabet. Skovene var forunderligt stille. Det forekom ham, at han i det fjerne hørte indianernes krigshyl. Var der ikke noget, der bevægede sig i buskadset? Han stirrede anspændt. Imidlertid havde mor travlt med at bage. Hendes stemme afbrød Magnus' drømmerier. „Vær sød at ringe med klokken. Jeg kan ikke høre dine søskende."

Den gamle middagsklokke, som de havde medbragt hjemmefra, begyndte at kime, og et par sekunder efter hørtes børnenes stemmer. „Hallo! Her er vi! Ikke ret langt borte!" Magnus grinede fåret, og mor smilede lettet. Ved hjælp af klokken forvissede hun sig nu og da om, at børnene ikke var kommet for langt bort fra vognene under deres leg.

„Du behøver ikke at være ængstelig, mor!" råbte Jenny inde fra buskadset. „Vi leger bare indianere, og vi skulle lige til at overfalde jer. Så ødelagde du det hele ved at ringe med klokken!"

Mor gav sig til at le. „I ligner rigtignok også indianere." Hun udstødte et lille suk. ,,Jeg ville ønske, at vi kunne holde rast så længe, at I alle sammen kunne få et varmt bad, og jeg kunne få vasket jeres tøj."

„A, mor!" udbrød Magnus i en meget misfornøjet tone. „Begynder du nu også! I morges skændte far på os, fordi vi ikke var fine og rene. Men vi vasker os hver dag, og somme tider svømmer vi i bækken."

„Det er ved at blive for koldt til at bade i bækken, og når jeg taler om at bade, mener jeg et varmt bad i en stor balje – og masser af sæbe."

„Å, nej!" stønnede Magnus.

„Jo, vi trænger alle til et varmt bad. Bare far ville gøre holdt et par dage – men han er så opsat på hurtigst muligt at komme over bjergene. Vi er jo midt i oktober nu, og det gælder om at komme over, inden det begynder at sne."

„Kan vi så ikke tage bad og vaske vores tøj en søndag? Vi holder jo altid stille om søndagen, og ..."

Mor gispede. „Men Magnus dog! Hvordan kommer du på sådanne tanker! Når det er syndigt at rejse om søndagen, kan du da nok forstå, at det også ville være syndigt at tage bad eller vaske. Nej, vi må slå lejr en hverdag."

De blev tvunget til at gøre holdt på et tidligere tidspunkt, end de havde regnet med. Om eftermiddagen fik far øje på et bjergpas, som han så længe havde været på udkig efter. Den smalle vej gennem passet, der drejede skarpt mod vest, ville spare dem for en lang omvej i sydlig retning.

„Det må være det pas, som Amos Traver omtalte," sagde far. „Det hele passer til hans beskrivelse. Her svinger bækken til højre, og der har vi \de to store kampesten. Lad os så dreje mod vest!"

Børnene gav sig til at råbe hurra. De var opfyldt af spænding og eventyrlyst. Eller også skyldtes deres glæde, at deres maver var fyldt med mors småkager. Da de nogle få timer senere nåede frem til en lille dal, der bestod af lutter sandklitter, forsvandt det gode humør. For først begyndte vognene at køre langsommere, og lidt efter gik de helt i stå.

„Matthew, er det din mening at gøre tidligt holdt i dag?" spurgte mor. Magnus tænkte ved sig selv, at hun rimeligvis håbede at få tid til at vaske storvask.

„Nej, Anna. Vi sidder simpelt hen fast i sandet." Far rystede bekymret på hovedet og tørrede sig over panden med et stort, rødt lommetørklæde. „Hestene kan ikke få vognene løs. Hvordan er det med okserne?"

Mor råbte opmuntrende til Peter og Roby og gav dem et lille slag over ryggen med tømmerne. De trofaste dyr spændte alle deres muskler og trak til, men vognen flyttede sig ikke så meget som en tomme. Da mor så sig om, opdagede hun, at der hverken fandtes vej eller sti - kun store dynger af gul gråt sand.

„Hvad skal vi gøre?" Hendes stemme var rolig, men den forrådte alligevel en vis ængstelse.

„Der er kun én udvej. Vi må lette vognene og så gøre et nyt forsøg." Far begyndte at spænde hestene fra.

„Hvad mener du med at „lette vognene"?" spurgte Magnus. „Vil det sige, at vi skal efterlade nogle af vores ejendele her? Får vi ikke brug for alt, hvad vi har medbragt?"

„Vi skal ikke efterlade noget. Det håber jeg da ikke. Men vi må bruge hestene og æslerne som pakdyr. De må bære alt, hvad der er transportabelt, længere frem, og derefter spænder vi dem atter for og prøver at få vognene, som til den tid er lettere, ud af sandet. Så tager vi fat, drenge — der er nok at gøre! Iran I se de mørke skyer, som trækker sammen over bjergene? Det er på, at en storm er i anmarch. Så vi må skynde os så meget som muligt."

Mor og Jenny tømte skabe og skuffer for fødevarer, dækketøj, porcelæn og beklædningsgenstande, som blev pakket i bylter. Far og drengene spændte bylterne på ryggen af hestene og æslerne og ledte derefter dyrene frem mod passet på den vestlige side af dalen. Den kraftige nordenvind og det fygende sand bed i kinderne, og for hvert skridt, de tog, sank de dybt ned i klitterne. De måtte gå over halvanden kilometer for at komme til enden af klitterne. Først da kunne de læsse af.

Det var et yderst anstrengende arbejde for både dyr og mennesker. De gik frem og tilbage og frem og tilbage, medens vinden hylede, og mørket blev tættere og tættere. I begyndelsen forsøgte drengene at holde tal på turene for bagefter at kunne prale af, hvor mange kilometer de havde tilbagelagt, men de blev hurtigt så udmattede, at de glemte at tælle. Næsten hele natten traskede de frem og tilbage ledende de trætte dyr, der bevægede sig langsomt og besværligt. Drengene faldt flere gange i søvn, medens de gik. Si vågnede de pludselig op, ved at de snublede over en trærod og faldt forover i sandet.

Mor havde den største medlidenhed med dem. „Lad dem hvile lidt, Matthew. Du trænger også selv til et hvil. Du ser så træt ud."

„Jeg tør ikke hvile," sukkede far. „Vi må se at få vognene frem inden morgen, ellers risikerer vi, at de bliver helt dækket af sand. Bare det ikke blæste så meget!"

Hen imod daggry stilnede vinden af. Nu var vognene blevet så lette, at det lykkedes at få dem løs, og de blev kørt frem til den anden ende af dalen, hvor der var et stort vandhul. Tiden var knap, men de var simpelt hen nødt til at slå lejr, så de kunne hvile ud i et par dage.

Drengene faldt i søvn, så snart de lagde sig i køjerne, og de vågnede først langt hen på eftermiddagen. En duft af varm mad trængte ud fra spisevognen og kildrede dem i næsen. Lew var helt forvirret. „Hvad er der sket? Hvor er vi? Hvorfor ligger vi i sengen på denne tid af dagen? Ah, sikke dejligt her lugter! Har vi sovet hele dagen?"

Magnus lo og sprang ud af køjen. Han prøvede på at glatte sit krøllede tøj med hænderne. Alle drengene havde været for trætte til at klæde sig af.

„Kan du ikke huske sandklitterne? Man skulle ellers tro, at de havde gjort et uforglemmeligt indtryk på dig. Jeg tror, at der venter os et ekstra godt måltid, og jeg er skrupsulten. Lad os se at få noget at spise."

De var lige ved at gå bagover, da de så, hvad der lå på fadet på bordet. „Det er jo andesteg! Hvor kommer den fra?"

Far gav sig til at le. „I sov så tungt, at I ikke hørte skuddene." „Skuddene?" Jobe så meget misfornøjet ud. Det ærgrede ham, at han var gået glip af andejagten.

„Jeg var selv søvnig," sagde far, „men jeg var heldigvis vågen nok til at se, at en flok ænder havde slået sig ned i vandhullet. Jeg fik ram på sytten, så I kan spise så meget, I vil."

Det lod børnene sig ikke sige to gange. Da Magnus omsider sukkende indrømmede, at nu kunne han simpelt hen ikke spise mere, sagde Jenny: „Gud giver os føde, ligesom han gav israelitterne føde, da de vandrede i ørkenen."

Far trak hende kærligt i en af fletningerne. „Det har du fuldstændig ret i, lille Jenny. Vi befandt os også i ørkenen i nat. Men vor himmelske Fader svigter os aldrig. Vi har uendelig meget at takke ham for."

Da aftenandagten var forbi, spurgte Magnus: „Skal vi køre videre i morgen?"

Far så på mor, og mor så på Magnus med det beslutsomme blik i øjet, som han kendte så godt.

„Vi behøver endnu en dags hvile," sagde hun. „Og jeg har længe ventet på en lejlighed til at få jer og jeres tøj ordentligt vasket. Medens I sov, hjalp far mig med at bære vand, og det er allerede dejligt varmt. I aften tager vi alle sammen bad, og i morgen hjælper alle til med storvasken."

Drengene kiggede på hinanden, og Jobe dristede sig til at fremkomme med en spagfærdig protest. „Jeg tror ikke, pionererne tog bad, når de kørte tværs over prærien. Vi bryder os ikke om at være tøsedrenge." Da han så udtrykket i mors øjne, tilføjede han hurtigt: „Efter den sandstorm bliver det nu helt rart at få et bad, men vi kan sagtens nøjes med at bade i vandhullet."

Mor havde sagt, at de skulle have varmt bad med masser af sæbe, og sådan blev det. Det var mærkeligt at se, hvor meget af det solbrændte der forsvandt under badningen!