Drømmen om tjeneste!

 

Det var en varm juliaften nogle få år senere. Far og mor Holloway, Jenny og deres gæster sad ude på verandaen. Gæsterne var Lew og hans unge hustru Nellie. De havde kun været gift i tre uger. Det var Jenny, der havde foreslået, at mor skulle servere desserten ude på verandaen, hvor de kunne sidde i magelige stole og nyde godt af aftenluftningen. Det havde været en brændende varm dag.

„Det var pænt af jer, at I ville komme over og spise til aften sammen med os. Det minder om gamle dage! Vi savner jer, selv om I kun bor nogle få skridt borte." Mor Holloways stemme havde en kærlig klang.

Nellie lo. „Synes du, det er pænt af os? Jeg synes snarere, det var pænt af dig at tage imod os, selv om vi kom uanmeldt. Rejsen hjem fra lejrmødet var både lang og trættende, og jeg syntes ikke, jeg havde kræfter til at lave Lew noget mad, som var værd at spise - især da han jo er vant til din dejlige mad. Um, jeg har aldrig smagt noget så lækkert som denne fersken is! Du må være sød at give mig opskriften på den."

„Den vigtigste del af opskriften består i, at netop denne unge mand drejer håndsvinget." Mor rakte hånden ud og purrede op i Lews krøller.

Han greb hendes hånd og holdt den et øjeblik. „At dreje håndsvinget på den gamle frysemaskine var en af mine yndlingsbeskæftigelser," sagde han forklarende til Nellie. "Måske skyldtes det, at jeg altid fik en belønning for min ulejlighed," tilføjede han og rakte sin tallerken hen mod sin mor for at få en portion til.

Far Holloway, der sad i gyngestolen, holdt op med at gynge og spurgte: „Hvordan syntes I så om at tilbringe jeres hvedebrødsdage på et lejrmøde!"

„Det var pragtfuldt! Og så åndeligt berigende! Jeg ville ønske, at du og mor kunne have været med. Det var en skam, at du skulle tabe den hammer ned på din fod netop på det tidspunkt. Jeg er sikker på, at du ville have haft rigt udbytte af de mange gode prædikener og missionsrapporter. Der er et stort behov for flere medarbejdere. Du ved vel, at Nellie og jeg har besluttet, at vi vil lade os uddanne til Herrens tjeneste."

„Du er da allerede i Herrens tjeneste, min dreng. Har du ikke nok i det arbejde, du udretter i smedjen og indenfor menigheden?"

„Nej, far, det er ikke tilstrækkeligt. Jeg må studere, så jeg kan udrette et mere værdifuldt arbejde. Jeg må gå på en højere skole!"

Nellie smilede til sin svigerfader og lod sin hånd glide ind i hans. „Tror du ikke, at Lew kunne blive en god prædikant? Han har allerede vist sig at være en dygtig forkynder — både i sabbatsskolen og som leder af bibelkredsen. Tænk, hvad han vil kunne udrette, når han har fået en virkelig uddannelse! Magnus og Jobe arbejder jo stadig for dig. Ville du ikke gerne have, at i hvert fald én af dine sønner blev prædikant?"

„Men hvor vil du tage hen? Jeg har hørt, at de har nedlagt Healdsburg College."

„Nej, det skal flyttes til et sted i nærheden af Saint Helena," svarede Lew. „Konferensen* har købt et stort, gammelt sommerhus på Howell Mountain, og det skal indrettes til college. Som du ved, lå Healdsburg College midt i byen, og Herren har befalet, at vore skoler skal ligge ude på landet, langt borte fra byerne. Vi hørte alt dette, da vi deltog i lejrmødet."

„Ja, og vi hørte også, at Lew kan få så meget arbejde, at hans indtægt kan dække alle vore udgifter. Der skal både ombygges og bygges nyt, og Lew er jo dygtig til begge dele." Nellie smilede stolt og tilkastede sin mand et beundrende blik. „Jeg vil naturligvis også prøve at få noget at bestille – enten i vaskeriet eller i køkkenet."

Far Holloway svarede roligt: „Det lader til, at I har planlagt det hele, og jeg synes, at det lyder udmærket. Du er næsten enogtyve, Lew, og du er gammel nok til selv at træffe en beslutning. Selvfølgelig kommer vi til at savne dig i smedjen – især nu, da vi ikke længere har Alfred. Han var en glimrende medarbejder."

Alfred Carrier, den mand, som havde bragt familien Holloway Bibelens budskab, var sovet ind i døden sidste forår.

„Fred Sadlers sønnesøn vil gerne i smedelære. Var det ikke en ide at ansætte ham? Han er en flink og pålidelig dreng."

„Det lyder meget fornuftigt. Jeg kan ikke sige andet, end at jeg beder Gud velsigne jeres forehavende. Hvem er jeg, at jeg skulle modsætte mig dine planer, hvis Gud virkelig har kaldet dig til at være prædikant? Jeg har ikke noget imod at have en søn, der er prædikant!"

En morgen i begyndelsen af september sad Lew og Nellie og en mængde andre unge i en diligence, som blev trukket af fire heste. De var i dette øjeblik på vej op ad den stejle bjergvej, som førte fra Saint Helena til den bygning, som tidligere havde været familien Angwins sommerhus.

„Hvor er her smukt!" hviskede Nellie. „Har du set, hvor mange forskellige træer der vokser her? Rødtræer, graner, fyrretræer, ege, bjerglaurbær og mange andre, som jeg ikke engang kender navnene på! Se der! Er det ikke en azaleabusk? Her må være aldeles vidunderligt om foråret!"

„Ja, her er smukt," svarede Lew, „men vejen kunne godt være noget bedre. Uha!"

Han greb fat i Nellie med den ene hånd og klyngede sig til stolesædet med den anden, da diligencen rundede et hårnålesving på randen af en dyb kløft.

„Alle de tilstedeværende bør lægge mærke til Dødemandskløften!" råbte kusken, som rimeligvis syntes, at det var formålstjenligt at opmuntre de blege og forskrækkede passagerer.

Nellie rettede på sin hat og forsøgte at smile. "Jeg må sige, at det er et velvalgt navn. Lew, har du lagt mærke til den nydelige herre, som sidder på det forreste sæde sammen med sin kone? Jeg gad vide, hvem de er."

„Det er professor Irwin og hans hustru. De kommer fra et college i Australien, og han skal være rektor ved det nye college på Howell Mountain. De ser begge to uhyre tiltalende ud, og det er et held for os at skulle have en sådan mand til leder."

I de følgende uger havde både Lew og Nellie umådelig travlt med at hjælpe lærerpersonalet med at indrette det nye college. Det unge par fik foreløbigt logi i et af de små gæstehuse. Nellie fik arbejde i køkkenet, og Lew fik en overordnet stilling blandt bygningshånd-værkerne.

En aften, da han kom hjem efter mørkets frembrud, sagde han til Nellie: „Det er næsten ikke til at begribe, at det hele virkelig bliver færdigt til tiden! Det er ikke engang en måned, siden vi overtog ejendommen, men vi vil ikke desto mindre kunne indvie det nye college i næste uge. Balsalen er blevet lavet om til kirke sal, og billardværelset og keglebanerne er blevet lavet om til klasseværelser, og de er aldeles nydelige, når jeg selv skal sige det. Jeg er stolt over at have været med til at skabe en sådan forvandling."

„Hotellet er glimrende egnet til at indrettes til sovesale for de kvindelige elever. Jeg kan næsten ikke vente, til det hele kommer i gang! Den 29. september 1909 bliver vist en uforglemmelig dag for os begge. Det bliver ligesom at åbne porten til en helt ny verden, som er fuld af de mest vidunderlige overraskelser. Hvor er jeg dog taknemmelig over, at vi fik lov til at komme hertil, så vi kan blive uddannet til at arbejde i Guds tjeneste!"

Livet på college stod fuldt på højde med deres drømme, og mere til. Det hårde arbejde, vanskelighederne og de lejlighedsvise skuffelser var det krydderi, som understregede den gode smag af den åndelige føde, som i så rigt mål blev dem tildelt. Det daglige samvær med gudfrygtige lærere og idealistiske elever løftede samtlige opgaver op i et højere plan og gav de kæmpende tanker og de trætte fødder vinger.

Lew havde været en dygtig elev i skolen, og arbejdet i smedjen og i reparationsværkstedet havde udviklet hans muskler. Nu blev hans hjerne trænet, og det varede ikke længe, før den sugede kundskaber til sig, som en svamp suger vand. Han nød at gå løs på problemerne og brydes med dem, indtil tågen lettede, og hele spørgsmålets struktur stod klar og tydelig i fuldendt symmetri som bjergtoppe, der hæver sig over tågen i dalene.

Der var daglige andagter, og hver fredag aften mødtes alle lærere og elever til foredrag eller diskussioner. Undertiden forlod Ellen G. White sit hjem i Elmshaven, der lå i nærheden af Saint Helena, for at holde tale for eleverne. Lew lyttede andægtigt til hende, for han mindedes den store indflydelse, som hendes bog Den store Strid havde haft på hans og hans kæres liv. Om sabbatten blev der ofte talt af tilrejsende prædikanter eller missionærer, der var hjemme på ferie.

En sabbat talte George F. Enoch, som var missionær i Indien, og hans ord gjorde et dybt indtryk på både Lew og Nellie.

„Jeg kan ikke lade være med at tænke på disse millioner af indere, som må dø uden nogen sinde at have lært evangeliet at kende!" sagde Lew. „Kunne du tænke dig at være gift med en missionær?"

„Lew, du ved da, at jeg ville rejse til verdens ende med dig! Vil du gerne til Indien?"

„Det er ligegyldigt, om det bliver Indien eller et andet sted. Der er behov for missionærer alle vegne. Jeg er parat til at rejse til et hvilket som helst sted, hvor Gud har brug for mig. Måske ønsker han, at jeg skal være forkynder herhjemme, men hvis det er hans mening, at jeg skal arbejde for ham blandt hedninger, bliver jeg det lykkeligste menneske i verden!"

Denne drivkraft fik Lew til at arbejde og studere med fordoblet energi. Før han endnu havde tilbragt et helt år på college, skrev han sit navn på listen over dem, der frivilligt meldte sig til arbejde i fremmedmissionen. En missionær, som var vendt hjem fra Kina, havde tilbragt et semester på Howell Mountain College, og under hans indflydelse besluttede Lew, at Kina skulle være hans mål, hvis kaldet nogen sinde korn.

Der oprandt imidlertid en dag, da Lew sad i lægens konsultationsstue og hørte dommens ord blive afsagt. "Det gør mig meget ondt, hr. Holloway, men Deres helbredstilstand er ikke tilstrækkelig god til, at De kan anvendes til arbejde i fremmedmissionen.

"Vil De dermed sige, at jeg alligevel ikke kan rejse til Kina? Jeg fejler da ikke noget — jeg har det virkelig udmærket! Det må da være en fejltagelse!" Lew krammede sin hat mellem hænderne og prøvede på at bekæmpe den følelse af kold fortvivlelse, som var ved at overmande ham.

Doktor Smith rystede på hovedet. „Jeg ved, at dette er en stor skuffelse for Dem. Men jeg er nødt til at sige sandheden, som den er. De må ikke glemme, at De var meget syg sidste år. Måtte De ikke forsømme college i adskillige måneder?"

„Jo, det måtte jeg, men nu føler jeg mig som sagt fuldstændig rask igen. Jeg forstår det slet ikke!" Hans stemme brast.

„Det er sandt nok, at De er kommet Dem ganske forbavsende. Men den skade, der skete, er ikke helt genoprettet. De må i lang tid holde nøje kontrol med disse mavesår. Hvis De vil følge mit råd, opgiver De foreløbig at blive prædikant eller missionær. Bosæt Dem ude på landet eller i en lille provinsby, så snart De har taget Deres afgangseksamen, og tjen til livets ophold ved Deres hænders arbejde. Naturligvis kan De godt deltage i menighedsarbejdet, men De kan ikke tåle de krav, som missionsarbejdet eller prædikegerningen stiller til sine udøvere. Deres helbred vil rimeligvis blive bedre, og måske kan De udrette lige så meget godt i Deres nye tilværelse som i den, De havde planlagt."

Da Lew fortalte Nellie den sørgelige nyhed, trøstede hun ham, så godt hun kunne, og hun brugte næsten de samme ord, som doktor Smith havde benyttet. Hun lagde armene om Lews hals og trykkede ham ind til sig. „Det kunne have været meget værre, min skat! Kan du ikke huske, hvor lykkelige vi var, da vi boede i Corning og deltog i menighedsarbejdet og hjalp din far? Vi kan være lykkelige hvor som helst, når blot Gud leder os."

„Hvordan kan vi vide, at han stadig leder efter os? Hvorfor ledte han os hertil og lod os tilbringe så lang tid her med at uddanne os til arbejdet i hans tjeneste, når han alligevel ikke har brug for os? Nellie, tror du, at Gud har forkastet mig?"

Han lagde sit hoved på hendes skulder, og hun førte ham varsomt over til sofaen, hvor de satte sig ved siden af hinanden.

"Sådan må du ikke sige, Lew! Har Gud ikke ledt dine skridt, lige siden du var barn? Var det ikke Gud, der førte dine forældre til Californien? Var det ikke ham, der fik dem til at holde ud trods alle vanskeligheder? Du ved godt, at det var Gud, som sendte Alfred Carrier til jeres hjem, for at I skulle lære Bibelens sandhed at kende. Naturligvis var det også Gud, som førte os hertil – det har vi da følt så ofte!"

„Ja men tænk på al den tid, jeg har brugt til studierne! Er den tid ikke spildt? Jeg var så sikker på, at Gud havde kaldet mig til at være prædikant eller missionær. Hvordan kunne jeg dog tage i den grad fejl?" Lews stemme havde en fortvivlet klang.

„De år, som du har brugt til studierne, er bestemt ikke spildt – det må du ikke tro. Gud har stadig brug for dig. Kan du huske, hvad Ellen G. White sagde i en af sine taler? Jeg tror, hun har udtrykt næsten det samme i sin sidste bog – den, som du købte for nogle dage siden. Nu skal jeg prøve, om jeg kan finde den." Nellie gik hen til reolen og hentede bogen om Apostlenes Gerninger.

„Jo, her står det, på side 110: „Det er en skæbnesvanger fejltagelse at tro, at arbejdet med at frelse sjæle udelukkende er afhængigt af prædikanterne." De ord bør du lægge dig på sinde. Tænk blot på alle de mennesker, som din egen far har ledet til omvendelse. Lidt længere fremme står der: „Gud vil til sin vingård udsende mange, som ikke er blevet indviet til prædikegerningen ved håndspålæggelse."

„Hvor er det godt, jeg har dig, Nellie! Det er, som om disse ord er skrevet specielt til mig. Jeg er i dette øjeblik lige så viet til arbejdet for Guds sag, som jeg var, da jeg kom hertil for at blive uddannet til prædikegerningen. Med Guds hjælp vil jeg forlade denne skole for at frelse sjæle her i mit eget land. Jeg vil finde en eller anden provinsby eller landsby, hvis beboere ikke har hørt budskabet om Jesu genkomst. Når jeg har dig ved min side, og hvis Gud vil velsigne vort arbejde, skal vi nok få en strålende fremtid."

Siden da er der gået fyrretyve år, og de har været rige på både glæder og sorger. Far og mor Holloway sover nu, og de skal sove, indtil Jesus kommer. Jobe arbejdede i mange år i smedjen i Corning, men så købte han en gård og flyttede ud på landet. Magnus blev bygningskonstruktør og har været med til at bygge adskillige store fabrikker. Jenny giftede sig og blev boende i Californien. De har alle tre taget aktivt del i arbejdet for Guds sag.

Og Lew? Hans forhåbninger blev indfriet af hans børn. Han fik tre, to døtre og en søn. Sønnen blev prædikant, arbejdede i nogen tid som missionær og er nu åndelig vejleder for en stor menighed i en af de nordvestlige stater. Den ældste datter og hendes mand, der er læge, tilbragte nogle år i Sydamerika, og de arbejder nu som lægemissionærer i en lille by nordpå. Den yngste datter blev sygeplejerske, og også hun blev gift med en læge. De slog sig ned i en by, hvor der på dette tidspunkt ikke fandtes en eneste syvende dags adventist, men takket være deres arbejde findes der nu en anselig menighed.

Også Lew har arbejdet flittigt. Han holdt sit løfte om at frelse sjæle, samtidig med at han passede sin dont. Hans faglige dygtighed og opfindersnilde har sat ham i stand til at få sin egen virksomhed. Under Guds velsignelse er det gået ham såre godt, og han bruger sin fritid til at lede en bibelkreds.

Hans barndoms drøm om at finde guld i det sagnomspundne Californien gik i opfyldelse, selv om det skete på en anden måde, end han havde tænkt sig. Da han i Bibelen fandt den skat, som hedder Guds sandhed, blev den ham kærere, end guld, sølv og juveler kunne være blevet. Han føler, at de sjæle, som han har vist vej til Guds rige, er værdifuldere end det største guldfund.