Venner og modstandere!

 

Drengene havde haft travlt med arbejdet i cykelreparationsværkstedet, men de havde hele tiden sørget for at være så nær som muligt ved den dør, der førte ind til smedjen. De var meget kede af, at de ikke fik lov til at overvære samtalen mellem deres far og hr. Prescott, for hver gang der indfandt sig en eller anden, som ville bringe deres far på bedre tanker, lærte de noget nyt, som bestyrkede dem i troen. Lew stod lyttende ved dørsprækken, medens Magnus og Jobe talte lageret op.

„Nu leder hr. Prescott efter det skriftsted, som ikke eksisterer!" hviskede Lew ophidset.

„Jeg går ind i smedjen, hvad enten jeg må eller ej!" udbrød Jobe og stillede en æske med bolte og møtrikker fra sig. Han gjorde tegn til Magnus, at han skulle følge efter.

„Ja, det gør jeg også," svarede Magnus. „De er så optaget af deres eget, at de slet ikke lægger mærke til os."

Drengene åbnede lydløst døren, og i det samme spurgte deres far: „Har du fundet det, John?"

„Nej, endnu ikke," lød hr. Prescotts svar.

Drengene listede ind i smedjen og satte sig på den bænk, der stod længst tilbage. Den bænk havde de sat sig på, hver gang deres far i de forløbne uger havde standset arbejdet for at åbne Bibelen og give en begrundelse for sin tro.

Lew vendte sig om mod Jobe og hviskede: „I den sidste tid er der her i smedjen blevet brugt mere tid til bibelstudium end til smedearbejde."

Jobe smilede. „Ja, og jeg personlig foretrækker studiet for arbejdet."

Magnus så meget eftertænksom ud. „Mange af dem, der kommer her, deler vist ikke din forkærlighed for bibelstudiet. Hr. Prescott ser i hvert fald ud til at være meget ilde til mode."

Gæstens ansigt var præget af skuffelse. Han havde stadig ikke fundet det skriftsted, han søgte.

„Det ville jeg aldrig have troet ... Men jeg må indrømme, at du har sat mig til vægs — i hvert fald for øjeblikket. Jeg kan ikke finde noget påbud om at helligholde søndagen til minde om opstandelsen. Men der må da findes en forklaring, Matthew! Herrens opstandelse var en så uhyre betydningsfuld begivenhed, at den kristne menighed utvivlsomt må have fået påbud om at ihukomme den!"

„Ja, naturligvis. Lad os læse, hvad Bibelen siger om det. Det står i Romerbrevets sjette kapitel i det tredje, fjerde og femte vers. „Eller ved I ikke, at alle vi, som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans død? Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv. Thi er vi sammenvoksede med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans.""

Han gav ordene tid til at bundfælde sig, og derefter fortsatte han: „Forstår du det nu, John? Bibelens dåbs metode er det smukkeste minde om Herrens død og opstandelse! Når vi omvender os, dør vi sammen med ham. Vi korsfæstes sammen med ham. Dette symboliseres ved, at vort legeme begraves i dåbsvandet. Derefter rejser vi os op af dåbsvandet, ligesom han rejste sig fra graven ved Faderens herlighed, og dette betyder, at også vi ved Faderens herlighed opstår fra det gamle, syndige liv til et nyt nådens liv. Jo oftere jeg læser dette, des mere betyder det for mig. Jeg har besluttet, at så snart der byder sig en lejlighed, skal jeg og hele min familie døbes på denne måde."

John Prescott skjulte sit ansigt i hænderne og sad længe tavs og ubevægelig. Derefter sagde han: „Min bedstemoder var baptist. Nu husker jeg, at hun ofte talte til os om dåben." Han rejste sig og tog sin bibel. "Ja, Matthew, jeg må tilstå, at jeg miskendte dig. Det falder mig svært at sige det, men jeg må indrømme, at Bibelen giver dig ret. Jeg tror dog, at der må findes et eller andet, som jeg endnu ikke har fået kendskab til, men hvis man skal rette sig efter Bibelens ord, og det skal man naturligvis ... Nej, lad os bare fastslå, at jeg ikke har noget som helst argument at støtte mig til." Han så på uret. „Men dog - jeg kommer for sent i kirke!"

„Bryder du dig om at beskæftige dig noget mere indgående med problemet en anden gang? Hvordan med i morgen aften? Vi får besøg af en del mennesker, når vi har spist til aften. Har du og Martha ikke lyst til at være med? Jeg ved, at Anna vil blive glad for at se jer."

„Jeg vil meget gerne komme, men Martha kan ikke gå fra børnene. De har haft mæslinger."

„Jenny vil hellere end gerne være hos børnene. Så kan Martha godt komme med. Hun kan nok trænge til at komme lidt ud efter at have været sygeplejerske i al den tid, du var væk.

Mor Holloway og Jenny gjorde rent i huset om mandagen, skønt der, som Lew sagde, i forvejen var så rent, at man kunne bruge gulvet som tallerken. Ekstra stole blev båret ind i dagligstuen fra både spisestuen, soveværelserne og køkkenet.

„Hvor mange gæster venter du egentlig, mor?" stønnede Jobe, da han for tredje gang havde slæbt stole ned fra første sal.

„Ja, lad os nu se. Der er først og fremmest John og Martha. Og så er der Fred Sadler og hans kone. Fred lovede at komme efter den lange samtale, han og far havde i sidste uge. Og så er der Charlie Crockett og Jimmie, Bill Hardt og hans onkel Tom, frøken Anderson og hendes mor fra fars søndagsskoleklasse — det bliver ti, og vi er selv seks, når vi regner hr. Carrier med. Jenny er jo ikke hjemme. A jo, det er sandt — hr. Hillman kommer også."

„Min klasselærer!" Lew var lige ved at tabe den stol, han bar på. „Ja. Han kiggede indenfor i smedjen i fredags, efter at du var gået. Og ved du, hvad der så skete?"

„Det er ikke svært at gætte. Far tog Bibelen ned fra hylden og gav ham en undervisningstime i religion!"

,,Ja, det sker jo hver dag; men hr. Hillman sagde til far, at han var blevet meget imponeret af den måde, hvorpå du var gået i brechen for din overbevisning. Han sagde, at når en dreng er villig til at give afkald på translokationsfesten fredag aften, fordi han ikke il svigte sin overbevisning, så er den overbevisning noget værd. Derfor vil han gerne høre noget mere om din tro." Mor skænkede Lew et af sine mest strålende smil.

„Sagde hr. Hillman virkelig det - om mig?" Lews hjerte svulmede, så han var lige ved at tro, at det ville briste af lykke og stolthed. Dette var rigelig betaling for den kamp, han havde måttet udkæmpe med sig selv, og for alle klassekammeraternes drillerier.

„Ja, min ven, det gjorde han. Far ville have fortalt dig det, men det må han have glemt. Måske ville han hellere have, at hr. Hillman selv sagde det til dig. Men vi har vist brug for endnu flere stole! A, jeg håber sådan, at de alle sammen kommer!"

Det gjorde de. Denne aftens bibelstudium var en så stor succes, at alle de tilstedeværende anmodede om, at der blev indført en fast ugentlig aften, som skulle vies til bibelstudium. De, som ikke kunne komme hver uge, ville kigge indenfor i smedjen, så snart de havde et øjeblik tilovers. Hver gang de gjorde det, fandt de Matthew Holloway, som var iført sit skødeskind, og som med Bibelen i hånden forklarede sin tro for en eller anden besøgende, medens drengene og Alfred Carrier arbejdede og lyttede.

Alle disse bibelstudier kunne ikke undgå at føre til et resultat, for Bibelen siger: „Mit ord ... skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det." Det var et stort øjeblik for familien Holloway, da Jenny en dag i september kom hjem fra skole og sagde: „Mor, Betty Hardt har fortalt mig, at hendes far har i sinde at lukke sin barbersalon og komme til vores hjemmesabbatsskole i denne uge! Er det ikke vidunderligt? Jeg spurgte hende, om hun ikke selv havde lyst til at komme med, og det ville hun gerne. Jeg har talt meget med hende om Bibelen. Hun ønsker at være en sand kristen. A, mor, jeg er så lykkelig, at jeg kunne omfavne alle mennesker!"

Dette var kun begyndelsen. Hr. Hillman var - til Lews usigelige glæde - den næste, der sluttede sig til kredsen. Snart efter fulgte Charlie Crockett, hans søn Jim og selveste bedstefaderen Halstead trop. Nu var der tre af byens forretninger, som holdt lukket om lørdagen og åbent om søndagen.

Byens befolkning blev mere og mere ophidset. Højdepunktet nåedes, da John Prescott meddelte sine bygningshåndværkere, at han for fremtiden ikke ville arbejde om lørdagen, og gav dem en forklaring på sine bevæggrunde dertil. De fleste af hans folk foretrak at forblive i hans tjeneste. Nogle af dem var villige til at arbejde om søndagen i stedet for om lørdagen, og andre foretrak kun at arbejde fem dage om ugen fremfor at sige farvel til den bedste arbejdsgiver, de nogen sinde havde haft. Men byen summede af ophidselse. „Der bor gøres noget!" De ord hørte man overalt.

De følgende uger var familien Holloways skæbnetime. „Det er heldigt, at haven giver så godt," sagde far Holloway, da han havde kastet et blik ud over det dækkede bord. „Bagte kartofler, dampede melongræskar, ærter, tomater og salat – alt fra vor egen have! Gud sørger for dem, der sætter deres lid til ham."

„Er det det, der er meningen med ordene „I mine fjenders påsyn dækker du bord for mig"?" spurgte Jobe.

„Det er det, men lad os ikke kalde nogen vor fjende. De folk, som forsøger at fordrive os fra byen her, mener at gøre det rette. Forhåbentlig vil de en skønne dag få en anden opfattelse. Indtil da må vi tage ved lære. Vi må lære at være tålmodige og stole på, at Herren vil stå os bi. Vor himmelske Fader er grænseløst rig, og han vil ikke svigte os, navnlig ikke, efter at vi er begyndt at betale tiende. Han har lovet at åbne Himmelens vinduer og udøse en velsignelse, der er ud over alle grænser. Derfor er jeg ikke bekymret for, hvordan det skal gå."

I det lange løb sejrede tålmodigheden og troen. Da reparationen af vogne, cykler og landbrugsmaskiner efterhånden ikke kunne udsættes længere, vidste alle og enhver, hvor det bedste reparations-arbejde blev udført. Det varede ikke længe, før Holloways smedje summede af travlhed både om søndagen og om hverdagen.

Et år efter at far Holloway for første gang havde holdt smedjen lukket på sabbatten, var hans omsætning dobbelt så stor som tidligere. Den himmelske Faders velsignelse var en evig kilde til forundring og taknemmelighed for hele familien Holloway. Og en lige så stor taknemmelighed fyldte deres hjerte, når de hver sabbat sammen med en stadig voksende menighed af trosfæller gik til gudstjeneste i Corning syvende dags adventistkirke, som var blevet bygget og ud-smykket af kærlige hænder, og som nu stod som et bevis på Guds magt og hans ords sandhed.