Biblen i smedjen!

 

„Hvis der overhovedet findes nogen, som kan tale den arme mand til fornuft, så er det dig, John. Han har altid respekteret dig og dine anskuelser. Og for resten er det din kristenpligt at gøre et forsøg!"

John Prescott, som var en af de mest kendte entreprenører i Corning, havde været på forretningsrejse i nogle uger. Nu sad han i sin yndlingslænestol, medens hans hustru fortalte ham, hvad der var sket i byen, medens han var borte. Der var faktisk kun én begivenhed, som det var værd at fortælle om, for den overskyggede ganske alt, hvad der ellers var foregået. John tog sine briller af og polerede dem i et stort, hvidt lommetørklæde, som lian derefter tørrede sig i panden med. Denne bevægelse gav udtryk for den største rådvildhed.

„Jeg forstår ikke et ord af det hele, Martha. Vil du virkelig påstå, at Matthew Holloway, som altid har været en helt igennem agtværdig og pålidelig mand, holder smedjen lukket om lørdagen, men åben om søndagen, og at han siger, at han gør det af religiøse grunde?"

„Ja - og det sidste er det allerværste! Jeg tror, lian er gået fra forstanden. Hvor er det dog synd for hans kone og børn! Jeg har altid sagt, at der ikke findes flinkere drenge i hele byen end Holloways tre sønner, og Jenny er en både sød og dygtig pige. Anna er simpelt hen en perle! Du kan sige dig selv, at vi savner dem ved gudstjenesten. Jeg ville have aflagt dem et besov; for længe siden, men jeg kunne ikke gå hjemmefra, når Andy og Jane havde mæslinger, og du var på rejse, og derfor er det ikke blevet til noget endnu. Men nu er du kommet hjem igen, og så må du hellere påtage dig hvervet."

„Pastor Bingham har da sikkert talt med dem."

„Ja, men det førte ikke til noget resultat. Charlie Crockett, Paul Sherman, Bill Hardt og Fred Sadler har også forsøgt at tale ham til fornuft, men Matthew citerede skriftsteder for dem og gjorde dem helt forvirrede. Ingen af dem har noget særlig godt kendskab til Bibelen."

„Du siger, at Anna og børnene har fulgt trop med ham?"

„Ja. Tidligere var Matthew et eksempel for hele byen. Da børnene var små, gik de i søndagsskolen, og da de blev større, begyndte de selv at undervise i den. Men nu — nu fører han hele sin familie på vildspor! Det er en tragedie, John. Jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på det. Hvad tror du, alle gudfrygtige mennesker tænker, når de om søndagen er på vej til kirke og ser, at smedjen er åben, og at der er tændt op på essen? Der er selvfølgelig ingen, der bringer arbejde til smedjen om søndagen, men Matthew holder alligevel åbent. Jeg begriber ikke, hvordan han bærer sig ad med at tjene til det daglige brød!"

Martha Prescott rystede på hovedet og tog atter fat på det hækletøj, som hun havde lagt fra sig, da hendes mand kom uanmeldt hjem fra rejsen. „Hvad skal jeg gøre?" stønnede hun. „Jeg bliver så urolig, at jeg slet ikke kan samle tankerne! Du må jo være sulten! Nu skal jeg sørge for noget mad til dig, så kan du vaske dig imedens."

John Prescott gik langsomt op ad trappen til første sal. Han var opfyldt af medlidenhed med sin gamle ven Matthew Holloway. De havde været venner i mange år, og de havde været fælles om en levende interesse for menighedsarbejdet. Prescott var menigheds-tjener, og hans ægte kristelighed og aldrig svigtende elskværdighed havde gjort ham almindeligt afholdt. Han var en høj, kraftig mand med arbejdsslidte hænder og et vindende smil. Hans hår, der var blevet tidligt hvidt, lyste som en glorie over hans brede pande og de grå øjne, som i dette øjeblik havde et bedrøvet udtryk. Han tænkte ved sig selv: "Stakkels Matthew! Hvordan kan han dog gøre sig skyldig i en så sørgelig vildfarelse? Martha har ret. Det er min kristenpligt at lede ham tilbage til den rette vej. Jeg vil opsøge ham straks i morgen tidlig. Det er søndag i morgen. Det passer udmærket. Jeg går ind til ham før gudstjenesten, og så skal jeg tale et alvorsord med ham."

Skønt John Prescott var blevet forberedt på, hvad der ventede ham, var det alligevel et chok for ham, da han den næste morgen med sine egne øjne så, at både smedjen og vogn- og cykelreparations-værkstedet var åbne. Ilden brændte på essen, og Matthew Holloway og hans tre sønner var alle iført arbejdstøj.

„God morgen, kære ven!" Prescotts muntre hilsen forrådte ikke hans indre følelser.

„Ja men, det er jo John! Jeg har savnet dig i de uger, du var borte. Hvor er det rart at se dig igen. Sæt dig ned! Det er længe, siden vi to har fået os en god passiar."

Matthew Holloway tørrede en taburet af og gav tegn til sin ven om at tage plads. John Prescott satte sig ned. Han kunne næppe tro sine egne øren, for Matthews stemme var ganske rolig, og han gjorde ikke indtryk af at være forlegen eller skamfuld. Prescott spekulerede febrilsk på, hvordan han skulle komme ind på det emne, som han ønskede at drøfte.

„Ja, det er virkelig længe siden. Jeg er på vej til kirke, men så syntes jeg lige, jeg ville aflægge dig et lille besøg. Jeg håber ikke, jeg forstyrrer dig – du må endelig sige til, hvis du har travlt."

„Jeg har aldrig så travlt, at jeg ikke har tid til at tale med dig. For resten har vi aldrig noget videre at bestille om søndagen, så jeg er bare kommet for at få noget arbejde fra hånden, som vi er kommet bagud med. Men det kan vente, til du er gået. Nej, Alfred, du må vist hellere straks tage fat på arbejdet på dommer Lawsons viktoria. Den står ude i gården. Tak skal du have. Og I kan optage fortegnelse over cykellageret, drenge – det burde være gjort i sidste uge."

Matthew Holloway vendte sig atter mod Prescott og sagde: „Jeg havde på fornemmelsen, at du helst ville tale med mig under fire øjne, og det er vist også det bedste."

"Tak, det var betænksomt af dig. Det gør det lettere for mig at gå lige til sagen. Jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal udtrykke mig, men jeg kan roligt sige, at den forandring, du har indført, chokerer mig. Jeg holder af dig, som var du min egen broder, og jeg vil gerne tale til dig, som den ene broder taler til den anden. Matthew, i alle de år, jeg har kendt dig, har du foregivet at være en sand kristen. Hvordan kan du så pludselig begå en sådan synd imod Gud?"

„Hvorved synder jeg mod Gud?" Matthew Holloway var tilsyneladende ganske rolig, men der lurede et lille glimt i hans øjne.

„Lad være med at spille komedie overfor mig! Du ved udmærket godt, hvad jeg mener!"

Far Holloway løftede armen og tog den bibel, som lå på hylden over vinduet.

„Kan du se denne bibel, John? Giver du mig ret i, at den er Guds ord? Udmærket. Du mener altså, at jeg synder mod Gud ved at holde forretningen åben i dag?"

„Ja, det mener jeg, og jeg fatter ikke, at du har kunnet synke så dybt. Jeg kan slet ikke sige dig, hvor det bedrøver mig. Og så har du tilmed vildført din storartede kone og dine gode børn, så de også skal fortabes!"

„Jeg påskønner dine følelser. Netop fordi du er min ven, har du al mulig ret til at komme her og drøfte sagen med mig. Men det, jeg gerne ville fastslå, er, at du og jeg som kristne mennesker begge må være villige til at betragte Bibelen som vor eneste rettesnor. Er vi enige om det?"

„Naturligvis. At Bibelen var den eneste rettesnor, var reformatorernes kampråb, og siden reformations tiden har det været alle sande protestanters parole. Jeg begriber ikke, hvorfor du bringer det spørgsmål på bane. På det punkt er vi jo rørende enige."

„Vil du så have noget imod, at vi i fællesskab benytter bibel-ordbogen og slår nogle skriftsteder op?"

„Intet vil være mig kærere. Jeg har hele tiden håbet, at du ville komme med et sådant forslag, og derfor har jeg taget min bibel med. Det glæder mig, at du ikke har mistet troen på Guds ord. Men jeg fatter ikke, hvorledes du i den grad har ladet dig føre på vildspor."

John Prescott tog sin bibel op af frakkelommen og lagde den på skødet.

"Hør så her, John. Du sagde for et øjeblik siden, at jeg begik en stor synd ved at arbejde om søndagen. Det var måske en ide, at vi slog op i bibelordbogen og fandt et skriftsted, der kan forklare, hvad synd er. Der er for eksempel et i Johannes' første brev. Det er tredje kapitel, fjerde vers. Vil du læse det højt?"

Hr. Prescott læste: „Enhver, der gør synd, begår dermed også lovbrud, ja, synd er lovbrud." Han betænkte sig et øjeblik, og det så ud, som om han gentog skriftstedet for sig selv. Derpå sagde han: „Ja, Matthew, det skriftsted er mig vel bekendt, og jeg tror fuldt og fast på, hvad det siger."

„Hvilken lov er det, apostelen taler om?"

„Han taler naturligvis om de ti bud. Der findes jo ingen anden lov." Hr. Prescott tilkastede sin ven et mistroisk blik og tilføjede:

„Med mindre du har opfundet en lov, som jeg ikke kender noget til."

Matthew Holloway lo. „Du skal ikke være bange, John. Jeg er fuldkommen tilfreds med de ti bud. Du husker sikkert, at Paulus sagde: „Altså er loven vel hellig og budet helligt og retfærdigt og godt." Og David sagde: „Herrens lov er fuldkommen, kvæger sjælen." Lad os i fællesskab læse de ti bud, så vi kan finde ud af, hvad min store synd består i. Du finder de ti bud i det tyvende kapitel i anden Mosebog."

De læste begge to de første otte vers højt. Da de var kommet så langt, ville John Prescott stoppe op, men Matthew betydede ham, at de skulle fortsætte, indtil de var færdige med det ellevte vers.

Hr. Prescott lagde Bibelen fra sig og lagde hånden på sin vens skulder. „Så Matthew, nu behøver du ikke længere at lade, som om du ikke ved, hvad det betyder, når der står: „Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig." Hvordan kan du komme uden om en så utvetydig udtalelse og tilmed lade, som om du ikke ved, hvad din synd består i? Jeg fatter ikke, hvad der går af dig!" Hans stemme var indtrængende og bekymret.

„Om et øjeblik skal jeg forsøge at få dig til at forstå mig. Lagde du mærke til, hvilken dag der er Herrens sabbat?"

„Ja, selvfølgelig. Den syvende dag."

„Der hænger en kalender lige bag dig. Vil du gøre mig den tjeneste at se på den og så sige mig, hvilken dag der er den syvende?"

Hr. Prescott stirrede på kalenderen, som om han aldrig før havde set en sådan. „Lørdag!" hviskede han med næppe hørlig stemme.

„Så vil du måske også være venlig at fortælle mig, på hvilket punkt jeg er ulydig mod Guds lov? Budet siger, at vi skal holde den syvende dag hellig, og det er det, jeg gør. Det synes dog såre simpelt. Du må ikke tro, at jeg gør forsøg på at være anderledes eller bedre eller værre end alle andre. Jeg prøver blot at læse Guds ord, som det står skrevet, og at rette mig efter det, så godt jeg kan. Du og jeg har altid tidligere været enige om, at dette er et kristent menneskes første pligt."

Hr. Prescotts ansigt var lige så hvidt som flippen på hans søndagsskjorte. Små sveddråber perlede på hans pande. Han tog et lommetørklæde frem og tørrede sit ansigt med skælvende hånd.

„Der må være en eller anden misforståelse, Matthew. Jeg har hele mit liv været et kristent menneske, og jeg har læst i Bibelen i årevis, men dette har jeg aldrig før lagt mærke til. Der må være sket en forandring. Den ugentlige cyklus må være blevet ændret."

„Nej, det er den ikke. Jøderne har i alle disse århundreder våget nøje over ugedagenes rækkefølge, og de holder stadig deres sabbat i overensstemmelse med sabbatsbudet. I den kristne tid er der to gange foretaget kalenderændringer for at udligne fejl i tidsregningen, men ingen af gangene blev der indført ændringer i den ugentlige cyklus. Den dag, som ved verdens skabelse var den syvende dag i ugen, er stadig ugens syvende dag. Astronomerne kan også fortælle os, at der ikke er udgået nogen tid."

„Så må dagen være blevet ændret i Det nye Testamente. Selvfølgelig! Der har vi løsningen på problemet! Vent et øjeblik, så skal jeg finde det pågældende skriftsted!" Med febrilsk hast begyndte han at blade i Bibelen.