Brydninger og omvendelser!

 

Da der var gået nogle uger, sagde Lew en dag til Jobe: „Det er næsten ikke til at tro! Magnus holder virkelig stadig fast ved sin mærkelige overbevisning!" De to drenge var på vej hen ad vejen. Lew skulle i skole, og Jobe var på vej til smedjen. Vejret var dejligt. Det var en af disse martsmorgener, hvor det er tilstrækkelig køligt til, at man føler sig vel til mode, og varmt nok til, at man mærker, at foråret er ved at nærme sig. Det blæste en lille smule, og alt var frisk og grønt efter vinter regnen. Jobe og Lew burde have nydt det strålende vejr og lærkens glade sang, men de havde andet at tænke på.

„Ja, du må nok sige, at det er en mærkelig overbevisning!" Jobe sparkede til en jordknold, så den gik i tusind stykker og var lige ved at skræmme livet af en nysgerrig markmus. „I de sidste tre uger har han bedt om at være fri for at arbejde hver lørdag, skønt lørdagen er den travleste dag i hele ugen. Medens vi andre slider og slæber, tilbringer han hele lørdagen sammen med hr. Carrier. De bestiller ikke meget andet end at læse i Bibelen."

„Somme tider går de en tur ud på landet. Det er godt gjort, at de har tid til at gå tur om lørdagen! Jeg har aldrig hørt noget lignende!"

„Det er noget rigtig kedeligt noget! Forleden standsede Chuck Cartwright mig på gaden og spurgte, om det var sandt, at der var opstået en ny religion hjemme hos os. Han var sammen med Liz Petersen, og før jeg fik lejlighed til at få et ord indført, sagde hun: „A ja, jeg har hørt, at Jobes broder studerer til jøderabbiner." Det er snart ikke til at holde ud!"

„Hvordan tror du så, det er for mig, der går i skole! Magnus kan være glad for, at han er færdig med skolen. Derved forskånes han for mange drillerier."

„Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det vil blive, hvis far og mor følger Magnus' eksempel."

„De går da stadig i kirke hver søndag!"

„Ja, men de læser i Bibelen hver aften sammen med hr. Carrier. Efter at vi har trukket os tilbage, foregår det inde på hr. Carriers værelse. Da jeg kom igennem forstuen i går aftes, kunne jeg høre deres stemmer. Far sagde: „Jeg har aldrig før i hele mit liv udkæmpet en sådan kamp. Dette problem opfylder alle mine tanker. Jo mere jeg beder og læser i Bibelen, des stærkere bliver min overbevisning om ..." Jeg brød mig ikke om at høre mere, så jeg skyndte mig op ad trappen."

„Hvad tror du, han ville have sagt?"

„Ja, hvad mener du?"

„Det ser sort ud. Inderst inde giver jeg hr. Carrier fuldkommen ret. Man kan ikke nægte det, som står sort på hvidt i Bibelen. Men at rette sig efter sandheden er en helt anden sag. Lukke smedjen om lørdagen! Holde lørdagen hellig! Der må da være en udvej ... Det kan da ikke være sådan, at en lille skare mennesker har ret, medens hele resten af verden har uret!"

I dette øjeblik ringede skoleklokken, og de to brødres samtale blev afbrudt, men de blev ved med at tænke på samme problem. De forstod begge, at det slet ikke var usandsynligt, at deres forældre ville gå over til at helligholde lørdagen i stedet for søndagen, sådan som Magnus og hr. Carrier gjorde det, og de forstod også, at dette ville indebære en trussel mod deres egen behagelige tilværelse.

Slaget faldt om eftermiddagen. Da Lew efter skoletid indfandt sig i smedjen for at hjælpe til med arbejdet, modtog far Holloway ham med disse ord: "Du skal ikke tage arbejdstøj på, for vi lukker tidligt i dag. Far var allerede i færd med at lægge sit værktøj på plads, og ilden på essen var ved at brænde ned. Da far så det forbavsede udtryk i drengenes ansigt, fortsatte han: "Det er fredag i dag, og for fremtiden skal smedjen være lukket fra solnedgang om fredagen til solnedgang om lørdagen - jeg mener på sabbatten!"

„Far! Er det virkelig din mening, at du vil holde lørdag i stedet for søndag? Hvad tror du, folk vil sige?"

Far satte sig på bænken i baggrunden af smedjen og gjorde tegn til drengene, at de skulle sætte sig ved siden af ham. Der var ikke andre til stede end de tre, for Alfred Carrier og Magnus var allerede gået hjem.

„I må ikke tro, at min beslutning er uoverlagt. Jeg har aldrig i hele mit liv været ude for noget problem, som har voldt mig så meget hovedbrud som dette. Og jeg har læst grundigt i Bibelen og bedt og bedt for at finde den rette løsning. Det kan ikke nægtes, at min beslutning vil medføre visse vanskeligheder, men jeg har bestemt mig til ikke at bryde mig om, hvad folk siger. For mig betyder det uendelig meget mere, hvad Gud siger. Jeg ønsker, at Gud skal kunne sige: „Vel du gode og tro tjener." Jeg må adlyde hans bud. Jeg kan ikke fortsætte med at kalde mig et kristent menneske, hvis jeg hver eneste uge er ulydig overfor sabbats budet.

Jeg vil gerne bede jer lade være med at bruge udtrykket „holde lørdag i stedet for søndag". Det lyder ikke godt. Det er slet ikke det, der er meningen. Jeg er ked af, at I ser sådan på det, som I gør, men mor og jeg kan kun bede til, at I må komme til at anerkende sandheden, og vi håber, at det må ske snart."

„Er mor da enig med dig?" spurgte Jobe bedrøvet. Han havde en følelse af, at hele hans verden gik under.

„Ja, og det er Jenny også. Det er jeg meget taknemmelig over. Men lad os nu gå hjem og forberede os til sabbatten."

Var det virkelig far, som sagde disse ord — en fredag eftermiddag. De to drenge syntes, at det var som en ond drøm. De stod tavse og nedtrykte, medens far låsede døren til smedjen.

„Hvorfor skal smedjen være lukket fra solnedgang om fredagen til solnedgang om lørdagen? Er det også et af hr. Carriers underlige påfund?" spurgte Lew i en fortrædelig tone. Men han tav stille, da han så udtrykket i fars ansigt.

"Pas på, hvad du siger, min dreng! Der er ingen, der har ladet sig gøre til slave af Alfred Carriers „påfund". Vi følger den vej, som Gud siger, at vi bør følge. I Bibelen regnes døgnet fra solnedgang til solnedgang, og derfor bør det regnes således. Men stik I nu bare af med jer. Jeg har glemt noget, men jeg indhenter jer måske på vejen."

Så snart drengene kom hjem, opdagede de, at der var gjort omhyggeligt rent i hele huset. Der lugtede af møbelpolitur i alle værelserne. Duften af friskbagt brød trængte ud fra køkkenet.

„Mor gør alting så grundigt!" brummede Jobe, da han havde åbnet døren til drengenes værelse og opdagede, at der var blevet lagt rent tøj frem på de tre senge. Magnus havde været i bad og var i færd med at klæde sig på.

„Har mor tænkt sig, at vi også skal klæde os om?" spurgte Lew og pegede på søndagstøjet, der lå på sengen.

„I kan gøre, som I vil. Mor har blot lagt tøjet frem for alle tilfældes skyld."

„Hvad mener du med det?"

„Vi håbede, at I, når I havde talt med far ..." Magnus gik i stå, da han havde sagt disse ord.

„Nu skal jeg sige dig en ting, Magnus! Vi lever i et frit land. Vi vil ikke lade os overtale eller påvirke til at miste besindelsen, sådan som I andre har gjort. Hvad tror du, der vil ske i morgen, når folk opdager, at både smedjen og reparationsværkstedet er lukket? Man kan virkelig ikke sådan uden videre lukke butikken uden at give kunderne en fyldestgørende forklaring. Far bliver ruineret! Og nu gik forretningen endda så glimrende! Det er et rent mareridt!"

Magnus havde et lystigt glimt i øjet, da han svarede. „Det er kedeligt, at du ser sådan på det. Jeg håber inderligt, at du en skønne dag skifter mening. Men jeg kan i hvert fald berolige dig med, at folk nok skal finde ud af grunden til, at smedjen og værkstedet er lukket om lørdagen."

„Det er jo det, der er ulykken! Man behøver ikke megen fantasi for at forestille sig, hvad de vil sige om den ting!"

Den næste morgen flyttede bibelstudiekredsen, som nu havde fået navnet „sabbatsskolen", fra Alfred Carriers værelse til dagligstuen. Jobe og Lew var blevet opfordret til at være med, men de havde sagt nej tak og besluttede sig til at gå en tur.

"Jeg forstår ikke, hvorfor du og jeg ikke skulle kunne arbejde i smedjen i dag!" sagde Jobe ærgerligt. „Det er ikke, fordi jeg har noget imod en ekstra fridag, men det føles så underligt ikke at bestille noget på ugens travleste dag. Hvis vi to havde arbejdet, kunne vi i hvert fald have holdt skinnet ved lige."

„Har du glemt, hvad far sagde ved andagten i går aftes?" spurgte Lew. „Han sagde, at forretningen er hans, og at det derfor er ham, som har ansvaret for, hvad der foregår i den. Og da han citerede det fjerde bud, lagde han særlig vægt på disse ord: „Da må du intet arbejde udføre, hverken du selv, din søn eller datter."

"Det vil altså sige, at vi ikke må arbejde i dag, fordi far hellig-holder dagen. Det synes jeg er uretfærdigt."

„Vi kan i hvert fald ikke få lov til at arbejde i hans forretning, men jeg er ikke sikker på, at han kan forhindre os i at arbejde et andet sted."

„Du siger noget! Jeg hørte forleden, at hr. Fletcher søger et bud til at køre ud med varer om lørdagen. Lad os gå hen til ham og spørge, om han ikke vil ansætte en af os."

„Hvad foregår der her?" De var netop drejet ned ad den gade, som førte til smedjen. „Hvorfor mon alle de mennesker har forsamlet sig foran smedjen? Vi må hellere undersøge, hvad der er på færde!"

De satte i løb, og lidt efter stod de forpustede i udkanten af en stor klynge af skuffede kunder og nysgerrige tilskuere. Alle stirrede på en plakat, som var slået op på døren til smedjen. Fuld af rædsel læste drengene de ord, som stod på plakaten:

Denne smedje er lukket fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag hver uge. „Men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud." (2 Mos. 20,10.)

Arbejde kan indleveres lørdag aften eller søndag og som sædvanlig de øvrige dage. Der garanteres stadig for arbejdets kvalitet.
(Underskrevet) Matthew Holloway.

Snedkeren George Lester, som boede lige ved siden af smedjen, læste plakaten og rystede på hovedet. Charlie Crocket, isenkræmmeren, mumlede nogle uforståelige ord. Men den gamle hr. Halstead sagde med rene ord det, som alle de andre lod til at tænke: "Jeg ville ellers have svoret på, at Matthew Holloway var den mest besindige mand i hele byen! Hvad går der mon af ham? Man skulle tro, han var gået fra forstanden! Men vent bare, til jeg får fat på ham — så skal jeg nok sige ham et alvorsord! Halløj, vent lidt, I to! Det er jo Lew og Jobe! I kan måske forklare os meningen med den plakat. Skal det være en spøg! I så fald må jeg sige, at det er en meget dårlig spøg!"

Jobe og Lew ville have givet alt, hvad de ejede, for at kunne krybe i et musehul. De mumlede noget om, at de måtte skynde sig hjem, og derpå forsvandt de så hurtigt, at hr. Halstead næppe var klar over, om de virkelig havde været der, eller om han kun havde indbildt sig, at han så dem.

På hjemvejen snakkede de to drenge alvorligt sammen, og så snart de havde lukket sig ind i huset, opsøgte de deres far. „Må vi tage til Sacramento og søge arbejde der?" spurgte de.

Far blev helt forskrækket. Han havde ikke drømt om, at de ville fremkomme med et sådant forslag. „Hvorfor spørger I om det? Tror I, at I vil få det bedre der, end I har det hos mig? Og hvor skulle I bo? Dette kommer så pludseligt, så I kan umuligt have overvejet det tilstrækkelig omhyggeligt."

„Du vil ikke få brug for os ret meget længere."

„Hvad mener du med det?"

„Vi kommer lige fra smedjen. Du skulle have set alle de mennesker, der havde forsamlet sig, og du skulle lige have hørt, hvad de sagde! Jeg er bange for, at du kommer til at miste en mængde kunder. Lew og jeg føler os ikke længere lykkelige nu, da I andre har forandret jer så meget. Vi bliver til grin for hele byen, og derfor vil vi hellere straks rejse væk herfra."

Far betragtede dem længe. Hans ansigt var blegt og fortrukket. „Jeg er meget bedrøvet over, at I ikke længere føler jer lykkelige i jeres hjem," sagde han stilfærdigt. „Bare mor ikke bliver syg, når hun får dette her at vide. Jeg var ikke klar over, at vi havde forandret os så meget. Vi holder i hvert fald lige så meget af jer som før, snarere endnu mere. Men du skulle tænke på, hvad dette kommer til at betyde for din skolegang, Lew. Du bryder dig vel ikke om at give afkald på at gå op til realeksamen sammen med dine kammerater."

„Nej, men ..."

Far trak begge drengene ind til sig.

„I må selv træffe afgørelsen, og jeg vil ikke stå jer i vejen. Jeg har allerede forklaret jer grunden til, at jeg ikke kan lade jer arbejde i smedjen på sabbatten. Men I behøver ikke at arbejde om søndagen, hvis I har noget imod det. Lew, kunne du ikke tænke dig at blive her, til du er færdig med skolen? Og jeg ville også ønske, at du ville blive her, Jobe. Hvis I så, når Lew har taget sin eksamen, stadig ønsker at slå jer ned et andet sted, skal jeg gøre mit bedste for at skaffe jer gode pladser."

Senere på dagen drøftede far og mor situationen. De var begge tunge om hjertet. „Er det nu kommet så vidt, at vore egne børn vender sig imod os?" spurgte mor med bævende stemme og gav sig til at lede efter sit lommetørklæde.

„Bibelen siger, at en mand har sine husfolk til fjender. Det, der er i vejen med Jobe og Lew, er, at de inderst inde er enige med os, men at deres hjerte endnu ikke har omvendt sig helt. De vægrer sig ved at følge Guds vilje, fordi de ønsker sig en let tro, som ikke kræver synderlige ofre. Vi må bede til, at Herren vil være dem for stærk, ligesom han var Paulus for stærk."

Far, mor, Magnus, Jenny og Alfred Carrier bad daglig om, at Jobe og Lew måtte omvende sig. De følgende uger var vanskelige at komme igennem. Plakaten på døren til smedjen havde givet hele byen stof til sladder. Jobe og Lew lagde ikke skjul på, at de ikke havde nogen andel i deres fars nye religion, men alligevel blev de drillet meget af deres kammerater. De måtte også lytte til de kunder, som indfandt sig i smedjen „for at bringe Matthew Holloway på bedre tanker". Da drengene i nogen tid havde lyttet til deres fars stilfærdige og logiske svar og iagttaget den tålmodighed og værdighed, hvormed han mødte kundernes ondskabsfuldheder og grovkornede drillerier, begyndte de imidlertid at få et andet syn på sagen.

„Ved du hvad, Jobe," sagde Lew en morgen, da de var på vej til arbejde, „der er nu noget storslået over far i denne tid. Folk siger, at han er skør, men det forekommer nu mig, at han er både mere fornuftig og besindig end alle dem, der beskylder ham for at være tåbelig og ubesindig."

"Ja, det har du ret i. I begyndelsen var jeg ganske uenig med ham, men jeg kan ikke nægte, at jeg efterhånden er blevet meget stolt af ham. Det er, som om han er i besiddelse af en kraft, han aldrig før har haft. Og som han kan citere Bibelen! Han har altid været en god kristen – men aldrig i så høj grad som nu. Jeg gad vide ..."

„Hvad er det, du gerne ville vide?"

„Jo, jeg gad vide, hvorfor jeg føler mig så rastløs og utilfreds med mig selv. Far og mor og Magnus og Jenny lader til at være både lykkelige og at have fred i sindet. De lader sig slet ikke påvirke af al den modstand, de møder. De har noget, som jeg gerne ville have. Når jeg sammenligner mig med dem, synes jeg slet ikke, jeg er nogen virkelig kristen. Selv om jeg går i kirke hver søndag, kan jeg ikke lade være med at tænke på vores bibel-studier. Dem savner jeg."

„Hvor vil du egentlig hen med alt det?"

„Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at du og jeg ikke blot sætter os op mod far og mor – men også mod Gud. Vi kan lige så godt indrømme, at der ikke findes noget argument imod den opfattelse, som far er nået frem til. En masse mennesker er kommet ind i smedjen for at få ham til at indse, at han tog fejl, men ikke én af dem har været i stand til at gendrive hans argumenter. Selv da pastor Bingham forleden dag kom hjem til os for at diskutere sagen med far, fordi det endelig var gået op for ham, hvor alvorlig den var, måtte jeg give far ret i alt, hvad han sagde. Men det kan jo kun føre til ét resultat! Når vi inderst inde ved, at noget er rigtigt, men alligevel ikke gør det, så ..."

„Ja, jeg forstår godt, hvad du mener. Men spørgsmålet er: Ønsker vi virkelig at blive anderledes?"

„Vi kan ikke selv gøre os anderledes – det kan kun Gud. Men jeg ønsker af hele mit hjerte, at Gud vil gøre mig til et andet menneske. Jeg ville gerne ligne far, for så ville jeg aldrig være bange for andre menneskers ord eller meninger, når jeg blot vidste, at jeg havde fulgt Guds vilje."

„Sådan ville jeg også gerne være, men det er ikke let."

„Det ser ikke desto mindre ud til, at de mennesker, som ikke er bange for vanskelighederne, er lykkeligere end du og jeg, som helst vil gå uden om vanskelighederne."

Der blev ikke sagt mere den dag, men i de næste fjorten dage kæmpede de to drenge med sig selv. Det endte med, at de begge to opsøgte deres far for at fortælle ham, at de havde besluttet sig til at adlyde Guds vilje.

Fars øjne fyldtes med tårer. Han knugede drengene ind til sig og sagde: „Lovet være Herren, som har hørt vore bønner! Nu er familien atter en enhed, og vi kan gøre fælles sag. Måske kommer vi ud for modgang, men Gud vil ikke svigte os!"