Skatten findes!

 

„Kom ind!" sagde pastor Harold C. Bingham, da der blev banket på døren til hans studereværelse. Han havde været optaget af at læse i en bog, men nu vendte han sig om mod den indtrædende.

„Å, er det Dem, broder Holloway! Det var rart at se Dem. Sæt Dem ned og fortæl mig, hvad De har på hjerte."

„De må undskylde, at jeg kommer i mit arbejdstøj. Jeg ville egentlig først være kommet i aften, men jeg blev tidligere færdig i smedjen, end jeg havde regnet med, og så syntes jeg, at jeg ville kigge ind til Dem på hjemvejen, for det, jeg gerne vil drøfte med Dem, tåler dårligt at blive udsat."

„Forhåbentlig kan jeg hjælpe Dem. Der er da vel ikke sygdom hjemme hos Dem?"

„Nej, det er der heldigvis ikke. Det er noget ganske andet, det drejer sig om. Pastor Bingham, har De nogen sinde hørt om nogen, som holdt helligdag om lørdagen?"

„Det var da et mærkeligt spørgsmål! Lad mig tænke mig om et øjeblik. Jo, jeg tror, der findes en lille menighed her i landet - nogle mennesker, som kalder sig syvende dags adventister - som helligholder lørdagen. Da jeg for tyve år siden studerede i San Francisco, kom jeg hver dag forbi deres lille menigheds hus. Jeg kan tydeligt huske det skilt, som gav meddelelse om, at de holdt gudstjeneste lørdag formiddag. Det bedrøvede mig meget, at disse mennesker kastede vrag på de kristnes hviledag og foretrak en gammel jødisk skik. Men hvorfor interesserer De Dem for dette spørgsmål?"

„Det skal jeg gerne fortælle Dem, hr. pastor. Vi har læst grundigt i Bibelen i den senere tid, og vi er blevet meget interesseret i søndagshelligholdelsens historie. Min hustru og jeg har altid været enige om, at vor tro skulle være baseret på Guds ord, og derfor har vi prøvet at finde et skriftsted, som viste, at Herren har formanet de kristne til at helligholde søndagen. Men vi har ikke kunnet finde et sådant skriftsted, og det er grunden til, at jeg opsøger Dem. Jeg håber, at De kan hjælpe os, hr. pastor."

„Hvorfor vil De hænge Dem i et så ubetydeligt spørgsmål? Synes De virkelig, at den sag er af større interesse? Når Herren opstod på ugens første dag, er det smukt og passende, at kristne mennesker helligholder denne dag til minde om opstandelsen." Pastor Bingham smilede beroligende til sit sognebarn.

„Men findes der et skriftsted, som fortæller, hvorledes og hvornår Kristus gav befaling til, at søndagen skulle helligholdes i stedet for sabbatten?"

„Nej, det gør der ikke. Men da den kristne kirke i århundreder har helligholdt søndagen, er Herren sikkert godt tilfreds dermed, og jeg er vis på, at han har velsignet og helliget denne dag."

Velsignet og helliget! Disse ord havde en velkendt klang.

„Ja men netop disse ord anvendes i Bibelen om den syvende dag! Hvorledes kan menneskene lave om på en dags hellighed, når Gud allerede har gjort den til hviledag og til et minde om verdens skabelse? Sådan må jeg i hvert fald opfatte det, når jeg læser de ti bud.

„De ti bud? Kære ven, De ved da, at vi ikke længere lever under loven, men under nåden! Loven blev naglet til korset! Lad mig læse det for Dem. Jeg finder skriftstedet på et øjeblik." Han tog den store bibel, som lå på et hjørne af skrivebordet. „Her har vi det. Paulus' brev til kolossenserne, andet kapitel, fjortende og sekstende vers. „Han udslettede det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, det, som var imod os; han tog det bort ved at nagle det til korset ... Lad derfor ingen dømme jer for mad og drikke eller med hensyn til højtid, nymåne eller sabbat." De må da indrømme, at det er klart og utvetydigt. Det omtaler endda sabbatten!

Hold De nu bare op med at gøre Dem bekymringer. Det kan være vanskeligt nok i forvejen at være en god kristen, så man skal ikke bekymre sig om småting."

I lang tid herskede der tavshed i studereværelset. Den arbejdsklædte smed stod foran den sortklædte præst og krammede sin gamle hat i sine arbejdsvante hænder, medens han kæmpede med sine tanker. „Læste Alfred Carrier ikke disse to skriftsteder, da vi læste om tjenesten i helligdommen? Jo, nu husker jeg det. Gid jeg dog kunne finde de rette ord!"

Langt om længe tog far Hollway ordet: „Undskyld, men sagde De virkelig, at Guds lov var blevet udslettet? De ti bud? Jeg troede, at disse skriftsteder i brevet til kolossenserne betød, at den ceremonielle lov, som pegede frem mod Kristus, var blevet udslettet. Korsfæstelsen gjorde jo en ende på nytten af denne lov. Paulus omtaler mad og drikke, højtid, nymåne og sabbat, men hentyder alt det ikke til den ceremonielle lov? Mener De ikke, hr. pastor, at der er forskel på den sabbat, der falder på ugens syvende dag og de ceremonelle sabbatter? Jeg kan dårligt tænke mig, at De vil påstå, at de ti bud blev sat ud af kraft. Var det ikke stadig forbudt at lyve og stjæle og ihjelslå? At vi er under nåden, er vel ikke ensbetydende med, at vi har fået tilladelse til at bryde Guds lov? Jeg har altid troet, at det betød, at vi af nåde frelses fra den lovens forbandelse, som rammer dem, der ikke holder loven!"

„Nu kommer De ind på et farligt felt! Hvem har forkyndt denne lære for Dem?"

„Vi har, som jeg fortalte Dem, læst grundigt i Bibelen. En mand, som arbejder for mig, og som logerer hjemme hos os, har hjulpet os med bibelstudierne. Han hedder Alfred Carrier. Han har mange gange ledsaget os til kirken, så De kender ham sikkert af udseende. Hans kendskab til Bibelen er ganske forbløffende. Vi har en bibelordbog, og vi slår hele tiden op i den hellige skrift. Vi sammenligner skriftsted med skriftsted. Jeg har aldrig tidligere fundet så mange vidunderlige sandheder i Bibelen, skønt jeg i mange år har været både medlem af menigheden og søndagsskolelærer."

„De mener altså, at en ganske almindelig smedesvend er en bedre fortolker af Guds ord end jeg, Deres præst? Nu skal jeg sige Dem en ting, Holloway! Den jødiske sabbat er blevet afskaffet."

"Jeg ønsker blot at få forevist et eneste skriftsted, som beviser det, De der siger! Personligt nærer jeg ikke noget ønske om at skifte hviledag. Men som kristen må jeg basere alt, hvad jeg foretager mig, på Bibelen - og kun på den!"

„De to vers i brevet til kolossenserne, som jeg læste for Dem, tilfredsstiller mig, og de ville også tilfredsstille Dem, hvis De ikke have ladet Dem forhekse af disse forrykte ideer!"

„Det gør mig ondt, men jeg kan ikke anerkende, at disse skrift-steder har forbindelse med de ti bud. Jeg spørger Dem endnu en gang: Vil De som forkynder af Guds hellige ord påstå, at budene „Du må ikke slå ihjel!" og „Du må ikke stjæle!" og alle de andre bud er blevet sat ud af kraft?"

„Nej, det kan man ikke sige, for de samme principper udtrykkes i Kristi lære. Men sabbatten eksisterer ikke mere - og det er alt, hvad jeg har at sige om det emne!"

„De må undskylde, at jeg har ulejliget Dem, hr. pastor. Farvel, og tak, fordi De ofrede mig noget af Deres tid."

Da far Holloway kom hjem, var aftensbordet dækket. Det så meget indbydende ud. Der var et fad med duftende bagte bønner, der var hjemmebagt sigtebrød, en skål med kartoffelmos og et fad med smørstegte gulerødder fra haven. To store æblekager stod til afkøling ude på verandaen.

Far Holloway var ganske rolig, medens han vaskede sig og klædte sig om. Han lyttede i nogen tid til børnenes muntre samtale om dagens små begivenheder i skolen og i smedjen.

„Du spiser ingenting, Matthew!" udbrød mor pludselig. „Vil du ikke havde nogle flere bønner - eller nogle gulerødder?"

Han skubbede tallerkenen fra sig. „Nej tak. Som sædvanligt smager den mad, du har lavet, ganske storartet, og jeg er heller ikke syg - det skulle da lige være i hjertet. Jeg aflagde pastor Bingham et besøg på hjemvejen."

Magnus var ved at føre gaflen til munden, men lod hånden synke igen.

„Fortalte du ham om vore studier af sabbatsproblemet?"

„Naturligvis - hvad skulle jeg ellers tale med ham om? Jeg har ikke tænkt på andet siden i går. Dette problem er skyld i, at jeg næsten ikke har sovet i nat."

„Det har jeg heller ikke. Hvad sagde pastor Bingham? Kunne han henvise til noget skriftsted?"

„Nej." Dette svar kom næsten modstræbende. „Han sagde, at de ti bud var blevet sat ud af kraft."

„Det gjorde han da ikke? Og han er præst! Men han kunne da umuligt finde et skriftsted, der viste, at han havde ret i denne påstand!"

„Nej, det kunne han ikke. Det endte med, at han indrømmede, at de andre bud stadig burde overholdes, men han påstod, at sabbats budet kun gjaldt for jøderne, men ikke for de kristne."

Far Holloway så over på Alfred Carrier, som havde lyttet opmærksomt til samtalen mellem far og søn.

„Ja, Alfred, det ser ud til, at vi bliver nødt til at indrømme, at der er mere sandhed i det, De fortalte os, end vi egentlig bryder os om at indrømme. Har De stadig den bog, som De lånte os, før De rejste til Sacramento?"

„Ja, det har jeg. Har De lyst til at låne den igen?"

„Ja tak, det vil jeg gerne - så snart vi har spist. Jeg vil gerne kigge lidt nøjere på, hvordan det gik til, at søndag blev de kristnes hviledag. Vi har læst om den, men dengang troede jeg ikke på det. Nu, da jeg har talt med pastor Bingham, begynder jeg at tro, at det, der står i Deres bog, alligevel er sandt."

Der var spænding i luften, da familien atter samledes. Far Holloway slog op på det tredje kapitel i Den store Strid og læste forskellige afsnit højt for de andre. Disse afsnit indeholdt beretningen om, hvorledes den hedenske dyrkelse af „solens ærværdige dag" havde sneget sig ind i de ældste menigheder, da kristenforfølgelserne ophørte, og kristendommen begyndte at udbredes.

„Tænk engang! Kejser Konstantin befalede tusinder af sine soldater at lade sig døbe, skønt de næsten ikke vidste noget om den kristne tro. Det var ikke så mærkeligt, at de holdt fast ved mange af deres hedenske skikke." Det var Magnus, der sagde disse ord i en eftertænksom tone.

,,Ja, det gjorde det lettere for dem at tilpasse sig den nye religion, at de kunne overføre mange af deres hedenske skikke til kristendommen ved simpelt hen at give dem nye navne. Kejser Konstantin var meget snedig. Dette kapitel fortæller om, hvordan han udstedte den første søndagslov i 321. På det tidspunkt helligholdt de kristne stadig sabbatten. Senere blev der udstedt en ny lov, som gav søndagen navn af „Herrens dag", og endnu senere blev det forbudt at holde gudstjeneste på sabbatten. Endnu i det tolvte århundrede fandtes der dog mennesker, som stadig helligholdt sabbatten, selv om de blev forfulgt derfor. Der står her i bogen, at de kristne menigheder i Afrika, især menigheden i Ætiopien, uforandret bibeholdt den syvende dag som sabbat."

Alfred Carrier bøjede sig frem og begyndte at henlede far Holloways opmærksomhed på nogle af de vigtigste punkter i bogen. Lidt efter rettede han sig atter op og sagde: „Det lader til, at sandhedens fjende i århundreder har forsøgt at tilintetgøre Guds sande sabbat. Satan vidste, at hvis menneskene trofast ville helligholde denne dag, ville de aldrig tabe Skaberen af syne og aldrig forledes til afgudsdyrkelse. Derfor fører han krig mod sabbatten. Da vi gennemgik Daniels Bog, læste vi om den magt, som skulle følge efter romerriget, og som skulle „sætte sig for at ændre tider og lov". Det er en kendsgerning, at romerkirken hævder, at den har flyttet sabbatten fra den syvende til den første dag i ugen. Den påstår, at dette er et bevis på dens magt og myndighed. Men Bibelen fortæller os, at dette forhold skal blive rettet før Kristi genkomst. Der står i Johannes' Åbenbaring 14,12, at de hellige i de sidste dage skal „holde fast ved Guds bud og troen på Jesus"."

„Er det grunden til, at De mener, at det er af så stor betydning at helligholde sabbatten?" spurgte Magnus.

„Ja, det er en af grundene. Jeg ønsker at rette mig efter Guds vilje og at være rede til Jesu komme. Desuden tror jeg, at sabbatshelligholdelsen spiller en stor rolle i et kristent menneskes liv. Gud siger i Ezekiels Bog 20,12: „Også mine sabbatter gav jeg dem, for at de skulle være et tegn mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, Herren, er den, som helliger dem." At hellige vil sige at gøre hellig. Guds kraft var påkrævet, for at verden kunne blive skabt. Der kræves også guddommelig skaberkraft, for at en stakkels synder som jeg kan blive forvandlet til et helligt og rent væsen. Hver sabbat, når jeg priser Guds skaberkraft, mindes jeg Guds kraft til at genskabe mig og gøre mig værdig til Himmelen. Derfor betyder sabbatten så meget for mig. Er det ikke naturligt?"

Mens han stillede dette spørgsmål, bad han en tavs bøn, og så afventede han svaret.

„Hvad mon folk ville sige, hvis vi begyndte at helligholde lørdagen? Det lyder helt vanvittigt! Lørdag egner sig slet ikke til at være hviledag! Hvorledes skulle man tjene til livets ophold, hvis man holdt hviledag om lørdagen? Det er jo den travleste dag i hele ugen. Bønderne kommer ind fra landet for at sælge deres produkter og selv købe ind, og det giver os en mængde arbejde i smedjen." Far Holloway rystede på hovedet.

„Hvordan kunne vi blive i vores egen menighed? Folk ville tro, at vi var gået fra sans og samling, hvis vi pludselig ville være anderledes end alle andre. Kunne vi tilslutte os en anden menighed? Nej, det er umuligt! Der findes ingen anden menighed, som vi kunne tilslutte os." Jobe så helt betuttet ud.

„Pastor Bingham nævnte en menighed, som kaldes syvende dags adventisterne. Ved De, om der virkelig findes en sådan menighed, hr. Carrier?"

„Ja, det gør der, og jeg er selv medlem af den."

„Jeg har aldrig før hørt den omtale."

„Nej, så vidt jeg ved, er jeg den eneste syvende dags adventist her i byen."

„Det må være ubehageligt for Dem. Hvor længe har De tilhørt syvende dags adventisternes menighed?"

„I over femten år, og det har aldrig forhindret mig i at tjene til livets ophold. De siger, at det må være ubehageligt for mig. Ja, det er det somme tider. Men tror De ikke også, at det var temmelig ubehageligt for de ældste kristne, når de sagde farvel til de almindeligt udbredte religioner? Det må have været meget ubehageligt at blive kastet for de vilde dyr eller blive brændt på bålet for sin tros skyld. Jeg har læst en hel del historie, og jeg er kommet til det resultat, at det aldrig har været behageligt at gøre sig til talsmand for sandheden. Den mødes næsten altid med ligegyldighed. Da jeg var med i krigen for snart fyrretyve år siden, kendte man ikke til at stille spørgsmål. Vi fik vore ordrer fra kaptajnen, og så gjaldt det om at lystre, hvad enten det passede os eller ej. Kristne mennesker må gøre det samme. At adlyde Guds ordrer er efter min mening en velsignelse, som fuldt ud opvejer alle eventuelle prøvelser, forfølgelser og latterliggørelse. Vil De ikke give mig ret i det? Tror De, at den bog, vi har studeret, indeholder sandheden?"

Far Holloway var meget bleg og trak vejret med besvær. Mor sad med lukkede øjne. Hun bevægede læberne, som om hun bad. Jobe, Lew og Jenny stirrede ned i gulvet.

Pludselig rejste Magnus sig. „Jeg tror, at denne bog taler sandt, og med Guds hjælp vil jeg adlyde sandheden!"

Han rystede på hænderne, og hans ansigt blussede, men hans øjne strålede af idealistisk beslutsomhed.

Hans ord virkede på de andre som et tordenskrald.

„Mener du det virkelig?" spurgte far Holloway med næppe hørlig stemme.

„Nej, Magnus, det kan ikke passe! Det var dig, der kylede bogen hen i brændekassen!" udbrød Jobe forarget.

„Det ved jeg godt, og jeg skammer mig over det. Men der er tid nok til at rette den fejl. Kan I da ikke indse, at dette er sandheden? Det er som at finde en skjult skat. Den har hele tiden ligget skjult i Bibelen, og hvis hr. Carrier ikke havde hjulpet os, havde vi aldrig fundet den. Hvorfor indrømmer I ikke, at det er sandt, og hvorfor beslutter I jer ikke til at gøre det rette?"

„En skjult skat!" tænkte Lew. „Det var de ord, hr. Carrier benyttede, da han anbefalede mig at læse i Bibelen. En skjult skat. Hvor tit har jeg ikke drømt om at gå på skattejagt i Californien – men jeg har aldrig tænkt mig, at jeg skulle finde en skat af denne art! Jeg vil ikke være med til dette her! Magnus må være sindssyg!"

Far Holloway lagde hånden på Magnus' skulder og sagde: „Du ved ikke, hvad du selv siger, min dreng! Hvis du føler dig overbevist om, at det, du vil gøre, er det rette, vil jeg ikke stå dig i vejen. Men du må ikke regne med, at vi andre vil følge dit eksempel – i hvert fald ikke endnu."

Ikke endnu! Hvad mente far Holloway med det? Jobe og Lew så forbavset på hinanden. Var der måske en mulighed for, at far ville anerkende sandheden af denne mærkelige trossætning? Nej, det måtte aldrig ske! Det ville slå alting i stykker!