Der graves efter guld!

 

„Jeg kan ikke finde det!" udbrød Magnus og så op. Han havde et forvirret udtryk i ansigtet. Alfred Carrier havde vist ham, hvordan man brugte bibelordbogen, og han var meget stolt over sine evner til at slå skriftsteder op.

„Hvad er det, du ikke kan finde?" spurgte far Holloway, da Magnus gav sig til at blade ivrigt i Det nye Testamente, som om han ledte efter noget.

„Jeg kan ikke finde det skriftsted, der fortæller, hvorledes den jødiske sabbat blev lavet om til den kristne søndag. Det er da mærkeligt! Ordet „søndag" forekommer overhovedet ikke i bibelordbogen! Det vil sige, at dette ord ikke står i Bibelen. Jeg forstår ikke et muk af det!"

„Måske kan jeg hjælpe dig." Hr. Carrier lagde Bibelen fra sig og rettede lidt på brillerne. „Ser du, de navne, som vi bruger på de forskellige dage i ugen, blev ikke brugt, da Bibelen blev skrevet. De er først opstået meget senere, da ugedagene blev opkaldt efter hedenske guder."

„Hvad skal jeg så slå op på?"

„Jeg tror, du skal prøve "den første dag". Søndag er jo ugens første dag, og i Bibelen omtales den som „den første dag"." „Tusind tak."

„Lad mig hjælpe dig, min dreng." Far satte sig ved siden af ham og hjalp ham med at vende bladene i den store bibelordbog. Se her - føde, følge, før, føre, fører, først, første! Det var godt. Hvilke skriftsteder står nævnt? Mattæus 28,1. Det slår du op til, Jobe. Lew, du slår op til Markus 16,2. Anna, vil du finde Lukas 24,1. Jenny slår op på Johannes 20,1 og 20,19. Hr. Carrier, vil De finde Apostlenes Gerninger 20,7. Så slår jeg op på det første Korinterbrev 16,2. Vent lidt, der er et skriftsted til! Det slår du op på, Magnus. Det er Markus 16,9."

Det ene skriftsted efter det andet blev læst højt, og familiens medlemmer blev mere og mere forbavsede. Lidt efter rystede far på hovedet og sagde: „Disse fire skriftsteder fortæller os, at Kristus opstod på ugens første dag, men der står ikke noget om, at det blev påbudt at helligholde denne dag. Men måske kommer det senere. Jenny, vil du læse det nittende vers?"

„Da det nu var blevet aften den samme dag, den første dag i ugen, og disciplene holdt sig inde bag lukkede døre ..."

„Udmærket!" udbrød Jobe og afbrød derved sin søster. „Det må have været første gang, de mødtes for at fejre opstandelsen." Han så sejrsstolt på hr. Carrier, som sad lige over for ham.

„Vent lidt, Jobe," sagde Jenny bebrejdende, „jeg er ikke færdig med at læse. Hør nu efter! „Bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem, og han siger til dem: „Fred være med Eder!"""

Jobes smil forsvandt. Men i det samme tog Magnus ordet: „Hvis disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, var de sikkert ikke kommet sammen for at fejre Kristi opstandelse. Så dette skriftsted beviser hverken det ene eller det andet. Vi må gå videre. Hvis tur er det nu?"

Hr. Carrier læste Apostlenes Gerninger 20, 7. „På den første dag i ugen, da vi var samlede for at bryde brødet, samtalede Paulus med dem, da han næste dag ville rejse derfra, og han blev ved med at tale lige til midnat."

„Der fandt vi det endelig!" udbrød far Holloway. „At bryde brødet er vist det samme som at nyde den hellige nadver. Så må ugens første dag altså have været en hellig dag for medlemmerne af den første menighed."

„Det behøver ikke at være tilfældet," sagde hr. Carrier. „Hvis De læser Apostlenes Gerninger 2,46, vil De se, at der står: „Enigt og vedholdende kom de daglig i helligdommen; og hjemme i husene brød de brødet og holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed." Hvis de mødtes hver dag for at bede og bryde brødet, kunne dette i sig selv ikke være tilstrækkeligt til at indføre en så gennemgribende forandring som at flytte Guds hviledag fra den ene dag i ugen til den anden."

„Men de holdt da et møde, og Paulus prædikede for dem netop den dag!" sagde Lew, som stadig var meget opsat på at belære hr. Carrier, selv om han var skuffet over, at de endnu ikke havde fundet nogen beviser.

„Ja, det gjorde de, men du vil lægge mærke til, at det var et aftenmøde. Bibelen regner døgnets længde fra solnedgang til solnedgang, så den „første dag", som omtales her, svarer til det tidspunkt, som vi ville kalde lørdag aften. Men selv om det havde været søndag aften, kan jeg ikke indse, at en dag kunne blive hellig, blot fordi de mødtes om aftenen. Jeg for mit vedkommende vil hellere undersøge, om der findes et bestemt bud derom, et „så siger Herren"."

Mor fangede fars blik og fastholdt det et øjeblik. Hun nikkede blidt, som om hun ville sige: „Det har hele tiden været vort motto. Lad os holde fast ved det."

„Vi mangler stadig at læse det første Korinterbrev 16,2. Her er det: „Hver første dag i ugen skal enhver af jer lægge noget til side hjemme og samle, hvad han får lykke til, for at der ikke først skal finde indsamlinger sted, når jeg kommer." Hvad mon det betyder?"

„Hvis De læser hele sammenhængen, vil De se, at Paulus skriver om en indsamlet pengesum, som han medbragte fra de ikke-jødiske menigheder, som gerne ville hjælpe deres nødlidende trosfæller i Jerusalem."

„Gik de i kirke på ugens første dag, og indsamlede de offergaver?"

„Det gjorde de åbenbart ikke. Paulus siger, at de på ugens første dag skulle lægge nogle penge til side hjemme. Måske har det også været på dette tidspunkt, at de lavede en opgørelse over beløbets størrelse. Der står i hvert fald ikke noget om, at de holdt gudstjeneste eller helligholdt dagen."

„Er der ikke endnu et skriftsted? Å jo, det er dig, Magnus, der mangler at læse Markus 16,9. Jeg forstår ikke, hvordan vi kom til at springe det over. Læs det så for os!"

„Det siger blot, at Kristus opstod tidligt om morgenen på den første dag." Magnus talte i en skuffet tone. Han vendte sig derpå mod hr. Carrier og spurgte: „Vil De fortælle os, at Bibelen ikke indeholder et eneste skriftsted, som betegner ugens første dag som en hellig hviledag?"

„Har vi fundet et sådant skriftsted?"

„Nej, det har vi ikke, og De vidste på forhånd, at det ikke ville lykkes os – ikke sandt? De har et smil i øjet! Hvorfor lod De os..."

„Jeg lod jer have alt det besvær med at finde frem til de forskellige skriftsteder, fordi det var den eneste anvendelige metode. Ønskede du ikke selv at konstatere, hvordan det forholdt sig?"

Magnus nikkede. „Men hvad skal vi nu gøre?"

„Hvad mener du?"

„Er det virkelig sandt, hvad der står i den bog, De lånte os? Blev sabbatten flyttet fra en dag til en anden? Hvordan kan vi vide, hvilken sabbat der er den rigtige? Hvorfor betyder det overhovedet noget, om man helligholder den ene eller den anden dag? Der er millioner af gode kristne, som helligholder søndagen, og jeg kan ikke se, hvorfor vi skulle blande os i det!"

„Tag det nu roligt, Magnus. Du affyrer jo en hel salve af spørgsmål! Jeg har ikke sagt et ord om, hvad du skal gøre eller ikke gøre. Det var din hensigt at finde beviser i Bibelen, og disse beviser skulle overtyde mig om, at jeg bar mig forkert ad ved ikke at helligholde søndagen. Synes du, at du har fundet sådanne beviser? Nu skal jeg forsøge at vise dig ved hjælp af Bibelen, hvorfor jeg har valgt den syvende dag i ugen til hviledag.

I første Mosebog 2,1 og 2 kan vi læse om, hvorledes Gud fuldendte sit skaberværk, og hvorledes han hvilede på den syvende dag. Derfor velsignede og helligede han den syvende dag. Giver du mig ret i, at Gud er den eneste, som har magt til at gøre dette? Udmærket. Kan du finde noget skriftsted i hele Bibelen, som viser, at Gud nogen sinde har velsignet og helliget ugens første dag? Lad os så slå op på de ti bud i det tyvende kapitel i anden Mosebog. Vi kan alle sammen læse det højt – vi begynder med det første vers og ender med det ellevte."

Et kor af stemmer oplæste de højtidelige ord, som Skaberen selv har udtalt hin mindeværdige dag på Sinaj. „Er sabbats budet ikke klart og tydeligt?" spurgte hr. Carrier. „Gud fortæller os, hvor mange dage vi skal arbejde, og hvilken dag der er hans hellige dag. Gud siger „den syvende dag" — ikke „en syvende dag". Han fortæller os også, hvorfor han ønsker, at vi skal helligholde denne dag. Ikke sandt, Magnus?"

„Jo. Vi skal helligholde den, fordi Gud hvilede på den syvende dag efter at have skabt verden."

„Ja, det er rigtigt. Lad mig så spørge dig, om du mener, at nogen anden dag i ugen kan opfylde dette specielle formål?"

„Nej." Magnus svarede med sagte stemme. Han havde et udtryk i øjnene, som om han famlede sig frem i en mørk hule.

„Men sabbatten var ikke desto mindre en jødisk hviledag!" sagde Jobe og så udfordrende på hr. Carrier.

„Eksisterede der nogen jøder, da Gud lige havde fuldført sit skaberværk og indstiftede sabbatten?"

„Næh, det gjorde der vel ikke."

„Blev de ti bud kun givet til jøderne, eller er det Guds vilje, at alle mennesker skal overholde disse bud? Er det kun jøderne, der ikke må slå ihjel og ikke må stjæle?"

Jobe smilede. „Jeg forstår godt, hvor De vil hen. Så var der altså ikke nogen jødisk sabbat?"

„Der eksisterede nogle ceremonielle jødiske sabbatter eller hellige dage. Man kan også kalde dem „festdage". Du husker nok, at da vi for nogle uger siden læste om den jødiske gudstjeneste, fandt vi ud af, at jøderne havde mange ceremonier, der udpegede Kristus som den, der skulle ofres til menneskenes frelse. Da Kristus døde på korset, var den ceremonielle lovs mål nået, og derfor overholder den kristne kirke den ikke. Men den syvende dag - sabbatten - minde-dagen for Guds skaberværk, er ikke mere jødisk end budet om, at du skal ære din far og din mor."

Far Holloway nikkede. „Det er ganske klart. Vi har ingen ret til at pille ved de ti bud og sige, at det ene bud stadig bør være gyldigt, men at det andet ikke længere skal gælde. Men hvornår holdt de kristne op med at helligholde den syvende dag eller sabbatten? Helligholdt Kristus og apostlene denne dag?"

„Lad os se, hvad Jesus gjorde og sagde med hensyn til sabbatten. Vil De læse det syvogtyvende og det otteogtyvende vers af Markus-evangeliets andet kapitel?"

Far fandt hurtigt disse skriftsteder og læste med høj stemme: „Og han sagde til dem: „Sabbatten er blevet til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld. Så er da Menneskesønnen også herre over sabbatten."" Han gjorde en pause og stirrede på de to skriftsteder. „Sabbatten er blevet til for menneskets skyld." Jeg ved, at de foregående vers beskriver, hvorledes farisæerne kritiserede Jesus, fordi han gjorde noget, som det var forbudt at gøre på sabbatten. Viser det ikke, at han ikke helligholdt sabbatten?"

„Jesus sagde i Bjergprædikenen, at han ikke var kommet for at nedbryde loven og profeterne, men for at fuldkomme eller opfylde dem. Farisæerne havde glemt sabbattens sande mening i den labyrint af regler og forskrifter, som de selv havde fundet på. De havde gjort sabbatten til en frygtelig byrde for folket, til trods for, at det havde været Guds mening, at den skulle være til gavn og glæde for menneskene. Hvis De læser Esajas 58,13, vil De se, at Gud siger, at sabbatten skal være en fryd. Jesus kom for at befri sabbatten for alle de plager, som menneskene havde udstyret den med, og hjælpe folk til at tilbede Gud i den rette ånd, for han er herre over sabbatten. Men hvilken dag kan med rette kaldes Herrens dag, når Jesus er herre over sabbatten?"

Lew svarede først. „Det må være sabbatten."

„Rigtigt! Husk disse ord, som står i sabbatsbudet: „Hviledag for Herren din Gud." Vi kunne bruge det meste af aftenen til at læse alle de skriftsteder, der fortæller om, hvorledes Jesus gik i synagogen på sabbatten. I kan selv slå dem op, hvis I har lyst, og I må med glæde låne min bibel-ordbog. Det nye Testamente viser tydeligt, at den syvende dag - sabbatten - var Kristi helligdag. Det samme gælder for hans disciple. Lagde I mærke til, hvad der stod i et af de skriftsteder, der handler om opstandelsen: „Men efter sabbatten, da det gryede ad deri første dag i ugen"? De kvinder, som elskede Jesus og troede på hans lære, vidste, hvilken dag der var sabbat. Vi har alle læst, at de helligholdt den så omhyggeligt, at de ikke engang ville salve Jesu legeme på den dag.

Med hensyn til apostlene og den ældste menighed kan jeg henvise til Paulus. I Apostlenes Gerninger 17,2 står der: „Og efter sin sædvane gik Paulus ind til dem, og på tre sabbatter samtalede han med dem ud fra skrifterne." Der står noget lignende i Apostlenes Gerninger 18,4: „Men hver sabbat førte han samtaler i synagogen og søgte at overbevise både jøder og grækere." Hvorledes kan jeg lade være med at helligholde sabbatten, når Kristi disciple og apostle gjorde det? Jeg forsøger, så godt jeg kan, at være en Kristi tilhænger, og derfor helligholder jeg den hviledag, som også han helligholdt."

Hr. Carrier havde næppe nogen sinde før holdt så lang en tale. Hans ord var blide, men meget alvorlige og indtrængende. Han så fra den ene til den anden. Nogle af dem så ud, som om de var helt overvældede af, hvad de havde hørt. Der var ganske stille i værelset, som om de alle følte et højere væsens nærværelse. Penduluret faldt i slag. Dets dybe toner genlød i hele huset, da det slog elleve slag.

Far Holloway rejste sig og sagde: „Jeg anede ikke, at det var blevet 'så sent. Nu skal vi i seng, men vi fortsætter studierne i morgen. Det er et meget betydningsfuldt emne. Jeg tror, at jeg bør drøfte det med pastor Bingham. Måske kan han hjælpe os."

Da far og mor' var kommet op i deres soveværelse, så de bekymret på hinanden.

Mor lagde sin hånd på fars skulder og sagde: „Pastor Bingham kunne ikke ved hjælp af Bibelen føre noget bevis for sjælens udødelighed. Hvad skal vi gøre, hvis han heller ikke kan bevise, at søndagen er den kristne hviledag?"

Far Holloway lod hånden glide gennem håret. „Det ved jeg ikke, Anna. Der må da være en fyldestgørende forklaring på, at hele den kristne verden helligholder søndagen. Tænk nu, hvis forklaringen ikke er fyldestgørende!"