Bogen i brændekassen!

 

Efter opvasken den næste aften satte familien Holloway sig atter omkring bordet i køkkenet. Mor skruede lampen lidt op for at få bedre lys til sit håndarbejde. Far sad i gyngestolen og slappede af efter dagens arbejde.

„Hvad hedder den bog, som Alfred lånte os, Magnus?"

„Den hedder Den store Strid. I virkeligheden har den en længere titel, for på titelbladet står der Den store Strid mellem Kristus og Satan. Jeg har kigget lidt i den, og så vidt jeg kan se, er det nærmest en historisk bog."

„Det var dejligt! Jeg elsker historiske bøger!" udbrød Jobe og satte sig lidt nærmere hen til bordet. „Hvem har skrevet den?"

„En forfatterinde, hvis navn jeg aldrig har hørt før. Hun hedder Ellen G. White."

„Er det en kvinde, der har skrevet den! Det bør da glæde dig, Anna," sagde far drillende.

Mor smilede. „Hvorfor skulle kvinder ikke skrive bøger? Da jeg var en lille pige, tog mine forældre mig ofte med i forsamlingshuset, og det var ikke ualmindeligt, at kvinder tog ordet der. Kvækerne har ingen fordomme i den retning."

Skønt mor i mange år havde overværet gudstjenesten i metodist-kirken hver eneste søndag, kunne hun aldrig glemme, at hendes forældre og alle hendes slægtninge havde været kvækere.

„Hvem forfatterinden så end er," sagde Magnus, "må hun vide en masse om historie — eller jeg skulle måske hellere sige kirkehistorie. Billederne i bogen tyder i hvert fald på, at det hovedsageligt handler om kirkehistorie. Der er et billede af Martin Luther - og se, far, her er der et af John Wesley!"

„Lad os begynde på den med det samme. Magnus, du kan læse højt for os. Når du bliver træt, kan vi andre skiftes til at afløse dig."

„Lad hellere Magnus og Jobe skiftes til at læse. Jeg foretrækker at høre efter." Lew var ved at reparere en gammel lampe. Han havde det ligesom mor; han kunne godt lide at have noget i hænderne, medens han tilegnede sig nye kundskaber.

„Så siger vi det."

Magnus var dygtig til at læse højt, og hele familien lyttede ivrigt og opmærksomt, medens han læste det første kapitel, som havde overskriften Et historisk forbillede.

„Forfatterinden forstår sandelig at beskrive de forskellige begivenheder, så man ligefrem kan se dem for sig," sagde far, da det første kapitel var læst, og bogen var blevet lagt til side for natten.

„Hvor har de stakkels mennesker dog måttet gennemgå meget," sagde mor og sukkede. „Forfatterinden må ligefrem have været inspireret for at kunne fremstille det hele så virkelighedstro."

Den følgende aften læste Jobe det kapitel, der hed Kristenforfølgelser i de første århundreder, og derpå blev det igen Magnus' tur. Da han vendte et af bladene, holdt han pludselig op med at læse og begyndte at fløjte. Hans blik gled hurtigt ned over bogsiden, og det, han læste, må have forbavset ham, for han snappede efter vejret og gjorde store øjne. „Nu skal I bare høre!" udbrød han. „Det lader til, at vi nu endelig skal høre noget nærmere om hr. Carriers hviledag! Der står her, at Satan „søgte at få den gamle sabbat sat til side, den dag, som Gud havde velsignet og helliget (1 Mos. 2,2-3), og i dens sted at ophøje den festdag, hedningerne fejrede som „solens ærværdige dag"." Men der står endnu mere, hør her: „Men med stor list virkede Satan ved sine redskaber for at opnå sin hensigt. For at vække folkets opmærksomhed angående søndagen blev denne gjort til en festdag til minde om Kristi opstandelse." — Kan det virkelig være rigtigt?" (Se Den store Strid, side 48.)

Tilhørernes ansigtsudtryk var spændte, og der herskede fuldkommen stilhed, da Magnus fortsatte med at læse. Han kom snart til følgende linjer: „Inden for protestantiske kredse hævdes det nu, at Kristi opstandelse på en søndag gjorde den til de kristnes hviledag. Men påstanden savner hjemmel i skriften. Hverken Kristus eller hans apostle tillagde dagen nogen sådan ære." (Samme, side 49.)

Han holdt op med at læse og udbrød: „Det, der står i denne bog, er forkert! Det må det da være! Det er en farlig bog, som man bør vogte sig for!"

Han smækkede bogen i og kastede den vredt fra sig. Den landede i brændekassen ved siden af komfuret. De andre stirrede forundret på ham. Hvad gik der dog af den ellers så rolige og beherskede Magnus? De havde aldrig før set ham så ophidset.

„Nej, hør nu, min dreng! Sådan kan man ikke behandle en bog, som tilhører en anden. Jeg lovede hr. Carrier, at vi ville passe godt på den."

„Undskyld, far, men den bog er ikke noget for os. Har du nogen sinde hørt magen til vanvittig ide? Efter min mening hører en sådan bog hjemme i brændekassen."

„Måske skulle vi hellere brænde den," sagde Jobe bekymret. Han tænkte ved sig selv, at intet menneske kunne være tjent med den lære, som denne bog forkyndte.

„Nej, det går ikke an. Lad den ligge, hvor den ligger, indtil hr. Carrier kommer tilbage. Jeg skal tale et alvorsord med ham!" Far kneb læberne sammen og trommede med fingrene på bordet.

Da der var gået en uge uden højtlæsning og uden bibelstudier, kunne Lew ikke holde det ud længere.

„Hør nu her, far," sagde han en eftermiddag, da han hjalp til i smedjen, „måske er den bog slet ikke så slem, som Magnus tror. Vi underviser alle sammen i søndagsskolen, og vi har et godt kendskab til Bibelen. Så behøver vi da ikke at være bange for den bog, vel? Den indeholder meget interessant, som vi ikke kan tage skade af at læse. Jeg vil gerne lære noget mere kirkehistorie - det er et emne, som vi ikke har beskæftiget os ret meget med."

Far så meget eftertænksom ud. Et øjeblik efter sagde han: „Det kan der være noget i. Vi er gamle nok til at danne os vore egne meninger og til ikke at lade os påvirke af en bog. Det skulle ikke være så svært at skelne mellem sandhed og løgn. Hvad mener du, Magnus? Det lod til, at bogen gjorde dig forfærdelig vred."

"Jeg er bange for, at jeg handlede lidt overilet. For min skyld kan vi godt læse videre i den. Det kunne være meget morsomt at finde de forskellige punkter, hvor forfatterinden tager fejl."

„En hel del af det, der stod i de første to kapitler, var da udmærket," sagde Jobe.

„Ja, det er rigtigt nok, svarede far. „Men nu ved jeg, hvad vi gør. Hver gang vi er i tvivl, skal vi sammenligne det, der står i bogen, med det, som Bibelen forkynder. På den måde risikerer vi ikke at komme ud for nogen forkert påvirkning. I aften fortsætter vi fra det sted, hvor vi holdt op sidst."

Nogle få dage senere kom hr. Carrier tilbage fra Sacramento. Han havde bedt for hele familien Holloway, bedt Gud gøre læsningen af Den store Strid til en velsignelse for dem.

Efter aftensmåltidet sagde far: „Vi har læst den bog, De lånte os, og jeg må sige, at den indeholder adskilligt, som vi anser for galt."

„Det gør mig ondt. Jeg for mit vedkommende synes, at det er en vidunderlig bog, og jeg havde håbet, at De også ville synes om den." Carrier så både bekymret og bedrøvet ud.

„På mange punkter synes vi også godt om den. Men vi kan ikke rigtig tro på dette her med, at sabbatten blev forandret, og at helligholdelsen af søndagen oprindelig stammer fra hedningerne. Vi ved da alle sammen, at det var Kristus, der ophøjede søndagen til hviledag til minde om opstandelsen!"

De andre familiemedlemmer var kommet til, for de ville ikke gå glip af denne diskussion. Hr. Carrier havde lovet, at han ved lejlighed ville forklare dem grunden til, at han holdt hviledag om lørdagen, og nu skulle han ikke få lov til at udsætte det længere.

Han så smilende på de ivrige ansigter, og så sagde han: „Godt! Lad os finde vore bibler frem og i fællesskab prøve at løse dette problem. Jeg købte en bibelordbog i Sacramento, så nu bliver det lettere at finde de forskellige skriftsteder."

„En bibelordbog! Sådan en har jeg længe ønsket mig. Må jeg få lov at se den?" Far tog imod den bog, som Carrier rakte ham, og da han havde kigget lidt i den, sagde han: „Den er ganske udmærket. Hvis De vil fortælle mig, hvor De har købt den, vil jeg skrive efter en. Jeg har god brug for den til undervisningen i søndagsskolen."

Far, mor, hr. Carrier og de fire børn knælede ned og bad Gud velsigne deres bibelstudium. Lew glædede sig meget til at vise hr. Carrier, hvorledes det virkelig forholdt sig med hviledagen. Alfred Carrier havde lært de andre så meget, som de aldrig før havde haft kendskab til, men nu var det deres tur til at belære ham og bringe ham ud af hans mærkelige vildfarelse.