Forunderlige ord!

 

De følgende dage var der meget at bestille i smedjen, så der var ikke tid til at løse „gåden" omkring Alfred Carrier. Men Magnus havde ikke glemt det. Søndag aften, da hele familien Holloway og hr. Carrier havde sat sig ind i dagligstuen efter aftensmaden, bragte han emnet på bane. Den sædvanlige aftensgudstjeneste i metodist-kirken var blevet aflyst, og det var grunden til, at de alle sammen var hjemme.

„Der er noget, jeg gerne vil spørge Dem om," sagde Magnus henvendt til Alfred Carrier. „De sagde forleden dag, at De ikke arbejder om lørdagen, fordi det er Deres sabbat. Hvad mente De med det?"

Der blev ganske stille i stuen. Man hørte kun ildens knitren og de svage smæld af majs, som blev ristet over ilden.

„Det er et meget betydningsfuldt spørgsmål," sagde Carrier omsider „For at finde det rette svar må vi læse i Bibelen. Måske kunne du og dine forældre og søskende have lyst til at benytte nogen tid hver aften til at læse i Bibelen sammen med mig?"

Han så sig om i kredsen. Der sad far Holloway. Han var en lille smule krumbøjet af sit hårde arbejde, men ellers sund og rask. Mor Holloway sad i gyngestolen med hænderne foldede i skødet og stirrede ind i ilden. Hendes flittige hænder fandt kun en smule hvile om søndagen.

Der sad Magnus. Han var høj og bredskuldret. Skønt han var fyldt tyve, var han stadig lige eventyrlysten. Og der sad Jobe og Lew, der lignede hinanden så meget, men alligevel var så forskellige. De var henholdsvis atten og sytten år gamle. Jenny sad på en skammel ved siden af sin mor. Hun var næsten femten og høj af sin alder. Hele familien var aktive medlemmer af metodistmenigheden. Mor Holloway var leder af metodistkvindernes hjælpeforening, og far Holloway og drengene var lærere i metodisternes søndagsskole.

Far så sig om i kredsen, som om han ville se, hvorledes der blev reageret på Alfred Carriers forslag. De lod alle sammen til at være ivrige efter at lære noget nyt, så han udtrykte hele familiens indstilling, da han sagde: „Det er en udmærket ide. Vi kan lige så godt begynde med det samme. Det er ikke sengetid før om et par timer, og vi har ikke noget at bestille. Dette skal nok vise sig at være en god erstatning for den gudstjeneste, vi går glip af." Han spekulerede på, hvorledes Alfred Carrier mon ville udlægge Bibelen, og han kunne ikke lade være med at smile ved tanken.

„Glimrende!" udbrød Carrier. „Så går jeg lige ind og henter min bibel?"

De andre fandt også deres bibler frem. Da de atter havde sat sig til rette, sagde hr. Carrier: „Jeg tror, at man kun kan forstå de store sandheder i Bibelen ved Helligåndens hjælp. Skal vi ikke bøje hovedet og bede Gud hjælpe os, når vi læser?"

Lew tænkte ved sig selv, at det var en meget smuk bøn. Det var, ligesom Gud kom så nær.

„Nå," sagde hr. Carrier, „hvad skal vi så begynde med?"

Lew var den første, der svarede. „Lige siden vores lille broder, Mack, døde, har jeg ikke kunnet lade være med at spekulere på, hvad der sker med folk, når de dør. Kommer de virkelig op i Himmelen og bliver til engle eller ånder eller sådan noget? Svæver de omkring på skyerne og spiller på guldharper? Kan de se, hvad der foregår hernede jorden?"

Alle de andre medlemmer af familien stirrede forbavset på Lew. Ingen af dem havde haft nogen anelse om, at han beskæftigede sig med sådanne tanker. Det lød næsten endnu værre end hr. Carriers lørdags sabbat! Men det lod ikke til, at Alfred Carrier delte denne opfattelse, for han smilede venligt til Lew og sagde: „Det er nogle fornuftige spørgsmål, min dreng. Lad os se, om Bibelen kan give os de rette svar. Lad os begynde med begyndelsen, for hvis vi skal finde ud af, hvad der sker med et menneske, når det dør, må vi først vide, hvorledes Gud skabte mennesket."

„Det kan jeg sige Dem," indskød Jobe. „Det har vi lært i søndagsskolen. Mennesket blev skabt i Guds billede."

„Det er rigtigt! Det kan vi læse i det første kapitel i Bibelen. Beretningen fortsættes i det andet kapitel i Første Mosebog. Vil du læse det syvende vers for os, Magnus?"

Magnus rømmede sig og læste: „Da dannede Gud Herren mennesket af agerjordens muld og blæste livsånden i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen."

„Læg godt mærke til det! Mennesket blev et levende væsen. Der står ikke, at mennesket fik en levende sjæl, men at det blev et levende væsen. Hele mennesket, både dets legeme og sjæl, kaldes et „væsen". Lad mig stille et spørgsmål. Hvad var Adam, da han lå på jorden med et fuldendt legeme, som var dannet af agerjordens muld — men før Gud blæste livsånden i ham?"

„Da var han vel et livløst væsen," svarede Jobe, som hurtigt havde opfattet, hvor Carrier ville hen.

„Fuldkommen rigtigt! Og hvad var forskellen mellem det livløse væsen og det levende væsen?"

Dette spørgsmål kunne de alle sammen besvare, og de svarede i kor: „Den livsånd, som Gud indblæste i ham!"

„Lad os nu undersøge, hvad der sker med mennesket, når det dør. Blad om til Første Mosebog, tredje kapitel, nittende vers. Hvem vil læse det højt?"

Far læste: „I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!"

„Ja, her læser vi de tragiske ord, Herren talte til Adam efter syndefaldet," sagde Carrier. „Hvad sker der altså med mennesket, når det dør?"

„Det bliver til støv," sagde far Holloway. „Men hvad sker der med ånden? Kommer den ikke i Himmelen og lever evigt?"

„Som vi så før," svarede Carrier, „kaldes hele mennesket, både dets legeme og sjæl, et „væsen". Det, vi kalder „ånden" eller åndsevnerne, er jo en del af mennesket og går til grunde ved døden. Når Gud blæser livsånd i menneskets næsebor, er der liv. Når livsånden vender tilbage til Gud, som gav den, indtræder døden. Hvorledes undersøger man, om et menneske er levende eller dødt?"

Dette spørgsmål kunne Magnus besvare. „Da Chet Barker blev sparket af en hest i fjor, så han mistede bevidstheden, var der mange, der troede, at han var død, men doktor Miller holdt et spejl foran hans mund, og så viste det sig, at han stadig åndede, for spejlet blev dugget. Han blev straks kørt på hospitalet, og nu er han helt rask igen."

„Ja, det er livsånden, som udgør forskellen mellem liv og død. Det kan jeg godt indse." Fars stemme havde en eftertænksom klang. „Men hvad er det, som kommer i Himmelen og lever videre der sammen med Gud og englene? Er det ikke den udødelige sjæl?"

Alfred Carrier lagde varsomt hånden på Bibelen. „Lad os tage ét spørgsmål ad gangen. Vi har allerede set, at når et menneske dør, vender livsånden tilbage til Gud, og mennesket bliver atter til støv. Der findes mange skriftsteder, som beskriver den tilstand, som mennesket befinder sig i efter døden. Magnus, vil du slå op til det sjette vers i den sjette salme? Jobe, vil du finde det fjerde vers i den 146 salme? Så slår Lew op til Prædikerens Bog, niende kapitel, femte og sjette vers, Jenny finder det syttende vers i den 115 salme, og De, hr. Holloway, slår op til Prædikerens Bog, tredje kapitel, tyvende vers. Udmærket, så begynder vi med dig, Magnus."

Hele familien var meget imponeret af hr. Carriers grundige kendskab til Bibelen. Men de blev endnu mere imponerede og forbavsede, da de læste de forskellige skriftsteder og derved opdagede, at Bibelen beskriver døden som en tilstand, hvor der hersker mørke og tavshed, og hvor der ikke er nogen bevidsthed om det, der foregår i de levendes land.

Lew, der så meget forbløffet ud, sagde pludselig: „Der står ikke et ord om, at de døde spiller på harpe eller svæver omkring på skyerne. Bibelen siger heller ikke, at menneskene kommer i Himmelen, når de dør! Der må da være noget forkert!"

Det varede lidt, før nogen svarede, men så sagde far Holloway: "Jeg ved dårligt nok, hvad jeg skal sige. Det, vi har læst her, er helt forskelligt fra, hvad jeg tidligere har lært. Det er vanskeligt at tro på Bibelens ord, men de er på den anden side ganske tydelige og klare. De vil med andre ord have, at vi skal tro, at menneskene bliver i graven, når de er døde, og at de ikke ved noget om det, der sker? Men på den måde har menneskene det jo ikke bedre end dyrene! Jeg synes, det er uretfærdigt! Og jeg ved da, at Bibelen også siger, at de retfærdige skal belønnes, og at de gudløse skal straffes. Nu skal jeg finde, hvor det står, så jeg kan læse det for Dem."

Han gav sig til at blade ivrigt i Bibelen.

Hr. Carrier lagde hånden på hans skulder. „Ja, det er ganske rigtigt, og det skal vi vende tilbage til om et øjeblik. Jeg ville bare gerne have, at De skulle se, at Bibelen fortæller os, at døden er en søvn, og at de døde ikke straks kommer hverken i Himmelen eller i Helvede. De har ret i, at de gode får deres belønning, og at de gudløse får deres straf, men det sker ikke umiddelbart efter deres død. Det ville da heller ikke være retfærdigt, vel?"

„Hvad mener De med det?" spurgte Lew.

„Lad os tage et eksempel, Lew. Som du ved, døde Kain som en synder for mere end fem tusinde år siden. Lad os så tænke os, at en anden brodermorder dør lige før verdens ende. Synes du, det ville være retfærdigt, hvis Kain skulle lide Helvedes pinsler i så meget længere tid end den anden mand, som havde begået en lige så stor synd?"

„Nej, det synes jeg ikke."

„Det er grunden til, at både belønninger og straffe først vil blive tildelt på opstandelsesdagen. Så vil Gud opvække de døde. Hør, hvad der står i Johannes-evangeliet, femte kapitel, otteogtyvende og niogtyvende vers: „Thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom.""

„Ja, jeg må tilstå, at det er udtrykt klart og tydeligt, og at det virkelig giver mening." Far Holloway gned sig eftertænksomt på hagen.

Mor havde lyttet til de andre uden selv at sige noget. Men nu tog hun ordet: „Vil De dermed sige, at vores lille Mack, som Gud tog fra os for mange år siden, ikke har været i Himmelen i al den tid, men at han blot har sovet i sin grav i Idaho? A, det er svært at tro!"

"Er det nu også det, fru Holloway? Hvis De bliver hjemsøgt af modgang og sorg, vil Deres lille dreng være uvidende derom. Når Jesus vækker ham, når opstandelsesdagen gryr, vil han stadig være den samme søde lille dreng. Han vil føle det, som om han kun har sovet én nat. Jeg tror, at hans skytsengel vil komme til stede for at føre ham til Dem og lægge ham i Deres arme. Så skal De følges med ham til Himmelen; og De skal aldrig mere skilles fra ham."

Mor Holloway stirrede forundret på Alfred Carrier. Hendes øjne strålede med en helt ny glans. Hun foldede hænderne og knugede dem ind mod sig.

„Nu begynder jeg at forstå," hviskede hun. „Det er forunderlige ord, men de står klart og tydeligt i Bibelen. Når jeg lærer mere derom, vil jeg sikkert blive glad for det."

Det var ved at blive sent, og det var på tide at gå i seng.

Kan De bevise, hvad De sagde – jeg mener det, De sagde om, at lille Mack sover i sin grav? Bliver han virkelig vækket af en engel, og kommer han virkelig til Himmelen sammen med os andre?" Det var Lew, der stillede disse spørgsmål. Hans forældre og søskende havde allerede forladt dagligstuen, men han var blevet tilbage sammen med hr. Carrier.

„Ja, min dreng. Nu skal jeg give dig en liste over forskellige skriftsteder, som beviser, hvad jeg har sagt, og så kan du selv slå dem op. Men nu er klokken mange. Vi kan tale videre om sagen, når du har læst skriftstederne."