En gåde!

 

Den første fredag, Alfred Carrier arbejdede i far Holloways smedje, opstod der et problem. Det var næsten lukketid, og far Holloway var i færd med at lægge værktøjet på plads, da hr. Carrier tog ordet. „Hvis De ikke har noget imod det, ville jeg gerne holde fridag i morgen," sagde han stilfærdigt. Han var ved at pudse et sæt hestesko af.

Far Holloway så forbavset på ham og sagde: „Lørdag er ellers en temmelig travl dag her i byen. Er De ved at være træt af arbejdet? De kan jo hvile Dem hele søndagen."

„Ja, det ved jeg. Jeg er slet ikke træt af arbejdet. Det var pænt af Dem at give mig fast ansættelse, før prøvetiden var omme, og De må ikke tro, at jeg har i sinde at misbruge Deres venlighed, men jeg vil ikke desto mindre gerne have lov til at holde fri i morgen."

„Nå ja, for en gangs skyld kan det vel nok lade sig gøre. De har måske tænkt Dem at tage til Chico for at hente Deres ejendele?"

Hr. Carrier fik ikke anledning til at besvare dette spørgsmål, for i det samme kom den mand, som havde bestilt hesteskoene, og Carrier fik travlt med at sko den hest, som manden havde med. Hvis Carrier gav nogen forklaring, druknede hans ord i hvert fald i lyden af hammerslagene og hestens vrinsken.

„Hun er ganske ung," sagde hestens ejer og klappede dyret på halsen for at berolige det. „Det er kun anden gang, hun bliver skoet, men hun skal nok snart vænne sig til det. De har et godt tag på hende. Man kan tydeligt se, at hun allerede er bedre tilpas."

Carrier nikkede og fortsatte arbejdet. Da han var færdig, gik manden hen til far Holloway og betalte. Før han forlod smedjen, sagde han: „Det er en god medarbejder, De har fået. Han har et godt tag på heste."

„Ja," svarede far Holloway. „Han er en førsteklasses smed, og jeg er glad for at arbejde sammen med ham. Jeg har længe været på udkig efter en mand af hans slags."

Om lørdagen havde far Holloway meget at bestille, og da han kom hjem om eftermiddagen, var han både træt og varm. Alle de tre drenge havde hjulpet i smedjen, for de havde fri fra skole. Derfor havde han ikke følt savnet af Alfred Carrier så slemt, men han spurgte alligevel efter ham, så snart han var kommet inden for døren.

„Goddag igen, Anna. Er Carrier kommet tilbage fra Chico?"

„Jeg tror ikke, han er taget til Chico. Så vidt jeg ved, har han opholdt sig inde på sit værelse hele dagen. Jenny løb tilfældigvis på ham ude i entreen og spurgte ham, om han var syg, siden han ikke var på arbejde og heller ikke viste sig ved frokosten, men han sagde, at han ikke fejlede noget."

Far Holloway tog sin overall af og hængte den på knagen i køkkengangen. Så gik han ind i badeværelset for at vaske sig. „Han er en underlig en," tænkte han ved sig selv. „Hvad mon der går af ham? Jeg troede, at jeg havde fundet den ideelle medarbejder – en mand uden laster eller slette vaner. Men så heldig er man vel ikke. Jeg gad nok vide, hvorfor han absolut ville have fri i dag, når han alligevel ikke benyttede lejligheden til at tage til Chico for at hente sin bagage. Men lad os nu se tiden an, så får vi jo nok en løsning på problemet."

Den næste dag tog hr. Carrier med morgentoget til Chico, og sent om aftenen kom han tilbage, belæsset med en kuffert og nogle papæsker. Drengene hjalp ham med at bære bagagen ind i hans værelse, og de kunne bagefter fortælle, at de fleste af æskerne indeholdt bøger.

„Det ser ikke ud til, at han ejer noget af større værdi," sagde Jobe. „Jeg gad vide, hvad han har brugt alle sine penge til. Han må sikkert have haft gode indtægter i alle de år, han har været smed."

"Det angår jo ikke os, min dreng. Man skal aldrig være nysgerrig, og jeg vil ikke have, at I stikker jeres næse i hr. Carriers sager. Jeg indrømmer, at der er et par ting, som jeg undrer mig over, men jeg er vis på, at han er en god kristen, og det slår jeg mig til tåls med."

Der var ikke desto mindre noget mystisk ved den stilfærdige og elskværdige mand, som logerede hos familien Holloway. I de følgende uger bad han igen om at få fri om lørdagen. Far Holloway føjede ham, men han mindede hver gang sin medarbejder om, at lørdag var ugens travleste dag, og at det derfor var ubelejligt for ham at skulle undvære ham.

En skønne dag blev det far Holloway lidt for meget af det gode, og han udbrød ærgerligt: „Næ hør nu, Carrier! Hvad er egentlig meningen? Går De ud og drikker i week-end'en? Er det derfor, De altid vil have fri om lørdagen? De må hellere sige mig sandheden, for jeg vil ikke have noget at gøre med en mand, der drikker!"

Carrier så op fra arbejdet og smilede. „Er der noget som helst i min opførsel eller i mit arbejde, som tyder på, at jeg drikker?" spurgte han roligt.

„Nej, det er der ikke - og det er det, jeg ikke forstår. Jeg har ikke noget imod at indrømme, at De er den bedste medarbejder, jeg nogen sinde har haft. Deres arbejde er upåklageligt. Det er grunden til, at jeg beholder Dem, selv om det synes nok så tåbeligt at beholde en medarbejder, som kun arbejder fem dage om ugen."

„Jeg tilhører en kristen kirke, hvis medlemmer hverken ryger eller drikker," sagde Alfred Carrier højtideligt. „Om lørdagen læser jeg i Bibelen. Forstår De, lørdagen er min sabbat."

„Deres hvad?" Far Holloway var lige ved at tabe forhammeren af lutter forbavselse.

„Min sabbat, min hviledag."

„Men det er da søndagen, der er hviledag! De går jo altid i kirke sammen med os om søndagen. Behøver De mere end én hviledag? De er da ikke jøde, vel?"

Her blev samtalen afbrudt, fordi der kom kunder, som måtte ekspederes. Men far Holloway kunne ikke lade være med at spekulere over sagen, og det samme gjaldt hans sønner, som havde hørt den korte ordveksling.

"Der er noget mystisk ved det!" sagde Magnus og kløede sig eftertænksomt i nakken.

„Hr. Carrier er da altid så blid og tålmodig," indvendte Jobe. „Jeg kan ikke tro, at der virkelig er noget mystisk ved ham."

„Han læser meget i Bibelen," sagde Lew. „Han siger, at det er ligesom at grave efter en skat. Tror I, der er noget i vejen med hovedet på ham?"

„Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tro," svarede Magnus. „Men så snart jeg får en chance, vil jeg prøve at løse gåden."