Et nyt medlem af husstanden!

 

Seks år fløj af sted som tidselfnok, der bæres bort af vinden. Der herskede altid travlhed i far Holloways smedje, for folk fra nær og fjern havde hurtigt opdaget, at her var et sted, hvor der blev arbejdet dygtigt og hæderligt. Far måtte flere gange foretage udvidelser, og det endte med, at han foruden den egentlige smedje også havde et reparationsværksted for cykler og hestevogne. De tre sønner blev oplært i faget, og de arbejdede sammen med deres far efter skoletid og i alle deres ferier. Da Magnus havde taget realeksamen, fik han fast ansættelse hos sin far. Han interesserede sig navnlig for arbejdet i cykel- og vognreparationsværkstedet, og han blev hurtigt meget dygtig.

En dag sagde han: „Far, jeg synes, du skulle se at få en medhjælper i smedjen. Selv om Jobe bliver færdig med skolen til foråret, så han kan arbejde sammen med dig hele dagen, er der alligevel for meget at gøre. Jeg ville ønske, at du kunne tage det lidt mere med ro."

„Ja," sukkede far. „Det er hårdt arbejde, og min ryg er ikke så stærk, som den har været. Men det er ikke let at finde en medarbejder efter mit hoved. Vi har jo et godt ry, og det vil jeg ikke have ødelagt. Der er et par mænd, som har tilbudt at tage arbejde hos mig, men jeg vil ikke ansætte dem, for jeg synes ikke rigtigt om dem. For mig er det en æressag, at arbejdet udføres på bedste måde. Hvis jeg skal ansætte en medarbejder, skal det i hvert fald være en, der ser på sagen på samme måde som jeg selv."

En aprilmorgen, da far Holloway netop skulle til at tage fat på arbejdet, kom en ældre mand cyklende hen til smedjen. Han stod af og stillede cyklen ved tøjrebommen. „God morgen, hr. Holloway. Jeg har hørt, at De søger en medhjælper i smedjen. Jeg hedder Alfred Carrier. Jeg har hidtil arbejdet i Sacramento, men jeg har lyst til at slå mig ned i en mindre by. Tror De, De kan bruge mig?"

„Det glæder mig at hilse på Dem, hr. Carrier. Kom indenfor og sæt Dem ned. Er De udlært smed? Det er jo hårdt arbejde, så jeg havde ærlig talt tænkt mig at ansætte en yngre mand."

Medens far Holloway talte, tog han mål af den fremmede. Det var en lille, firskåren mand. Håret var gråt, og hans venlige, brune øjne tittede frem under kraftige, buskede øjenbryn. Hans ansigts-træk var regelmæssige, og der var ingen tobakspletter på hans tænder eller hænder. Han manglede tre fingre på den højre hånd.

„Om jeg er udlært smed? Ja, det kan De tro. Jeg har været ved faget lige siden krigen – jeg mener borgerkrigen. Det var i krigen, jeg mistede fingrene. De blev skudt af i slaget ved Vicksburg. Men jeg er kejthåndet, så det betyder ikke så meget." Han så sig om i smedjen.

„Her ser pænt ud. Det er faktisk længe, siden jeg har set så pæn og ordentlig en smedje. I sin tid havde jeg min egen smedje hjemme i Michigan, men jeg blev nødt til at sælge den og rejse vestpå for mit helbreds skyld. Jeg kunne nemlig ikke tåle det fugtige klima. Men nu er jeg helt rask igen, og jeg kan arbejde tolv timer i døgnet, uden at det generer mig det mindste. Jeg har hørt, at De er en usædvanlig dygtig fagmand, og det er en af grundene til, at jeg gerne vil arbejde for Dem."

Han tav stille og afventede et svar.

„Jeg vil gerne tage Dem på prøve i en uge. Så kan vi se, hvordan vi kommer ud af det sammen. Hvornår kan De tiltræde?"

„Jeg kan tage fat med det samme. Jeg har mit arbejdstøj i en bylt på bagagebæreren. Mine øvrige ejendele har jeg efterladt hos nogle slægtninge i Chico, som jeg besøgte på vej hertil. De kan blive sendt til mig. De kan vel ikke anbefale mig et godt sted, hvor jeg kan få logi og kost? Jeg er ungkarl, så jeg har ikke nogen til at føre hus for mig."

„Næh," svarede far Holloway eftertænksomt, „men jeg skal prøve at komme i tanker om noget."

Der var ikke gået ret mange timer, før far i sit stille sind takkede Gud for den glimrende medarbejder, han havde fået. Alfred Carrier var både dygtig, flittig og påpasselig, og han satte en ære i at gøre sit arbejde godt. Hans rolige og beskedne væsen virkede meget tillidvækkende.

Da det blev lukketid, sagde far Holloway: „Vi har et gæsteværelse, som vi ikke bruger. De må hellere gå med mig hjem. Så kan De få noget aftensmad og overnatte hos os. På den måde får De lidt mere tid til at se Dem omkring, og jeg kan spørge min kone, om hun kender et ordentligt pensionat."

Efter aftensmaden gik far og mor ud i køkkenet. „Hvad synes du om min nye medarbejder?" spurgte han.

„Han er meget tiltalende, Matthew. Jeg lagde mærke til, at han bøjede hovedet ærbødigt, da vi bad bordbøn, og han fører sådan et pænt sprog. Han er sikkert religiøs."

„Ja, det tror jeg også. Ville du have noget imod, at han fik gæsteværelset og spiste sammen med os — bare for en tid? Han kender nemlig ingen her i byen."

Mor betænkte sig et øjeblik. „Nej, det har jeg ikke noget imod. Jeg tror, han er et godt menneske. Og i hvert fald er det jo kun for en tid."

Det endte imidlertid med, at Alfred Carrier blev boende hos familien Holloway. Jo mere de lærte ham at kende, des bedre kom de til at synes om ham. Han var en glimrende fortæller, og de yngre familiemedlemmer lyttede fortryllet, når han fortalte om sine oplevelser i borgerkrigen og på sine mange lange rejser. Mor og far satte også stor pris på ham, for han var altid glad og tilfreds og uhyre tjenstvillig. Han blandede sig aldrig i noget, der ikke angik ham, og så snart aftensmaden var spist, trak han sig tilbage til sit eget værelse, hvis han ikke direkte blev opfordret til at slutte sig til familiekredsen.

En aften gik Lew ind til hr. Carrier for at bede ham fortælle en historie. Alfred Carrier sad henne ved Franklin-ovnen og læste i Bibelen, og han var så opslugt af det, han læste, at han slet ikke syntes at bemærke drengens tilstedeværelse, skønt han havde sagt „kom ind", da Lew bankede på døren. Det gav et sæt i ham, da Lew lagde hånden på hans skulder.

„A, er det dig! Sæt dig ned. Er der noget, jeg kan gøre for dig?"

Lew satte sig på gulvet med benene over kors og så op i hr. Carriers venlige ansigt. Så spurgte han: „Kan De godt lide at læse i Bibelen?"

„Ja, naturligvis! Kan du ikke det? Du vokser jo op i et kristent hjem, hvor der holdes andagt hver dag. Så vidt jeg ved, underviser du i en af klasserne i søndagsskolen. Er det ikke rigtigt?"

„Jo, det gør vi alle sammen med undtagelse af Jenny, og det varer nok ikke længe, før hun også er stor nok til det. Jeg kan godt lide at forberede mig til timerne, men ellers må jeg indrømme, at jeg ikke læser ret meget i Bibelen for min egen skyld. Det er vel det, De gør?"

„Ja, det er det. Bibelen er min bedste ven. Den er Guds budskab til mig, og den rummer en stor skat." Hans stemme havde en alvorlig og oprigtig klang, og medens han talte, strøg han kærtegnende hen over bindet på Bibelen.

„En skat? Hvordan mener De? Det kan da ikke være guld eller sølv, for den slags finder man da kun i årer eller miner i jorden. Jeg har altid haft stor lyst til at blive guldgraver. Når jeg er færdig med at gå i skole, vil jeg prøve at finde guld et eller andet sted, så jeg kan blive rig. Det kan De stole på!"

Hr. Carrier bladede lidt i Bibelen, og så pegede han på et bestemt skriftsted. „Se her! Her står der, at Guds ords sandhed er mere værd end sølv og guld. Men man må være villig til at grave efter denne sandhed, ligesom du må være villig til at grave efter det guld, som du lige nævnede. Det er det, jeg gør, hver gang jeg læser i Bibelen."

Lew stirrede på ham med store øjne. „Har De virkelig fundet denne skat?"

„Ja, min dreng, det har jeg. Og ved lejlighed skal jeg fortælle dig mere om det, men nu kan jeg høre, at din mor kalder på dig. God nat, Lew."

„God nat, hr. Carrier. Og held og lykke med skattejagten!"