Rejsen endt!

 

„Jeg tror, at jeg har fundet netop det, vi så længe har drømt om," sagde far Holloway. Familiens medlemmer sad ved bordet i spisevognen og var lige blevet færdige med at spise.

„Er det længere nede i dalen?" spurgte Magnus.

„Ja. Omkring tres kilometer syd herfor ligger der en lille by, som har god brug for en smed. Den hedder Corning. Jorden er frugtbar, der er mange pæne gårde i nabolaget, og selve byen er i udvikling. Da jorden er forholdsvis billig, kan vi nok få råd til at købe en grund, og så bygger vi os både et hus og en smedje. Der er både en metodistkirke og en god kommuneskole. Mit besøg i byen var kun kort, men jeg fik det indtryk, at indbyggerne er flinke og venlige."

„Skal vi virkelig bygge et hus - et helt nyt hus?" spurgte Lew og gjorde store øjne. Deres hus i Colorado havde de købt af en anden familie, så det var første gang, de fik lejlighed til selv at bestemme, hvordan deres hjem skulle indrettes.

„Men hvor får vi pengene fra?" spurgte Jobe ængsteligt. „På rejsen hertil har vi jo hele tiden måttet spare, og du sagde selv, at vi egentlig slet ikke havde råd til at købe foder til hestene, fordi det var så dyrt."

Mor smilede og sagde: „Du må ikke glemme, at far ikke har brugt en eneste øre af de penge, som vi fik, da vi solgte huset og møblerne i Colorado."

Børnene ligefrem gispede af overraskelse. „Har vi haft de penge al den tid? Hvorfor skulle vi så være så sparsommelige?"

Far prøvede at give dem en forklaring. ,,Vi havde ikke pengene med på rejsen. Det ville have været alt for risikabelt. Pengene står i en bank i Colorado, og nu skal vi bare have dem overført til banken i Corning. Mor og jeg var enige om, at vi skulle være meget sparsommelige i de tre år, rejsen varede, for at have en startkapital, når vi nåede frem til målet. Vi er ikke så fattige, som I tror."

Det var noget helt nyt for børnene. De stillede så mange spørgsmål, at far og mor knap nok kunne overkomme at besvare dem.

„Skal vi have et stort hus? Skal der være veranda hele vejen rundt, ligesom på det pæne hus, vi så forleden? Får vi en hel masse soveværelser oppe på første sal? Har du bestemt, hvor huset skal ligge? Hvornår skal vi køre igen?"

Mor smilede og strøg Lew over krøllerne. Far lagde mærke til det glade udtryk i hendes ansigt, og han smilede også, da han sagde: „Én ting skal vi i hvert fald have — et stort køkken med alle de skabe, som mor har brug for."

Hun rakte tværs over bordet og klappede ham kærligt på hånden. „Jeg har hele tiden sagt, at jeg blev frygtelig forvænt, fordi den første spisevogn, du byggede til mig, var så glimrende udstyret. Det bliver dejligt selv at bygge et hus og planlægge alt det, vi får brug for. Enhver kvinde drømmer om at kunne indrette sit køkken helt efter sin egen smag. Tænk, nu skal vi endelig igen have vort eget hjem! Hvor har Gud været god imod os!"

Familien Holloway lejede et hus i Corning, så snart de havde solgt prærievognene og det spand heste, de havde købt sidst. De nænnede ikke at sælge Judy og Toby, som de havde haft så længe. Disse to trofaste heste skulle for fremtiden trække den lette, firhjulede vogn, som far allerede var gået i gang med at bygge. Hans smedje blev opført på en byggegrund ikke langt fra byens forretningskvarter. Beboelses huset skulle først bygges senere, for det gjaldt om at få smedjen i gang hurtigst muligt.

Det var en stor dag, da grunden til det nye hjem var udgravet.

„Vi vil gerne hjælpe til med arbejdet!" udbrød drengene og så med misundelige blikke på det sjak af murere og tømrere, som far havde bestilt.

„I må hjælpe mig i smedjen, når I kommer fra skole. På den måde bliver vi hurtigere færdige der, og så kan vi bygge videre på huset om aftenen. Det er for resten også på tide, at I lærer at tømre og snedkerere. Det er morsomt og interessant. Enhver mand burde kunne bygge sit hus selv."

Før vinteren endnu var helt forbi, var familien flyttet ind i det nye hjem. Den dag, de flyttede ind, gik mor fra værelse til værelse, og hendes øjne strålede af lykke.

„Jenny! Har du rigtig lagt mærke til, hvor dejligt køkkenet er? Jeg er sikker på, at det er det bedst indrettede køkken i hele byen. Far har sandelig ikke sparet sig nogen ulejlighed. Har du set, hvor mange skabe der er? Jeg får rigelig plads til alt, hvad jeg har!"

„Hvor er det dog en fin, stor spisestue, mor! Sådan en har vi aldrig haft før. Møblerne er nydelige!"

„De er ganske enkle, min søde pige, men de er mere end gode nok. Matthew, har du lige tid et øjeblik? Jeg tror, at penduluret vil tage sig godt ud her i dette hjørne af dagligstuen. Det nye spejl skal hænge der."

„Skal du og far have det værelse, der ligger over for dagligstuen — på den anden side af gangen?" spurgte Magnus. Han stod stille et øjeblik for at puste ud, for han havde lige båret en tung kasse med senge- og dækketøj ind fra flyttevognen.

„Nej, vi vil have det soveværelse på første sal, som ligger mellem Jennys værelse og det store soveværelse, som I drenge skal være fælles om. Det værelse her skal være gæsteværelse. Jeg har tænkt at købe en ny seng, og det smukke, stukne kludetæppe, som Agnes Kilgallen forærede mig, skal bruges som sengetæppe i gæsteværelset."

„Tror du, at vi nogen sinde får en liggende gæst? Vi kender jo ikke nogen her."

„Måske får vi en skønne dag besøg af en af vore venner fra Colerado. Da jeg var en lille pige og boede i Pennsylvanien, havde vi et gæsteværelse, som var beregnet på de prædikanter, som besøgte byen, og det værelse var næsten altid optaget. Jeg besluttede, at når jeg selv engang fik et hus, ville jeg have et gæsteværelse. Men lad os nu gå op på første sal!"

Jenny stirrede på mor. Det var næsten ikke til at forstå, at mor engang havde været en lille pige, som lagde planer om, hvad hun ville gøre, når hun blev voksen! „Bliver jeg også sådan?" tænkte Jenny vel sig selv. „Vil jeg en gang fortælle min lille pige om alt det, jeg planlagde, da jeg var barn?"

Værelserne på første sal var så interessante og spændende, at Jenny hurtigt glemte sine drømmerier. Det bedste af det hele var, at hun skulle have sit eget værelse!

„Å, mor!" udbrød hun, da døren blev lukket op på vid gab. „Tak, fordi du har købt det yndige tapet med rosenknopperne! Det var lige det, jeg ønskede mig. Og du har alligevel sørget for, at jeg fik en vinduesbænk! Jeg var bange for, at det ikke kunne lade sig gøre."

„Det troede vi heller ikke i begyndelsen, men da snedkeren sagde, at han godt kunne lave den, blev vi enige om, at det skulle være en overraskelse. Han blev færdig med den i går eftermiddags, og far malede den i aftes. Du må være forsigtig, for den er vist ikke helt tør endnu."

Jenny gav mor et ordentligt knus, og så sagde hun: „Du er den sødeste mor i hele verden, og det her er det yndigste værelse i hele verden!"

„Vi har al mulig grund til at være den lykkeligste og mest taknemmelige familie i hele verden, for vi har et dejligt hjem, hvor der råder kærlighed, tilfredshed og fred."

Da huset var blevet udstyret med gardiner, tæpper, puder og alle de mange andre ting, som skaber hygge, begyndte mor at interessere sig for haven. Hun sagde: „Matthew, det er næsten ufatteligt, som alting trives i denne jord. Se på geranierne! De er snart lige så høje som verandagelænderet. Kan du huske dem, jeg dyrkede i urtepotter i køkkenvinduet hjemme i Colorado? Og har du set petuniaerne? Det forekommer mig, at det kun er nogle få dage, siden jeg plantede dem! Denne have kan næsten måle sig med Edens have."

Far nikkede. „I betragtning af, at Gud har klædt blomsterne i så smukke og farverige dragter, skulle man tro, at han ville sætte pris på, at hans menneskebørn somme tider lignede blomsterne lidt mere. Mener du ikke også det?"

Mor havde haft travlt med at luge mellem riddersporerne, men nu rettede hun sig op og så på far. „Jeg har aldrig tænkt over det på den måde," sagde hun langsomt og tankefuldt. Et øjeblik efter tilføjede hun: „Å, Matthew, du skal holde op med at drille mig!"

Men det var, som om den smukke omegn, der rummede så mange skønne farver, alligevel gjorde sin indflydelse gældende. Når far gav hende små „fristelser" i form af silkebånd og kniplinger, rystede hun ganske vist leende på hovedet, men nogen tid senere kom de til syne igen på en af hendes kjoler, som derved fik et helt nyt udseende. Dette gav far mod til at forsøge et nyt eksperiment.

Mor blev ganske overvældet, da hun om morgenen på sin fødselsdag åbnede den store pakke, der lå ved siden af hendes tallerken. Den indeholdt mange meter blåt silkestof. „Matthew!" udbrød hun og blev helt rød i kinderne. „Hvor er det dog blødt og blankt! Jeg har aldrig før set så smukt et stykke stof. Det har samme farve som den Californiske himmel!"

„Nej, det har samme farve som dine øjne, Anna," svarede far og smilede. Nu skal du være sød og sy dig en kjole, som er byens smukkeste dame værdig!"

„A, Matthew, hvordan kan du dog sige sådan noget! Hvad skulle jeg dog med sådan en kjole? — Jeg er jo snart en gammel kone." Men hun kunne ikke tage blikket fra det glinsende silkestof, som hun havde lagt tilbage i æsken — uden dog at sætte låget på.

„Forretningen går meget bedre, end jeg havde regnet med, og nu kan jeg endelig give dig nogle af de smukke ting, som jeg altid har ønsket at forære dig. Du er ikke gammel, min skat. I sammenligning med mig er du purung, og jeg skal meget have mig frabedt, at du kalder mig gammel!"

Han kluklo, da han gik ud ad døren. Mor blev siddende længe ved bordet. Hun stirrede stadig på det blå silkestof og glemte helt, at der skulle vaskes op efter morgenmaden. Langt om længe gik hun ind i dagligstuen, stillede sig foran det høje hjørnespejl og holdt stoffet op foran sig. Hun betragtede sig selv med et alvorligt blik, og så nikkede hun anerkendende. Derefter bredte hun tøjet ud på spisebordet, hentede hurtigt en blyant, en saks og nogle gamle aviser, og så tegnede hun et mønster og begyndte at klippe.

Da mor den følgende søndag viste sig for familien i den dragt, som hun skulle have på i kirke, lød der høje bifaldsudbrud. Børnene havde hidtil ikke set hende i andet end ganske enkle grå, brune eller sorte kjoler, og det blå silkestof havde en forbløffende virkning på hendes udseende.

Jobe var den første, der fik nogle sammenhængende ord frem. Han råbte: „Hurra for mor!"

De andre børn gav sig også til at råbe hurra. Far lyttede til dem

 med et stort smil. Han kunne ikke løsrive sit blik fra mor, og hun rødmede og så ud, som om hun ikke vidste, om hun skulle le eller græde.

„Jeg er åbenbart ved at blive gammel og sær," sagde hun til sidst. „Det er fars skyld! Men det er så dejligt, at far tjener så godt, og det er også rart at få nyt tøj. I ser alle sammen så pæne ud, og det går jo ikke an, at jeg ligner en lille, grå mus i sammenligning med min kønne mand og mine kønne børn!"