Ulve! Ulve!

 

I „Slim" fandt de to gode kilder, en del træer og en lille stump græsmark. De havde ikke set så skønt et syn i mange uger, og de glædede sig til at skulle tilbringe et par dage i så tiltalende omgivelser. Selv drengene gjorde ingen indsigelser mod et varmt bad, der kunne fjerne støvet fra deres trætte kroppe. Det var dejligt igen at have rigtigt brænde til komfuret efter at have måttet nøjes med kvas så længe, og mor gik straks i gang med at bage og vaske tøj.

Jenny tilbragte størstedelen af tiden med at tage sig af Jumbo, hvis forbinding ofte måtte skiftes. Dens pote havde det bedre, men den ville helst ligge stille i skyggen af vognen, medens drengene jagede kaniner og andre mindre dyr. Far benyttede tiden til at underkaste vognene et omhyggeligt eftersyn, især den, der var væltet. Vognene måtte nødvendigvis være i god stand til turen over bjergene i Californien.

„Nu varer det ikke længe, før vi når frem til Californien, vel?" Det var Lew, der stillede dette spørgsmål en aften, da hele familien sad samlet omkring bålet. Aftenerne var ved at blive kølige, og varmen fra de lystigt dansende flammer føltes behagelig.

„Nej, nu er vi snart ved målet, selv om jeg dårligt nok kan fatte det," svarede far.

„Fortæl en historie, far!"

„Jo nærmere vi kommer til Californien, des grådigere bliver I efter historier!"

„A, det er så hyggeligt at sidde ved et bål og lytte til en god historie. Det får mig til at tænke på andre pionerer, som også sad omkring deres lejrbål – måske her på dette sted." Magnus stirrede drømmende på de dansende flammer. I 1849 var mange nybyggere rejst mod vest i deres prærievogne. Nu sad en lille familie her. Også de var på vej mod vest, og de havde lige så megen ret til at kalde sig pionerer som Kit Carson, kaptajn Sutter og James Marshall ...

„Hvem ved," tænkte Magnus og så op på den stjernebestrøede himmel, „hvad vi skal opleve på den anden side af disse bjerge?"

Mors stemme bragte ham tilbage til virkeligheden. „En familie, som kom sydfra, kørte her forbi i eftermiddags. De sagde, at der ligger en landsby et par kilometer herfra. Jeg tror, det ville være fornuftigt at gøre nogle indkøb. Dagene er ved at blive kortere, og vi trænger til petroleum til lygterne."

„Det kan et par af drengene ordne i morgen," sagde far. „I overmorgen drager vi videre."

Næste eftermiddag spurgte mor: „Jobe og Lew, er I færdige med jeres arbejde?"

„Ja. Vi snakkede netop om, at vi ville prøve at finde far og Magnus. De er på jagt oppe i de bjerge." Jobe pegede mod nord, hvor nogle høje tinder hævede sig over det jævne landskab.

„Så længe far går med armen i bind, er det Magnus, der skyder," sagde Lew misundeligt. „Jeg ville ønske, vi også måtte gå på jagt."

„Jeg har en anden opgave til jer. Jeg vil gerne have, at I begiver jer til den landsby, der ligger et par kilometer mod syd, og køber noget petroleum til lygterne. Hvis der bliver penge tilovers, kan I også købe en rulle sytråd og nogle knapper. Jeres tøj trænger til at blive repareret."

Mor gav Jobe nogle få mønter, som var pakket ind i et stykke papir. Lew hentede den tomme petroleumsdunk, og så begav drengene sig på vej. Mor så efter de to skikkelser, der blev mindre og mindre. „De risikerer ikke at gå vild, for folkene sagde, at vejen var tydeligt afmærket." tænkte hun, og så bad hun en stille bøn for dem, før hun gik tilbage til arbejdet. Hvis far og Magnus havde held med sig, ville de bringe hende kød til aftensmaden, men hun skulle både bage og stryge, før hun tog fat på madlavningen.

„Vores klæder er i en sørgelig forfatning," tænkte hun, da hun tog strygetøjet frem. "Rejselivet tager stærkt på tøjet. Det bliver dejligt at komme til en rigtig by, hvor man kan købe stof i metermål. Hvor ser min alpakakjole ud! Og det var den, jeg brugte som søndagskjole ... Når vi når vort mål, vil jeg helst tilbringe de første fjorten dage med at sy!"

Lew og Jobe følte sig som meget betydningsfulde personer, da de hurtigt gik hen ad vejen mod syd. De holdt begge fast i hanken på petroleumsdunken, som svingede lystigt frem og tilbage. Det varede dog ikke længe, før de satte tempoet ned, og de gjorde ofte holdt for at hvile i skyggen af et træ. Nu og da gjorde de en lille afstikker for at undersøge et kaninspor, men de passede hele tiden på ikke at tabe vejen af syne. Da de kom til landsbyen, var de enige om, at de havde gået mindst fem kilometer. De kiggede nysgerrigt på de mange varer i købmandsbutikken og besvarede høfligt de spørgsmål, som blev stillet dem af den gamle dame, der ekspederede. Da de omsider begav sig på vej tilbage til lejrpladsen, var klokken blevet over fire.

„Den dame var endnu mere nysgerrig end Jenny!" udbrød Lew.

„Ja," svarede Jobe, „men der er vel ikke noget at sige til, at hun er interesseret i nye mennesker. Til daglig møder hun jo kun de ti tolv personer, der bor i landsbyen. Jeg begriber ikke, hvordan nogen kan holde en sådan tilværelse ud!"

„Det sker selvfølgelig kun sjældent, at hun får besøg af to drenge, der pludselig dukker op uden ledsagelse af nogen art. Måske troede hun, at vi var dumpet ned fra månen."

„Synes du, vi kunne se sådan ud? Hvad enten vi ligner det ene eller det andet, må vi hellere sætte farten op. Vi skulle gerne nå tilbage, før det bliver mørkt."

„Jeg kan ikke gå hurtigere. Petroleumsdunken er så tung. Lad os prøve at finde en tyk gren til at stikke gennem hanken, så kan vi begge to bære. Det er meget bedre end at skiftes til at bære."

Det varede noget, før de fandt en velegnet gren. Da de fortsatte turen, var det begyndt at skumre. Bjergene så ikke længere venlige ud. Drengene blev mere lavmælte, og uden selv at vide det satte de farten op. Lidt efter så Jobe sig tilbage.

„Vend dig om, Lew! Jeg synes, jeg så noget."

„Hvor? A, det er vist bare en prærieulv."

„Det er jeg ikke sikker på. Synes du ikke, dyret der er større end en prærieulv?"

"Gid vi havde haft Jumbo med! Jeg tror, bæstet forfølger os. Men prærieulve forfølger da ikke mennesker ... Det kan godt være, du har ret. Måske er det en ..."

I det samme satte dyret sig ned, løftede snuden mod nymånen og gav sig til at tude på en måde, der var vidt forskellig fra den, hvorpå prærieulve tuder. Lyden fik drengenes blod til at isne.

„Det er en rigtig ulv!" gispede Jobe.

„Hvordan kan det gå til ... På denne tid af året og så tidligt på aftenen?" Lews tænder klaprede, skønt luften stadig var lun. I det samme blev ulvens tuden besvaret af et kor af ulve stemmer. Lyden syntes at komme fra alle fire verdenshjørner.

„Hørte du det!" hviskede Jobe. „Der findes mange ulve oppe i bjergene, og de er farlige. Vi er vel nok kommet i en køn situation!"

Drengene gik videre, skønt deres ben var helt stive. Lyden af ulvenes tuden kom nærmere, og de to skrækslagne drenge havde en fornemmelse af, at de blev forfulgt af en hær af onde ånder.

Uden at sætte farten ned dristede Jobe sig til at se sig tilbage.

„Hvor mange er der nu?" hviskede Lew. Hans mund føltes tør og varm, og hans hjerte hamrede.

„Fem eller seks. De bevæger sig en lille smule hurtigere end vi, så de kommer stadig nærmere."

„Hvad skal vi gøre? Tror du, de vil æde os?"

„Det ved jeg ikke. Vi må i hvert fald ikke give os til at løbe. Vi må gå ganske roligt og lade, som om vi slet ikke er bange."

„Hvordan skulle man lade være med at være bange! Der er endnu næsten en kilometer til lejrpladsen. Jeg kan genkende den store kampesten der; den ligner en indiansk totempæl. Er du sikker på, at ulve ikke æder mennesker."

„Det gør de vistnok om vinteren, når de er meget sultne. Men på denne årstid må de være mætte, så måske er de bare nysgerrige."

Jobe så sig igen tilbage, men synet af seks par gule øjne, der lyste som små flammer, var lige ved at gøre det af med ham.

„Lew, vi må hellere bede til Gud. Jeg er sikker på, at mor beder for os i dette øjeblik. Hun er nok ængstelig, fordi vi ikke kom hjem før solnedgang. Bed du først, så beder jeg bagefter."

„Vi kan da ikke standse op for at lægge os på knæ og lukke øjnene."

"Hvem siger, at man absolut skal knæle, medens man beder? Kan du huske Bibelens beretning om Enok? Han vandrede med Gud, og jeg er sikker på, at han ofte bad. Og de tre mænd i den gloende ovn! De gik omkring i ilden, og Guds Søn var hos dem. Vi kan roligt bede uden at knæle."

Jobe havde altid læst flittigt på søndagsskolelektien, og dette kom ham nu til gode. Med få ord, men inderligt og oprigtigt bad de to drenge til Gud. Pludselig forekom det dem, at stjernerne var kommet dem meget nærmere, og de følte sig med et trygge og rolige.

Efter nogen tids forløb så Jobe sig tilbage. Så gned han øjnene og så sig atter tilbage. „De er der ikke mere!"

Lew dristede sig til at stå stille et øjeblik og vende sig om. Hans knæ rystede, og petroleumsdunken var tungere end nogen sinde før. „Jeg kan godt se dem! De er på vej bort!"

Ulvenes uhyggelige tuden lød endnu en gang og blev et øjeblik hængende i luften; så døde lyden bort. Drengene sukkede dybt og begyndte at løbe.

„Tak, kære Gud! Tak, kære Gud!" Disse ord genlød inde i dem i takt med petroleumsdunkens stødvise bevægelser. Få minutter senere fik de øje på vognenes hvide sejldugsvægge, der blev oplyst af skæret fra bålet. De var langt om længe i sikkerhed!

Den aften var det Jobe og Lew, som kunne fortælle en spændende historie. De måtte adskillige gange beskrive, hvad de havde oplevet, og deres beretning blev ikke ringere ved at blive gentaget. Mor sad imellem dem og havde lagt armene om deres skuldre. Hver gang de fortalte om, hvorledes de havde bedt til Gud, nikkede hun og trykkede drengene lidt tættere ind til sig.

„Jeg bad også for jer - ganske som du tænkte, Jobe. Og lad os så fremsige det ottende vers af den fireogtredivte salme, før vi begynder aftenandagten."

Med andægtigt bøjede hoveder sagde de i kor: „Herrens engel slår lejr om dem, der frygter ham, og frier dem."