Mara og Elim!

 

Den første forårsregn gjorde luften mild igen. Jordens hvide tæppe begyndte at blive snavset og hullet. Under deres dække af is nynnede bækkene en ny, dristig melodi, medens de forberedte sig til at afkaste lænkerne og Ieende strømme ned i dalene og flodlejerne for at sætte fart i Snake River, så dens vande hurtigere kunne nå frem til Stillehavet. Morbærfigentræerne og balsampoplerne sitrede i den lette vind. De mindedes andre forårsdage og følte alle saften stige som et tegn på, at deres herligste time nærmede sig.

Så fulgte der en lang række solskinsdage. Der blev grønt langs bækkene, markerne blev grønne, ja, selv de golde bjergsider fik grønne pletter. Der kom blomster i alle farver – coreopsis, salvie-blomster, kornblomster, valmuer, blåklokker, lupiner og mange andre. En skønne dag var alle frugttræer forvandlet til hvide eller lyserøde skyer, og engpiberne holdt endeløse koncerter. Foråret var snart forbi, men familien Holloway var stadig i Albion.

En aften spurgte Magnus: „Hvornår skal vi videre, far?" Drengene sad på verandatrappen og kiggede på mor, der stoppede strømper, medens far forsålede Lews støvler.

Mor så op. Hendes venstre hånd, som hun holdt strømpen og stoppeægget i, sank ned i hendes skød. Hendes blik gled hen over fars ansigt, og så gled det videre – ned langs vejen til kirken.

De vidste alle, hvad hun tænkte på. Bag ved kirken lå den lille grav, hvor hun så sent som i går havde plantet en lyserød rosenbusk. Hun troede på, at hendes lille søn var i Himmelen, men hvorledes skulle hun kunne forlade hans grav? Men på den anden side havde hun og far ofte talt om, at det var Guds vilje, at de skulle søge en ny fremtid i Californien. Hendes blik vendte tilbage til fars ansigt, og i det samme sagde han: „Vi må hellere se at komme af sted så snart som muligt. Vi kommer gennem en ørken, og det gælder om at passere den, før det bliver for varmt. Men vi må anskaffe nye prærievogne. De gamle kan ikke klare resten af vejen."

„Hvor skal vi få penge fra til nye vogne?" spurgte Jobe, „det har jo været småt med arbejde i den sidste tid."

„Jeg har hørt, at der mangler medhjælpere til den tidlige høhøst på gårdene langs Raft River. Vi går derover i morgen. Hvis vi alle fire får arbejde, kan vi tjene en god skilling. Desuden har jeg fundet en køber til de gamle vogne - en mand, der hedder Smithcliff. Han stammer fra Missouri. Han har tilbudt mig en rigtig god pris."

Fjorten dage senere var familien Holloway atter på vej mod vest. Mor så på Albions huse, der snart ville være ude af syne, og far greb hendes hånd og trykkede den. Så hviskede han: „Når vi næste gang slår os ned for vinteren, har vi forhåbentlig fundet et blivende sted. Dette sigøjnerliv tager for hårdt på dig. Vi burde måske aldrig have brudt op fra vort gamle hjem."

„Jo, Matthew. Jeg er sikker på, at det var Herrens vilje. Vor fremtid ligger i Californien. Det bliver dejligt atter at få et rigtigt hjem, og jeg vil forsøge at glæde mig til det og ikke være bedrøvet over det, vi har efterladt."

„Jeg er bange for, at vi kommer lovlig langsomt frem," sagde far en lørdag aften, da familien havde slået lejr. Han studerede et land-kort, som lå udbredt på bordet i spisevognen. Lygten, som hang ned fra loftsbjælken, kastede et flakkende lys over alle de sol brunede ansigter. Det afslørede de bekymrede rynker i fars pande og sporene efter hårdt arbejde i hans ansigt.

„Hvordan kan det være? Er de nye vogne dårligere end de gamle?"

Mor ønskede i sit stille sind, at de kunne have beholdt de to gamle prærievogne. Spisevognen og sovevognen havde været faml• liens hjem i lang tid og havde været vidne til så mange glæder og sorger. Desuden havde far ikke ofret tid på at lave indbyggede skabe og hylder i de nye vogne. Han syntes ikke, det kunne betale sig, da de jo ikke havde så forfærdelig lang vej tilbage.

„De nye heste må da ellers være til stor hjælp, far."

Magnus var meget stolt af de to heste, som han havde købt i Burley, og som skulle erstatte okserne Peter og Roby. Det var hans opgave at fodre og vande de nye heste, og det var også ham, der striglede dem hver aften. Jobe og Lew passede Judy og Toby, som havde trukket den ene vogn, lige siden de forlod deres hjem i Colorado. Far mente, at de let kunne klare endnu nogle måneders rejse, og når de nåede frem til Californien, skulle de to trofaste dyr have en lang ferie. Senere kunne de så anvendes som forspand for den lette hestevogn, han tænkte på at købe, når han fik råd dertil.

„Både vognene og hestene er gode nok, men vejen er dårligere, end jeg havde troet. Det er ved at blive varmt - alt for varmt i betragtning af arstiden, og hvis vi ikke når over de saltsumpe, som ligger et stykke mod vest, før den rigtige sommervarme for alvor begynder, bliver det en meget streng tur. I morgen må vi hellere køre fra tidlig morgen til sen aften, så vi kan indhente lidt af den tid, vi spildte ved at tage så sent fra Albion."

„Har du glemt, at det er søndag i morgen?" spurgte mor bebrejdende. Børnene udvekslede forundrede blikke. Var det virkelig meningen, at de skulle fortsætte rejsen om søndagen? 'Hidtil havde de altid holdt stille om søndagen - selv om tiden var knap.

„Nej, det har jeg ikke glemt, men vi kan ikke tillade os at holde hvil en hel dag. Jeg håber og tror, at Herren ikke har noget imod, at vi fortsætter rejsen på hviledagen."

Næste eftermiddag skete katastrofen. Da de kom til et sted, hvor vejen delte sig, valgte far den gale retning. Vejen blev mere og mere ufremkommelig, og efter nogen tids forløb indså de alle, at de måtte vende om. Den ene vogn væltede, da den blev drejet omkring på den smalle, skrånende vej, der var fuld af større og mindre sten. Heldigvis befandt der sig ingen i vognen, fordi det var behageligere at gå end at køre.

Far betragtede den væltede vogn og konstaterede til sin lettelse, at den ikke havde taget nævneværdig skade. Men det tog tid at få den på ret køl igen. Langt om længe og efter store anstrengelser nåede den lille karavane tilbage til det sted, hvor vejen delte sig, og far gjorde holdt. „Du havde ret, Anna," sagde han og tørrede sin våde pande med ærmet. ,,Dette uheld er utvivlsomt et tegn på, at Gud er vred over, at vi fortsætter rejsen på en søndag. Det skal aldrig gentage sig."

Som far havde sagt, var vejret usædvanlig varmt, når man tog i betragtning, at det endnu var tidligt på sommeren. I den følgende tid arbejdede vognene sig frem over sandstepper og gennem lavt salviekrat. De passerede utallige udtørrede bække, hvis lejer var fulde af kampesten, som gjorde kørselen uhyre vanskelig. Solen strålede fra en glødende himmel, og jorden tilbagekastede varmen i bølger, der slog som hamre mod dyrs og menneskers legemer.

„Det er ikke underligt, at mange nybyggere omkom undervejs," sagde Magnus en dag, da de fik øje på nogle afblegede knogler, der lå ved siden af vejen. „Det er mere mærkeligt, at så mange af dem klarede turen."

„Det gik nok værst ud over dem, der foretog rejsen om vinteren," sagde Lew. „Men for resten stammer disse knogler fra dyr og ikke fra mennesker."

„De mennesker, der døde undervejs, fik sikkert en anstændig begravelse," mente far. „Det sørgede deres rejsefæller nok for. Men man kan stadig hist og her finde menneskeknogler - levninger af mænd, som omkom i ørkenen."

Det blev en smule køligere, når solen forsvandt bag de vestlige bjerge, og mørket begyndte at sænke sig. Om dagen var bjergene gråblå, men om aftenen blev de purpurrøde og indigoblå. Når himmelen blev mørk, kom stjernerne frem. Himmelen lignede en mark fuld af tusindfryd, og i den tørre, klare luft syntes stjernerne så nære, at man fik den tanke, at man måtte kunne plukke dem, hvis man rakte armen i vejret.

Denne sommer bragte familien Holloway mange bekymringer. Jo længere vestpå de kom, des vanskelige var det at finde brænde til komfuret. Drengene måtte hver dag samle salviekvas og hugge det i små pinde. Dette sinkede rejsen, men der skulle komme det, der var værre.

En morgen, da de ikke var langt fra landsbyen Tuscarora i det nordlige Nevada, blev en af hestene sky, da far var ved at klatre op på vognen.

„Prr! Magnus! Skynd dig! Prøv, om du kan berolige ham. Av, min arm!"

„Hvad er der sket, far? Hvorfor blev Røde sky?"

„Jeg ved det ikke. Det kan være en fugl eller måske en kanin, der har skræmt ham. Jeg er bange for, at min venstre arm ikke er meget bevendt. Den blev på en eller anden måde indfiltret i seletøjet. Forhåbentlig har jeg kun forstuvet den."

Mor tog den beskadigede arm i øjesyn. „Jeg tror, det er værre end en forstuvning. Den burde undersøges af en læge."

„Jeg tror ikke, der findes nogen læge i Tuscarora. Hele landsbyen består kun af nogle få huse - men heldigvis er vi der snart."

Der fandtes ganske rigtigt ingen læge i Tuscarora, men det lod til, at barberen i påkommende tilfælde tog sig af folks svagheder. Han kiggede på fars arm og sagde straks: „Der er ikke tvivl om, at det drejer sig om et benbrud. Det er et godartet tilfælde, men De må straks have armen i bandage. Det skal jeg nok ordne."

Af et gammelt pudevår lavede mor en slynge til den brækkede arm, for at den kunne være i fuldkommen ro, mens bruddet heledes. Derefter blev rejsen genoptaget – men i et endnu langsommere tempo. Mor og drengene måtte skiftes til at køre hestene, og de kørte meget forsigtigt og langsomt, når de kom til ujævne strækninger i vejen, for når vognen bumpede, gjorde det så ondt i fars arm, at hans ansigt blev helt vådt af sved.

En morgen, da de skulle forlade en lille landsby, der lå i udkanten af et ørkenagtigt højdedrag, sagde far: „Fyld vandtønderne og alt, hvad vi har af tomme spande og lignende. Det kan vare længe, før vi kommer til det næste vandhul."

Ingen af dem glemte nogen sinde de følgende dages rejse tværs over det nordøstlige Nevadas saltsumpe. Det fine støv lagde sig som en tæt tåge omkring vognene og trængte ind i øjne, mund og næsebor. Det kunne kun fjernes ved hjælp af vand, men vandtønderne var næsten tomme, så den smule vand, der var tilbage, måtte kun bruges til drikkevand og til madlavningen. Det var derfor en stor lettelse, da Jobe, der gik et lille stykke i forvejen, en eftermiddag pludselig stod stille og råbte: „Halløj! Derhenne er der et vandhul!"

„Hvilken lykke!" sukkede far og vædede læberne med tungen. „Det var på høje tid. Jeg var ved at blive bange for, at også vore knogler skulle bleges af ørkensolen. Skynd jer af sted, drenge, og lad mig så høre, hvad I finder."

„Det kan nok være, de sætter det lange ben foran!" sagde mor smilende. „Hvor er det rart igen at se nogle træer, selv om de unægtelig er noget støvede."

Jumbo havde lidt lige så meget af tørst som menneskene og hestene, og da den hørte drengene råbe „vand", løb den straks efter dem. Den indhentede dem hurtigt og var den første, der nåede vand-hullet. Den var så opsat på at komme til at drikke, at dens ene pote gled ned i vandet, før den havde fået tid til at stikke næsen i. Et sekund efter hoppede den hylende omkring på tre ben.

„Hvad er der i vejen, Jumbo?" råbte Magnus, som var forrest af drengene. Hans mund var tør og føltes, som om den var fuld af vat, der var bestrøet med bagepulver. Han var frygtelig utålmodig efter at smage koldt, forfriskende vand.

„Å, nej!" stønnede han et øjeblik efter og stirrede fortvivlet på vandhullet. „Kom! Hvad mener I! Det er en varm kilde! Og liget af en hund flyder på vandet ..."

Nu var også Jobe og Lew nået frem. De betragtede den grålige damp, som steg op fra det kogende vands overflade, og det hunde lig, som lå i vandet. Derefter kiggede de på hinanden, alt for skuffede til at give udtryk for deres følelser.

Nu kom vognene med far, mor og Jenny hen til vandhullet. Far rystede på hovedet og sagde sørgmodigt: „Det er første gang, jeg har set en kogt hund, og jeg håber aldrig mere at se det syn. Stakkels dyr! Lad os kigge på Jumbos pote. Forhåbentlig er den ikke blevet alvorligt skoldet."

Mor smurte salve på den ømme pote og forbandt den. Lidt efter sad Jumbo oppe i vognen sammen med Jenny, som gjorde sit bedste for ved hjælp af kærtegn at trøste sin gamle ven.

„Der er ikke sket Jumbo nævneværdig skade," sagde mor og lagde salven på plads. „Men det er frygteligt, at vi ikke fandt et vandhul med koldt vand. Hvad skal vi gøre? Vi har næsten intet vand tilbage!"

Lew, der havde strejfet om mellem træerne, udstødte i det samme et triumferende hyl. Det var næsten, som om det var et svar på mors spørgsmål.

„Kom og se, hvad jeg har fundet!"

Magnus lo. ,,Man skulle tro, du havde fundet en guldmine, sådan som du ter dig. Lad mig se." Han kiggede over Lews skulder og fik øje på et frønnet bræt, der var sømmet fast til en træstamme. Følgende vers var indridset i brættet:

For den, som gennem ørk'nen drager,

det vand fra Mara bittert smager.

Gå mod sydvest endnu en mil,

og du vil møde Elims smil.

Lew slog Magnus på skulderen og råbte henrykt: „Det betyder, at vi vil finde godt vand længere fremme."

Magnus læste verset en gang til. „Måske har du ret, men hvad betyder Mara og Elim? Det kan være, at det bare en gåde eller sådan noget."

„Lad os spørge far. Han skal nok vide besked."

Fars ansigt lyste op, da han læste det lille vers. „Det var rigtignok betænksomt at sætte denne vejviser op," mumlede han. „Mara og Elim omtales i Bibelen. Husker I ikke disse navne? Da israelitterne vandrende i ørkenen efter at have passeret Det røde Hav, var de lige så tørstige, som vi er, og derfor blev de dybt skuffede, da de kom til et sted, der hed Mara, og hvor vandet var bittert og udrikkeligt. Senere kom de til en oase, der hed Elim. I den fandtes der tolv kilder og halvfjerdsindstyve palmetræer."

„Tror du, vi vil finde tolv vandhuller en mil mod sydvest?" spurgte Jobe, som også var kommet hen for at bese indskriften i brættet.

,.Jeg skal være tilfreds, hvis vi bare finder ét vandhul med drikkeligt vand. Hvis vi gør det, holder vi hvil et par dage. Vi har nu passeret den værste strækning, så vi kan tillade os en lille pause. Men nu må vi skynde os, så vi kan nå frem til vandhullet, før det bliver mørkt."

„Kun én mil til, kun én mil til," nynnede Magnus, da han klatrede op på kuskesædet.