Vinteren står for døren!

 

Vinteren står for døren!

„Han har kighoste, fru Holloway," sagde lægen i Logan. „Jeg skal give Dem noget medicin, men det er skade, at han ikke kunne komme under behandling tidligere. Jeg er bange for, at det bliver en drøj omgang for ham."

Da han så det ængstelige udtryk i mors ansigt, tilføjede han hurtigt: „Han skal nok komme igennem det, men sygdommen bliver langvarig."

„Det var trist," sagde far og rystede bekymret på hovedet, da mor havde gengivet lægens udtalelser. „Jeg havde håbet, at vi kunne nå frem til Californien før vinter. Men vi bliver naturligvis her, indtil Mack bliver rask. Forhåbentlig kan jeg få noget at bestille, for vi har praktisk talt ingen penge tilbage."

Det lykkedes far at få forskellige små job, der indbragte tilstrækkeligt til at holde familien i live. Da Mack omsider blev rask, var det for sent til at gøre sig håb om at nå frem til Californien, før vinteren faldt på. De måtte altså finde et sted, hvor de kunne tilbringe vintermånederne. Far vidste ikke sine levende råd, men både han og mor satte deres lid til Gud og bad ham lede dem.

En dag, da far hjalp byens smed med et arbejde, der hastede, ankom en fremmed til smedjen for at få sin vogn repareret. Det var en lille, mager og snaksom mand, som havde den vane at trække sig i den højre øreflip, når han talte.

"Nå, De kunne tænke Dem selv at åbne en smedje? Så kan jeg fortælle Dem, hvor De bør nedsætte Dem. På vej hertil kom jeg gennem en landsby i den sydlige del af Idaho. Jeg havde brug for en ny hjulaksel, men det var umuligt at skaffe en, for landsbyens eneste smed var lige død af et hjerteslag. Jeg er sikker på, at indbyggerne ville blive glade, hvis en mand som De overtog smedjen. Landsbyen hedder Albion, og den ligger cirka to hundrede og halvtreds kilometer herfra - nogle få kilometer syd for Snake River. Hvad siger De? Bliver det for lang en omvej for Dem? Det tror jeg ikke. De bliver under alle omstændigheder nødt til at køre et stykke mod nord for at komme uden om de saltstepper, der ligger lige vest for byen her. Jeg ved af erfaring, at de er så at sige umulige at passere. Jeg kan huske, at jeg i 1886 ..."

Far Holloway fandt et påskud til at forlade smedjen, og han skyndte sig hjem for at meddele mor og børnene, at de hurtigst muligt skulle bryde op.

Turen syntes ikke særlig lang, fordi de denne gang havde et bestemt mål. Folkene i Albion bød dem hjerteligt velkommen, og far Holloway overtog straks smedjen. Et par dage senere var familien installeret i et lejet hus. Børnene var glade for skolen og fik mange nye venner. Familien gik hver søndag til gudstjeneste i metodist-kirken, hvor mor fungerede som organist. Far havde meget at bestille, og drengene påtog sig forskelligt arbejde efter skoletid, så de økonomiske forhold var upåklagelige. De følte sig derfor mindre skuffede over at måtte udsætte rejsen til Californien.

Men så blev lille Mack syg igen. Selv børnene forstod, at han denne gang var i alvorlig fare, og frygten lå over hjemmet som en mørk sky, der lukkede solen ude.

En dag i januar, da mor og Jenny var i færd med at lave aftensmad, hørte de far stampe sneen af støvlerne uden for køkkendøren. Mor lagde kartoffelkniven fra sig og skyndte sig at lukke op.

„Hvordan har han det, Anna?"

Far talte i en hviskende tone, for at børnene ikke skulle høre, hvor ængstelig og bekymret han var, men Jenny kunne ikke undgå at høre hans spørgsmål, og hun hørte også, at mor svarede: „A, Matthew, han er så syg. Da lægen var her i formiddags, rystede han på hovedet. Han tror, det er ..."

I det samme gik det op for hende, at Jenny kunne høre, hvad hun sagde, og hun vendte sig om mod hende og bad hende dække bordet. Hun var meget træt, for i mange døgn havde hun våget både dag og nat over sit yngste barn.

Far strøg hende over håret. Nogle små krøller havde løsnet sig fra hendes fletninger, men i dag lagde far ikke mærke til dem, og de fik ingen til at le. Det var længe, siden der havde lydt latter i huset. Selv de store drenge havde lært at være stilfærdige, når de legede i køkkenet om aftenen. Hele huset var tyst, som om det bad med tilbageholdt åndedræt, medens det klyngede sig til håbet.

„Hvad tror han? Du må sige mig det, selv om det aldrig er så slemt – jeg må vide besked. Jeg er ked af, at jeg har måttet lade dig være alene de sidste par dage, men Nat Cochran ville have arbejdet gjort med det samme, og han insisterede på, at det skulle udføres i hans egen smedje ude på gården. Hvad sagde lægen så?"

„Han er bange for, at det er lungebetændelse!" Endelig var det frygtindgydende ord udtalt. Mor lagde hovedet på fars skulder og begyndte at hulke. Han knugede hende ind til sig, dels for at trøste hende og dels for at dæmpe lyden af hendes gråd. Hans ansigt var blegt og fortrukken. Dengang kendte man ikke lægemidler som penicillin, og lungebetændelse var en meget farlig sygdom, ikke mindst for børn.

„Græd ikke," hviskede han. „Der er mange, der står en lunge-betændelse igennem."

„Ja, men Mack er stadig afkræftet efter kighosten. Lægen siger, at hans modstandskraft er svækket. Hvad skal vi gøre, Matthew? Han er sådan en yndig lille dreng ..." Hendes stemme brast, og far så bønfaldende på hende. Han kunne ikke tåle, at hun græd. Det plejede altid at være hende, der var den rolige og tapre i familien.

„Jeg skal nok prøve på at beherske mig. Efter at du er kommet hjem, føler jeg mig meget bedre tilpas."

Hun forsøgte at smile, og da børnene lidt efter kom ud i køkkenet for at byde deres far velkommen hjem, lykkedes det hende at se ud, som hun plejede.

Da de spiste til aften, drejede deres samtale sig om deres problem. Far sagde i en beklagende tone: „Vi burde være blevet i Logan ligesom familien Loveland. Lille Marie havde også kighoste." Han hældte åndsfraværende mælk i sit glas, og hvis Lew ikke havde givet ham et lille skub med albuen, ville mælken være løbet over.

"Det var ikke bare på grund af Maries kighoste, at hr. Loveland besluttede at blive i Logan," sagde Magnus. „Han var så begejstret for den frugtbare jord og de store frugthaver. Han var træt af rejselivet."

„Jeg ville ønske, de var taget med," sukkede Jobe. „Hr. Loveland plejede altid at sige, at han ville fortsætte, lige til han nåede Stillehavet."

„Da det kom til stykket, syntes han måske, at Den store Saltsø rummede tilstrækkeligt saltvand," mumlede Lew.

„Men der var en god læge i Logan," sagde far. „Det er først og fremmest derfor, jeg fortryder, at vi tog derfra. Lægen her bor i Burley, og der er langt fra Burley til Albion."

„Dr. Young havde sådan et pænt, brunt skæg," sagde Jenny. Også hun havde været syg, da familien boede i Logan, og hun var kommet til at holde meget af dr. Young, som gav hende pebermynter, når hun tog sin medicin uden vrøvl.

„Han havde adskilligt andet," sagde Jobe alvorligt. Han havde et glimt i øjet, som fik de andre drenge til at fnise. Far løftede hånden og rystede på hovedet. „Ikke så højrøstede!"

Drengene havde svært ved at lade være med at le, for de var blevet ganske lammede, da de havde fået at vide, at dr. Young havde syv hustruer og enogtyve børn.

„Stille!" Nu lød fars stemme mere streng, og drengene faldt straks til ro. En svag gråd hørtes inde fra soveværelset, og mor skyndte sig ind til lille Mack. Da hun så hans røde ansigt og forsigtigt trykkede sine læber mod hans pande, blev hun klar over, at feberen var steget. Han syntes også mere urolig end før.

Hun gav ham lidt vand og vendte så tilbage til spisestuen. Børnene var ved at tage af bordet. Ude i køkkenet var Lew i færd med at hælde varmt vand i opvaskebaljen.

„Matthew, har du i sinde at gå til bedemøde i aften?"

„Nej, Anna. Jeg sætter mig hos Mack, så du kan få nogle timers søvn. Men hvorfor spørger du?"

„Jeg tænkte, at du måske kunne bede pastor Howell komme herhen. Så kunne han bede for lille Mack. Jeg tror, han har det dårligere, og dr. Larkin kan ikke komme før i morgen. Der er så meget sygdom for tiden - det skyldes nok den stærke kulde. Jeg bliver oppe sammen med dig, jeg kan alligevel ikke sove."

„Mor, jeg bliver nødt til at gå over og åbne kirken og tænde op i kakkelovnen." Jobe, der i flere måneder havde haft dette fritids-arbejde, var allerede ved at iføre sig en tyk stortrøje, fedtlæderstøvler, en ulden hue og tykke vanter.

„Det er godt, min dreng. Husk at tage en lygte med. Og pas godt på dig selv."

„Du skal ikke være bekymret, mor. Prærieulvene viser sig næppe, før folk er vendt hjem fra bedemødet. For resten er jeg ikke bange for prærieulve. Der stod fem og hylede omme bag kirken, da vi forleden aften kom hjem fra skolefesten. Du kan nok huske, at Ted Pollard kørte os hjem i sin slæde? Vi gjorde holdt ved posthuset og lavede nogle hårde snebolde. Du skulle bare have set prærieulvene flygte, da vi kastede sneboldene efter dem!"

Jobe smilede endnu, da han tændte lygten og begyndte at gå hen ad stien. Hans ånde hang som damp i den iskolde luft. Sneen knirkede venligt under hans støvler. Oppe på himmelen legede månen skjul mellem uldne skyer, der lignede en flok får, der græssede på en snedækket eng. Gamle Jumbo løb efter Jobe, men forlod af og til stien for at undersøge et kaninspor i de forræderiske sneflader.

„Gode, gamle Jumbo," tænkte Jobe. „Hvor har den været en god og tålmodig rejsekammerat. Hvor mon vi vil være i dag om et år? Måske i Californien. Far og mor har vist aldrig tænkt sig, at vi skulle være så længe om at nå frem. Hvordan mon lille Mack har det? Gid han var rask igen!"

Så snart han havde lukket sig ind i kirken, tog han fat på arbejdet. På kolde vinteraftener kom der kun få mennesker til bedemøderne, men præsten hævdede, at onsdagsandagten var lige så betydningsfuld som søndagsgudstjenesten, og ville ikke sløjfe den. Jobe tænkte på, at Mack i allerhøjeste grad trængte til hjælp, og syntes, at præsten havde ret. Men de fleste onsdag aftener blev han søvnig af at sidde og vente på, at bedemødet skulle holde op, så han igen kunne lukke kirken. Det var rart, at pastor Howell ville køre ham hjem.

„Måske giver han mig lov til at køre slæden," tænkte Jobe forhåbningsfuldt. „Hans hestes bjælder har en usædvanlig smuk klang."

Da pastor Howell senere på aftenen forlod familien Holloways hjem efter at have bedt for lille Mack, lykkedes det Magnus at blive alene med far. Han spurgte genert: „Hører Gud altid vore bønner?"

„Han har altid hørt vore bønner."

„Opfylder han dem altid?"

„Nej, ikke altid. Når han ikke bønhører os, må vi være tapre og vedblive at tro på, at han stadig elsker os, og at grunden til, at han ikke opfylder vor bøn er, at dette er bedst for os. Det kan være svært at forstå, men en skønne dag vil vi komme til at forstå det. Men nu må du hellere se at komme i seng. Mor og jeg vil skiftes til at våge over Mack."

Næste morgen fik børnene at vide, at dette var et af de tilfælde, hvor Gud havde afslået at opfylde en bøn. De næste par dage var præget af gråd, spørgsmål, kondolencebesøg og det almindelige daglige arbejde, der måtte gøres, selv om man følte en nagende smerte i brystet.

Efter de tre længste dage i deres liv sad de ved siden af hinanden i metodistkirken. Foran alteret stod en lille kiste, der var pyntet med nogle få beskedne blomster. De forsøgte at samle tankerne og lytte til pastor Howell, der fortalte dem, at lille Mack nu var en engel i Paradiset, hvor han havde det langt bedre, end han kunne have haft det i denne syndige og bedrøvelige verden. Det værste øjeblik kom, da de stod ude på kirkegården. Da kisten blev sænket ned i den frosne jord, gik det pludselig op for drengene, at deres lillebroder aldrig mere skulle sove i sin bløde, varme barneseng i fars og mors soveværelse.

Lew forsøgte at forestille sig Mack som en lille bevinget engel, der legede med andre engle i et fjernt, himmelsk palads. På hjemvejen trak han Jobe lidt til side og hviskede: „Jeg tror, at han stadig længes efter os, når vi er i skole og ikke kan lege med ham."

Jobe stirrede et øjeblik forundret på ham, men så forstod han. Han nikkede bedrøvet. „Det var min tanke at lave en gynge til ham. Den skulle have hængt i døren mellem spisestuen og køkkenet." Han sparkede til en frossen jordklump. „Han var sådan en munter lille fyr. Tror du, englene ler? Eller tror du, der er højtideligt oppe i Himmelen – ligesom i kirken, hvor man altid skal sidde stille og kun må åbne munden for at synge salmer?"

Lew svarede ikke. På et senere tidspunkt skulle han få en helt anden opfattelse af Himmelen, men lige i øjeblikket forekom den ham ikke særlig interessant.

„Jeg tror, at Mack hellere ville være blevet her hos os," tænkte han. „Små børn trænger til deres forældre, og Mack kender jo ingen oppe i Himmelen."

Han blev forskrækket over sine egne tanker og gav sig til at løbe - dels for at undslippe disse tanker og dels for at holde varmen. „Hvem kommer først hjem?" råbte han.

Jobe satte omgående efter ham, og far og mor bed sig i læben. „A, Matthew, hvor kan de? Glemmer de virkelig så hurtigt?"

„Nej, de vil aldrig glemme lille Mack. Men de er kun børn. Lad os være taknemmelige over, at vi stadig har dem, og at de er sunde og raske."