Puma!

 

„Så slår vi lejr!"
Disse velkomne ord lød, da vogntoget kom til en smuk eng i Utah. Dyrene gjorde holdt, mændene sprang ned fra vognene, og klokken ringede. Klokketonerne tilkaldte hurtigt børnene og hunden Jumbo, som havde tilbragt eftermiddagen med at lege i skoven langs vejen.

„Vi har besluttet at blive her et par dage, så vi kan hvile ud," sagde far Holloway. „Det har været en anstrengende tur, og navnlig hestene er trætte. De vil ikke kunne klare resten af vejen, hvis de ikke får en lille ferie."

Ferie! Det betød frihed for både dyr og mennesker, og børnene jublede af glæde.

„Bare rolig! Der er såmænd nok at bestille, men hvis I alle tager fat og skynder jer med arbejdet, kan I få tid til at se jer lidt om efter aftensmaden. Men i aften skal I holde jer i nærheden af vognene. I morgen kan I så driste jer lidt længere bort."

Arbejdet gik hurtigt fra hånden, og da børnene var færdige med at spise, undersøgte de terrænet omkring lejrpladsen.

„Det er det smukkeste sted, vi længe har set," sagde Lew. „Hvor er græsset blødt, og har I set alle de kønne blomster?"

„Den bæk ser lovende ud," sagde Magnus. „Jeg tror, jeg vil gå på forelfangst i morgen."

„Hvor er her stille." Det gøs i Jenny, da hun betragtede granskoven, som kantede engen og fortsatte op ad de stejle bjergskråninger, hvor den forsvandt i en åndeløs stilhed, der varslede eventyr og mystik.

Børnene gik langsomt gennem det høje græs langs bækken, da Bill Loveland pludselig standsede op. „Stille!" hviskede han. De andre børn listede nærmere og stirrede i den retning, han pegede.

To utydelige skikkelser var kommet ud af skoven og bevægede sig nu hen over den nordlige del af engen. „Det er en hjortehind med sin kalv," hviskede Jobe og Alex i munden på hinanden. „Hvor er de smukke."

„Jeg tør vædde på, at der er mange vilde dyr her i bjergene," sagde Lew og iagttog de to hjorte, som nu slukkede deres tørst ved bækken. Pludselig opdagede dyrene børnene, og et øjeblik efter forsvandt de lige så lydløst, som de var kommet.

„Nu ringer mor med klokken. Så er det sengetid."

Næste morgen skyndte børnene sig med arbejdet, og det varede ikke længe, før drengene kunne gå i gang med at ordne deres fiske-grejer og grave efter orm, som de kunne bruge til madding. Jenny og Sue legede med deres dukker i udkanten af skoven. Alle børnene morede sig dejligt, men drengene havde én skuffelse – de fangede ingen fisk. Efter en times forløb lagde Magnus fiskestangen fra sig og sagde mismodigt: „Vi kan lige så godt opgive det. Enten er der ingen fisk, eller også har de fået så meget at spise i sommerens løb, at de ikke er interesseret i vore orme. Skal vi ikke finde på noget andet?"

„Når man fisker, må man være tålmodig," svarede Jobe. Han lød meget voksen, men i virkeligheden citerede han bare far.

„Min tålmodighed er udtømt. Jeg vil hellere se mig om. Nu har vi en lejlighed til rigtigt at strække benene; når vi er undervejs, må vi jo aldrig gå ret langt væk fra vognene."

„Sagde du, at du ville „strække benene"?" Det var mor, der stillede dette spørgsmål. Hun havde vasket en bunke tøj og var nu kommet hen til bækken, uden at børnene havde hørt hende. „Det er en god ide. Så kan I plukke nogle bær, som vi kan få til middag. Der var masser af brombær og blåbær i skovene her, og det er synd ikke at benytte sig af det."

Drengene var mere end villige til at følge hendes råd. De var snart i fuld gang med at fylde både maver og spande med bær. Og de nærede ingen ængstelse for at ødelægge appetitten til middag, for de vidste af erfaring, at det var praktisk talt umuligt.

Klokken var blevet næsten to, før drengene kunne virkeliggøre deres plan om at gå på opdagelse i skoven.

„Lad os prøve at få ram på nogle egern," foreslog Bill. „Ja," svarede Magnus. „Her er sikkert mange egern."

„Jeg tror ikke, vi finder nogen," sagde Lew. Hør, hvor Jumbo

gør. Den skræmmer alle egern langt bort."

Drengene begav sig ind i skoven, idet de fulgte bækken for ikke at risikere at gå vild. Det klare vand klukkede og dannede små vandfald over kampesten og væltede træstammer. Hist og her dannede bækken stille små søer. Den fortalte om uudforskede hemmeligheder og lokkede drengene længere og længere ind i skoven. Somme tider kom de til lysninger, hvor de måtte klatre op ad stejle granitskrænter, der var bevokset med lav. De kunne høre Jumbo gø i det fjerne, medens den forfulgte en kanin, jog et egern op i et træ eller gennede et jordegern ned i dets hul. Jumbo morede sig åbenbart vidunderligt.

Pludselig begyndte Jumbo at gø på en anden måde end før. Nu bjæffede den vredt. Drengene blev helt forskrækkede ved lyden og stod uvilkårligt stille.

„Hvad mon den gør ad?" hviskede Alex.

Han var lidt ældre end Lew, men ikke så stærk. Hans broder Bill var den ældste af alle drengene, og han og Magnus optrådte altid som anførere, når drengene var på eventyr.

„Det er ikke godt at vide," svarede Bill. Han så lidt ængstelig ud.

Magnus bukkede sig for at binde sit snørebånd, og så sagde han: „Vi må undersøge sagen. Måske er Jumbo stødt på en ulv eller en bjørn."

Han lod hånden glide kærtegnende hen over riflen, men hans hænder var ikke fri for at ryste en smule. Hvad skulle de gøre, hvis Jumbo virkelig var stødt på en bjørn?

De tre yngste drenge så ud, som om de havde mest lyst til at vende næsen hjemad. Men de måtte naturligvis følge Kit Carsons og Buffalo Bills eksempel. Når deres ældre brødre var modige, gik det ikke an, at de selv viste tegn på frygt.

Magnus og Bill gik forrest – fulgt af Jobe, Alex og Lew. De sneg sig gennem krattet på indianermaner, idet de omhyggeligt undgik at træde på nedfaldne grene.

Da de kom til en lysning i skoven, gjorde Magnus holdt. „Der har vi Jumbo."

De andre drenge listede tæt hen til Magnus og stirrede gennem løvet. Jombo stod i den anden ende af lysningen. Dens hoved var løftet, og den rejste børster og bjæffede rasende.

„Kan I se noget? Er det en bjørn?" Lew anspændte sine øjne til det yderste. Han følte sig roligere til mode efter at have fået øje på Jumbo. „Hvis det virkelig er en bjørn, er Jumbo sandelig en modig hund!"

„Tal ikke så højt! Jeg tror ikke, det er en bjørn. Men jeg kan ikke se noget, hverken på jorden eller i buskadset. Jo, vent lidt! Er der ikke et dyr oppe i det gamle egetræ derovre i hjørnet?"

„Jo, der er vist noget oppe på en af de øverste grene."

„Jeg kan ikke se hovedet, men kroppen er temmelig lys og meget større end kroppen på et egern."

„Det ser ud, som om dyret ligger på spring!" udbrød Jobe.

„Gå lidt tilbage, så jeg kan komme til at skyde. Jeg tror, det er en puma."

Magnus følte, at hans knæ rystede, da han tog sigte. Et øjeblik efter lød der et knald, og den store kat faldt snerrende og hvæsende ned fra træet, hvorpå den hurtigt forsvandt ind i skoven. Den var ikke blevet ramt, men den var åbenbart meget ivrig efter at bringe sig i sikkerhed.

Magnus følte ingen trang til at forfølge det flygtende dyr. Han råbte: „Jumbo! Kom herhen. Du er en flink hund. Men sikke du hiver efter vejret! Lad os hellere vende tilbage til lejren."

„Et øjeblik!" Bill gik hurtigt et par skridt frem og nåede lige at gribe Alex, som var på nippet til at besvime. Hans ansigt var askegråt, og hans krop blev helt slap, da Bill lagde armen om ham.

„Hvad er der i vejen, Alex?"

„Kan du ikke se, han er besvimet! Vi må hellere bære ham hen til bækken, så vi kan bade hans ansigt med koldt vand. Så kommer han snart til sig selv."

Synet af pumaen havde været for meget for den frygsomme Alex. Selv Jobe og Lew var noget blegnæbbede, men nu glemte de deres frygt, fordi det gjaldt om at få Alex på benene.

Medens de andre drenge bar Alex hen til bækken, dækkede Magnus deres tilbagetog. Det var klogest at være forberedt på det værste. Skyggerne var ved at blive længere, og man kunne ikke vide, hvad der ventede bag det næste træ. Magnus' hjerte arbejdede stadig som en blæsebælg, og han havde en følelse af, at der lurede vilde, mordlystne dyr overalt i skoven.

Det varede ikke længe, før Alex kom til sig selv. Så drak alle drengene af bækken og begav sig tilbage til lejrpladsen.

Under aftensmåltidet stod munden ikke stille på de fem tapre jægersmænd. Men da det blev sengetid, var de mere end villige til at gå til køjs, for det føltes så dejligt trygt at lægge sig til at sove under vognenes sejldugstag.

„Vi må have sovet over os!" udbrød Jobe, da han vågnede næste morgen. „Jeg kan lugte, at mor allerede er ved at lave morgenmad."

Magnus gabede og strakte sig. „Hvorfor kan man dog aldrig få lov til at sove ud! Jeg kunne sove mange timer endnu. Jeg har tilbragt hele natten med at drømme om pumaer. Da du vækkede mig, havde jeg lige taget sigte på en, og jeg skulle nok have ramt den! Det var rigtig ærgerligt, at du vækkede mig! Jeg kan stadig høre dens brøl for mig."

„Hvad var det? Jeg hørte også et brøl!" Jobe satte sig op i sengen. „Tror du ikke, du drømmer – ligesom Magnus?" brummede Lew. Han var endnu ikke rigtig vågen.

„Nu brølede den igen! Den må være lige i nærheden!" Magnus sprang ud af køjen. „Det er ingen drøm, men virkelighed!"

Drengene kom i tøjet i en lynende fart. Da de kom ud af vognen, fik de øje på far, der med sin riffel i hånden løb over mod skoven. Hr. Loveland var et stykke bag efter ham. „Hvad er der på færde?" råbte drengene. „Vi hørte et dyr brøle. Var det en puma."

„Sikkert. Rimeligvis den samme, som I så i går. Den har kig på en af hestene."

„Hvad er der sket, mor? Har pumaen virkelig angrebet en af hestene? Tror du, far får ram på den?" De talte alle sammen i munden på hinanden.

„Må jeg ikke godt være med på jagten?" spurgte Magnus bedende.

Mor forsøgte at berolige dem. Hendes kinder var røde, og hun knugede den grædende Mack ind til sig.

„Nej, du må hellere blive her, så du kan hjælpe mig med at se efter de andre dyr. Jeg skal nok fortælle dig, hvad der skete. Far havde givet hestene deres morgenfoder. De stod bundet til vognene. Så hørte vi pludselig pumaen brøle. Det skræmte hestene, og Toby rev sig løs og begyndte at galoppere hen over engen. Pumaen forfulgte ham. Jeg beder til, at vi ikke skal miste vor kære Toby. Vi har ikke råd til at købe en ny hest."

Om eftermiddagen vendte far og hr. Loveland tilbage til lejrpladsen. De havde Toby med tilbage.

„Fik I ram på pumaen? Er Toby kommet noget til?"

„Toby er uskadt, men pumaen slap desværre fra os. Vi så adskillige spor af pumaer, så vi må hellere søge en lavereliggende lejr-plads. Heroppe er der for farligt for hestene. Når vi har hvilet ud, fortsætter vi til Logan. Vi må gøre forskellige indkøb, og Charles siger, at vi kan få alt, hvad vi har brug for, i Logan."

„Det bliver rart igen at komme til en by," sagde mor. „Mack hostede meget i nat, og måske findes der en læge i Logan. Vi har ikke mere hostesaft, så jo før vi kan få fat i en læge, des bedre,"