En fremtid smedes!

 

En kold og klar vintermorgen hilste Lew Holloway, da han vågnede. Hans brødre sov endnu. Han lå et par minutter og strakte sig velbehageligt. Sengen var blød og varm, men der var koldt i værelset. Hans ånde hang som damp i den kolde luft.

Hvorfor skulle han stå så tidligt op? Han havde en uklar fornemmelse af, at der skulle foregå noget særligt, og at det krævede, at han begyndte dagen usædvanlig tidligt.

„Hvis jeg ikke var så søvnig," tænkte han, „ville jeg nok kunne huske, hvad det er, der skal ske."

Han gned øjnene, gabede og lagde sig på maven for at kigge på Magnus og Jobe. De havde begge trukket dynen helt op om sig, så han kun kunne se deres forpjuskede hårtoppe. Magnus snorkede blidt.

„Sikke et par dovenkroppe!" tænkte Lew og smilede. Han vrikkede med tæerne og så på vinduet, som blev oplyst af vintermorgenens grålige skær. Han havde stadig en dejlig følelse af, at der skulle ske noget spændende, men det var ham umuligt at huske, hvad det var.

„Der er ingen, der har fødselsdag, for Magnus fyldte ti i november, og Jobe bliver først otte i juni. Jeg fylder selv syv i september. Men hvad med Jenny? Nej, hun havde jo fødselsdag lige før jul. Hun fyldte fem ..."

Lew kunne mærke, at han var på nippet til at falde i søvn igen, og derfor satte han sig resolut op i sengen. Hu — hvor var det koldt! Nu var det ved at blive lysere, og gennem vinduet kunne han se, at der lå et tykt lag sne på stien, der førte fra stuehuset til laden. Gærdestolperne havde i løbet af natten fået hvide kalotter.

Der faldt en støvle på gulvet inde i værelset ved siden af. „Far er ved at klæde sig på," tænkte Lew.

I det samme gav det et sæt i ham. Nu huskede han, hvad det var, der skulle ske! Nu vidste han, hvorfor han havde ønsket at begynde dagen så tidligt for ikke at gå glip af noget som helst. I dag ville far begynde at lave prærievognene!

I et spring stod han midt ude på gulvet. Hvor var der koldt! Han fik gåsehud over hele kroppen. Han skyndte sig at trække i tøjet, og så tændte han stearinlyset på servanten og stillede det bag den store vandkande, for at lysskæret ikke skulle vække hans brødre. Der var is på vandet i vandfadet, så den måtte han først slå hul i for at kunne vaske ansigtet.

„Det er lige hårdt nok, at man skal vaske sig i isvand!" mumlede han og lod svampen glide meget let hen over kinderne, idet han omhyggeligt undgik at komme i nærheden af ørerne. „Men jeg ved på forhånd, at mor vil spørge, om jeg har vasket mig, så der er ingen vej udenom. Hvor er kammen? Jeg synes bestemt, jeg lagde den ved siden af sæbeskålen. Hvor ser jeg løjerlig ud i det revnede spejl. Så, det var det! Nu begynder dagen!"

Han kastede et sidste blik på sine sovende brødre, og så listede han forsigtigt ned ad trappen. Hvorfor skulle han vække Magnus og Jobe, når de var så dumme, at de hellere ville sove videre? Men han skulle rigtignok ikke glemme at fortælle dem, at han havde været først oppe!

„De er ganske vist både større og stærkere end jeg, men jeg bliver den første, der hjælper far med at lave prærievognene! Når vi kommer til Californien, vil jeg gå op i bjergene og finde et vandløb, som ingen andre nogen sinde har set. Jeg vil tage et stykke jord i besiddelse og begynde at grave efter guld. Jeg er sikker på, at jeg vil finde en åre fuld af guldklumper, der er lige så store som en knyttet hånd. Så bliver jeg mægtig rig! Jeg kan sælge guldet for mange hundrede kroner, og så vil jeg forære mor en silkekjole. Far giver jeg en smuk, sort ridehest, og til mig selv køber jeg mindst ti små heste og et stort hus og alle de bolsjer, jeg kan spise."

Lew snublede på det nederste trappetrin og landede på køkken-gulvet med et hårdt bums. Hans far, der hørte støjen, så forbavset på ham og brast så i latter. „Går du i søvne, dreng? Det kan nok være, du er tidligt på benene i dag!"

Matthew Holloway var en høj mand med lyst, krøllet hår og klare, blå øjne. Han var ved at tænde op i komfuret. Han skulle bruge varmt vand til at opvarme hønsefoderet. Når det var gjort, skulle han ud og malke køer.

Lew gned sin ømme bagdel og forvissede sig om, at han ikke havde taget større skade af faldet. Så skyndte han sig hen til komfuret for at varme hænderne. Han stillede sig tæt ved siden af sin far, og der var et bedende blik i hans blå øjne.

„Hvad er der i vejen, Lew? Slog du dig?"

„Ikke noget videre. Men ..." Lew tav stille, og hans hals snørede sig sammen af ophidselse.

„Hvad ville du sige?" Far pustede til ilden for at få den til at blusse op.

„Må jeg hjælpe dig med at lave prærievognene? Må jeg hjælpe dig først? Jeg mener ... Magnus og Jobe sover endnu, og derfor tænkte jeg ..."

Far gav sig igen til at le, og hans kraftige latter gav genlyd i køkkenet, hvor man på denne tid af morgenen ellers kun plejede at høre komfurildens knitren og pendulurets taktfaste tikken. Dette ur var blevet bragt med på den lange rejse til Colorado for mange år siden, da mor var en lille pige.

„Det kan nok være, at du er ivrig efter at komme i gang med arbejdet på prærievognene!" sagde far og smilede. „Men det daglige arbejde må først fra hånden, og så skal vi have morgenmad. Bagefter skal vi holde andagt. Når Magnus og Jobe så er parat, tager vi fat på vognene."

Lew så lidt skuffet ud, men hans ansigt klarede op igen, da hans far gav ham et venskabeligt klap på skulderen, medens han var på vej hen til trappen. Han råbte: „Magnus! Jobe! Nu er det tid til at stå op!"

Lew kunne ikke lade være med at le, da han hørte sine brødre gabe og brumme og grynte, medens de tumlede ud af sengen og begyndte at lede efter strømper og støvler i det iskolde soveværelse. Han plejede selv at udstøde lignende lyde, når han vågnede. Men han havde aldrig før været så tidligt oppe som i dag, og det var første gang, han var alene med sin far om morgenen. Pludselig følte han sig voksen, og han opfyldtes igen af en forventningsfuld glæde.

Da drengene havde ryddet stierne for sne, hjalp de deres far med arbejdet i stalden og i hønsehuset.

„Der er noget, der lugter godt, og jeg er skrupsulten!" udbrød Magnus. Han stampede sneen af støvlerne og gik ind i huset for at vaske sig. Han var høj af sin alder, og han var det eneste af børnene, som havde arvet mors sorte hår og mørkeblå øjne.

„Er du så sulten, at du kunne spise en hest?" spurgte Jobe og tog den kedel med varmt vand, som mor havde stillet på komfuret. Han var højere end Lew, men ellers lignede de to hinanden så meget, at man næsten kunne tro, de var tvillinger.

„A, du skal altid drille!" svarede Magnus og truede spøgefuldt ad ham med hånden, der var indsmurt i sæbe. Jobe var familiens spøgefugl.

„Det siger han ikke mere så tit som tidligere," sagde Lew til Jobe. Han syntes, han burde tage sin ældre broder i forsvar. Han nærede stor beundring for Magnus, som var den mest eventyrlystne af de tre brødre. Det var altid Magnus, som fandt de bedste fiskesteder, de træer, hvori der var bi honning, og de gamle ræve huler i højene.

„Nej, han har forbedret sig, siden mor gav ham den store honningkagehest i julegave," svarede Jobe smilende. „Men se nu at blive færdige. Vi skal have boghvedegrød, og jeg trænger til at få fyldt min tomme mave!"

Der var hyggeligt i køkkenet. Gulvet var blevet skuret så meget, at det næsten var hvidt, der stod urtepotter med geranier i vindues-karmene, og på hylden med de blå og hvide tallerkener, som kun blev brugt ved festlige lejligheder, stod der en stor dåse med småkager.

Jenny, hvis lyse krøller var samlet i to lange fletninger, var i færd med at anbringe tallerkener med dampende boghvedegrød på spise-bordet foran vinduet mod vest. En høj stabel pandekager blev holdt varme i ovnen, og på bordet stod en stor kande fuld af dejlig mælk og en skål med ferskenkompot.

„Vent et øjeblik, drenge! Jeg ved godt, at I er sultne, men vi må ikke glemme bordbønnen. Det er din tur, Magnus." Mor lagde som sædvanlig sin hånd på Magnus' knæ for at minde ham om, at han ikke måtte sige bordbønnen for hurtigt.

Der herskede tavshed ved bordet, medens den værste sult blev stillet. Lew lod sit blik glide bordet rundt, medens han nød det velsmagende måltid. Far sagde ofte: „Jeres mor er en mesterkok, og så er hun tilmed smuk!" Det havde han fuldstændig ret i!

„Mor er virkelig smuk," tænkte Lew, „men det er synd, at hun reder håret så stramt tilbage og anbringer det i sådan en kedelig knude. Hun ville også være meget smukkere, hvis hun gik i kulørte kjoler ligesom andre mødre."

Han skyndte sig imidlertid at kvæle disse tanker, for mor var jo kvæker. Hendes tro krævede, at hun skulle klæde sig og frisere sig så enkelt som muligt. Alle hendes kjoler var langærmede og højhalsede, og de var enten mørkegrå, brune eller sorte. Somme tider gav far hende for spøg et lille stykke knipling eller et kulørt bånd. Så lo hun ad ham og gemte det bort „til senere brug". Nogen tid efter ville gaven blive anvendt som pynt på en ny kjole til Jenny eller givet videre til en eller anden ung pige i nabolaget.

I dag så mor usædvanlig yndig ud. Hun havde fået røde kinder af at stå bøjet over det varme komfur, og små oprørske krøller havde løsnet sig omkring hendes pande. Der sad lidt mel på hendes ene kind, og dette fik hende til at ligne en ung pige, skønt hun i virkeligheden var gammel – næsten tredive!

Far smilede til hende, da han rejste sig fra bordet for at tage Bibelen frem. „Tak for dejlig morgenmad," sagde han og plantede et smækkys på hendes kind – midt i melet.

Børnene brast i latter. Mor rødmede og tørrede melet af med en snip af forklædet. „Men Matthew dog! Som du opfører dig – og tilmed, når børnene er til stede!" Men Lew tænkte ved sig selv, at hendes øjne forrådte, at hun ikke havde det mindste mod fars opførsel.

Jenny skubbede til ham med albuen. „Du er så stille. Hvad tænker du på?"

„A, jeg tænkte bare på prærievognene."

Hvor var Jenny dog nysgerrig! Man havde aldrig fred for hendes spørgsmål. „Lew, hvad har du i lommen?" „Lew, hvad laver du?" (Lew var familiens mekaniker og "opfinder".) ,,Lew, hvor skal du hen?" Lew følte ofte, at hans tålmodighed var lige ved at briste, men så mærkede han, at mors rolige blik var rettet mod ham, eller at fars hånd blev lagt på hans skulder, og så trak han vejret dybt, talte til ti, som mor havde lært ham, og lod som ingenting. Men det var somme tider svært.

Lew opdagede pludselig, at der herskede tavshed i køkkenet, og han skyndte sig at jage sine drømmerier på flugt. Nu skulle der holdes andagt. Hver morgen efter morgenmåltidet læste far et kapitel af Bibelen, medens familien sad samlet om spisebordet. Selv Jenny kendte det skriftsted, som far havde valgt i dag, og som de alle citerede i kor: „Jeg løfter mine øjne til bjergene: Hvorfra kommer min hjælp?" Sal. 121, 1.

Gennem vinduet så Lew på de fjerne Sangre de Cristo-bjerge, som blev farvet blegrøde af den opgående sol.

„Fra Herren kommer min hjælp, fra himlens og jordens skaber," fortsatte far. Da han kom til slutningen: „Herren bevarer din udgang og indgang fra nu og til evig tid!" gjorde han en pause og betragtede sin familie. Hans blik hvilede et øjeblik på mors blide ansigt og på de fire børns forventningsfulde, men rolige ansigter.

„Ja," sagde han andægtigt, „dette er, hvad vi har behov for på en dag som i dag. Lad os bede Herren stå os bi, når vi begiver os vestpå, for hvis hans hånd ikke leder os, vil det ikke gå os godt."

Da de var færdige med at bede, tog børnene overtøj på. Matthew Holloway gik hen til sin hustru og sagde: „Som du ved, går vi nu i gang med at lave prærievognene. Anna, er du sikker på, at du ønsker at drage bort herfra? Vi har haft et godt hjem her, og hvis vi først begynder rejsen, vil det vare længe, før jeg igen kan skaffe dig de bekvemmeligheder, som du har været vant til. Jeg aner ikke, hvornår vi atter kan få et hjem som dette, men jeg har på følelsen, at vor fremtid findes vestpå."

„Matthew, du og jeg har indgående talt om dette," svarede Anna Holloway blidt, „og vi har drøftet det med Gud. Jeg har tillid til din dømmekraft. Vi er unge nok til at kunne tåle strabadser og modgang, og vi vil tåle dem i fællesskab."

Han bøjede sig ned og kyssede hende, og så forlod han køkkenet.

Børnene var allerede samlet i smedjen. De var i færd med at stable brænde op ved siden af essen og lægge værktøjet frem. Matthew Holloway var en dygtig smed, og han havde egentlig hellere villet være smed end landmand. Dette var en af grundene til, at han ønskede at bosætte sig i Californien. Der var gået næsten halvtreds år siden de store guldfund i 1849, men Californien var stadig de store muligheders land. Der var forholdene mere stabile. Der blev stadig drevet minedrift i stor stil, og en dygtig smed måtte kunne få mere end nok at bestille i en hurtigt voksende by i en af Californiens brede dale.

Far smøgede ærmerne op, tændte et flammende bål på essen og gik i gang med arbejdet. Tre par drengeøjne iagttog ham. De lyste af beundring og stolthed, da han fik gnisterne til at flyve fra ambolten. Sikke muskler far havde! Hvor han dog fik hammeren til at klinge! Dette var en vidunderlig dag, en dag fuld af løfter og drømme! Varmen fra essen fik de unge ansigter til at gløde, og jernet sang under hammerslagene, som smedede en fremtid for dem alle.