Findes der en slags psykisk telefonforbindelse, ved hvilken man kan tale med åndeverdenen? Ja, det gør der. Men hvis en ældgammel Bog siger sandheden, så hører de døde aldrig telefonen ringe.

Ikke desto mindre er den psykiske telefon stærkt benyttet af dem, som foretrækker, hvad deres sanser fortæller dem. De far forbindelsen. Men ville de blive chokerede, hvis de vidste, hvem det var, der tog telefonen?

De drejer nummeret til det hinsidige. Der er en, der svarer. Det lyder som den, de har mistet. Det ligner den, de har mistet. De ønsker, at det skal være den, de har mistet. De ønsker det så fortvivlende stærkt, at de overser spørgsmålet om pålidelighed.

Maske taler de med en anden verden. Og maske er det åndeverdenen. Men hvem er det, der svarer? Hvem har taget den psykiske telefon? Hvem tager imod opringningerne? Kan det tænkes, at der er en eller anden, der har oprettet en svartjeneste for de døde? En svartjeneste, som de døde intet kender til'? Det er spørgsmålet.

Politiet rader os til at være forsigtige: luk ikke døren op for fremmede. Hav en kæde for døren. Vær agtpågivende over for mistænkelig adfærd. Tro ikke på alt, hvad man fortæller Dem. Lad Dem ikke narre af en uniform. Bed om at matte se akkreditiverne. Og husk, at akkreditiver kan være falske.

At undlade at iagttage disse og lignende forholdsregler resulterer ofte i unødige forbrydelser og dødsfald.

Men man kan have kæde for loren til sin lejlighed og kube sig de bedste låse og omhyggeligt undersøge fremmedes akkreditiver, nar de banker på ens dør. Men hvad sker der, nar en eller anden fra åndeverdenen banker på vort sinds dør? Er vi da lige så forsigtige?

Var du klar over" at Skriften rader os til at undersøge ardernes akkreditiver'? Nogle inder er åbenbart ikke, hvem de udgiver sig for at være. Den siger: „Tro ikke enhver and, men prøv ånderne, om de er af Gud." 1. Johannes 4,1.

Men er de ikke alle sammen dødes ånder? Forlader anden ikke legemet ved døden og lever videre, selv om legemet dør?

Det er, hvad de fleste tror. Bibelen siger imidlertid: „Og stuvet vender tilbage til jorden som for og anden til Gud, som gav den." Prædikerens Bog 12,7.

Her har vi Bibelens beskrivelse af, hvad der sker med et menneske, nar det dør. Men hvad er denne and, som vender tilbage til Gud?

Et sted i Det nye Testamente giver os et fingerpeg. „Ligesom legemet er dødt uden and, stiledes er jo også troen død uden gerninger." Jakob 2,26. Anden er altså" hvad der holder legemet i live.

Har du lagt mærke til fodnoterne i visse bibeludgaver'? Ved dette vers hos Jakob finder man undertiden en note om, at ordet "and" også kan oversættes „ånde". Legemet er nemlig dødt uden ånde.

Ordene „ånde" og „and" benyttes synonymt i Bibelen Her er et eksempel: „Thi endnu er min and i mig. og Guds ånde i min næse." Job 27,3. ældre overs.

Den and, som mennesket modtager fra Gud, og som vender tilbage til Gud, nar mennesket dør, er, hvad Gud har indblæst i dets næsebor.

Det vil her være interessant at læse en passage fra beretningen om menneskets skabelse. Hvad var det, Gud blæste ind i menneskets næsebor?

"Da dannede Gud Herren mennesket al agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen." 1. Mosebog 2,7.

Ved skabelsen blæste Gud altså livsånden ind i menneskets næsebor. Ved Boden vender denne gnist, denne livsånde eller ånd tilbage til Gud, som gav den. Skabelsen i omvendt orden.

„Da dannede Gud Herren mennesket af agerjorden; muld ..." Lad os forestille os mennesket sådan, som det var, da det kom fra dets Skabers hænder. Her har vi det fuldført i alle detaljer. I hovedet en hjerne. som er parat til at tænke - men den tænker ikke. Blodet i irerne er parat til at rulle - men det ruller ikke. Hjertet i brystet er parat til at slå - men det slår ikke. Mennesket er parat til at leve, til at elske, til at handle - men det hverken lever, elsker eller handler - endnu.

Men læg mærke til, hvad der så skete: „ ... og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen." Fra det øjeblik havde mennesket identitet, personlighed og karakter. Mennesket blev et levende væsen som resultat af legemets forening med livsånden.

Derpå, nar et menneske dør, vender støvet, ifølge Prædikeren tolv, vers 7, tilbage til jorden, hvor det kom fra, og livets and eller ånde, livsgnisten, vender tilbage til Gud, som gav den, ligegyldigt om dette menneske var godt eller ondt. Dets identitet går ikke tabt. Dets karakter bevares. Dets personlighed er i sikkerhed i Guds hænder. Men mennesket er ikke længere bevidst, for den livgivende forbindelse mellem legeme og ånde er blevet afbrudt.

Hvis med andre ord foreningen af agerjordens muld og livsånden gjorde mennesket til et levende væsen eller en levende sjæl, hvad sker der så med denne sjæl, når disse to adskilles ved døden? Mennesket ophører ganske enkelt med at være en levende sjæl, indtil Livgiveren genforener de to på opstandelsens morgen. Sådan siger Bibelen.

Lad os forestille os, at vi har en bunke brædder og en bunke som. Det er alt, hvad vi har, en dynge brædder og en dynge som. Vi tager derpå brædderne og sømmer dem sammen på en bestemt måde. Vi har nu ikke længere en bunke brædder og en bunke søm; vi har en kasse.

Hvor kom kassen fra? Den korn ingen steder fra. Den er blot foreningen af bræddebunken og søm bunken.

Lad os nu tænke os, at vi ikke længere har brug for kassen. Vi trækker så sømmene ud og anbringer dem på den ene side og lægger brædderne på den anden side. Hvor er kassen nu kommet hen? Den er ikke kommet nogen steder. Den er blot ophørt med at eksistere som kasse. Brædderne findes stadig, og det samme gør sømmene. Men der vil ikke findes nogen kasse, for de to igen bliver forenet.

På samme måde fortæller Første Mosebog os, at Gud i begyndelsen dannede mennesket af to ting af agerjordens muld og af livsånden. Som resultat af foreningen af disse to blev mennesket til et levende, elskende og handlende væsen. Når det dør, adskilles disse to. Det levende, elskende og handlende væsen — foreningen af legeme og ånde kommer ingen steder hen. Det mister blot bevidstheden indtil opstandelsen, hvor legeme og ånde skal genforenes. Bibelen lader ikke menneskene ophøre med at eksistere mellem døden og opstandelsen. Den lader dem sove.

Det er altså åbenbart, at hvis vi kan tro på denne gamle Bog, så går vi ikke ind til vor belønning, når vi dør. Døden er blot livets ophør, indtil det genoprettes ved opstandelsen. Og i tidsrummet mellem døden og opstandelsen ved mennesket ingenting. Det kan ikke meddele sig.

Når derfor en ånd, en hvilken som helst ånd, hævder at være et dødt menneskes ånd, da gør den sig straks til løgner og bedrager. Hvad eller hvem denne and end er, kan den ikke være en død mands ånd. Det er en ting, den ikke kan være, hvis vi skal tro Bibelens ord.

For resten lader det til, at folk heller ikke bliver til engle, når de dør, som nogle tænker sig. Ingen mand eller kvinde og intet barn er nogen sinde blevet en engel. Hvordan kan vi vide det? Fordi der fandtes engle længe før det første menneske døde, og endda før det var blevet skabt. Englene sang ved skabelsen. Og der stod engle på vagt ved porten til Eden, da menneskene blev jaget ud på grund al deres overtrædelse. Men ikke et eneste menneske var endnu afgået ved døden. Englene er åbenbart en særlig gruppe væsener, sone er skabt til at bebo Himmelen. David sagde: ad er et menneske, at du kommer ham i hu? eller en menneskesøn, at du tager dig af ham? Du gjorde ham en kort tid ringere end englene." Hebræerbrevet 2.6-7.

Ifølge Bibelen bliver mennesker altså hverken til onder eller til engle. I tidsrummet mellem døden og opstandelsen sover de blot og ved intet om, hvad der går for sig.

Hvem er det da, der tager telefonen på den anden side? Hvem er det. der sender os budskaber'? Hvem er det, der skriver budskaber på skrivemaskine? Hvem er det, der tegner billeder i krystalkuglerne? Hvem er det, menneskene spiller disse psykiske spil med?

Jeg er enig i, at mistanken horst og fremmest må falde på de ondsindede og ondskabsfulde ånder, som Ruth Montgomery omtaler. Men det ville maske chokere hende, hvis hun vidste, at de ånder, hun har betragtet som ægte. dem, hun moder ved skrivemaskinen. dem, hun regner med vil beskytte hende, er bedragere ligesom de andre  maske blot endnu dygtigere.

Den sidste bog i Bibelen har noget at sige om ånder, som forer vild. Den siger: „De er nemlig dæmoners ånder, som gør tegn." Åbenbaringen 16, 14.

Tegn - ikke tricks. Det er os umuligt fuldt ud at fatte. hvilken intelligens, hvilken underfundig upålidelighed og hvilken skræmmende magt disse ånder besidder, opsat som de er på ét at fore bag lyset og ødelægge. Et andet skriftsted siger: „Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel." 2.Korinterbrev 11,14.

Satan præsenterer sig ikke for os som et kluntet væsen med klove og horn i panden, lian kommer som en lysets engel. Og hans håndlangere har også lært at fore sig. De rober ikke deres sande identitet. De præsenterer sig som trøstere, hjælpere og beskyttere og vinder vor tillid for bedre at kunne fore os bag lyset.

En af mine venner aflagde hus besøg i Skotland. Men et sted blev hun til sin overraskelse mødt med en isnende kulde. I samtalens lob vandt hun imidlertid kvindens tillid, og snart gav denne udtryk for sin bitterhed over for alt, hvad der hedder religion.

Hun fortalte, at hun under første verdenskrig havde modtaget et telegram fra regeringen, som meddelte, at hendes mand var gået tabt under kamp. I månedsvis ventede hun uden at hore videre. Derpå tilskyndede nogle velmenende venner hende til at suge at sætte sig i forbindelse med sin mand gennem en seance, for de tænkte sig, at han sikkert var død.

Hun mente selv, at det ville give hende en vis fortrøstning, hvis hun kunne fa en sådan forbindelse i stand. Og til sin forbløffelse fik hun noget at se, der så ud som hendes mand. Hun genkendte hans stemme. De talte sammen om mange personlige ting.

Men nogle måneder senere kom hendes mand uanmeldt og i levende live ind ad entredøren. lian havde aldrig været død, ikke engang alvorligt såret.

Ulykkeligvis gjorde dette den desillusionerede kvinde bitter på grund af det åbenbare bedrag, den skamløse made, hvorpå bedrageriske inder havde udnyttet hendes sorg. Husker vi dette: „De er nemlig dæmoners ånder, som gør tegn„?

Vi må være imødekommende. Hvor kunne vi andet end stille os forstående over for dem, som oprigtigt har søgt at finde trøst på det psykiske felt? Men kræfterne bag disse fænomener udnytter åbenbart skamlast sådanne mænd og kvinder. De præsenterer sig med kærtegn og kærlige ord, nar vi er grebet af svaghed og sorg. Det er grunden til, at jeg foler tilskyndelse til at sige, hvad jeg siger.

Hvem er disse onder? Hvem er disse dygtige bedragere, som giver sig ud for at være de personer, vi har elsket og mistet? Hvad er deres forhistorie? Hvordan kan det være, at de er her?

Det er et intrigefyldt drama, som vedkommer os alle.