Ord fra Herren selv!

 

Et af disse har vi om denne Sag i Matt. 5,17-18. sålydende:

„Mener ikke, at jeg er kommet for at nedbryde Loven og Profeterne, jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at fuldkomme. Thi sandelig siger jeg eder, indtil Himlen og Jorden forgår, skal end ikke det mindste Bogstav eller en Tøddel forgå af Loven, indtil det sker alt sammen."

Vi kan ikke undgå at lægge Mærke til, at Jesus i Bjergprædikenen, hvorfra de ovenfor gengivne Vers er taget, taler klart og afgjort om Nødvendigheden af at holde Guds Lov. Læs derom f. Eks. i Matt. 5,21-22. og 27-28. I 19. Kap. hos samme Evangelist har vi en Sam-tale berettet som følger:

„Og se en kom til ham og sagde: „Mester! hvad godt skal jeg gøre, for at jeg kan få et evigt Liv?" Men han sagde til ham: „Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du indgå til Livet; da hold Budene!"

Endvidere hedder det i 7. Kap. hos samme Evangelist i Vers 21:

"Ikke enhver, som siger til mig: „Herre, Herre!" skal komme ind i Himmeriges Rige, men den, som gør min Faders Vilje, som er i Himlene."

Ingen kan være i Tvivl om, at det Jesus her kalder min Faders Vilje, er den samme som i Form af ti Bud fandt sit Udtryk på de to Stentavler, og som vi finder beskrevet i 2 Mos. 20,1-17. Det er den Vilje, han sigter til, når han lærer sine Disciple at bede således: „Ske din Vilje, som i Himmelen således også på Jorden."

Når vi da læser Hebræerbrevet 10,16-17:

„Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage," siger Herren: „Jeg vil give mine Love i deres Hjerter, og jeg vil indskrive dem i deres Sind, og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere ihukomme" ... og i Tilslutning hertil et Citat fra den evangelisk-lutherske Kirkes Bekendelsesskrifter: „Konkordiabogen", Side 66, Punkt 2:

„Der står skrevet hos Profeterne (Jer. 31,31-34): „Jeg giver min Lov inden i dem", og i Rom. 3,31 siger Paulus, at Loven stadfæstes, ikke afskaffes formedelst Troen. ... Disse og lignende Udsagn beviser, at Lovens Opfyldelse må begynde og mere og mere fuldkommes i os. Men vi taler ikke om Ceremoni-loven, ... men om de ti Bud" så ved vi, at Ti buds loven ikke er afskaffet og ej heller nogen Sinde kan blive det, men at dens „Opfyldelse må begynde og mere og mere fuldkommes i os"

En sørgelig kendsgerning!
Som det allerede før er bemærket i dette lille Skrift går Udviklingen i Retning af, at Guds ti Bud bliver skudt mere og mere i Baggrunden både blandt Kristne og andre. For blot en Menneskealder siden, var det anderledes. Det kan ikke skjules, at han, som var den første Lovovertræder, og fra hvem Propagandaen for Løsrivelse fra Guds Lov som bindende Princip har sin Oprindelse, har haft Held med sig i at vinde Sympati for sin Sag. Hvad der gælder de enkelte Mennesker, gælder også Nationerne. Guds Lovs Principper trædes mere og mere åbenlyst under Fode, og der fremelskes en Mentalitet blandt Folkene, der sætter sig andre Idealer end dem, Ti buds loven forfægter. Dette er en alvorlig Sag, og jeg vil slutte denne min lille Pjece med at citere følgende inspirerede Ord:

„Vanhelliget blev Jorden under dem, som bor der, thi Lovene krænkede de, overtrådte Budet, brød den evige Pagt. Derfor fortærer Forbandelsen Jorden, og bøde må de, som bor der. Derfor svides Jordens Beboere bort, kun få af de dødelige levnes." Es. 24,5-6.

Således ser vi, at Profeten i det gamle Testamente mødes med vor Frelser i at udtale, at den dybereliggende Årsag til det flammende Had, Mennesker og Nationer imellem, som holder Menneskeheden spændt og skælvende af Frygt for den Katastrofe, Tilstanden nødvendigvis må munde ud i, er, at Reglerne for et fredeligt Samliv mellem Racer, Lande og Mennesker trædes i Støvet. Universets Grundlov, der bygger på Kærlighed, er fortrængt, og den Lovløshed, som den hellige Skrift peger på som den virkelige Årsag til al Elendigheden, sat i Højsædet.
T. Tobiassen.