En strid i apostelmenigheden!

 

I Apostlenes Gerninger læser vi fra Kapitel 14,24 til og med 15. Kap. ja, også Kap. 16,1-4 om en Strid, der opstod i Antiokia i Pisidien. Foranledningen til den var, at „der kom nogle ned fra Judæa, som lærte Brødrene: „Dersom I ikke lader eder omskære efter Mose Skik, kan I ikke blive frelste"." Dette var noget andet, end Paulus og Barnabas havde forkyndt; og der opstod „en ikke ringe Splid og Strid" mellem disse, der var kommet fra Judæa, og Paulus og Barnabas. For visse Årsagers Skyld, fornemmelig den at Paulus ved en Åbenbaring fik Pålæg derom (Gal. 2,2), skulde Sagen afgøres i Jerusalem. Det blev den. Apostlenes Gerninger Kapitel 15 indeholder en Beretning om de Indlæg, der fandt Sted, og den endelige Beslutning, som blev fattet ved nævnte Møde. Beslutningen gik kort sagt ud på, at man ikke, således som Brødrene fra Judæa havde lært, skulde lade sig omskære og holde Mose Lov for at blive frelst. Også ved dette Møde skete der Åbenbarelser fra Herren. Det ser vi af, at den fattede Beslutning fik følgende Indledning: „Det er den Helligånds Beslutning og vor." Tanken er ikke, at det er den Helligånds Beslutning, fordi det er deres, eller fordi de føler sig overbevist derom. Der var jo mange Profeter i Apostelmenigheden. Kapitel 13, siger, at der i Antiokia var „Profeter og Lærere, nemlig Barnabas og Simon med Tilnavn Niger og Kyrenæeren Lukius og Mannaen". Et andet Sted læser vi om Filips fire Døtre, der var Profetinder. Apg. 21,9. Til Stede ved det her omtalte Møde var Profeterne Juda og Silas. Apg. 15,32. Paulus var jo også selv en Profet. Og den Gud, som gennem Åbenbarelse bød Paulus at forelægge den standende Strid for Ældstemødet i Jerusalem (Gal. 2,2.), har også tilkendegivet for de forsamlede Brødre, hvilket Standpunkt, der var det rigtige i denne Sag. Men Striden fik Efterdønninger, idet de omtalte til Kristendommen omvendte Farisæere ikke vilde opgive deres Standpunkt trods Afgørelsen i Jerusalem. De forlagde deres Virksomhed til de forskellige Menigheder, og vi finder, at de synes at have haft „en hel Del Held med sig i Galatermenigheden". Galaterbrevet er en Cirkulæreskrivelse. som sendtes til de galatiske Menigheder, og den egentlige Foranledning til den var følgende (jeg citerer her „Lutherstiftelsens Bibelværk"s Indledning til Galaterbrevet):

„Gennem mundtlige Efterretninger havde han (Paulus) nylig fået Besked om, at der meget snart efter hans andet Nærvær var kommet flere mod ham og hans Forkyndelse uvillig stemte Lærere, der optrådte som Missionærer ... Uden al Tvivl var disse nye Lærere Jødekristne af samme Retning som de kristne Farisæere, om hvem der fortælles i Apostelgerningerne 15,5. ... Man plejer i Almindelighed at kalde disse Folk Judaister for at betegne dem som sådanne, der, om de end havde antaget Troen på Jesus som Messias, dog i væsentlig Grad holdt fast ved den farisæisk-jødiske Tankegang. ... Disse Judaister anerkendte ganske vist, at Evangeliet var bestemt og skulde forkyndes også for Hedningerne; men de mente tillige, at Hedningerne for at blive fuldgyldige Medlemmer af den nye Pagts Frelsessamfund eller for at få hel og virkelig Andel i den ved Kristus tilvejebragte Forløsning foruden at tro på Kristus som Herre og Frelser også måtte ... underkaste sig Omskærelse og, om end med visse Indrømmelser, overtage Forpligtelsen for den Lov, som Gud ved Moses havde givet sit Folk."

Når vi læser i Galaterbrevets Kapitel 3,1-5 som følger:

„I uforstandige Galatere! Hvem har fortryllet eder, I, hvem Jesus Kristus blev malet for Øje som korsfæstet? Kun dette vil jeg vide af eder: Var det ved Lovens Gerninger, I modtog Ånden eller ved i Tro at høre? Er I så uforstandige? Vil I som begyndte i Ånd nu ende i Kød? Har I da prøvet så meget forgæves? Hvis det da virkelig er forgæves! Mon da han, som meddeler eder Ånden og virker kraftige Gerninger iblandt eder, gør dette ved Lovens Gerninger eller ved, at I hører i Tro?"

så er det ikke Ti buds loven, der tales om, men Mose-loven, som de fra Judæa kommende Missionærer havde lært dem at tage Vare på; og når det i Gal. 3, 10 hedder: „Thi så mange, som holder sig til Lovens Gerninger, er under Forbandelsen", så er det den samme Lov, Moseloven, Ceremoniloven, der tales om.

Det samme gentog sig i Efesermenigheden; jeg har før i dette Skrift citeret Ef. 2,14-18, hvor der siges, at Kristus „nedbrød Gærdets Skillevæg, Fjendskabet, da han i sit Kød afskaffede Budenes Lov med dens Befalinger". Også her er det Moseloven, der tales om, og Foranledningen er den vildførende Forkyndelse, som de før nævnte Judaister fremførte. Jeg skal citere lidt af „Lutherstiftelsens Bibelværk"s Anmærkning til de ovenfor omtalte Vers; det hedder:

„Gærdets Skillevæg, det er den Skillevæg mellem begge Parter, som dannedes af eller bestod i det Gærde, der, som Læserne vel bekendt, omgav Israel, og altså også afgrænsede det mod alle andre Folk, og dermed kan der da sikkerlig ikke være ment noget andet end den mosaiske Lov, hvis mange Bud og Forskrifter var som en Mur, der skilte Israel fra de omboende Hedningefolk."

Moseloven var ikke fra Guds Side tænkt som et Skille mellem Jøderne og de øvrige Folk - ikke anderledes end for Eks. Dåben er det nu. Men i Stedet for, som Guds Folk i Dag søger at føre Mennesker til Troen på Kristus og ved Dåben ind i Menigheden, søgte Jøderne i Åndsstolthed at holde Mennesker, der ikke var „født under Loven", borte fra sig, de betragtede dem som mindreværdige og urene.

Også i Kolosensennenigheden har Judaisterne været på Spil. Det ser vi af Kolosenserbrevet i Kap. 2,13--17 hvor vi læser følgende:

Også eder, som var døve i eders Overtrædelser og eders Køds Forhud, eder gjorde han levende tillige med ham, idet han tilgav os alle vore Overtrædelser og udslettede det imod os rettede Gældsbrev med dets Befalinger, hvilket gik os imod, og han har taget det bort ved at nagle det til Korset. ... Lad derfor ingen dømme eder for Mad eller for Drikke eller i Henseende til Højtid eller Nymåne eller Sabbat, hvilket er en Skygge af det, som skulde komme, men Legemet er Kristi."

Den Lov, her omtales, er Loven med Forskrifter om Mad og Drikke - Madofre og Drikofre og Højtider og Nymåner og de til Højtiderne knyttede Sabbatter. Der var syv sådanne. Det er ikke den ugentlige Hvile-dag, der tales om. Den er foreskrevet i den uforanderlige Ti buds lov. Lad mig også anføre et lille Citat fra det før nævnte Værk i Tilknytning til disse Vers:

"Dog synes det i sig selv at være en nok så nærliggende Formodning, at vi her har at gøre med jodekristne Missionærer, som, om de end har forkyndt det rette Evangelium, dog har haft imod Paulus og hans Virksomhed, fordi han efter deres Mening stillede sig alt for frit i Spørgsmålet om de Jødekristnes Forpligtelse over for den i Moseloven foreskrevne Livsordning."