Problemet løst!

 

Jeg har før i dette lille Skrift nævnt Luther som en, der havde en dyb Forståelse af Lovens Autoritet, Rækkevidde og Uforanderlighed. Den, der kender lidt til Martin Luthers Historie, ved, at han byggede på Guds Ord som den urokkelige Trosklippe, der gav ham det sikre Grundlag for hans Tro. Selv stod han som en stormomsust Klippe, ustandseligt af Fjenderne drevet til at begrunde sin Tro. Og lian var i Stand dertil. Han vidste, hvad han troede, og hvorfor han troede det. Saledes forholder det sig også med hans Standpunkt til Guds Lov, de ti Bud; og i hans Kirkes Bekendelsesskrifter finder vi da også Løsningen på det Problem, der opstår ved, at Bibelen tilsyneladende er i Uoverensstemmelse med sig selv, angående hvorvidt Loven står ved Magt, eller den er afskaffet.

I Luthers Katekismus (ved Pontoppidan) hedder det i „Første Part om Loven eller de ti Guds Bud":

Spørgsmål: Hvor mange Slags Love havde Gud givet i det gamle Testamente?

Tre Slags:
1) Den ceremonialske Kirkelov;
2) den verdslige Politi- og Regeringslov;
3) den moralske Lov, som indeholdes i de ti Guds Bud.

Spørgsmål: Kan denne Lov ikke afskaffes?
Nej, thi den grunder sig på Guds hellige og retfærdige Natur. Spørgsmål: Har Gud på nogen anden Måde åbenbaret denne sin Lov?

Jo, han har givet den på Sinai Bjerg, skrevet på tvende Stentavler.

Spørgsmål: Hvad nytter Loven de troende?
Den underviser dem om, hvad de skal gøre og lade. Spørgsmål: Er de troende ikke skyldige at leve efter Loven? Jo, visselig."

Hvor enkel og ligetil en Forklaring giver ikke disse Spørgsmål og Svar, taget fra den evangelisk-lutherske Kirkes såkaldte Børnelærdom, på, hvorledes det forholder sig med de tilsyneladende modstridende Udtalelser i Bibelen om Loven. Ifølge dette er det ikke den samme Lov, der tales om, når der tales om en Lov, der er afskaffet, og når der tales om en Lov, der er evig og uforanderlig. Den Lov, Katekismen kalder „den verdslige Politi- og Regeringslov", kan vi lade ude af Betragtning; den ophørte jo automatisk at have Gyldighed, da Israel ophørte med at være en Nation. Det er de to andre Love, der kan være Tale om: „Den ceremonialske Kirkelov" og den „moralske Lov". Holder vi os til Katekismens Forklaring, så er det aldrig Ti buds loven, Skriften taler om, når den taler om en afskaffet Lov, det er da altid Ceremoniloven eller, som den undertiden kaldes, Mose Lov. Og når der tales om en Lov, der er evig og uforanderlig — af hvilken ikke en Tøddel eller et Bogstav kan forgå -- da er det altid Ti buds loven. Holder vi os denne Forklaring for Øje, vil vi aldrig være i Vildrede, når det drejer sig om, hvorvidt Loven består eller er afskaffet. Og dersom den om Loven stridende Kristenhed vilde rette sig efter Katekismens enkle Forklaring, så vilde alle være enige om, at Guds ti Bud ikke kan forandres eller afskaffes, men at Mose Lov, Ceremoniloven, afskaffedes, da Jesus døde på Korset - han naglede den til Korset.

DE TO LOVE.
Der kunde jo indvendes, at det, Luther siger om denne Sag, ikke er så sikkert og afgjort. Vel var han en Mand med dyb Indsigt i Guds Ord, hvad den må erkende, der har studeret, hvad Historien har at sige os om ham, men han kunde tage fejl, og det kunde jo være, at ban har taget fejl i Spørgsmålet om Loven. Det er jo Bibelen og den alene, vi skal bygge på. Det vil derfor være naturligt, at vi foretager en lille Undersøgelse af, hvorvidt Luthers ovenfor anførte Standpunkt er fuldt ud skriftmæssigt. I den Anledning at undersøge, hvorvidt Luthers Standpunkt er bibelsk, vil jeg citere 5 Mos. 4,13-14.

„Da kundgjorde han eder sin Pagt, som han bød eder at holde, de ti Ord, og han skrev dem på to Stentavler. Og mig bød Herren dengang at lære eder Anordninger og Lovbud, som I skulde overholde i det Land, I nu skal over og tage i Besiddelse."

Det fremgår tydeligt, at Moses her taler om to Slags Love, en Lov, som Herren bød dem at holde, de ti Ord, som han skrev på de to Stentavler, og en, som Herren bød Moses at lære Folket, bestående af „Lovbud" og „Anordninger". For så vidt stemmer Luthers Lære om de to Slags Love overens med Skriften. Vi vil også læse et Par Vers i 5 Mos. 33,2. Vi læser det fra den ældre danske Oversættelse, og det lyder således:

„Herren er kommet fra Sinai og er opgangen til Sejr for dem, han åbenbarede sig herlig fra Parans Bjerg og kom fra de hellige Titusinder; ved hans højre Mand var en brændende Lov til dem."

„Lutherstiftelsens Bibelværk" giver følgende Anmærkning til Verset:

„Og for at Folket skal betænke, hvad det var, de betroedes, da Gud lagde Loven i deres Hænder, minder han dem om, hvorledes Loven gaves dem Lovens Ild eller som det også kan betyde, en strålende Ild, den Ild, som ledsagede Lovens Givelse."

Det er altså Lovgivningen på Sinai, der tales om, Ti buds lovens Givelse. Men så hedder det i Vers 4:

„En Lov har Moses pålagt os, hans Eje er Jakobs Forsamling."

Også her er to Love omtalt, den ene, som kaldes en brændende Lov, koen Herren med, den anden, har Moses pålagt os".

Hos Profeten Daniel har vi en Udtalelse, som bekræfter det forud anførte. Vi finder den i Kap. 9,9-11, og den lyder således:

„Men hos Herren vor Gud er Barmhjertighed og Tilgivelse; thi vi stod ham imod og adlød ikke Herren vor Guds Rost, så vi fulgte hans Love, som han forelagde os ved sine Tjenere, Profeterne. Nej, hele Israel overtrådte din Lov og faldt fra, ulydige mod din Røst; så udøste den svorne Forbandelse, som står skrevet i Guds Tjener Moses's Lov, sig over os, thi vi syndede imod ham."

Atter har vi to Love omtalt. Den ene kalder Daniel, idet han taler til Herren: „din Lov", og så tales der om Ting, der „står skrevet i Guds Tjener Moses' Lov".

Endnu tydeligere finder vi ovenstående bekræftet ved at læse nogle Vers i 5. Mosebog. Først læser vi Kap. 10,1-5 som følger:

„Ved denne Tid sagde Herren til mig: Tilhug dig to Sten-tavler ligesom de forrige og stig op til mig på Bjerget; lav dig også en Ark af Træ! Så vil jeg på Tavlerne skrive de Ord, der stod på de forrige Tavler, som du knuste, og du skal lægge dem ned i Arken' Da lavede jeg en Ark af Akacietræ og tilhuggede to Stentavler ligesom de forrige og steg op på Bjerget med de to Tavler i Hånden. Og han skrev på Tavlerne det samme, som var skrevet første Gang, de ti Ord, som Herren havde talet til eder på Bjerget ud fra Ilden, den Dag I var forsamlet. Og Herren overgav mig dem. Så vendte jeg mig bort og steg ned fra Bjerget og lagde Tavlerne i den Ark, jeg havde lavet, og der blev de liggende, som Herren havde pålagt mig."

Vi ser her, at de ti Bud var skrevet på to Stentavler, skrevet med Guds egen Finger, og at de fik deres Plads i en Ark, der var fremstillet til det Øjemed. Vender vi os nu til samme Bogs 31. Kap. og læser Versene 24-26, så lærer vi følgende:

„Da Moses var færdig med at nedskrive denne Lovs Ord fra Ende til anden i en Bog, bød han Leviterne, der bar Herrens Pagts Ark: "Tag denne Lovbog og læg den ved Siden af Herren eders Guds Pagts Ark, for at den der kan være Vidne imod dig "

Her har vi Moseloven omtalt. Lad os nu betragte Forskellen på disse to Love! Guds Lov var skrevet af Herren selv med hans egen Finger. Moseloven var skrevet af Moses. Guds Lov, der var skrevet af Herren selv med hans egen Finger, var skrevet på to Sten-tavler; Moseloven var skrevet af Moses i en Bog. Guds Lov, der var skrevet af Gud selv på to Stentavler, fik sin Plads i Arken; Mose Lov, der var skrevet af Moses i en Bog, fik sin Plads ved Siden af Arken.

Visselig har Luther Ret i sin Omtale af Lovene, og vi gør vel i at agte på den Undervisning, vi ovenfor har henvist til, fordi den giver så ypperlig en Orientering, når det gælder Spørgsmålet om, hvilken Lov, der er afskaffet, og hvilken der er så uforanderlig, at end ikke et Bogstav eller en Tøddel kan forgå af den.