Kan Mennesket nogensinde opnå Udødelighed?

 

Thi han skal betale enhver efter hans Gerninger: dem, som ved Bestandighed i god Gerning søger Ære og Hæder og Uforkrænkelighed, et evigt Liv.» Rom. 2,6-7. I sin store Kærlighed til Menneskene har Gud ordnet det så, at enhver, som på en i Skriften nærmere forklaret Måde søger Uforkrænkelighed, skal kunne finde det, han søger, nemlig «et evigt Liv». 

Man søger ikke det man har.
Men stands et Øjeblik, kære Læser, ved Udtrykket «søger»! Hvorfor skulle Menneskene søge Uforkrænkelighed eller Udødelighed, om de af Naturen besad denne guddommelige Egenskab? Ligger der ikke i disse Vers (Rom. 2,6-7) nye Beviser på, at Mennesket ikke har nogen udødelig Sjæl, på samme Tid som de leder vor Opmærksomhed hen til Muligheden af at opnå et evigt Liv? 

Kristus bragte Liv og Uforkrænkelighed for Lyset.
Apostelen Paulus forklarer videre for os, hvorledes Mennesker kan nære et berettiget Håb om en kommende Udødelighed. Han siger i 2 Tim. l,10: «Men nu er kundgjort ved vor Frelsers Jesu Kristi Åbenbarelse, som tilintetgjorde Døden og bragte Liv og Uforkrænkelighed for Lyset ved Evangelium.» Jesus Kristus har bragt Liv og Uforkrænkelighed «for Lyset». Håbet om Uforkrænkelighed knytter sig altså til Kristus, som har tilintetgjort Døden, og Evangeliet lærer, os, på hvilke Betingelser denne Udødelighed kan opnåes. 

Evigt Liv er en Nådegave.
«Thi Syndens Sold er Døden, men Guds Nådegave er et evigt Liv i Kristus Jesus vor Herre.» Rom. 6,23. Evigt Liv kan vi erholde som en Gave - ja som en Nåde gave - ikke som en Rettighed. Hvor bliver da vor med fødte naturlige Udødelighed af? Hvem vil tage imod som en Gave af blotte Nåde det, som han retteligen besidder eller ejer som en medfødt Egenskab? Hvor klart fremtræder her ikke vor egen Fattigdom, samtidig som Guds store Nåde og uendelige Kærlighed åbenbares for os! Lad os være ydmyge, lad os forstå Begrænsningen af vor Magt og Storhed, og lad os prise Gud for hans ufattelige Interesse for den faldne Menneskeslægt!

Grib det evige Liv.
Som til en Stridsmand, der kæmper for en stor Sag, siger Paulus til sin Søn i Troen: «Strid Troens gode Strid, grib det evige Liv, til hvilket du og er kaldet.» (I Tim. 6,12). Gud kalder altså Mennesker til at jage efter og gribe det evige Liv. Større Mål kan dødelige Mennesker ikke jage efter. Den store Apostel erklærer om sig selv: «Jeg jager derefter, om jeg dog kan gribe det ... forglemmende, hvad der er bagved, og rækken de efter det, som er foran, iler jeg mod Målet, til det Klenodie, som hører til Guds Kald her ovenfra i Kristus Jesus.» Fil. 3,12-14. Lad os gøre som han! Sætte alt ind på at vinde dette det største af alle Mål - det evige Liv! Men, idet vi jager fremad for at gribe det herlige Klenodie, lad os da være forstandige nok til at erkende, at vi ikke i os selv besidder Udødelighed!

Hvorledes gribes det evige Liv?
Det er i Virkeligheden det samme Spørgsmål, Stokmesteren rettede til Paulus i Fængslet i Filippi: «Hvad bør mig at gøre, at jeg kan vorde salig?» Svaret lød: «Tro på den Herre Jesus Kristus, så skal du vorde salig.» Apg. 16,30-31. Det samme Svar lyder til os Gang på Gang i den hellige Skrift; og det er det eneste Svar, som kan gives; thi kun igennem Kristus er der Ad. gang til evigt Liv, kun ved Troen på ham opnåes Udødeligheden.
«Thi så har Gud elsket Verden, at han har givet sin Søn, den enbårne, at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv.» Joh. 3,16.
«Sandelig, sandelig siger jeg eder: Hvo, som hører mit Ord og tror den, som mig udsendte, har et evigt Liv og kommer ikke til Dommen, men er gået over fra Døden til Livet.» Joh. 5,24.
«Hvo, som tror på Sønnen, har et evigt Liv; men hvo, som ikke tror Sønnen, skal ikke se Livet, men Guds Vrede bliver over ham.» Joh. 3,36.
«I ransager Skrifterne, fordi I mener i dem at have et evigt Liv; og disse er det, som vidner om mig. Og I vil ikke komme til mig, at I kan have Livet.» Joh. 5,39-40.
«Jeg er kommen, at de skal have Liv og have overflødigt.» «Mine Får hører min Røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem et evigt Liv.» Joh. 10,10. 27-28.
"Jesus siger til ham: Jeg er Vejen, Sandheden og Livet; der kommer ingen til Faderen uden ved mig." Joh. 14,6.
«Men dette er det evige Liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og den, du udsendte, Jesus Kristus.» Joh. 17,3.

Tro og lev!
«Men dette er skrevet, at l skal tro, at Jesus er den Kristus, den Guds Søn, og at i, som tror, skal have Livet i hans Navn.» Joh. 20, 31.
«Der er ikke Frelse i nogen anden; thi der er og ikke noget andet Navn under Himmelen givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi skal vorde frelste.» Apg. 4,12.
«Og dette er Vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige Liv; og dette Liv er i hans Søn. Hvo, som har Sønnen, har Livet; hvo, som ikke har Guds Søn, har ikke Livet.» l Joh. 5,11-12.

Guds bedste Gave.
Jesus Kristus er en «Gave» til Menneskene. Gud elskede Verden så højt, at han gav sin eneste Søn; og Jesus siger selv til Kvinden ved Jakobs Brønd: «Dersom du kendte Guds Gave og hvo den er, som siger til dig: Giv mig at drikke, da bad du ham, og han gav dig levende Vand.» Joh. 4,10. Med denne «Guds Gave» følger det evige Liv, thi «den, som har Sønnen, har Livet, og således kommer den store Sandhed til at stå klart for vort Blik: Liv og Ufarkrænkelighed kan kun erholdes som og må kun betragtes som en Guds Gave. «Hvo, som drikker af det Vand, som jeg vil give ham, skal til evig Tid ikke tørste,» siger Mesteren, «men det Vand, som jeg vil give ham, skal blive i ham en Kilde af Vand, som op. vælder til et evigt Liv.» «Syndens Sold er Døden, men Guds Nådegave er et evigt Liv i Kristus Jesus vor Herre.» Rom. 6,23.

Liv alene gennem Kristus Jesus.
Hvis Læren om «betinget Udødelighed» er sand – og hvilken Kristen kan benægte, at Bibelen lærer, at Livet og Udødeligheden opnåes alene gennem Jesus Kristus, ved Troen på hans Navn og Tilegnelse af hans Fortjenester - hvis denne Lære er sand, hvor bliver da Læren om medfødt naturlig Udødelighed af? Hvad Brug har vi for den'? Hvad Plads kan den indtage i Frelsesplanen? Er det ikke indlysende, at den almindelige Sjælelære må falde til Jorden i det Øjeblik, man anerkender Troen på «Liv og Uforkrænkelighed» som en Nåde gave fra Gud og Sønnen! Bibelens Forsonings- og For løsningslære står som den skarpeste Modsætning til Læren om Sjælens Udødelighed. Enten må vi derfor forkaste Hovedpunktet i Kristendommens Lære - Liv alene gennem Kristus - eller vi må! give Afkald på den hedenske, selvophøjende Sjælelære; begge kan umuligt forliges hos den oprigtige bibellæsende, sundt tænkende Kristne!
Før vi slutter dette Kapitel, vil det være på sin Plads at besvare Spørgsmålet:

Hvornår erholdes det evige Liv?
De tidligere anførte Skriftsteder lærer os, at den, som tror, har det evige Liv, men det er ved Troen, at han besidder det; men Paulus siger: «I Tro vandrer vi, ikke i Beskuelse;» «nu ser vi ved et Spejl, i en mørk Tale, men da skal vi se Ansigt til Ansigt.» 2 Kor. 5,7; 1 Kor. 13,12.

Ved Kristi Genkomst.
«Når Kristus, vort Liv, åbenbares, da skal også I åbenbares med ham i Herlighed.» Kol. 3,4. Når Kristus åbenbares, når han kommer igen i Herlighed, han, som er vort Liv, da er Tiden inde for den virkelige Opfyldelse af Forjættelserne om Opnåelsen af Udødelighed.

På den yderste Dag.
Herom udtaler Frelseren sig bestemt, når han forkynder Budskabet om Frelse for enhver, der vil annamme ham i Tro: «Men det er hans Vilje, som mig udsendte, at hver den, som ser Sønnen og tror på ham, skal have et evigt Liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste Dag.» «Ingen kan komme til mig uden Faderen, som mig udsendte, drager ham; og jeg skal oprejse ham på den yderste Dag.» «Hvo, som æder mit Kød og drikker mit Blod, har et evigt Liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste Dag.» Joh. 6,39-40. 44. 54.
«Den yderste Dag» er Kristi Tilkommeisesdag; thi «når da Overhyrden åbenbares, skal I erholde Ærens uforvisnelige Krans,» siger Peter (I Pet. 5,4); det er den Dag, da alle «de døde i Kristus» skal opstå og skue Forløseren, der kommer som Kongers Konge, ham, der siger: «Se, jeg kommer snart, og min Løn er med mig til at betale hver, som hans Gerning monne være.» Åb. 22,12.
Den yderste Dag er altså Opstandelsesdagen, Belønningsdagen, den store Forsamlingsdag - den Dag, de gamle Patriarker og Troeshelte så hen til med Glæde. Om dem læser vi: «I Tro døde alle disse, uden at have opnået Forjættelserne, men så dem langt borte og lod sig overbevise og hilse de dem og bekendte, at de var Gæster og Udlændinge på Jorden.» Hebr. 11,13.
På Opstandelsesdagen opfyldes Forjættelsen om, at det forkrænkelige skal Høres Uforkrænkelighed, det dødelige skal Høres Udødelighed (I Kor. 15,51-54) - da, og ikke før, opnåes i Virkeligheden Udødelighed!

Læren om Sjælens Udødelighed?
Der findes ét Skriftsted - og kun det ene - der indeholder et Udsagn om, at Mennesket ikke skal dø, at det altså er udødeligt; og det Skriftsted er 1 Mos. 3,4, hvor vi læser følgende tydelige Ord: «] skal ikke dø Døden.» Men det skal straks bemærkes, - at det er et Citat af den Tale, «Løgnens Fader» holdt for vor første Moder, Eva. Udtalelsen er altså meget gammel, helt fra Paradisets Tid, men den er betegnende og opsigtsvækkende, idet den indeholder den første Løgn, vi hører udtalt på den ny skabte Jord, og den blev så skæbnesvanger, fordi den blev troet af dem, der bedre skulle have stået på Vagt overfor Slangens List, skæbnesvanger, fordi den medførte Menneskeslægtens Fald.

Skal vi tro Gud eller Satan?
Man vil erindre, at Herren havde sagt til Adam: «Du må frit æde af alle Træer i Haven; men af Kundskabens Træ på godt og ondt af det skal du ikke æde; thi på hvilken Dag du æder af det, skal du dø Døden.» 1 Mos. 2,16-17. Disse Herrens Ord var tydelige nok, og denne Prøve med Kundskabens Træ var den eneste, Gud udsatte Adam og Eva for. Her indtog Satan sit Stade og valgte som sit første Medium - sit første Talerør – den listige Slange. Samtalen er velkendt og Udfaldet ligeså. Eva stod overfor Valget mellem at tro Gud eller tro Slangen, Satan. Herren havde sagt: Overtræder du mit Forbud, bliver Døden din Lod. Djævelen påstod derimod, at Gud kun forbød hende Træets Frugt, fordi han ville beholde den for sig selv, og han påstod videre, at hun ved at spise af Træet ville blive Gud lig. Hvad Udsagnet om Døden angik, så skulle hun blot ikke tro det; thi de skulle ikke dø Døden.
Eva satte større Lid til Satan end til Gud, og Adam fulgte sin Hustrus Eksempel, og begge hjemfaldt til Straffen - Døden. Vi læser: «Adams ganske Alder, som han levede, blev ni hundrede År og tredive År; og han døde.» 1 Mos. 5,5. Det viste sig således, at Satans Påstand var en Løgn, og vi kan med Rette anvende Jesu Ord på ham: «Når han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader.» Joh. 8,44.
Netop med disse Ord: «I skal ikke dø Døden,» ind. førte vor store Modstander og al Sandhedens Fjende Læren om Sjælens Udødelighed med alt, hvad den har affødt.

Et frygteligt Bedrag.
Det varede heller ikke længe, før vore første Forældre indså, at det var et frygteligt Bedrag, de havde været ude for; Bortfjernelsen fra Livets Træ Dg det yndige Paradishjem, Herrens Udsagn om, at de skulle blive til Støv igen (1 Mos. 3,19) gjorde det klart for dem, at de havde handlet usigeligt dumt ved at låne Øre til Slangens Røst; og da endelig deres elskede Dreng lå Død og kold, dræbt af Broderhånden, da de så Døden i dens grumme Virkelihed' da udsluktes hvert Håb om, at der alligevel skulle ligge noget sandt bag Eorførerens Ord. O, ve os! Herrens Ord er Sandheds Ord! vi har valgt Forbandelsen og Dø. den ved at mistvivle på Skaberens gode Hensigter med os og ved at trodse hans Forbud!

Satan fastholder sin falske Påstand.
Skønt den Kendsgerning står fast, at alle Adams Efterkommere, Slægt efter Slægt, er blevet Dødens Bytte, har Satan dog ikke givet tabt; han har alle Dage fastholdt sin Påstand: Mennesket er udødeligt, men Omstændighederne har tvunget ham til at Lave noge;!: om på sin Politik.
Det er ikke længere hele Mennesket, der er udødeligt, nej, Menneset besidder en Sjæl, en Ånd, som ikke kan dø, selvom Legemet smuldrer hen.
Denne Lære om Sjælens Udødeligheid har han ­desværre med alt for stort Held - fremholdt for Slægt efter Slægt og altid fundet etåbent Øre derfor, og ligesom Adam og Eva lod sig bedrage, således har større og større Skarer givet Hjerterum for den forføreriske Ide om naturlig Udødelighed, og eftersom den ofte ledsages af Tegn og kraftige Gerninger, vil den ganske Menneskehed blive forført med Undtagelse af dem, der uforbeholdent stoler på den hellige Skrift.

Lys i Mørke.
Syndefaldet bragte Mørke og Sorg ind over Menneskeslægten, men midt i Mørket skinnede dog et Lys ­ Forjættelsen om «Kvindens Sæd», der skulle knuse Slangens Hoved og genoprette og genvinde det tabte. Det gav Håb om Udgang fra Dødens Fængsel og ved en Opstandelse fra de døde Adgang til et Liv efter dette. Denne opløftende Tanke, vel nok den største Trøst, der førtes med ud fra Edenhjemmet, antog imidlertid forskellige Former hos de forskellige Folkeslag.

Troen på et Liv efter dette.
Hos så godt som alle Nationer finder man Troen på et Liv efter dette; Historien taler imidlertid ikke altid i bestemte Udtryk om, hvorledes Troen artede sig i den grå Oldtid, dog synes det at fremgå af alt, at man i den allerældste Tid tænkte sig Livet eksisterende kun i Forbindelse med Legemet, og at det altså måtte en Opstandelse til, før det andet Liv kunne erholdes. Selve Troen på, at der er et Liv efter dette, er intet Bevis for, at Læren om Sjælens Udødelighed er korrekt og sand; thi Opstandelseshåbet giver Ret til at tro derpå. At Folkene ret tidligt tænkte sig, at dette andet Liv erholdtes straks ved Døden - at Livet altså egentlig slet ikke udslukkedes - kan ikke skyldes andet end den store Forførers Værk, hans Fastholden ved og Udbredelse af det skæbnesvangre Udsagn: I skal ikke dø Døden; men det bør gentages, at der er et stort Svælg imellem den sande Lære om et Liv efter dette og den falske Lære om Sjælens Udødelighed.

Udødelighedslæren blandt Oldtidens Folk.
Der kan være delte Meninger om, hos hvilket af Oldtidens Folk der tidligst formede sig en bestemt Udødelighedslære; nogle mener, at Læren er kommen ha Babylon, andre, at Ægypterne var de første. Grækernes navnkundige Historieskriver Herodot, der en lang Tid opholdt sig i Ægypten, siger bl. a. i sin Skildl1ing af dette Lands Sæder og Skikke: «Ægypterne var de første, som lærte, at Menneskets Sjæl er udødelig, og at denne, når Legemet omkommer, går over i et andet Dyr, som da fødes til Verden.»
I Harmoni hermed skriver Bunsen i sit Arbejde over Ægypten: «Ægypterne var de første, som fremholdt Læren om Sjælens Udødelighed. Dette omtales af alle græske Forfattere fra Herodot til Aristoteles og bekræftes på en slående Måde af de ægyptiske Monumenter.»