Får Mennesket sin Dom ved Døden?

 

Den Mening gør sig jo i Almindelighed gældende, at de retfærdiges Sjæle ved Døden straks farer til Himmelen for at opnå den højeste Salighed i Samfundet med Gud og alle de hellige, medens de ugudeliges ved Dødsøjeblikket farer til Helvede, hvor de i Svovl og Ild flammerne udstår de frygteligste Kvaler, en Pinsel, som aldrig får Ende. Men er det Sandhed? Kan en god og barmhjertig Gud have bestemt en sådan Skæbne for sine Skabninger? Er det virkelig Skriftens Lære?

Kristi Lære.
Vor kære Frelser har selv givet god Undervisning angående dette Spørgsmål. Da han var ved at forlade sine Disciple, gav han dem Løfte om at komme tilbage og hente dem til sig, når han havde fået alt beredt i Fade. rens Hus, og når han kunne træde frem som Konge i det evige Rige, da skulle de få Lov til at være, hvor han var - i Herlighed og Salighed; men før kunne der ikke være Tale om det. Han nævner aldrig, at de ved Døden skulle komme til ham.
«Eders Hjerter forfærdes ikke; tro på Gud og tro på mig. I min Faders Huser mange Boliger; dersom det ikke så var, havde jeg sagt eder det. Jeg går bort at berede eder Sted. Og når jeg er gået bort og får beredt eder Sted, kommer jeg igen, og vil tage eder til mig, at hvor jeg er, skal også I være.» Joh. 14,1-3.

Belønning, når Kristus kommer.
At de retfærdige ikke får deres Betaling før på denne store Dag, betoner Kristus så ofte i sine Taler. Han siger således engang: «Thi Menneskens Søn skal komme i sin Fadels Herlighed med sine Engle, og da skal han betale hver efter sin Gerning.» Matt. 16,27. Læg Mærke til det lille Ord "da»! Saligheden opnåes altså først ved Kristi andet Komme. At lære noget andet, er at gøre Kristus til en Løgner!

David for ikke til Himmelen.
Da Apostelen Peter på Pinsefe,stens Dag talte, inspireret af den Helligånd, sagde han blandt andet om David: «I Mænd, Brødre! lad mig tale frit til eder om Patriarken David: han er både død og begraven, og hans Graver hos os indtil denne Dag. ... Thi David for ikke til Himmelen.» Apg. 2,29. 34. Var David ikke en Mand efter Guds Hjerte? Var han ikke en af dem, vi føler os sikre på, skulle arve Guds Rige? Men alligevel siger det inspirerede Ord, at han «for ikke til Himmelen»!

Løfterne opnås ikke ved Døden.
På samme Måde læser vi også om alle de andre gamle Troeshelte, Patriarkerne og Profeterne, at de ikke opnåede Forjættelserne, men så dem langt borte. Var Døden Forjættelsernes Opnåelse, Indgangen til Salighedens Land, ville det vel ikke have været så langt borte for dem, og Hebræerbrevets Forfatter måtte da have skrevet, at nu havde de mægtige Troeshelte opnået Målet, fået Forjættelserne opfyldt, og at de nu nød Himmelens herlige Glæder; men i Stedet for det skriver han: "Og disse alle, endog de havde Vidnesbyrd for deres Tro, nåede ikke Forjættelsen, efterdi Gud havde udset noget bedre for os, at de ikke skulle fuldkommes uden os." Hebr. 11,13. 39-40.

Belønningen ved Opstandelsen.
Herren uddeler ikke Belønningen sådan Stykkevis, men til hele den frelste Skare på en Gang. Thi «vi, som lever, som overbliver, til Herrens Tilkommelse, vi skal ikke komme forud for de hensovede», og de hensovede skal ikke komme forud for os; thi vi skal «rykkes tilligemed dem hen i Skyerne, til at møde Herren i Luften, og således skal vi altid være med Herren.» 1 Thess. 4,15-17. Vi kommer altså til Herren ved Opstandelsen, ved Kristi Genkomst, men ikke ved Døden. Se også Åb. 11, 15--18.

Ikke til Straffestedet ved Døden.
Lige så lidt som de retfærdige får deres Belønning ved Dødsøjeblikket, lige så lidt går de ugudelige døde til Straffestedet, Helvedes Ildsluer, når de opgiver Ånden. Intet ville være mere uretfærdigt end at sende den ugudelige til Straffestedet, før hans Sag var undersøgt og hans Dom retmæssig afsagt. En jordisk Dommer ville ikke begå en sådan Uretfærdighed; skulle Gud da være mere uretfærdig end et Menneske? Sådant lærer heller ikke den hellige Skrift; den siger: «Da ved Herren agat udfri de gudfrygtige af Fristelse, men at bevare de uretfærdige til Dommens Dag at straffes.» 2 Pet. 2,9.

Dommens Dag er ikke Dødens Dag.
De uretfærdige bevares til Dommens Dag, for da at få deres Straf. Men Dommens Dag er jo endnu ikke kom. men, og Straffens Dag, er derfor heller ikke kommen. Skulle Gud afgive Dom, hver Gang en uretfærdig døde, ville Gud nødsages til at holde Dommedag mange Gange; og Bibelens Lære om, at Gud «har sat en Dag, på hvilken han vil dømme Jorderige» (Apg. 17,31) ville da være meningsløs Tale.
Denne Lære om Dommen er imidlertid for rodfæstet i Skriften til, at den så let oprykkes. Prædikeren siger, at «Gud skal føre hver Gerning for Dom, med alt det, som er skjult, 'enten det er godt eller ondt». Præd. 12,14. Lige. ledes taler de andre hellige Skribenter om «den tilkommende Dom» (Apg. 24,25) og om, at det først er ved Kristi Genkomst, at Tiden er inde far Belønningens Ud. deling og Dommens Tid for de ugudelige: «Vi takker dig Herre Gud, den almægtige, den der er, og der var, og der kommer! fordi du har taget din store Magt og dit Konge. dømme. Og Hedningerne vrededes, og din Væde er kommen, og de dødes Tid, at de skal dømmes, og at du skal give dine Tjenere Profeterne Løn, og de hellige og dem, som frygter dit Navn, de små og de store, og fordærve dem, som fordærver Jorden.» Åb. 11,15-18.
Samme Sandhed fremholder også Kristus, når han taler om sin Genkomst «i Herlighed, og alle hellige Engle med ham, da skal han sidde på sin Herligheds Trone. Og alle Folkeslag skal forsamles for ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom en Hyrde skiller Fårene fra Bukkene» - da er det, han hilser de retfærdige velkommen til Faderens Rige, og da er det også, at han sender de ugudelige hen til Straffens Sted, da og ikke før. Matt. 25,30-46. De uretfærdige farer altså ikke til Helvede ved Døden; de bevares «indtil Dommens Dag at straffes».

De døde er ikke i Skærsilden.
Lige så uholdbare er de andre ubibelske Teorier, som læres, i. Eks. Teorien om Skærsilden, om de dødes Flugt ud i Sfærerne, hvor en ny og bedre Udvikling venter dem. De støder alle sammen an mod visse uangribelige bibelske Sandheder, såsom Dommen, Kristi Genkomst og Opstandelsen. Læren om Dommen «på den yderste Dag» (Joh. 12,48) ville være ganske meningsløs, om Menneskene fik deres Dom ved Døden, så var jo Sagen afgjort og Straffen og Belønningen givet - Dommens Dag var overflødig. Og hvad skulle Kristus komme her til Jorden for, om han allerede havde de frelste Skarer hjemme hos sig i Saligheden? Hvad Mening var der i Læren om de dødes Opstandelse, når de retfærdige allerede havde nået Bestemmelsesstedet, og de onde lå og vred sig i Straffens frygtelige Ildsø. Hvor meningsløs er ikke den Tanke f. Eks. at de ugudelige skulle kaldes frem for Gud, og han skulle udtale sin Dom: "Vig fra mig, bort i Ildsøen!" Ville de ikke alle råbe: «Ak Herre, du har jo alt pint os i Årtusinder! Hvi straffede du os før Dommen! O Herre, forbarm dig over os og giv os Døden!» Kan ikke enhver indse, at en sådan Behandling af Menneskene er mere end meningsløs!
Undtagelse fra Reglen.
Når vi påstår, at Guds Børn ikke nu er i Himmelen, men først når Kristus kommer i sin Herlighed skal få Løn og opnå Saligheden i Guds Rige, findes der dog ifølge Skriften nogle få Undtagelser fra denne Regel. Nogle enkelte har allerede gennemgået den herlige Forvandling, som ellers først skal komme de hellige til Del, når Basunen lyder på den yderste Dag. Blandt disse begunstigede kan vi nævne tre, nemlig Enok, Moses og Elias.

Enok.
På den Tid, Synden begyndte at tage Overhånd på Jorden, før Syndfloden kom og ødelagde alle de ugudelige, udviste Enok en særskilt ren og hellig Karakter. «Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere; thi Gud tog ham» (1 Mos. 5,24). «Formedelst Tro blev Enok borttagen, at han ikke skulle se Døden, og blev ikke funden, efterdi Gud havde taget ham bort; thi før han blev borttagen, havde han det Vidnesbyrd, at han behagede Gud.» Hebr. 11,5. Enok blev således levende optaget til Himmelen, og er at betragte som en Repræsentant for de Mennesker, som levede før Syndflodens Tid.

Moses.
Også denne trofaste Herrens Tjener har opnået Herlighedens Rige, skønt på en anden Måde end Enok. Havde han ikke forivret sig og slået på Klippen i Stedet for ifølge Herrens Befaling at tale til den, så havde han kanske gjort samme Erfaring som Enok; thi han fa ar det bedste Vidnesbyrd af Gud, som erklærer, at «Moses var vel tro i hans ganske Hus som en Tjener» (Hebr. 3,5), og «der opstod ikke en Profet ydermere i Israel som Moses, hvem Herren kendte Ansigt til Ansigt» (5 Mos. 34,10).
Denne store Israels Leder, «den Mand Moses var såre sagtmodig, frem for alle Mennesker på Jorderige» (4 Mos. 12,3), men alligevel blev han overilet og Hk ikke Lov til at føre Folket ind i det forjættede Land. Fra Pisgas Top så han Landet som i et herligt Panorama, men her på Nebo Bjerg fik han afslutte sin Jordevandring, og Her. ren «begrav ham i Dalen i Moabiternes Land, tvært over. for Beth Peor; og ingen ved hans Grav indtil denne Dag». 5 Mos. 34,6.
Døden og Graven fik dog ikke Lov til at beholde denne trofaste Herrens Tjener i sit Skjød. Kristus oprejste ham fra de døde og førte ham til det Land, der så langt overgår det jordiske Kanån, som alt himmelsk overgår det jordiske. Derfor Moses kunne også tilsammen med Elias besøge Frelseren på Forklarelsen" Bjerg og opmuntre Jesus i hans hårde Kamp for at frelse den faldne Menneskehed. At Jesus har oprejst Moses af Graven, fremqår af Judas 9, hvor vi læser: "Men Mikael, Overengelen [Kristus, 1 Thess. 4,16], der han tvistede med Djævelen og talede om Mose Legeme, turde ikke fremføre en Bespottelsesdom, men sagde: Herren straffe dig" Djævelen, som kaldes den, «som havde Dødens Vælde» (Hebr. 2,14), ville ikke godvilligt slippe sit Bytte; derfor opstod der en Tvist, da Kristus ville opvække Mases. Herren gik imidlertid sejerrigt - som altid - ud af Kampen; thi Paulus skriver i Rom. 5,14: «Dog herskede Døden fra Adam til Moses». Moses var således den første, som blev oprejst fra de døde og averflyttet til Udødelighedens Hjem fra Dødens mørke Bo.; men eftersom dette skete før den Tid, da Jesus, «ved Døden skulle gøre den magtesløs, som havde Dødens Vælde, det er Djævelen» (Hebr. 2,14) opstod den Tvist mellem Mikael og Djævelen, som Judas omtaler i sit Brev, og i hvilken Overengelen blev den Stærkeste i Kraft af den Messias gerning, han siden skulle udføre.

Ligesom Enok blev denne store Profet forvandlet og bortrykket til Himmelen uden at gå igennem Dødens bitre Erfaring. Elias havde trofast stået på Sandhedens Side og kæmpet far den rette Gudsdyrkelse på en Tid, da næsten ingen i Israel bestod Prøven, men henfaldt til den vederstyggelige Bål Dyrkelse. Stor Kraft forlenede Gud denne Mand med, medens han vandrede her på Jorden (se Jak. 5,17. 18), og da den rette Tid kom, og han havde fuldført sit Livsløb her nede,» kom der en gloende Vogn og gloende Heste, og de gjorde Skilsmisse imellem dem begge [Elias og Elisa], og Elias for op i en Storm til Himmelen». 2 Kong. 2,11.

Tildragelsen på Forklarelsesbjerget.
Engang gav Frelseren en Del af sine Disciple Løfte om at få se en Fremstilling af Kristus i sit Rige. (Se Matt. 16,28). Han tog derfor seks Dage senere Peter, Jakob og Johannes med sig op på et højt Bjerg, og her blev han «forvandlet for dem, og hans Ansigt skinnede som Solen, men hans Klæder blev hvide som Lyset, og se, Moses og Elias viste sig for dem og talte med ham». Matt. 17,1-3. Hvorledes kunne dette fremstille Kristus i sit Rige? Jo, når Menneskesønnen kommer i sin Herlighed, vil han samle sine Børn om sig, og de kommer til at bestå af to Klasser Mennesker, dem, som opstår af deres Grave ved Overengelens Røst, og dem, som levende forvandles uden at smage Døden (1 Thess. 4,16-17). Disse to Klasser Mennesker repræsenteredes af henholdsvis Moses og Elias, den første en Repræsentant for de fra Graven oprejste, den anden en Repræsentant for dem. som lever, når Kristus kommer, og forherliges uden først at dø. Forklarelsen på Bjerget blev derfor en passende Fremstilling af den store Dag, da Jesus skal stå omgivet af ikke blot nogle få af de Frelste, men af hele den lykkelige Skare, som er bleven frelst ved «Lammets Blod».
I denne Forbindelse bør bemærkes, at Bibelen beretter ikke for os, at det var to Ånder eller Sjæle, som åben baredes for Disciplene, men, som Lukas skriver: «To Mænd talte med ham, hvilke var Moses og Elias.» (Luk. 9,30.) Det var selve de to Personer, som fremtrådte, og som kunne gøre det på Grundlag af det, vi i det fore  gående har omtalt.