Manden, der lærte at smile!

 

Robert Watson, Formanden i en kristelig Ungdomsforening i Byen Beckley, var en afholdt og begavet ung Mand, der søgte at efterleve den bibelske Regel: „Vær ikke lunkne i eders Iver, vær brændende i Ånden; tjener Herren!" Men lig mange andre travle Forretningsmænd fandt han ikke at kunne afse megen Tid til Udførelsen af de mange Småting, der udjævner enhver Sænkning og Fordybning på Pligtens Bane. Han var god og from i en større og mere udvidet Forstand; men han havde endnu ikke lært at tjene sine Medmennesker i det små. Denne Kunst lærte han først, da han kom i Berøring med „Manden, som aldrig smilede".

Watson kom ofte i Jacobsens Skrædderforretning i en anden By, hvor han havde Forretningsforbindelser. Han lagde herunder ofte Mærke til en gusten Skræddersvend, som utrættelig sad og syede ved et Bord. Manden syntes at være en kronisk Pessimist. Watson hilste venligt på ham, hver Gang han kom ind i Værkstedet; men den anden havde aldrig et Smil til Svar. Denne lille Tildragelse randt Watson i Sinde, da man en Søndag Aften i Ungdomsforeningen drøftede Emnet „At sprede Lys og Glæde", og han benyttede den omtalte Mand som et Eksempel på visse Menneskers Uimodtagelighed for Venlighed.

Watson syntes, han havde givet et meget slående Eksempel, og at han havde fundet et heldigt Udtryk for sine Tanker. Men efter Mødet kom Præsten, der havde haft adskillig mere Erfaring i Livet, hen til ham og sagde: „Robert, den Mand kan lære at smile!"

„Men hvorledes skulle jeg kunne få ham til det?" spurgte Watson.

„Du må først af alt lære hans Hemmeligheder at kende," var den gamle, erfarne Mands Svar.

I Løbet af den påfølgende Uge tænkte Watson under sit Arbejde nu og da på disse Præstens Ord. Den Tanke kom stadig tilbage til ham: „Du har en Pligt at udføre over for den stakkels Skrædder." Da han derfor ikke længe efter kom i et Ærinde til Jacobsens Forretning, så han, at hans Medhjælper var ude, og benyttede Anledningen til at indhente nogle Oplysninger angående Manden med det triste Udseende. På Spørgsmålet om, hvad Manden hed, svarede Jacobsen:

„Hans Navn er Ignatieff Rasmusen."

„Det Navn lyder jo russisk!" udbrød Watson.

„Ja netop," var Svaret, „Manden er en russisk Jøde." Og så gav Forretningens Ejer den travle Watson et kort Omrids af Mandens Livshistorie, der gik ud på følgende: Rasmusen, der var født af fattige, ugudelige Forældre, havde lige fra Barndommen været udsat for Forsømmelse, Forhånelse og ublid Behandling. Han havde aldrig smilet, fordi han aldrig havde haft noget at smile ad. Efterhånden som han blev ældre, blev der til den hårde Behandling føjet strengt Arbejde. Endelig kom han så vidt, at han kunne gifte sig, og bosatte sig med Familie i et usselt Hus i Staden Kiev. Her var det, at de russiske „Kristne" som en Forberedelse til at fejre en af den græsk katolske Kirkes største Højtider, slugte en Mængde af den russiske Nationaldrik Vodka og lagde deres dybe Interesse for Fredsfyrstens Komme for Dagen ved at iværksætte en almindelig Massakre mod de stakkels Jøder, der „ikke troede på ham". Rasmusen blev tilligemed mange Hundrede andre slået, indtil han tabte Bevidstheden, og da han atter var kommen til Bevidsthed på et Gadehjørne, vaklede han af Sted til sit Hjem, men blot for at finde, at hele Familien, med Undtagelse af to skrigende Børn, var bleven udryddet under de „Kristnes Højtideligholdelse af Julen.

Forladt og fyldt med Bitterhed korn den arme Mand til Amerika, hvor han efter nogen Tids Forløb fik Ansættelse i Jacobsens Skrædderforretning, og her var det, at Watson traf sammen med ham. Det var jo ikke så underligt, at den unge amerikanske Forretningsmand, for hvem Livet så, så lyst ud, ikke kunne forstå, hvorfor den flittige Skrædder svend ikke viste synlige Tegn på Glæde over hans Hilsen. På den anden Side var det vel heller ikke helt uforståeligt, at den af Sorg sønderknuste, landflygtige Russer ikke så nogen egentlig Grund, hvorfor han skulle vise særlig Glæde over for den indtrædende fremmede.

Men Watson var en Mand af den rigtige Slags og fattede den Beslutning, at Rasmusen nok skulle komme til at smile. Da han kort Tid efter atter kom ind i Forretningen, gik han hen til Manden, lagde sin Hånd på hans Skuller, tog ham ved Hånden og rejste ham op, ligesom Peter gjorde fordum. Der var i dette øjeblik noget i Robert Watsons tårefyldte øjne, som den landflygtige kunne læse og forstå. Ligesom gennem en Art åndelige Telefon vekslede de Tanker og Følelser disse to Hjerter - det ene så fuldt, det andet så tomt, så blottet for Tro og Tillid - og de følte, at de var Brødre.

I den Ungdomsforening, som Watson ledede, var der et Udvalg, som bar det betegnende Navn „Solskins Komiteen", hvis Opgave var at sprede Solskin og Glæde på de mørke Steder. Den næste Søndag Aften sammenkaldte Watson dette Udvalg til et Møde og fortalte dem alt, hvad han vidste om Rasmusen. Man enedes om at søge at skaffe flere Oplysninger til Veje om den forladte Russers Livshistorie og om muligt atter at kaste nogle Solstråler over hans dystre Tilværelse. Man besøgte ham flere Gange og kom efterhånden under Vejr med, at den stakkels Fader plagedes hårdt af Bekymring over sine to små Piger, der ikke havde det nødvendige Tilsyn, medens han var i Forretningen; og samtidig tænkte han med Sorg på sin kære lille Søn, som var forsvundet under Myrderiet i Rusland og sandsynligvis var bleven dræbt sammen med de andre Børn, der faldt som Ofre for den rædselsfulde Julehøjtidelighed.

„Her har vi nu et Tilfælde, hvor vor Forening har en stor Opgave," sagde Watson, og som en Frugt af de ihærdige Bestræbelser, der blev gjort af den omtalte „Solskins Komite", fik den bedrøvede Skrædder svend, lånt så mange Penge, at han kunne begynde en egen Forretning, og om det en gang skulle lykkes ham at finde en dygtig Landsmands kone, med hvem han kunne gifte sig, også at skaffe de to små Piger en god og omsorgsfuld Pleje.

Børnene fik nogle Ugers Ophold ude på Landet, og Rasmusen blev foræret flere Bøger, som han meget havde ønsket sig, ligesom man nu og da viste ham Interesse ved at give ham smukke Blomster osv. Således blev der vist denne fremmede i et fremmed Land megen Venlighed. De dybe Furer i hans Ansigt forsvandt en efter en. Men Kronen på hans Glæde kom først noget senere. En Dag hændte det, at et Medlem af Solskins Komiteen, der nu havde fattet særlig Interesse for alle russiske Jøder, korn ind i en Skole, hvor han fik Øje på en Dreng, hvis Ansigtsudtryk i påfaldende Grad lignede Rasmusens. Nogle korte Spørgsmål blev stillet til denne Dreng, og de fremkomne Svar indeholdt Oplysninger nok, så at man en Aften uden nogen Tvivl tog Drengen med til Rasmusens Hjem. Hele Komiteen fulgte med for at være Vidne til, hvad der vilde ske. Da Drengen blev ført ind i Værelset, tog det kun et øjeblik eller to, inden Faderen var klar over, at det var hans Søn, som han havde troet var tabt, og det var heller ikke vanskeligt at overtyde Drengen om, at han nu havde fundet sin virkelige Fader. De Glædesudbrud, som nu lød gennem den trange Korridor, var nok til at fryde de tilstedeværendes Hjerter i mange År derefter.

Rasmusen havde endelig lært at smile. Og hvad der var endnu mere: skønt han var Jøde, havde han fået et dybt Indtryk af, hvad Kristendommen fra først af virkelig var bestemt til at være for Menneskene, og han følte sit Hjerte opvarmet af hidtil ukendte, mærkelige Følelser mod Jesus af Nazareth, hvem hans egen Slægt for Århundreder siden havde naglet til det grumme Kors, men som nu og altid har Medlidenhed med den lidende Menneskeslægt.