Hun fik sin Johan tilbage!

 

Fr. Middagen endnu ikke færdig? Det var jo

ligedan i Går -- altid sent!" udbrød Hr. i Bruun, idet han skyndsomt hængte sin Hat fra sig uden at se på sin Hustru.

Fru Bruun var lige i Færd med at sætte en Tallerken nybagte Boller på Bordet; men denne Udtalelse af hendes Mand fremkaldte et Udtryk af Smerte i hendes Ansigt. Hun stod stille et Øjeblik, hvorpå hun hurtigt satte Tallerkenen på Bordet og bort-viskede Tårerne, der trængte sig frem trods hendes Forsøg på at holde dem tilbage.

Hun havde slidt hårdt den Formiddag og var nu næsten fuldstændig udmattet. Medens hun lagde sine Planer for Middagen, var hun i Tanken gået tilbage til den første Tid, efter at de var bleven gifte. Hun huskede det første Måltid, de spiste sammen, efter at de havde begyndt egen Husholdning. Hvor tilfreds var han ikke med hendes Retter og med det nydeligt dækkede Bord! I hine Dage var det ganske almindeligt, at han om Aftenen hjalp hende og på forskellige Måder viste hende Opmærksomhed. Men nu var han helt optaget af sin Forretning. Efterhånden som Årene korn og gik, fik han stedse flere Bekymringer og større Ansvar at bære; han begyndte at blive overanstrengt; hans naturlige Elskværdighed forvandledes til Heftighed og Egenkærlighed.

Fru Bruuns Byrder var også bleven flere og flere, og hun længtes efter et opmuntrende Ord. Men forgæves ventede hun på et eller andet Tegn på lidt af hans tidligere Hengivenhed eller på en Smule Påskønnelse. En Følelse af Ensomhed lagde sig ofte knugende over hendes Sind, og til sådanne Tider søgte hun hen til et Sted, hvor hun ubemærket kunne finde Lindring ved at give Tårerne frit Løb.

Børnene var til stor Trøst for hende, ihvorvel de forøgede hendes Byrder og Bekymringer. Netop denne Formiddag, som hun havde sat sig ned for at hvile et øjeblik, var hendes lille Pige kommen hen til hende, slyngede sine bløde Arme om hendes Hals og sagde: „Mama, du er så sød!"

Disse Ord, der blev fremstammede, netop som hun sad der og skuede tilbage over de svundne År og længtes efter på ny at kunne opleve hine lykkelige Dage, syntes at berøre en skjult Streng, og hun havde en Fornemmelse af, at de før eller senere vilde komme. Næsten modvillig var hun atter stået op for at lave Middagen i Stand. Hun var ikke så livlig og kraftig, som hun før havde været. Hun følte sig træt, måtte ofte standse og lægge Hånden på sin Pande ligesom for at samle de spredte Tanker. De henrundne lykkelige Dage og Øjeblikkets Pligter løb så underligt sammen. Det forekom hende, som om Johan, hendes Johan, sådan som han en gang plejede at være, kom tilbage. Og nu hørte hun hans Trin; i Tanken så hun hans gamle Smil, hun hørte hans venlige Hilsen.

Det var, medens hun var fordybet i disse Tanker, at Hr. Bruun trådte ind. Intet Under, at hun blev bedrøvet og følte sig sønderknust ved hans Hilsen. Hun fortsatte sit Arbejde uden at sige noget; men hendes Trin blev tunge - al Spændstighed var forsvunden. Hun forsøgte at skynde sig, men kunne ikke.

„Så skynd dig dog lidt - jeg kan jo ikke blive siddende her og vente hele Dagen!" udbrød Manden. „Jeg har en hel Del ekstra Arbejde at udføre i Eftermiddag."

Dette var det sidste Strå. Genstandene i Værelset begyndte at gå rundt for hende, og hun fik en Fornemmelse, som om hun skulle kvæles; alting sortnede for hendes Øjne, og med en Stønnen faldt hun om på Gulvet.

I næste Øjeblik lå Hr. Bruun på Knæ ved Siden af sin Hustru. Men nu var der ingen, der besvarede hans Kærtegn og hans venlige Ord. Den overanstrengte Kvinde var falden sammen.

* * *

Hr. Bruun sad med Ansigtet begravet i sine Hænder. Lægen havde ikke givet ham megen Opmuntring vedrørende hans Hustrus Tilstand. Han havde kun sagt: „Hendes Nervesystem er ødelagt, og hendes Livskraft er næsten for svag til, at hun kan komme sig."

Som Hr. Bruun nu sad der, begyndte også han at tænke på Fortiden. Han så sin Hustru, som hun var, da hun blev hans Brud. Han erindrede, hvorledes hun kom ham i Møde, når han vendte hjem fra sit Arbejde. Han hørte hendes Latter, han følte hendes Håndtryk. Dernæst fulgte han hende ned gennem de mange År af tålmodigt Slid. Han havde aldrig hørt hende klage. Han så sin egen Tankeløshed og hendes voksende Byrder og Pligter. Hvor svag og skrøbelig hun dog var bleven - og han havde ikke lagt Mærke til det! Han rystede af Bevægelse, da han atter rejste sig, forgæves søgende at vise sig rolig.

Han trådte hen til hende, bøjede sig over hende, strøg ømt hendes Hår, kyssede hendes Pande og skjulte derpå sit Ansigt i Puden ved Siden af hende.

Fru Bruun kunne næppe røre sig, men havde dog en svag Forestilling om, hvad der foregik. Disse Udtryk for hendes Mands Kærlighed gav hende nyt Liv. De udtømte Kræfter blev ligesom fornyet, Sundhed og Styrke vendte langsomt tilbage.

Livets skrøbelige Tråd er ikke helt afhængig af Mad og Drikke. Den vise Mand siger: „Et glad Hjerte er en god Lægedom; men et nedslået Mod udtørrer Benene."

Nu behøvede Fru Bruun ikke længere at vente forgæves på venlige og opmuntrende Ord fra sin Mand. Børnenes muntre Stemme under Legen og hendes egen glade Sang, medens hun udførte sit Arbejde, fortalte tydeligt, at nu var hendes Johan kommen tilbage.