En moders erfaring!

 

Fru Edson var en Sommeraften gået ud at spadsere. Hendes Hjerte havde været fuldt af ømme og tunge Minder hele Dagen, og da hun gik forbi sin Nabo Fru Johnsens Hus, standsede hun for at iagttage den lille Karl Johnsen, som med tåre fyldte Øjne forsøgte at slæbe en stor Kurv med Brænde ind.

„'Tænk hvilken sød, flink Dreng du er, Karl, som kan bære så meget Brænde ind for din Moder!" sagde hun til ham. „Men vent, lad mig hjælpe dig med Kurven."

Hans Kinder blussede. og hans Øjne strålede som Stjerner, da han svarede:

„O nej, Fru Edson, det må du ikke; jeg vil fortælle Moder, at jeg har båret det alt sammen ind ganske alene. Og jeg skal lægge hvert eneste Stykke ind, så det bliver en stor Stabel, før hun og Papa kommer hjem. Jeg tænker, de vil sige, at jeg har gjort det godt - tror du ikke?"

Fru Edson bøjede sig ned og kyssede det lille ivrige Ansigt, der var så fuldt af barnlig Kærlighed og Stolthed.

„John og Hugo vilde, at jeg skulle gå med dem for at lege; men jeg vilde hellere hjælpe Moder, vilde du ikke også det? Jeg vil overraske hende, forstår du."

Med en Advarsel om ikke at bære mere, end hans små Arme kunne tåle, gik hun og overlod ham til det Arbejde, han så ivrig tog fat på.

Da hun en Time senere kom tilbage, gik hun ind til Fru Johnsen for at tale med hende et Par Minutter. De to Damer havde netop sat sig ned, da lille Karl kom springende ind i Værelset.

„O Moder, du kan ikke tænke, hvad jeg har gjort! Vil du ikke komme med ud i Brændeskuret og se - å vær så venlig, Moder!"

„Hys, Barn, plag mig nu ikke med din Prat. Ser du ikke, jeg har travlt og ikke kan standse for at se, hvilke gale Streger du nu har fundet på."

De strålende øjne så med en bævende Iver ind i hendes. „Å kære Moder, kom ! Jeg har gjort det alt sammen for dig, og det vil ikke tage dig mere end et øjeblik."

Med nogle få hårde Ord sendte hun ham bort, og det var med langsomme Skridt og et meget skuffet Udtryk i Ansigtet, at han gik ud, hvor han ikke vilde „plage" nogen.

„Den Dreng finder altid på noget besynderligt, når vi er ude," sagde hun til sin Gæst; „men jeg vil vise Dem min Kala, hvor nydelig den står. Jeg satte den ud i Brændeskuret i Eftermiddags, medens jeg sprøjtede den, og glemte at tage den ind, før jeg gik. Der er tre store Blomster på den, og de er så nydelige, så dem må De se."

Hun gik ud og mødte sandsynligvis Karl; thi Fru Edson kunne høre den ivrige Stemme igennem den åbne Dør.

„Se Moder, er det ikke en Masse? Det er vist nok til at koge The med hundrede Gange."

Der lød et pludseligt Råb som af Frygt, Lyden af hurtige, hårde Slag, et Barns Skrigen, flere Slag og derpå atter Stilhed.

Fru Johnsen kom snart efter ind igen med Vredesrødmen endnu blussende i Ansigtet og i Hånden en afbrækket Lilje.

„Tror De ikke, den uartige Dreng havde fået i sit Hoved at bære lidt Brænde ind, og så har han nok stødt Kurven imod denne Lilje og knækket den. Jeg har straffet ham sådan for det, at han sikkert ikke så snart gør det igen" — og hun så ud som en, der havde besejret en Fjende. „Han benægtede det naturligvis; men der var ingen anden, som kunne have gjort det."

Straks efter kom Hr. Johnsen ind, og da han så Blomsten i hendes Hånd, sagde han ligegyldigt: „Dersom I Damer må have sådanne Ting stående omkring, så burde I sætte dem således, at Folk kunne undgå at falde over dem."

„Men det er da vel ikke dig, som har knækket Blomsten?" spurgte Fru Johnsen hurtigt.

„Jo det er - og jeg skal også gøre det næste Gang, du sætter den således fra dig," sagde han roligt.

Fru Johnsen forsvandt og kom straks efter ind med lille Karl. Hans Ansigt var rødt, hans Hår i Uorden, hans Øjne våde, og hele hans Legeme rystede af undertrykt Hulken. Hr. Johnsen så forundret op:

„Men Karl, hvad er der i Vejen?"

„Moder sagde, at jeg havde brækket Blomsten, og så slog hun mig," hulkede han; „men det var ikke mig, jeg lagde kun Brændet ind."

„Godt, min lille Karl, bryd dig ikke om det; det var mig, som brækkede den. Moder slog vel ikke så meget slemt? Kom, tør dine Øje og vis Fader, hvor flink du har været."

„Ak," sukkede Fru Johnsen, „jeg ønsker, jeg ikke var så heftig! Men nu ler han jo, så det går vel snart over," og hun begyndte straks at fortælle sin Veninde Nyheder, som om intet var hændt.

Fru Edsons Tanker gik tilbage til en anden kær, god lille Dreng, hvis Livets udslukkedes i Livets Morgen, fordi hans Moder ikke anså det for så farligt at „forarge en af disse små". Hun besluttede nu, at hvis hun kunne sige noget, der kunne forhindre hendes Veninde fra at rammes af en lignende Sorg som den, hun selv havde måttet bære, så vilde hun ikke tie.

„En sådan Kærlighed og Omtanke, som Deres lille Dreng udviser, Fru Johnsen, er meget værd, selv om han ufrivillig gør lidt Skade derved."

„Jeg er også bange for, at jeg har behandlet ham aldeles urigtigt. I Går straffede jeg ham, fordi han slog en Tallerken i Stykker, da han vilde hjælpe mig at tage af Middagsbordet, og han græd sig i Søvn, fordi „Moder var vred på ham"."

„Hvis De nu i Stedet for havde taget ham på Skødet og fortalt ham, at små Drenge kan være til stor Hjælp, når de gør noget, som de kan gøre, og at De satte Pris på hans gode Hensigter, så vilde han være meget forsigtigere en anden Gang. Tro ikke, kære Fru Johnsen, at jeg er kommen her for at belære Dem; men jeg kan ikke udholde den Tanke, at De skulle komme til at erfare, hvad en sådan lille Dreng er værd i et Hjem, når det samme Hjem må være uden ham."

Og medens de sad der sammen i Skumringen, fortalte Fru Edson Beretningen om sine Fejlgreb med sin lille Wilhelm.

„Han var et opvakt, livligt Barn, som altid skulle finde på noget nyt, og han var ofte til Ulejlighed i sin Iver for at gøre noget for sin Moder. Når jeg ser Mødre, der er hårde og strenge mod deres Børn for små Forseelser, er jeg meget bange for, at de en Gang måske vil komme til at høste den samme Erfaring, som jeg med bitre Tårer har måttet kæmpe mig igennem.

En Dag havde han fået en ny Jakke, som han syntes særdeles godt om. Han kyssede og klappede mig, som om jeg aldrig havde været uvenlig mod ham i mit Liv, og erklærede, at han altid vilde være så god, så god og aldrig gøre Moder imod. Samme Morgen rejste hans Fader og jeg en Tur til Byen, og vi efterlod Wilhelm hjemme med mange Formaninger om ikke at gøre Fortræd. Jeg havde sagt, at jeg måtte luge mine Blomsterbede i Haven næste Dag, og da vi kom tilbage, trak han mig ud i Haven for at vise mig, hvad han havde gjort. Han havde ganske vist luget en Del Ukrudt; men i sin Iver havde han også rykket nogle sjældne Planter op, som jeg havde passet med så megen Omhu.

Han stod med glødende Kinder og store øjne og ventede på, at jeg skulle kysse og rose ham. Men min Vrede var alt for stor til, at jeg kunne agte på hans bønfaldende Blikke og holde mine bitre Ord og hårde Slag tilbage. Ah, vi ved ikke, hvor hårdt vi slår, når vi er vrede. Stakkels Wilhelm, han førte mig ud stolt og lykkelig; få Minutter efter forlod jeg ham liggende i Græsset, hulkende og med sønderknust Hjerte.

Jeg havde meget at udrette den Aften, og det var allerede blevet sent, før jeg lagde Mærke til, at han ikke var kommen ind. Vi ventede, men han kom ikke, og til sidst begyndte vi ængstelig at søge efter ham. Ved Midnatstid fandt vi ham en halv Fjerdingvej borte, våd af Nattens Dug og endnu med Mærker af Tårerne på sit Ansigt. De påfølgende Dages Oplevelser kan jeg ikke beskrive. Han talte ikke mere et fornuftigt Ord til mig. Han syntes slet ikke at kende mig. Dag efter Dag rasede den Feber, han havde pådraget sig, og da det afgørende Vendepunkt indtrådte, slap han bort fra Livet og sin Moder uden at agte på mine brændende Bønner om Tilgivelse.

Jeg glemmer aldrig, hvordan han råbte: „O sig til Moder, jeg havde ikke tænkt at ødelægge hendes Blomster; jeg troede, hun vilde blive så glad. O lad hende ikke slå mig så, det gør så ondt!"

Efter en Uges Forløb var de rastløse små Fødder stille for bestandig og de travle Hænder roligt foldede på det kolde Bryst. De kan tænke Dem lidt af min Anger og Fortvivlelse; men Gud give, at De aldrig må komme til at føle en så bitter Sjælekval, som jeg følte, da jeg iførte ham de sidste Klæder til hans lange Søvn og fandt mørke Pletter på hans Legeme efter de Slag, mine egne Hænder havde frembragt.

De kan måske ikke til fulde forstå dette nu; men hvis den Smerte, jeg har lidt, kan forhindre Dem fra nogen Sinde at skulle forstå det helt, vil jeg være meget glad over, at jeg har fortalt Dem dette, som jeg aldrig har åbenbaret for andre end min Mand. Eders Karl har netop det samme Sindelag, som min lille Dreng havde; han er lige så følsom for hårde Ord og sørger dybt over en Uretfærdighed. Græd ikke for mig, Fru Johnsen. Jeg har lært næsten at være glad, fordi Gud tog ham fra mig; thi hvis han havde levet, og jeg havde fortsat på min gamle, hårde Måde, kunne jeg have drevet ham ind i Synd og Ugudelighed."

Fru Edson rejste sig for at gå hjem, og da Fru Johnsen bød hende Farvel, hviskede hun med tårefyldte øjne og hulkende Stemme: „Tak, tak, kære Veninde, jeg vil med Guds Hjælp forsøge at være mere overbærende med mit Barns Fejl; og hvis hans Liv spares, så at han fremdeles kan oplive vort Hjem, vil jeg efter bedste Evne lede ham på Vejen, som fører til det bedre Hjem hisset."