Hvad jeg finder virkelig smukt!

 

Virkelig smukt! Hvilken Følelse af Lyst og Harmoni, hvilken Længsel efter Idealerne, efter Forhold, hvor der ingen Skygger falder, fylder ikke vore Hjerter, når vor Opmærksomhed nu og da henledes på noget, som vi finder virkelig smukt!

Opfattelsen af Skønhed beror vel for en stor Del på Individualiteten; men Naturens store Panorama fremstiller ikke desto mindre mange, mange Ting for vort Blik, som ikke blot en og anden, men næsten enhver må tiltales af.

Vel er det sandt, at Synden har kastet sine mørke Skygger trindt omkring og til Dels fordunklet den strålende, ophøjede Skønhed, som Tidernes Morgen frembød; men takket være Gud! de svundne Århundreders Storme har alligevel ikke formået at fjerne alt, hvad der er virkelig skønt, fra vor Jord.

Når Våren bryder frem efter den lange Vintersøvn, når Træerne knoppes, Jorden grønnes, og Fuglene synger deres rene, jublende Toner, når alt omkring os forkynder nyt Liv og ny Glæde, kan vi så andet end føle dybt i Hjertet, at det er Skønhed, der omgiver os?

Når Markerne ifører sig Festdragt, smykkes med talløse dejlige Blomster, der hver for sig stiller Salomons Pragt i Skygge, eller når den blændende hvide Sne bedækker Jorden som et Tæppe, nødes vi da ikke til at beundre det herlige Syn?

Kaster vi et Blik ind i Skovens mægtige Hal, lader vi det glide hen over den dybblå, spejlblanke Havflade, eller dvæler vi ensomt ved den stille rislende Bæk, og gør vi det med et åbent Blik for det store omkring os, hvor kan vi da andet end gennemstrømmes af den samme Følelse?

I Kunstens store Rige findes der så meget, som virker fængslende, gribende. I Digterkunstens ypperlige Frembringelser, i Malerens Penselstrøg, i Billedhuggerens Marmor, i Musikkens Harmoni og Sangens dejlige Toner bor der en Rigdom af Skønhed og Pragt.

Hvor meget smukt rummel ikke også Dyreverdenen -- ikke blot Skønhed i Form og Farve, men i den Troskab og Hengivenhed, i det Mod, der så ofte lægges for Dagen!

Men mest ophøjet og stort forekommer det skønne mig dog, når jeg ser det hos Mennesket, Skabningens Mesterværk. Men her er det ikke de yndefulde Former og mejslede Træk, der for mig er Hovedsagen; nej, det er Sjælen, Karakteren, det centrale i Mennesket, der tavst, men gribende taler til Hjertet, mere end nogen ydre Skønhed formår.

Hvor er det ikke smukt at se Barnets frejdige Blik, der stråler af Uskyld og Lykke - nu og da på Livets Vej at møde Mænd og Kvinder, i hvis øje den rene, opofrende Kærligheds Lue brænder, og i hvem der bor en i Sandhed stor og ædel Sjæl!

I Moderens selv forglemmende Kærlighed til sit Barn, i Faderens stræbsomme Flid for at skærme og værne om det, han har kært, i den dybe, inderlige Forståelse, man nu og da ser binde Mand og Hustru sammen, i den modne Mands og Kvindes Hengivenhed for sin gamle Moder eller Fader, i Søskendes kammeratlige Venskab, kort sagt, på Familielivets Solside rummes et Væld af Skønhed, så megen Afglans af Guds evige Herlighed.

Jeg glæder mig ved Synet af et trofast Venskab, der holder Stand under alle Livets Brydninger, en Karakter, der kan fornægte sig selv for Næstens Skyld, Mennesker, som har Mod og Storhed nok i sig til at ofre sig for noget virkelig godt, og det selv om de aldrig høster Påskønnelse derfor.

Vi ser Fuldmånen tilbagekaste det Lys, den modtager fra Solen, og lade det skinne ned på vor Jord i Tider, hvor denne ellers vilde ligge indhyllet i Mørke, og vi glæder os derved; men endnu skønnere er det dog, når Mennesket udstråler Guds Herligheds Glans, som det selv erholder gennem Troen og derved bliver i Stand til at kaste Lysglimt på den modløse Vandrers ensomme Vej.

Når Morgensolen kaster sine første varme Stråler hen over Landskabet og ligesom vækker Naturen på ny til Liv og Virksomhed, fyldes vi med Fryd; men i langt større Grad er dette Tilfældet, når der i overført Betydning op går en Sol for os Mennesker. Når efter en lang, mørk Nat af Uro, Kamp og Tvivl vort indre Blik oplades, og vi ude i Horisonten øjner Håbets og Guds Nådes og Kærligheds Sol, og dens Stråler tinder Vej til Hjertedybets mest skjulte Vrå, da finder vi, at også denne Jord rummer meget virkelig smukt.

Når Solen synker i Vest, og dens sidste Glød forgylder Træerne, Markerne, Hjemmene - ligesom sender en sidste kærlig Fredshilsen til alt og alle og bebuder Hvile efter Dagens vekslende Strid - da fatter vi lidt af Naturens Storhed og Pragt. Men der findes en anden Solnedgang, som i endnu stærkere Grad vækker min Beundring, nemlig når Solen går ned efter Livets travle Arbejdsdag, og den døendes Blik lyser forklaret i Visheden om, at i Pagt med Gud, der har dannet Grundlaget for hans Virke, været den røde Tråd i Livet, kan han frejdig og fortrøstningsfuld synke i Dødens Favn og vente på Stunden, da Livet for evigt besejrer Død og Grav.

Vort Liv er en Sejlads over et bølgende Hav, rigt på Skær og Brændinger, og som et Fyrtårn for den søfarende er en sådan Skønhed for os, når vi ser den på vor Vej. Og for mig er den et stort, herligt Bevis på, at der findes en Gud, som besidder Almagt og Fuldkommenhed, der ikke begrænses af noget; og det Brudstykke af sand Adel, virkelig Storhed og Kærlighed, jeg har set i Menneskelivet, styrker min Tro på, at det skønneste Billede, der findes i Verden, er en sanddru Fremstilling af, at der er en Frelser, hvis hele Væsen er Indbegrebet af Kærlighed og Storhed, en Person, der selv på Korsets Træ blandt sine bitreste Fjender kunne bede: „Fader! forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør." Den vinker mig fremad, opad, og vækker min Længsel efter det evige Liv, efter det Land, hvor Skønheden ikke blot ses glimtvis og gennem et Tågeslør, men hvor Guds Kærligheds Glans for evigt gør alting „virkelig smukt".