Sigøjneres spådom!

 

Det er nu allerede mange År, siden nedenstående Tildragelse fandt Sted; men jeg erindrer den lige så tydeligt, som var den sket i Går. Måske kan den tjene nogle til en nyttig Advarsel. Dette at spå i Kort og i Hænder osv. er jo desværre mere almindelig udbredt, end man i Almindelighed tror, og høje og lave undser sig ikke for at henvende sig til en hvilken som helst Spåkone for at få det at vide, som Herren i sin Visdom har skjult for os.

Ingen tænker på, at han ved en sådan letsindig Handling synder imod Guds Bud, og at der af denne Overtrædelse aldrig kan komme Velsignelse. „Det er jo kun en Smule Morskab, en Spøg," siger mange til deres Undskyldning. Ak nej! det er ingen Morskab og endnu mindre en Spøg; og hvor hårdt en Tilsidesættelse af Herrens Bud undertiden hævner sig, skal vi snart se.

En smuk Sommerdag gik fire glade unge Piger på Landet for at besøge en Veninde, som på den Tid boede i en nærliggende Landsby. Under livlig Samtale og uskyldige Fornøjelser gik Eftermiddagen hurtigt, og Gæsterne var ved at gøre sig færdige til at gå hjem, da pludselig Råbet: „Sigøjnere! Sigøjnere!" lød, og straks efter viste der sig en lille Trup af de omflakkende, brune Mennesker. Tiggende og spående drog små og store gennem Landsbyen og nærmede sig således også den Gård, hvor Veninderne var samlede. En ung Kvinde med tindrende, sorte Øjne og et Barn på Armen trådte snart ind i Værelset. På sit dårlige, men fuldt forståelige Tysk bad hun om en Almisse og sagde til sidst: „O smukke Frøken, den sorte Zita kan også spå i Hånden, ganske pålideligt! Giv mig den højre Hånd. Hvem vil høre om Lykke og Rigdom? Zita er tilfreds med en lille Skilling!"

Påtrængende greb hun den unge Piges Hånd, som stod nærmest. Men Martha K. trak uvillig sine Fingre ud af den brune Kvindes Hånd og sagde afvisende: „Jeg takker Dem, min gode Kone, men jeg vil ikke vide min Skæbne forud; thi det er urigtigt, og Gud har forbudt os at befatte os med sådant."

„Men kæreste Martha dog!" udbrød Anna T., en nydelig ung Pige, leende; „hvorfor tage alting så alvorligt? Dette er jo kun en Spøg, lidt til at le ad og more sig over."

„Nej, det er ingen Spøg," svarede Martha hurtigt. „Jeg er overbevist om, at du i dit Indre fuldt og fast vil tro på, hvad Konen spår, og derfor er det urigtigt, selv om det ikke ligefrem var Synd. Lad du blot den fremmede gå! Tænk dog på, hvad vor Præst har sagt om det tredje Bud!"

Å Martha - vær dog ikke så kedelig og ødelæg ikke den Spøg for os med din Præken!" råbte nu også de to Søstre Elisabeth og Hanna R. „Vi vil gerne vide om vort Liv, hvad Sigøjnere kan læse i vor Hånd. Det er da ikke noget forkert i det; så mange Mennesker lader sig spå!"

„Ja det skulle jeg da rigtignok mene," faldt Anna ind, „og vi behøver da ikke at gøre os bedre end de andre. Der, gode Kone, der har De min Hånd. Jeg vil begynde. Spå mig nu noget rigtig godt!" Sigøjnere lo listigt, greb så den smukke Piges Hånd og begyndte at spå.

Barnet havde hun straks sat fra sig på Gulvet, hvor det roligt sad og legede og spiste en Kage, som det havde fået. Forventningsfuldt så Veninderne på den brune Kvinde, og de blev noget underligt til Mode, da Spåkvinden efter nogle uforståelige Ord og Gebærder højtidelig begyndte: „Lykke og Ulykke kommer af én Hånd! Den smukke Datter vil to Gange blive meget lykkelig gift og to Gange miste sin kære! Er De tilfreds, Frøken?"

„Nå mere kan man jo ikke forlange," svarede Anna med et noget tvungent Smil. „To Mænd og lykkelig med dem begge! Jeg må tilstå, at jeg vilde være tilfreds med én. Men nu er det din Tur, Elisabeth. Jeg er nysgerrig efter at høre, hvad Spåkonen vil sige til dig."

„Så lad dog være med den Dumhed!" udbrød Martha K. med Harme. „Jeg troede, I nu havde fået nok af det. Gør eder nu heller færdige, at vi ikke skal komme for sent hjem!"

Men derom vilde de andre endnu ikke høre Tale. -- „Aldeles ikke!" råbte de i deres ungdommelige Kådhed! „Vi vil først høre vor Dom! Hjem kan vi da sagtens komme tidsnok. Hanna, nu er det din Tur."

Bedrøvet og i en nedtrykt Sindsstemning vendte Martha tilbage til sin Plads, medens Hanna gav Sigøjnere sin højre Hånd. Det er muligt, at Spåkvinden var bleven opbragt ved den Modsigelse, hun mødte, eller at Annas klingende Pengestykke ikke var hende nok; thi denne Gang kom det uden Omsvøb: „De vil dø - den 18de Juni -," sagde hun med hånende Latter, greb hurtig Barnet op fra Gulvet og forsvandt, før de forbløffede Piger endnu rigtig vidste, hvad der var foregået.

Hanna R. var bleven ligbleg, og forskrækket så de andre snart på hende og snart på Sigøjnere der løb bort.

Når undtages Martha K. var de alle som grebne af en uhyggelig Magt og angrede bittert, at de ikke havde fulgt deres Veninde, da denne ærgerlig og bebrejdende sagde: „Nu ser I, hvad der kommer af det! Den, der ikke vil høre, må føle. Jeg vidste jo, at der ikke kunne komme noget godt af sådant. Nu står I der som Børn, fra hvem Kæmperne har taget Brødet bort! Hanna, sæt nu ikke et så fortvivlet Ansigt op! Du tror da vel ikke på, hvad den dumme Kvinde har sagt? Vort Liv er i Guds Hånd, og jeg kan ikke tænke mig, at han har åbenbaret dets Mål og Endeligt for en Sigøjnerkone. Kom, vær nu fornuftige og glem alle de Dumheder!"

Dette var dog lettere sagt end gjort. Skønt Martha på Hjemvejen anstrengte sig til det yderste for at få Venindernes Tanker ledet hen på noget andet, vilde det dog ikke lykkes hende.

Der hvilede ligesom et hemmeligt Tryk over det kort i Forvejen så glade unge Selskab, og bedrøvede og beklemte kom de hjem. Hanna R. var særlig oprørt. Hun kunne ikke et Øjeblik glemme den unge Kvindes Spådom, og dette anså hun som et Tegn på, at Konen havde talt Sandhed. Tanken om hendes meget nær forestående Død foruroligede og plagede hende og fratog hende enhver Lyst og Glæde i Livet. Efterhånden som den angivne skæbnesvangre Dag nærmede sig, tog hendes Sjæleangst til, og den for kort Tid siden så livsglade og blomstrende unge Pige hensygnede formelig i Frygt og Forventning om de Ting, som skulle komme.

Også de andre led mere eller mindre ved Mindet om den tåbelige Ungdomsstreg. Den eneste, som var uanfægtet, var Martha K., og af alle Kræfter anstrengte hun sig på at få Veninderne til at lade være med at tro på Sigøjnerens Spådom. Men desværre var alle hendes kærlige Forestillinger i den Henseende ganske forgæves. Hanna blev mere og mere trist, og hendes tidligere ungdommelige Munterhed forandrede sig til Tungsind og Grublen. „Lad mig være i Fred, ingen kan dog undgå sin Skæbne!" sagde hun sløvt, når Martha med Tårer bad hende om at tage sig sammen og ved Tillid til og Glæde i Gud gøre den brune Kvindes Tale til Skamme.

Da den skæbnesvangre Dag oprandt, lå den stakkels Pige dødssyg med høj Feber, og Lægen erklærede, at hun gik Døden i Møde. - „Voldsomt, hurtigt aftagende Kræfter," sagde han med et Træk på Skuldrene. „Det er mig ganske ubegribeligt, da Patienten ikke har Anlæg hverken til Svindsot eller Tæring og ellers har Betingelser for at kunne opnå en høj Alder! Det er, som om en indvortes Ild fortærede al hendes Livskraft."

Han havde uden selv at vide det truffet det rette. Frygten for Sigøjnerens Spådom slog den stakkels Pige fuldstændig ned endnu i hendes blomstrende Ungdom. Vel blev det hende forundt at dø i Fred med Gud og Mennesker; men Følgen blev dog uforandret den samme. Havde Hanna R. ikke ladet sig spå, var hun ikke gået bort så ung. Den ulykkelige Tro på Spådommens Opfyldelse og den ubeskrivelige Frygt derfor havde gjort hende syg og blev Årsag til hendes Død.

Nogle Uger før Hannas Død havde Anna T. forlovet sig med en agtværdig Mand i god Stilling, og i sin Lykke glemte hun først den skæbnesvangre Spådom. Da nu Hanna R. blev alvorlig syg og daglig blev svagere, tænkte hun atter med Forfærdelse på Sigøjneren. Mon denne fremmede virkelig skulle have sagt „sandt"? Mon også hendes andet Giftermål skulle indtræffe? Ak, det var skrækkeligt! Den stakkels unge Pige tænkte stadig med Bæven på sin Lykke og angrede utallige Gange, at hun ikke havde fulgt den trofaste Marthas Advarsel. Selv hendes Forlovedes forstandige Formaning, til hvem hun endelig havde betroet hele Historien, hjalp i dette Tilfældet kun lidet. Ængstelig fulgte hun Udviklingen i Hannas Sygdom, og hver nedslående Efterretning var som et Stik i hendes Hjerte. „Hvis Hanna dør, ved jeg, hvad der venter mig," sagde hun grædende. „Skæbnen vil ramme mig, ligesom den rammer min Veninde!" Det var ganske forgæves at sige til hende, at en Kristen ikke lå under for Skæbnen, men altid befandt sig under Guds nådige, vise, faderlige Omsorg, og at uden den Almægtiges Vilje og Vidende' falder ikke ét af vore Hovedhår til Jorden.

„Men det kan jo netop være Guds Vilje, at jeg snart skal miste min Forlovede," stønnede hun „Min Synd og min Ulykke består i, at jeg af forkastelig Nysgerrighed allerede ved det nu."

Ved Efterretningen om Hannas Død var den stakkels Pige ganske ude af sig selv, og der behøvedes til Slut den alvorligste og indstændigste Formaning for at få hende til at indse, at hendes Veninde var død af Angst og Frygt for Spådommen, og at hun ikke selv behøvede at frygte, når hun på ny overgav sit Liv til Gud i Tillid til ham. Trods dette blev der dog stadig en Torn i hendes Sjæl, og selv på sin Bryllupsdag kunne hun ikke holde en ubehagelig Angstfølelse borte. Angrende og beskæmmet måtte hun tænke på, hvor ubekymret hun kunne have nydt sin Lykke, hvis hun ikke den Gang havde ladet sig spå!

Årene gik. Annas Mand lever endnu, er sund og kraftig, og intet tyder på, at Sigøjnerens Spådom skal gå i Opfyldelse. Begge Ægtefæller er meget lykkelige med hinanden. De taler nu og da om hin Tildragelse, og man skulle tro, at alt nu var godt; thi i sit Ydre røber Anna ikke mere nogen Angst. Hun har jo måttet erkende, at vore Veje, vort Mål og vort Endeligt står i Guds Hånd, og hun er glad til Mode og trøstet derved. Men ofte, navnlig når hendes Mand er bortrejst, kommer den gamle Frygt igen over hende og gør hende bekymret og angst for hans Liv. Hvis han bliver ude lidt længere end bestemt, forårsager det hende ofte Uro og Skræk. „Tænk, om det alligevel skulle være sandt, hvad Sigøjneren sagde!"

Trods al Kamp og alvorlig Stræben formår hun ikke helt at løsrive sig fra disse triste Tanker og således til fulde at nyde sin Lykke! „Havde jeg dog aldrig set den Kvinde!" siger hun så mangen Gang. „Hvem kunne dog have tænkt, at Overtrædelse af det tredje Bud skulle blive straffet så hårdt? Havde det ikke været for Sigøjnerens Spådom, så havde stakkels Hanna måske levet endnu, og jeg havde ikke haft nødig at nære en uafladelig Frygt for min Mands Liv!"

„I skal ikke vende eder til Spåkvinder og ikke søge hen til troldmænd, til at blive urene ved dem; jeg er Herren eders Gud." 3 Mos. 19,31.