Diamanter og skorpioner!

 

Luk Vinduet og gå væk derfra, kære Rosa," sagde Nancy Smith til sin Søster. „De Mænd sværger ganske forskrækkeligt, det er Synd endog blot at høre dem."

„De glemmer, at Gud hører," svarede Rosa, idet hun forlod Vinduet, „og de glemmer, at „Menneskene skal gøre Regnskab på Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, de har tallet"."

„Jeg husker, at jeg for ikke længe siden læste en Fortælling om to Piger," sagde Nancy. „Den ene var god og venlig, den anden ond. Den første. fik som Belønning, at der skulle falde Perler og Diamanter fra hendes Læber, hver Gang hun talte, medens den anden blev straffet med, at hendes Ord ledsagedes af Skorpioner og andre Krybdyr. Jeg har siden ofte tænkt på, at der ligger meget i denne Fortælling, og at den vises Ord i Sandhed er dyrebare som Perler, medens den ondes Tale er som Skorpioner."

„Ja," sagde Rosa, „disse Mænds Ord vil bide dem som Skorpioner på den yderste Dag."

„O Rosa, lad os ikke dømme dem, men lad os hellere dømme os selv! Der er ingen af os, som ikke har syndet mange Gange med vore Læber."

„Det forstår jeg ikke, Nancy," svarede Rosa. „Jeg er da vis på, at jeg aldrig sværger."

„Nej, det vilde du nok afholde dig fra, thi du kender jo Guds Ord, som siger : „Men for alting, mine Brødre! Sværger ikke!""

„Og jeg taler aldrig Løgn."

„Nej, thi du har lært, at de, som taler usandt, ikke kommer ind i Himlen. „Og intet urent skal komme ind i den, ej heller nogen, som øver Vederstyggelighed og Løgn." Men alligevel, dersom en Engel hver Dag skulle skrive alle dine Ord, så vilde du finde, at der var Synd iblandt dem."

„Det betvivler jeg," sagde Rosa, „i hvert Fald ikke, hvis jeg var på min Vagt. Lad os forsøge. Vil du ikke i Morgen, blot i Morgen, nedskrive hvert eneste urigtigt Ord, som jeg siger. Jeg kan love dig, at det ikke skal tage meget af din Tid."

„Godt, Rosa, det er jeg villig til."

„Her er så Blyant og et Stykke Papir."

„Det er et meget lille Stykke Papir, Rosa," sagde Nancy smilende.

„Men sikkert stort nok til én Dag, forsikrer jeg. dig, og desuden vil du jo næsten ikke få mig at se i Morgen; thi Onkel har lovet at komme kørende i sin åbne Vogn og tage mig med til Skolefesten i Byen, hvis Vejret bliver godt. Der skal være et Musikkorps og meget andet interessant. Jeg håber virkelig, at Vejret vil holde sig. Tror du, det bliver Regn, Nancy?"

„Det ved jeg ikke; Solen går ned bag en Skybanke; men jeg håber, at det endnu kan blive smukt Vejr i Morgen."

Den første Tanke hos Rosa, da hun vågnede om Morgenen, var: „Jeg håber, det er smukt Vejr." Men endnu før hun nåede hen til Vinduet, var Håbet forvandlet til Skuffelse, idet hun hørte Regndråberne falde. Hun så ud. Hele Himlen lignede et Blyloft, og Regndråberne faldt tungt og tæt, som om de aldrig havde tænkt på at ophøre."

„Hvor ærgerligt, hvor ærgerligt!" råbte Rosa. „Sådan er det altid - når man ønsker, at Vejret skal blive smukt, så kommer altid den væmmelige Regn øsende ned!"

Utålmodige, tåbelige, uretfærdige Ord! De blev skrevne på Papiret.

Nancy og Rosa klædte sig på i Tavshed, idet den yngste af Søstrene atter og atter så hen til Vinduet, stadig med en fortrædelig Mine. I den lille Dagligstue traf de deres Broder David.

„Hvilken dejlig Regn!" udbrød han; „nu vil alle mine Frø spire dobbelt så hurtigt."

„Å, hvem bryder sig vel om dine Frø! Dette Vejr vil jo spolere Festen," sagde Rosa utålmodigt.

Uvenlige, egenkærlige, Ord! De blev skrevne.

„Stakkels Rosa," lo David, „nu får hun ikke Anledning til at vise sine nye Bånd!"

„Å, du dumme, tossede Dreng!" råbte Rosa, idet hun vendte sig til Vinduet. „Jeg bryder mig ikke en Døjt om alle de Bånd, der findes i Verden!"

Overdrivelse! Ordene blev skrevne.

„Det kan vist ikke nytte stort, at du står der og kigger på Skyerne," sagde David. „Du må hellere tage og stoppe mine Strømper. Der er Regn nok i den Sky til at vare til i Morgen ved denne Tid."

„Ti nu stille med din dumme Snak!" udbrød Rosa irriteret. Men David vilde nu hellere tale:

„Skolebørnene vilde vist gerne ombytte deres Kranse med Paraplyer i Dag, når de skal marchere hen til Kirken med deres drivvåde Flag. Jeg skulle ønske, at jeg var i Byen blot for at se det Syn!"

„Jeg ønsker, at du var hvor som helst, kun ikke her, din Plageånd!" råbte Rosa, idet hun hastigt forlod Værelset og slængte Døren i efter sig.

Vrede Ord! De blev også skrevet.

En kort Stund efter kom hun tilbage. David var gået ud. Rosa havde for Sædvane at læse højt af Bibelen for sin Søster hver Morgen og derpå synge en Sang. Nu satte hun sig hen til Vinduet, åbnede ligegyldigt Bogen, og hver Gang hun hurtigt havde gennemlæst et Vers, så hun ud på Markerne, om det dog ikke snart vilde høre op med at regne. Det samme var Tilfældet, da hun sang sin Salme, da hun tog Herrens Navn på sine Læber og sang om hans Kors og Lidelse — hendes Blik var stadig uroligt, og hendes Opførsel viste kun alt for tydeligt, at hendes Tanker dvælede ved helt andre Ting.

Var en sådan Andagt ikke blot et Mundsvejr, en Forhånelse mod Gud? Det blev skrevet.

Nogle Minutter senere, var der nogen, som hankede på Døren, og Bell Marks trådte ind, rystede Vandet af sin våde Paraply, tørrede sine Støvler af på Måtten, rakte Søstrene Hånden til Hilsen og satte sig ned.

„Men Bell, hvor kan det dog falde dig ind at gå ud i et sådant Vejr?" spurgte Nancy.

„Ja - jeg mente, jeg vilde gå ind her nogle øjeblikke for at søge Ly. Jeg er på Vej til Gårdejer Green for at høre, om det er sandt, at Sally er bleven sendt væk."

„Ja, det er jeg vis på er rigtigt nok," sagde Rosa. „Jeg undres kun over, at de har beholdt hende så længe. Jeg kan ikke udstå den Pige!"

„Heller ikke jeg," svarede Bell. „Hun er så stolt."

„Ja og så egenkærlig!" udbrød Rosa.

„Jeg undres, hvad de har sendt hende væk for," sagde Nancy. „Det vilde jeg gerne vide."

„Jeg er temmelig sikker på," svarede Rosa, „at hun har forsynet sig i Mejeriet. Fru Green har opdaget, at Fløden forsvinder, eller - men Nancy dog - hvad er det, du bestiller?" tilføjede hun, idet hun vendte sig mod Søsteren.

„Der er ikke mere Plads på Papiret," sagde Nancy stille, idet hun lagde Blyanten fra sig.

Så snart Bell var gået, tog Rosa Papiret, og med blussende Kinder læste hun Fortegnelsen over sine „utilbørlige Ord".

„Nancy!" råbte hun, „Klokken er ikke en gang 10 endnu, og alt dette står skrevet imod mig! Dersom jeg skal gøre Regnskab for hvert utilbørligt Ord, jeg har talt i alle de År, jeg har levet og endnu maske kommer til at leve, hvordan skal det så gå mig på Dommens Dag? Tror du, Nancy, at der virkelig er Straf for al syndig Tale?"

„Jesus har jo sagt: „Af dine Ord skal du kendes retfærdig, og af dine Ord skal du fordømmes."

„Hvad skal der så blive af mig?" råbte stakkels Rosa. „Jeg vil jo aldrig kunne bestå for Gud."

„Det vil stakkels syndige Mennesker aldrig kunne," svarede Nancy. „Dersom du, Herre, vil tage Vare på Misgerninger, Herre! Hvo kan da bestå? Men hos dig er Forladelse." (Sl. 130,3-4.) Dette er dit eneste Håb - Forladelse. Og du ved, hos hvem du skal søge den."

„Hos Gud ved den Herre Jesus Kristus."

„Ja, thi ham har Gud ophøjet for at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse."

„Behøver jeg så ikke at frygte?" spurgte Rosa.

„Nej, ikke dersom du sætter dit Håb til ham og i hans Kraft stræber efter at vinde Sejr over Synden. Men Rosa, dersom du er et Kristi Barn, så vil du stræbe efter at holde Vagt over dine Læber. Du vil sige ligesom Kong David i den 39te Salme: „Jeg vil vare på mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare på min Mund, at den holdes lukket.""

„Ah, Nancy, nu indser jeg, hvor vanskeligt dette er. Skorpionerne synes at komme så meget lettere end Perlerne."

„Bed og arbejd," svarede Nancy.

Læser, lad dette være dit Motto: Bed og arbejd!