Skibbruddet!

 

Den Højeste har du gjort til din Bolig. Dig skal intet ondt vederfares, og der skal ingen Plage komme nær til dit Telt. Thi han skal befale sine Engle om dig, at bevare dig på alle dine Veje." Sl. 91,9-11.

Når den berømte, nu afdøde, amerikanske Vækkelsesprædikant D. L. Moody efter sine lange Missionsrejser kom tilbage til sit Hjem og sine Skoler i Northfield, var det altid en Begivenhed af stor Interesse for den rolige By. Men en Gang blev hans Hjemkomst fejret i særlig Grad, fordi han kom som en, der var revet ud af Dødens Gab efter omtrent fjorten Måneders Rejse i Europa og Orienten.

Efterretningen om hans Ankomst var gået forud for ham, og da Toget ved Titiden en Lørdag Aften nåede Mount Hermon Station, var der samlet omkring tre Hundrede unge Mænd, Elever og Lærere, for at byde ham velkommen med Fakler, Musik og Hurraråb. Da han ved næste Station steg af Toget sammen med sin Hustru, blev han modtaget af en Skare Venner, Skoledisciple og andre, som fra forskellige Steder var mødt frem for at byde ham velkommen. Da han fra Stationen kørte til sit Hjem, kunne han på den modsatte Bred af Connecticut floden se alle Seminariets Bygninger og mange private Boliger i strålende Belysning til hans Ære. Langs Landevejen stod Damerne fra Skolen i Northfield med Fakler i Hænderne og hilste ham under Forbi kørslen med Velkomsttilråb, Sang og Viften med Lommetørklæder. Tæt ved hans Hjem stod mellem tre og fire Hundrede unge Kvinder fra Seminariet med deres Lærere og Venner og hilsende ham med en smuk Velkomstsang, medens Vognen holdt stille. Jeg lagde Mærke til, at skønt det var Midnat, kørte ikke Moodys Vogn straks til hans eget Hjem, men hen i den Gade, hvor hans nu næsten 90 År gamle Moder boede. Hun skulle ikke vente længere end højst nødvendigt for at se sin Søn igen.

Søndag Formiddag var Kirken propfuld af Mennesker, da Moody fortalte om Ulykken med Damperen „Spree" ude på Atlanterhavet og berettede om den vidunderlige Redning. Han begyndte med at sige, at han ved denne Lejlighed vilde gøre, hvad han ellers aldrig havde for Skik, nemlig tale om sine personlige Oplevelser og Iagttagelser, da han tænkte, at i dette Tilfælde vilde disse kunne udrette mere end en Prædiken, ligesom det også vilde spare ham for den Ulejlighed atter og atter at skulle gentage den samme Beretning til hver enkelt, der ellers vilde ønske Oplysning om det skete.

Min sidste Dag i London, sagde han, var en fornøjelig Tid. Den kunne med Rette kaldes en lovende Dag; thi Solen skinnede klart efter nogle af disse mørke, tågede Dage, som er så almindelige i London. En Del Venner var samlede ved Stationen for at sige Farvel, og jeg opfordrede dem til at synge min Yndlingssang: »Da skal mit Hjerte synge"; men de sagde, at de ikke i Afskedsstunden var i Stemning til at synge. Jeg var den eneste af dem alle, som følte Lyst til at synge; thi dybt inde i Hjertet sang jeg, fordi jeg skulle hjem, hjem til dem, jeg elskede.

I Landboere har rimeligvis ikke nogen rigtig Forestilling om, hvad disse store Atlanterhavs dampere ligner. Jeg gik om Bord på „Spree", et Skib på 490 Fods Længde og med 700 Passagerer om Bord, Fork fra Storbritannien, Tyskland, Østrig, Rusland, Ungarn og andre Lande, foruden mange her fra Amerika, som vendte tilbage fra en Forretnings- eller en Fornøjelsesrejse. Der var Mennesker af alle Aldre og af begge Køn — gamle Forældre, som rejste til Amerika for at tilbringe deres sidste Dage sammen med deres Børn, der tidligere var rejst til det „forjættede Land" for der at grundlægge et Hjem; Mænd og Kvinder i den kraftigste Alder og mange små Børn, deriblandt nogle af de yndigste og gladeste, jeg nogen Sinde har set.

Da vi havde sejlet i tre Dage, husker jeg, at jeg lå i min Køje, som jeg almindelig plejer, når jeg er på Søen, og tænkte på hvor glad og taknemmelig jeg havde Grund til at være. Jeg tænkte på, hvor heldig jeg altid havde været; thi på alle mine mange Rejser til Lands og til Søs havde jeg aldrig oplevet noget alvorligt Uheld. Jeg tænkte på, hvorledes min Hustru og mine Børn var slupne fra Koleraen og Karantænen i New York. Den Damper, der sejlede før dem, og den, der sejlede efter dem, havde begge Kolera om Bord, og de måtte ligge længe i Karantæne, medens den Damper, som bragte mine kære over Havet, nåede New Yorks Havn først, og uden at noget Koleratilfælde var indtruffet.

Medens jeg lå med disse Tanker og med Hjertet fuldt af Tak til Gud, blev jeg forfærdet ved et rædsomt Stød, som om Skibet var løbet på en Klippe. Jeg følte alligevel ikke straks nogen videre Angst — måske fordi jeg var for søsyg til at gøre mig det rigtig klart, hvad det var. Men min Søn sprang ud af sin Køje og styrtede op på Dækket. Efter nogle øjeblikkes Forløb kom han tilbage og råbte, at Akselen var brækket, og at Skibet sank. Jeg troede ikke straks, at det kunne være så slemt, men besluttede dog at klæde mig på og gå op på Dækket. Meddelelsen var desværre kun alt for sand. Kaptajnen fortalte de rædselsslagne Passagerer, som var styrtede op på Dækket, at der var ingen Fare, og nogle af anden Klasses Passagerer gik ned til deres Køjer igen, men kun for hurtig at blive jaget op af Vandet, som trængte ind i Kahytterne.

Officererne og Mandskabet gjorde alt, hvad de kunne, for at redde Skibet. Man indså imidlertid snart, at Pumpning var til ingen Nytte, da Vandet strømmede ind så hurtig, at Skibet ikke vilde kunne holdes flydende. Det stod ikke i Menneskers Magt at gere noget mere. Vi var fuldstændig hjælpeløse. Vi kunne kun stå stille på det synkende, drivende Skib og stirre ned i den våde Grav. Imedens gjorde Skibsbesætningen, uden at Passagererne mærkede det, alt klart for at kunne yde den sidste Hjælp. Redningsbådene blev gjort klare, og Skibets Kaptajnen bevæbnedes med Revolvere for om nødvendigt at kunne tvinge Folk til at handle efter deres Ordre. Spørgsmålet var blot, om Bådene straks skulle fires ned, eller om man skulle vente så længe som muligt. Søen gik så højt, at det var tvivlsomt, om Bådene kunne holdes på ret Køl. To af Passagererne havde gjort deres Revolvere klare, da de hellere vilde lide Døden ved en Kugle gennem Hovedet end ved Drukning.

Ved Middagstid meddelte Kaptajnen, at han nu mente, man ved Pumpernes Hjælp kunne holde Vandet Stangen, og håbede, at vi skulle drive ind i et forbi sejlende Skibs Kurs. Skibets Forstavn stod på dette Tidspunkt allerede højt i Vejret, medens Agterenden syntes at synke mere og mere. På Grund af den høje Sø rullede Skibet ganske forfærdelig. Dersom det havde hugget blot lidt mere, vilde Skodderne være gået itu, og alt havde været forbi. Kaptajnen søgte at holde Håbet oppe hos os ved at sige, at vi rimeligvis ved Tretiden vilde møde en Damper; men Aftenen kom, uden at noget Skib viste sig.

Det var en frygtelig Nat, den mest rædselsfulde, nogen af os havde oplevet. 700 Mennesker, Mænd, Kvinder og Børn, ventede kun på Døden. Ingen tænkte på at sove; vi var alle samlede i første Klasses Salon — Jøder, Protestanter, Katolikker, Fritænkere, Atheister — skønt jeg nærer Tvivl om, hvorvidt der i den Nat virkelig var nogen Fritænker eller Atheist iblandt os. Dødsangsten og Spændingen kan ikke beskrives. Med blege Ansigter og bankende Hjerter så Passagererne på hver andre, som om de vilde prøve på at læse i hver andres Ansigt, hvad ingen turde udtale. Raketter sendtes stadig til Vejrs; men der kom intet Svar. Vi drev ud af de store Damperes Kurs. Hver Time syntes at gøre Situationen farligere.

Søndag Morgen gryede uden Hjælp eller Håb. Indtil da havde ingen opfordret til at holde Gudstjeneste eller Bøn. At gøre det vilde i de første Spændingens Timer rimeligvis have afstedkommet Panik. Men da den anden Aften kom, holdt vi med Kaptajnens velvillige Tilladelse og Bistand et Bønnemøde. Alle var til Stede, og jeg tror, at alle bad, også Fritænkerne. Med den ene Arm slynget om en Pille i Kahytten for at holde mig fast, medens Skibet rullede, forsøgte jeg at læse den 91de Davids Salme, og vi bad Gud stille Søens Raseri og bringe os i Havn. Denne Salme blev ligesom ny for mig fra den Stund. Det 11te Vers slog dybt ned i mig; det var som en guddommelig, trøstende Stemme, og det syntes mig at være den fuldeste Virkelighed, da jeg læste: „Thi han skal befale sine Engle om dig, at bevare dig på alle dine Veje!" Sikkert vilde han gør det. Jeg læste også fra det 20de til det 31te Vers af den 107de Salme. En Dame mente, at disse Ord måtte være skrevne i Anledning af Øjeblikkets Situation og bad mig senere, om hun selv måtte se, om det virkelig stod således i Bogen.

Hvad mig selv angår, oplevede jeg noget nyt. Jeg havde troet, at jeg havde overvundet al Frygt for Døden. Jeg havde ofte prædiket om denne Sag og opfordret kristne Mennesker til også i Dødens Stund at vise, at de troede på ham, som har sejret over Døden. I den amerikanske Borgerkrig havde jeg været i Ilden gentagne Gange uden at kende til Frygt. Jeg var i Chicago under den store Koleraepidemi og gik omkring med Lægerne, som besøgte de syge og døende. Hvor de kunne gå for at se til Menneskers Legemer, mente jeg, som jeg sagde, at jeg nok kunne gå for at se til deres Sjæle. Jeg erindrer et Menneske, som havde de sorte Kopper, og fra hvis Ansigt bogstavelig talt alt Kødet var borte; jeg gik atter og atter til den stakkels syges Leje. Under alt dette kendte jeg ikke til Frygt for Døden.

Men på det synkende Skib var det ganske anderledes. Ingen Sky havde lagt sig mellem min Sjæl og Frelseren. Jeg vidste, at mine Synder var mig tilgivet, og at, hvis jeg døde nu, var jeg beredt til et bedre Liv. Dette var mig fuldstændig klart. Men da mine Tanker gik til mine kære derhjemme - min Hustru og mine Børn, som længselsfuldt ventede mit Komme, mine Venner på begge Sider af Havet, Skolerne og alle de Opgaver, der var mig så kære - da jeg klart så, at det næste Øjeblik måske for bestandig vilde skille mig fra alt dette: jeg tilstår, at da var det næsten, som om Grundvolden brast under mig. Det var den mørkeste Time, jeg har oplevet. Jeg kunne ikke holde det ud, jeg måtte have Lindring, og "Trøsten kom under min Bøn. Gud hørte mit Råb; han gav mig Kraft til fra Sjælens inderste Dyb at sige: „Din Vilje ske!" Med ét var alt i Orden, og en velsignet Fred fyldte min Sjæl: Lad kun Guds Vilje ske; nu kan det gå, som det vil. Jeg gik til Sengs og faldt næsten øjeblikkelig i Søvn, og aldrig i mit Liv har jeg sovet mere roligt og trygt. Fra det dybe råbte jeg til Herren, og han hørte mig og befriede mig af al min Frygt. Jeg kan lige så lidt tvivle om, at Gud gav mig Svar på min Bøn om Fred, som jeg kan betvivle min egen Tilværelse.

Omtrent Kl. 3 om Natten blev jeg vækket af min rolige Søvn ved min Søns Stemme: „Kom op på Dækket, Fader," sagde han. Jeg fulgte med, og han pegede på et Lys langt borte, som hævede og sænkede sig på Havet. Det var Befrielsens Budskab til os. Det viste sig at være Lanternen på Damperen „Lake Huron", hvis Udkigsmænd havde set vore Raketsignaler og først antog, at det var et Skib, der brændte. Hvem kan glemme dette øjebliks Glæde, da disse 700 fortvivlede Mennesker så Skibet, der nærmede sig!

Men nu blev Spørgsmålet: Kan denne lille Damper slæbe det hjælpeløse „Spree" de 1600 Kilometer til Queenstown? Enhver af Skibets Bevægelser blev iagttaget med Spænding og Bøn. Det var et dristigt og farefuldt Foretagende. Til sidst lykkedes det at forbinde de to Skibe med to svære Trosser. Hvis en Storm blæste op, vilde Trosserne briste som Sytråde, og vi vilde atter være overladt til vor Skæbne. Men jeg frygtede ikke. Gud vilde fuldføre det Værk, han havde begyndt. Søen blev mere rolig. Trosserne holdt, Damperen bevægede sig langsomt i „Lake Huron"s Kølvand. Der var Storme rundt omkring, men ingen nåede nær til det havarerede Skib. Gud holdt sin Hånd over os, og syv Dage efter Ulykken kunne vi holde en Takkegudstjeneste i Queenstowns Havn. Det er netop otte Dage siden i Dag, og nu står jeg her mellem Slægt og Venner, som jeg elsker. Skibet, som Herren sendte til vor Redning, var netop lige stærkt nok til at tage vort Skib på Slæb og havde lige akkurat Kul nok til at føre os i Havn. Der var intet tilovers, og mindre vilde have været utilstrækkeligt. Kaptajnen på „Lake Huron" var også en Bønnens Mand, og han råbte til Gud om Hjælp og Kraft til at fuldføre det farefulde og vanskelige Redningsarbejde. Gud hørte de forenede Bønner og bragte os til den længselsfuldt ventede Havn.

Den Nervespænding, som disse otte Dages og Nætters Angest medførte, var forfærdelig. Det var mere, end nogen kunne udholde uden Hjælp fra det høje. Adskillige af Passagererne mistede Forstanden og måtte sættes under Bevogtning. En ung Østriger, som havde efterladt sin Forlovede i Wien, sprang i sin Fortvivlelse over Bord og druknede for vore Øjne, uden at vi kunne gøre det mindste for ham. Det var et rørende Syn at se en ung Moder med to yndige Børn siddende i stum Fortvivlelse de første 48 Timer uden at vende Øjnene fra sine små. Var vi gået under, er jeg vis på, hun vilde have trykket dem til sit Bryst og gået til Bunds med dem i sine Arme. Der var en russisk Jøde, som uden sine Slægtninges Vidende var gået om Bord. Det var hjerteskærende at se hans Fortvivlelse, da han bekendte sin Synd, slog sig for sit Bryst og erklærede sig selv for at være en Jonas. Han knælede ned på Dækket, medens Tårerne strømmede ned ad hans Kinder, og råbte til Jehova om ikke at hjemsøge hans Synd på alle disse ulykkelige Mennesker. - -

Efter at have afsluttet sin gribende Beretning, som her kun delvis og ufuldstændig er gengivet, læste Moody de to omtalte Davids Salmer med en ny og dybere Forståelse af den Kraft, som Herrens Ord rummer.

Denne enestående Gudstjeneste, som blev overværet af en Mængde af Moodys Slægt og Venner foruden af 700 Skoleelever og Lærere fra Seminarierne, vil sent blive glemt.