Den flygtende jøde!

 

Mine Forældre var fromme Jøder, besjælede af stor Nidkærhed for Gud og hans Sag. Fader fastede hver Mandag og Tirsdag for at spæge Kødet og gøre sig retfærdig for Gud, som havde sagt: „I skal være hellige; thi jeg Herren eders Gud er hellig." 3 Mos. 19,2.

Jeg blev født i Byen Kovno i Rusland 1853. Det var min Faders Ønske, at alle hans Børn skulle opdrages i Guds Frygt og hans Sønner blive fromme Jøder. Min Broder nærede imidlertid særlig Interesse for videnskabelige og filosofiske Studier og vægrede sig ved at følge Faders Ønske. Han begyndte at studere ved Seminariet i Kovno og fuldendte sine Studier i Grædno. Det var min Fader meget imod, at hans ældste Søn skulle ofre så megen Tid på verdslige Studier, og han besluttede derfor at gøre så meget mere for, at jeg under en from Rabbiners Vejledning kunne blive oplært som en nidkær Jøde.

Da jeg var fem År gammel, begyndte min Fader at lære mig Hebraisk. Selv læste han de i Liturgien foreskrevne Bønner højt tre Gange daglig og lod også mig gøre det samme, idet han sagde, at dersom jeg samvittighedsfuldt adlød Rabbineren og bad tre Gange daglig, vilde jeg derved behage Gud. Tanken om at skulle kunne behage Gud gjorde et dybt Indtryk på mig, og jeg anstrengte mig for at gøre alt, hvad min Slægt og da navnlig Rabbineren ønskede. Jeg havde også dyb Ærefrygt for det store Bud i Skriften: „Hædre din Fader og din Moder," såvel som for det gamle Bud, der var os overantvordet fra Fædrene: „At frygte Rabbineren er at frygte Gud."

I otte Års Alderen kunne jeg læse hele den hebraiske Bibel samt Targum (den kaldæiske Oversættelse og Omskrivning af det gamle Testamente) tilligemed den store Rabbiner Rashis Bibelforklaring. Min Lærer begyndte nu at give mig Undervisning i Talmud, Jødernes Lærebog, der indeholder Forklaring over Mose Lov. Lidt efter lidt ophørte jeg med at læse i Bibelen, da min Lærer anså Studiet af Talmud for at være af større Vigtighed. Hele Dagen tilbragte jeg i hans Hjem og var optaget af Læsning fra Morgen til Aften. Jeg var hans eneste Elev, og han var bestemt på at udføre det ham betroede Hverv og opdrage mig til en from Rabbiner.

På min 10 Års Fødselsdag indbød Fader nogle af sine Venner samt Læreren til vort Hjem. Han ønskede, at min Lærer i de øvriges Nærværelse skulle underkaste mig en Prøve, og at de tilstedeværende derpå skulle bedømme, hvorvidt jeg var skikket til den gejstlige Løbebane eller ikke. Denne Prøve bestod jeg til alles Tilfredshed, og min Flid og Dygtighed beredte min Fader så megen Glæde, at han gav en Middag til Synagogens fattige og opfordrede alle disse til at læse Bønner for mig. Han lovede tillige at ville forære mig 50 Rubler på min 13-årige Fødselsdag, dersom jeg da med Ære kunne bestå endnu en Prøve. Alt dette drev mig til med desto større Flid at søge at leve et helligt Liv.

Omtrent ved denne Tid begyndte der at opstå mange alvorlige Spørgsmål hos mig. Ofte spurgte jeg mig selv: „Hvad er egentlig Guds Ord?" Og efter megen Overvejelse kom jeg til den Slutning, at Bibelen måtte være den Bog, som Gud havde givet os. Jeg bad derfor Rabbineren om Tilladelse til at læse mere deri. Han svarede imidlertid, at jeg udelukkende måtte beskæftige mig med Studiet af Talmud. Til Trods herfor tilbragte jeg alligevel en Time hver Morgen før Bønnen og hver Aften før Sengetid med at læse i Bibelen. I mit trettende År fik jeg Undervisning i de jødiske Trosartikler. Rabbineren meddelte mig, at når jeg var tretten År gammel, vilde jeg blive betragtet som en Mand, og at jeg fra den Dag af selv bar Ansvaret for mine Synder overfor Jehova. Tanken herom fyldte min Sjæl med højtidelige Forestillinger og bragte mig til at stille mig selv det alvorsfulde Spørgsmål: „Hvad skal jeg gøre for at blive salig?"

En Måned før jeg fyldte mit trettende År, tog min Fader mig en Dag med til Synagogen. Her meddelte han mig, at alle mine tidligere Synder hvilede på ham, men at jeg fra nu af bar Ansvaret for de Synder, jeg herefter måtte begå. Jeg tryglede ham om endnu et Par Måneder at bære mine Synder, da jeg frygtede for, at jeg snart kunne komme til at synde imod den Helligånd; men han svarede, at dette ikke lod sig gøre. Ved denne Meddelelse begyndte jeg at græde bitterlig; thi jeg var overbevist om, at det var umuligt for mig at leve et fuldkommen helligt Liv. Den store Skabers Hellighed og Renhed fyldte mig med Frygt, og mit eget' besmittede Hjerte overbeviste mig om, at jeg var idel Synd. Men der var ingen Udvej. Fader havde sagt, at Ansvaret for Synden herefter hvilede på mig, og fra denne Stund af bar jeg en Byrde, under hvis Vægt jeg ofte var ved at segne.

På min 13 Års Fødselsdag tog min Fader i Overensstemmelse med jødisk Skik mig atter med til Synagogen, hvor han med Bøn og Tak, fordi han ikke længere var ansvarlig for mine Synder, overgav mig til Herren.

Samme Dag indbød han Rabbineren og flere af de ældste til vort Hjem, og i deres Nærværelse blev jeg atter underkastet en Prøve. Da denne var overstået, udtalte alle som deres fulde Overbevisning, at vor Fader Abrahams, Isaks og Jakobs Gud havde bestemt mig til at beklæde en Tjeners Værdighed i hans Menighed. Det glæder mig dog nu at vide, at al Nådens Gud havde bestemt mig til et bedre Kald og til en endnu større Ære, nemlig at være en Tjener i Kristi Vingård i det Håb en gang at skulle regere med Kristus i al Evighed. Min Fader og Rabbineren lagde derpå deres Hænder på mit Hoved til Velsignelse, idet de sagde: „Gud gøre dig som Efraim og som Manasse!"

Jeg fik de Penge, jeg havde fået Løfte om. Disse blev uddelt til Synagogens fattige, der atter blev anmodet om at bede for mig.

Den næste Dag tog jeg mine Tankesedler med til Synagogen. Der læste jeg meget omhyggeligt mine Bønner, og da jeg endelig efter næsten to Timers Forløb var færdig, var jeg meget træt. Da jeg skulle lægge Tankesedlerne sammen, faldt de ned på Gulvet, og dette gjorde mig så bange for, at jeg hermed skulle have fortørnet Gud, at jeg for atter at nyde hans Velbehag fastede i tolv Timer.

Ved denne Tid begyndte jeg at gruble meget over Spørgsmålet om Retfærdiggørelse. Jeg forstod, at ingen af mine gode Gerninger kunne gøre mig retfærdig overfor den hellige Gud, og Ængstelse fyldte min Sjæl. Moder lagde Mærke til min Nedstemthed, og da hun en Dag spurgte, hvad der var i Vejen, faldt jeg hende om Halsen, kyssede hende og græd bittert en lang Stund. Endelig sagde jeg: „O Moder, jeg frygter for, at jeg ikke med min Godhed kan tilfredsstille Gud, og om Døden skulle komme, er jeg bange for, at jeg ikke er værdig til at fremstilles for hans Åsyn." Moder forsikrede mig, at jeg nok skulle blive frelst, når jeg blot vedblev at læse Talmud, adlyde Rabbinernes Befalinger og opfylde min Faders ønsker. Dette Svar kunne dog ikke stille min Sjæl tilfreds.

Nogle Uger forløb, og jeg vedblev fremdeles under min Lærers Ledelse at studere Talmud. En Dag spurgte Læreren mig, hvad det var, som havde hidført en så påfaldende Forandring, som der var foregået med mig siden min 13 Års Fødselsdag. Jeg fortalte ham, at siden jeg selv havde overtaget Ansvaret for mine Synder, havde jeg følt, at jeg ikke kunne blive retfærdig for Gud, og at jeg nærede Frygt for Døden. Idet jeg nu begyndte at græde bitterlig, spurgte jeg: „Rabbi, dersom jeg døde nu, hvor gik jeg da hen?" Rabbineren svarede, at jeg først vilde blive straffet for mine Synder, og at alle måtte til Helvede, men de gode kun for en Tid. Når de så havde udstået Straffen, kom de til Paradiset, hvor de skulle sidde til Bords med Abraham, Isak og Jakob. Jeg spurgte også min Fader, om ikke han kunne anvise mig en Måde, hvorpå jeg kunne blive frelst; men hans Svar var i ingen Henseende bedre end Lærerens. Min Frygt for Døden voksede stadig, og den bitreste Sorg og Bekymring fyldte min Sjæl.

***

For hver Dag, der gik, blev min Sindstilstand værre, og efter nogen Tids Forløb sagde min Fader, at det vistnok var bedst, jeg ophørte med mine Studier og søgte mig en Plads. Jeg fik Ansættelse på et Kontor; men nogle Måneder senere måtte jeg meddele min Fader og Rabbineren, at jeg ikke kunne ofre mit Liv til noget andet end til Guds Gerning. Denne Underretning glædede dem begge overmåde, og nu begyndte jeg atter at læse i Bibelen både Morgen og Aften.

Stor var min Forundring, da jeg under Læsningen af den hellige Skrift en Dag stødte på Salmistens Ord: „Der er ingen, som gør godt, end ikke én." Sl. 53,4, Disse Ord, forekom det mig, bekræftede kun, at jeg aldrig vilde kunne komme til Himlen. Jeg måtte sige til mig selv, at endog Bibelen jo erklærede dette; thi jeg var ikke retfærdig. Atter gik jeg til min Moder og tryglede hende om at fortælle mig, hvad jeg skulle gøre for at blive salig. Moder begyndte at græde. „Dersom du blot vedbliver at adlyde den skrevne og den mundtlige Lov," sagde hun, „så vil det sikkert gå dig godt."

Nogle Måneder, fulde af Jammer og Fortvivlelse, forløb. Så blev jeg syg, og medens jeg lå på mit Sygeleje, begyndte den mørke Håbløshed og Fortvivlelse mere og mere at få Overhånd hos mig. Forgæves søgte jeg at overbevise mig om, at vore Fædres Gud var min Fader; forgæves søgte jeg at fornemme hans Kærlighed i Sjælen. Lægen udtalte, at det var meget tvivlsomt, om jeg kunne komme mig, og da min Moder hørte dette, kastede hun sig ned foran min Seng, kyssede mig og sagde:

„Min kære Søn, jeg husker, at du flere Gange har spurgt mig, hvad du skal gøre for at blive salig, og at du har udtalt, at du var bange for at dø, fordi du følte, at du var skyldig for Gud. Hvorledes har du det nu?"

Med Opbydelsen af den Smule Kraft, jeg endnu var i Besiddelse af, udbrød jeg: „Jeg er fortabt, fortabt!" Og idet jeg opløftede mine Hænder og mit Hjerte til Herren, gentog jeg Salmistens Ord: „Oplad mine øjne, så jeg må skue de underfulde Ting i din Lov!" Sl. 119,18. Derpå faldt jeg tilbage på mit Leje og kunne i flere Dage ikke tale.

Rabbineren og flere andre kom for at se til mig, og da de troede, at det var sidste Gang, forenede de sig i Bøn for min Sjæl og læste flere af Davids Salmer, hvad der meget almindelig er Skik i de jødiske Sygehuse. Da jeg atter kunne tale, sagde jeg: „Bed Herren oplade mine øjne, så at jeg må fornemme, at mine Fædres Gud også er min Gud!"

Herren havde hørt min Bøn. Bedring begyndte at indtræde, og efter nogle få Ugers Forløb havde jeg genvundet min Sundhed. Jeg meddelte min Fader, at jeg havde fattet den Beslutning at forlade Hjemmet for i fremmede Lande at søge det, som min Sjæl længtes efter. Faders Forestillinger var frugtesløse; jeg var ubøjelig og holdt fast ved min Beslutning.

Som jeg en Dag sad og læste, faldt jeg pludselig i Søvn. Da jeg atter vågnede, var det, som om disse Ord lød i min Sjæl: „Gak ud fra dit Land og fra din Slægt og fra din Faders Hus og til det Land, jeg vil vise dig!" i Mos. 12 1. Jeg kunne ikke løsrive mig fra Virkningen af disse Ord og meddelte derfor min Fader, at jeg måtte rejse — jeg måtte rejse med eller uden Tilladelse. Selv om det skulle koste mig Livet, måtte jeg rejse. Han gav nu endelig sit Samtykke, og med stor Inderlighed bad han Israels Gud ledsage mig, hvor jeg færdedes.

I Juli Måned 1871 indbød min Fader en Del Venner og Slægtninge til vort Hjem. Han tænkte, at det muligvis kunne lykkes disse at overtale mig til at blive, og hvis det ikke lykkedes, så burde de i hvert Tilfælde have Anledning til at sige Farvel, før jeg begav mig af Sted. De Optrin, der nu fulgte, var i Sandhed sønderrivende; men mit eneste Svar på alle Bønner og Henstillinger var: „Dersom jeg ikke kan rejse, må jeg dø." Da de forstod, at Overtalelse var til ingen Nytte, begyndte de alle at trøste mig og ønske mig en lykkelig Rejse.

Den til Afrejsen bestemte Dag oprandt, og allerede i den tidligste Morgenstund begyndte mine Venner at indfinde sig til Afskeden. Da jeg om Eftermiddagen sammen med mine Forældre var på Vej til Jernbanestationen, var der omkring et Hundrede Mennesker, som ledsagede os. Moders Øjne var fyldte med Tårer, og Tanken om, at jeg måske aldrig mere skulle se hende, som elskede mig så højt, fyldte mig med Sorg. Idet min Fader sagde Farvel, lagde han Hænderne på mit Hoved, velsignede mig og sagde: „Måtte vore Fædre Abrahams, Isaks og Jakobs Gud bevare dig, og måtte du stedse holde dig nøje til hans hellige Ord, Bibelen, og til vore hellige Rabbineres Skrifter!" hvortil jeg svarede: „Amen, ja Amen!"

Toget satte sig nu i Bevægelse, og alle de forsamlede Venner tilligemed min Fader samt Moder, der bar et lille Barn på Armen, opløftede Hænderne mod Himlen. Fra Kupevinduet kunne jeg se, at min Moder faldt bevidstløs om. Aldrig, nej aldrig vil jeg kunne glemme den Stund! Selv faldt jeg afmægtig om i Kupeen, men blev bragt til Bevidsthed igen af de andre Passagerer. I en inderlig Bøn bad jeg derpå Herren om at tage mig i sin Varetægt og være mig Fader og Moder, Søster og Broder, Ven, ja alt i alt.

Toget bragte os til den lille By Verbelow ved den russiske Grænse. Grænsen består på dette Sted af en bred Grøft, fyldt med Vand. På enkelte Steder er denne Grøft meget dyb, på andre Steder mindre dyb. Ingen har Lov til at overskride den uden Øvrighedens Tilladelse. Enhver Russer, som vil forlade Landet, må være forsynet med Pas, udstedt af Provinsens Guvernør, og sådanne Pas udstedes aldrig til unge Mænd, som man ikke tror vil komme tilbage, og da navnlig hvis de er pligtige til Militærtjeneste. Jeg havde intet Pas, og da Aftenen faldt på, gik jeg ind i et jødisk Hus og bad om Husly for Natten. Huset var imidlertid lille, og der var ingen Plads tilovers. Manden spurgte mig derfor, om jeg vilde sove på Taget, et Tilbud, som jeg med Taknemmelighed modtog.

Kl. 6 den næste Morgen stod jeg op og fortsatte min Vandring. Med Ængstelse betragtede jeg Grænsen og Soldaterne, som var opstillede langs Grøften, og som skød enhver, der søgte at gå over uden Tilladelse. Jeg skjulte mig en lang Stund i en Kornmark, hvorfra jeg holdt øje med Soldaterne, og til min Glæde forstod jeg, at de ikke havde lagt Mærke til mig. Jeg trak Støvlerne af for at kunne springe så meget hurtigere, og da Vagten fjernede sig nogle Skridt, sprang jeg over den brede Grøft og skjulte mig i en Kornmark på den anden Side. Soldaterne fik nu Øje på mig og fyrede; men jeg løb videre og undslap.

Endelig nåede jeg hen til en liden tysk By, hvorfra jeg rejste med Tog til Larsen. Foruden mig var der i Kupeen kun en ung Mand. Jeg var træt og faldt snart i Søvn. Da Toget nærmede sig Stationen, hørte jeg Døren blive lukket til og opdagede nu, at den unge Mand var forsvunden. Jeg gjorde også en anden Opdagelse, nemlig at mine Lommer var tomme. Stationsmesteren blev straks underrettet om det skete, og en halv Snes Gendarmer blev øjeblikkelig sendt ud for at søge efter Tyven. En kort Stund efter kom en af dem tilbage med den unge Mand bunden til sin Hest. Han havde fundet ham under et Træ, ivrig optaget med at tælle Indholdet i min Pengepung. Da jeg nu havde fået mine Penge tilbage, fortsatte jeg Rejsen til Larsen, hvor jeg opholdt mig nogle Uger. Men heller ikke her fandt min Sjæl Hvile.

Fra Larsen rejste jeg til Berlin, og herfra skrev jeg til mine Forældre. Fader besvarede mit Brev, ønskede mig Guds Velsignelse og udtalte Håbet om, at jeg nu ikke måtte rejse videre. 1 Berlin fik jeg Arbejde på et Kontor. På dette Sted kunne jeg imidlertid ikke trives; thi Jøderne i Tyskland er ikke meget fromme, og heller ikke er de så samvittighedsfulde med Overholdelsen af deres Ceremonier eller ved Udøvelsen af deres Gudstjeneste som de russisk-polske Jøder. Jeg skrev da atter til min Fader og meddelte ham, at jeg agtede at søge andetsteds hen. Han skrev tilbage:

„Mit elskede Barn!
Jeg kan ikke sige, hvilken Medfølelse vi har med dig. Din Moder græder og jamrer hver eneste Dag, fordi vor Isak ikke mere er hos os. Kære Søn, vi vilde være usigelig taknemmelige og lykkelige, om du vilde komme hjem til os igen. Din Moder siger, at siden hendes kære Barn er bortrejst, er al Glæde veget fra hendes Hjerte. - - For Guds Navns Skyld hold Budene samvittighedsfuldt, både den mundtlige og den skrevne Lov. Måtte Lydighed mod Loven være dit Livs Mål, og måtte Budene være dine nærmeste Omgangs venner! Tag Vare på og brug dine Tanker, og måtte vore Fædre Abrahams, Isaks og Jakobs Gud være med dig! Amen. Farvel, Farvel!"

Jeg skrev tilbage, at det stod klart for mig, at det hverken var Guds Vilje, at jeg skulle forblive i Tyskland eller vende hjem til Rusland. „Siden jeg forlod Hjemmet," skrev jeg, „har jeg ikke haft en glad Stund. Hver Nat beklager jeg bittert, hvad jeg har mistet, og alligevel kan jeg ikke nu vende tilbage, men må rejse videre, indtil mine Fædres Gud har stillet min Sjæls Trang. Kære Moder, jeg skal aldrig glemme dig! Du er i mine Tanker hvert øjeblik, og du vil altid leve i min Erindring."

Dreven af ønsket om at se lidt mere af Tyskland begav jeg mig derfor til Fods til Hamborg. Da jeg havde gået 3—4 Timer, blev jeg indhentet af to unge Mænd, en Polak og en Preusser, der fortalte, at de var på Vej til England, men at de først vilde se Tyskland, Sachsen, Hannover, Brunsvig og Østrig. Med dem slog jeg Rejsefølge. Da ingen af os havde Pas, kunne vi ingensteds få Logi. Det var lige efter den fransktyske Krig, og Folk var overalt meget mistænksomme. Vi måtte derfor tilbringe Nætterne ude på Marken, i Skoven eller på Kirkegårdene. Ofte lagde vi os trætte og udmattede for næste Morgen at stå op gennemblødte af Regnen.

En Dag da jeg faldt i Søvn ude i en Skov, stjal mine Rejsefæller mine Penge, tog min lille Bylt med Klæder i, som lå under mit Hoved, og forsvandt. Der stod jeg nu uden Penge og uden Tøj til at skifte med. Fortvivlet vendte jeg Blikket mod Himlen, og idet jeg opløftede min Sjæl i Bøn, råbte jeg: „Vejled mig i din Sandhed!"

I flere Timer drev jeg nu omkring uden Mål eller Med. Natten faldt på, og jeg var ensom, sulten og træt. Grædende og bedende ilede jeg af Sted i Mørket, indtil jeg fik se et Lys, der på Grund af den lange Afstand kun skinnede ganske svagt. Jeg gik i næsten to Timer, før jeg nåede den lille Hytte, gennem hvis Vindue det svage Lys kastede sine Stråler. Da jeg bankede på, blev Døren åbnet af en gammel Kone, som spurgte, hvem jeg var. „Jeg er en fattig Jødedreng, der er på Vej til England," svarede jeg. „Jeg er sulten og træt, og jeg tror, at jeg snart dør." Den gamle Kvinde bød mig velkommen, gav mig Mad, redte en Seng for mig og gav mig Frokost den næste Morgen, inden jeg drog af Sted.

Den nærmeste Landsby lå flere Mil borte. Did hastede jeg nu hen. Det Stykke Brød, som den venlige gamle Kone havde givet mig med på Vejen, var alt fortæret, og efter nogle Timers Vandring kom jeg ind i en stor Skov. Her mødte jeg en gammel Mand, hvem jeg bad om et Stykke Brød. Dette gav han mig med stor Beredvillighed; men der var Smør på Brødet, og da jeg som Jøde ikke turde spise Smør, som Kristne havde tilberedt, var jeg nødt til at afslå Gaven og fortsatte min Vandring, sulten som jeg var. Efter endnu to Timers Gang tog jeg fejl af Vejen. Træt og forkommen lagde jeg mig ned på Marken og faldt i Søvn. Da jeg atter vågnede, var det Nat; det var mørkt overalt omkring mig, og jeg var alene.

***

Ene og forladt, som jeg var derude i den store mørke Skov, vendte mine Tanker tilbage til Hjemmet, og hvad jeg der havde forladt. Jeg nærede Frygt for, at jeg kun havde fulgt mit onde Hjertes Tilskyndelse, da jeg drog bort fra mine Forældre, og bad nu Gud tage mit Liv. Men jo mere jeg bad og jamrede. desto mørkere blev det i min Sjæl, og til sidst faldt jeg i Søvn, overvældet af Træthed.

Medens jeg sov, drømte jeg, at min højt elskede Moder søgte efter mig. Dybt bevæget vågnede jeg atter. Natten var stille, og Mørket var ikke tykt. Jeg kunne ikke blive liggende og fortsatte derfor atter min Vandring. Efter at have flakket omkring en Times Tid, begyndte Morgenen at gry, og jeg følte mig straks lettere om Hjertet. Nogle Timer senere nåede jeg en mindre Landsby og begyndte straks at undersøge, om der fandtes Jøder på Stedet. Man svarede, at alle Indbyggerne var Kristne, de fleste romersk katolske. Jeg meddelte dem, at jeg var en stakkels Jødedreng, som var på Vej til et fjernt Land. Jeg var bleven stjålet både mine Penge og mine bedste Klæder og var nær ved at omkomme af Sult.

De venlige Landsbyfolk gav mig Kød og Brød, som jeg modtog med stor Taknemmelighed. Men som jeg holdt Maden i Hånden, slog den Tanke mig pludselig: „Kan du være retfærdig for Gud, når du modtager Føde af Hedninger?" Både Rabbinerens såvel som mine Forældres Formaninger randt mig i Sinde, og efter et Øjebliks Betænkning gav jeg de venlige Mennesker Maden tilbage, idet jeg sagde: „Da jeg er Jøde, og jeg tror på Jehova, Abrahams Gud, tør jeg ikke spise denne Mad." Dette vakte selvfølgelig megen Forargelse, og Manden i det Hus, på hvis Dørtærskel jeg stod, sparkede mig ud af Døren.

Hvad skulle jeg nu griber til? Jeg tænkte, at det måske var bedst, jeg gjorde Ende på mit Liv. Ti Mil fra Landsbyen lå Wittenberg, og mod denne By satte jeg nu min Kurs. Da jeg undervejs kom forbi et stort Træ, kom den Tanke til mig, at det bedste, jeg kunne gøre, var at hænge mig. Medens den Tanke beskæftigede mit Sind, randt disse Ord mig i Tanke: „En Guds Forbandelse er en, som bliver hængt." 5 Mos. 21,23. Forfærdet råbte jeg til Herren, om han vilde være mig nådig og udfri mig af min Nød. Han bønhørte mig; thi straks lød de herlige Ord i min Sjæl: „Jeg vil ikke slippe og ikke forlade dig." Jos. 1,5. Og atter: „Herrens Hånd er ikke forkortet, at han ikke kunne frelse; og hans Øre er ikke tunghørende, at han ikke kunne hører." Es. 59,1. Opmuntret ved disse Herrens Ord fortsatte jeg min Vej, overbevist om, at Gud havde hørt mit Råb.

Da jeg nærmede mig Wittenberg, syntes Kræfterne ganske at svigte mig. Jeg havde intet spist siden Dagen i Forvejen og havde gået mange Mil. På min Forespørgsel efter Jøder blev jeg henvist til en Rabbiner. Denne sørgede straks for, at jeg fik min Sult stillet, og sendte mig til forskellige Jøder, som alle øjeblikkelig ydede mig Hjælp. Før jeg forlod Byen, fortalte jeg Rabbineren om mine Vanskeligheder og bad ham give mig sin Velsignelse. Han stillede forskellige Spørgsmål til mig og lagde derpå Hænderne på mit Hoved og udtalte disse velsignede Ord: „Herren velsigne dig, og bevare dig! Herren lade lyse sit Ansigt over dig, og være dig nådig! Herren opløfte sit Ansigt til dig og give dig Fred!" 4 Mos. 6,24-26. Overvældet af Glæde over at have erholdt en sådan Velsignelse fortsatte jeg Rejsen.

Om Aftenen kom jeg til en lille Landsby, hvor jeg bad om Husly for Natten; men da jeg intet Pas havde, blev dette mig nægtet. Det regnede voldsomt, og jeg måtte tilbringe Natten under åben Himmel. Den By, jeg havde sat mig som Mål, lå tre Dages Rejse borte. Efter en meget lang Vandring kom jeg til en Kirkegård, hvor jeg gik ind. Her trak jeg min våde Frakke af og var uforsigtig nok til at hænge den over en Gravsten for at tørre den i Solen, hvorefter jeg lagde mig på en Grav. I Frakkelommen havde jeg nogle Penge, som man havde givet mig i Wittenberg. Træt og udmattet faldt jeg snart i Søvn og drømte om min Moder. Jeg syntes, hun kom hen til mig, medens jeg lå og sov på Grønsværet, og at hun sagde: „Mit Barn, mit Barn, korn med mig! Din bløde, gode Seng står derhjemme!"

Da jeg vågnede, fandt jeg til min Forundring, at jeg havde sovet næsten en hel Dag, og at det nu atter var Aften. Min Frakke var forsvunden, og forgæves søgte jeg efter den over hele Kirkegården. Da jeg var bleven træt af at gå omkring i Mørket, lagde jeg mig atter til at sove og tilbragte denne Nat på samme Måde som foregående. Ved Morgenens Frembrud begyndte jeg atter at søge efter den forsvundne Frakke, men blev til sidst klar over, at nogen vistnok måtte have stjålet den, medens jeg sov. Jeg skammede mig ved at gå uden Frakke, og det så meget mere, som mit øvrige Tøj også var smudsigt og pjaltet. Mine Tanker førte mig stadig tilbage til mit hyggelige Hjem. Endelig nåede jeg frem til en By, hvor jeg som sædvanlig begyndte at spørge efter Jøder. Man henviste mig til et stort Hus, hvor Tjeneren imidlertid nægtede at lade mig komme ind, da jeg så ud som den usleste Tigger; men Husets Herre fik øje på mig og kom hen til Døren og bad mig træde indenfor. Jeg brast i Gråd. Det sårede mig at blive betragtet som en Betler, og jeg tænkte stadig på mine Forældre og mit Hjem. Jeg bad den venlige Herre om lidt at spise, hvad han med Glæde gav mig, idet han betragtede mig meget nøje. Han forlod mig et øjeblik, men kom snart tilbage sammen med sin Hustru, der også betragtede mig meget skarpt og spurgte, om ikke min Fader hed Lion Levinshow.

Jeg svarede bekræftende og tilføjede, at min Moders Navn var Brainah.

Der fulgte nu en lang Række Spørgsmål angående min Familie, og da Svarene stadig var tilfredsstillende, brast Damen i Gråd. Hun førte derpå sine Børn ind, og da de så mig, begyndte også de at græde.

„Jeg kender både din Fader og din Moder," sagde Herren. „Det var ham, som frelste mit Liv under den polske Opstand i 1863."

De var Polakker og havde været forfulgt og fængslet under Opstanden, men var bleven løsladt ved min Faders Indflydelse. Efter at de var bleven sat på fri Fod, opfordrede Fader dem til at forlade Rusland, og da der senere blev rettet Forespørgsel efter dem, betalte min Fader deres Forpligtelser.

„Du skal få smukke, nye Klæder, og du skal i alle Henseende få det lige så godt som en af mine egne Sønner," sagde Herren. Der blev dækket Bord for mig, og andet Tøj blev taget frem.

Det var nu Sabbatsaften. Iført mit nye Tøj fulgte jeg hele Familien med til Synagogen for at overvære Gudstjenesten. Derpå gik vi atter hjem, og da vi havde spist Aftensmad, blev vi anmodet om at fremsige Taksigelsen efter den jødiske Bønnebog. Hos disse Venner blev jeg et Par Dage, og herfra skrev jeg til mine Forældre og fortalte dem alt, hvad der var hændt mig. Fra Fader modtog jeg følgende Svar:

,,Mit kære elskede Barn Isak!
Vi modtog dit Brev Sabbatsaften og har siden ikke kunnet slå os til Ro hele denne Hviledag igennem. 1)a vi kom hjem fra Synagogen, læste vi atter dit Brev, og i Stedet for at gå til Bords, satte vi os hen at græde. Din Moder besvimede flere Gange, medens vi talte om dig. Siden du forlod os, min Søn, synes alting at gå os imod, og vore Hjerter knuges af Sorg, når vi tænker på, hvor meget du må lide medens både vi og vore Tjenere har Overflod, for hvilket vi jo takker den Hellige — hans Navn være velsignet! Min elskede Søn, jeg vilde i Sandhed være lykkelig, om du vilde huske på os. Din Fader, Moder, Brødre og Søstre beder dig komme hjem igen. Du vilde gøre os så lykkelige, hvis du korn, og du vilde nok også selv blive lykkelig, når du atter var hjemme. Du ved jo, hvor meget din Rejse var mig imod. Det var mit største Ønske, at du skulle blive oplært i Rabbinernes Lære, og jeg blev derfor meget skuffet i mine Forventninger. Din Søster Meitta Esther sender sin Hilsen og beder dig inderlig om at komme hjem. Ja endog din lille Broder græder og spørger, når hans kære Broder Isak kommer tilbage. Ak, min Søn, når alle de andre klager så bitterlig over, at du ikke kommer hjem, må jeg også selv græde med dem."

Hvad skulle jeg vel gøre? Jeg tænkte på al den Nød, jeg sandsynligvis vilde have at gennemgå, førend jeg nåede England, og dog syntes jeg, at jeg måtte videre, indtil Abrahams, Isaks og Jakobs Gud gav mig den Fred, jeg higede efter. Dette forsøgte jeg at gøre klart for mine Forældre. Jeg var forvisset om, at den jødiske Religion var den eneste, der kunne bringe Frelse; men jeg havde også en klar Fornemmelse af, at den store Gud var for hellig til at se en Synder som mig. Jeg havde imidlertid besluttet ikke at ville give tabt, men søge, indtil jeg fandt Fred for min Sjæl, selv om jeg skulle gennemstrejfe hele den vide Verden.

Hr. A-, hos hvem jeg havde fået en så venlig Modtagelse, vilde, at jeg skulle blive hos ham; men jeg var fast besluttet på at ville fortsætte min Rejse. Han bad mig da følge med til Rabbineren, for at jeg hos denne kunne erholde en Velsignelse. Rabbineren spurgte, hvorfor jeg havde forladt mit Fædreland, og da jeg havde besvaret hans Spørgsmål, bad han mig blive hos ham, idet han håbede, at jeg der vilde kunne finde den Fred, jeg søgte. Jeg fortalte ham om min Frygt for Døden, for Helvede og Djævelen og sagde, at hvis han kunne hjælpe mig, vilde jeg blive lykkelig, ja lykkeligere end nogen Konge på sin Trone. Derpå stillede jeg ham det samme Spørgsmål, som jeg havde rettet til mine Forældre og den russiske Rabbiner: „Hvad skal jeg gøre for at blive salig?" „Du må adlyde den hellige Lov, som Gud har givet ved sin Tjener Moses," svarede han; „og hvis du holder alle Lovens Forskrifter, så vil det nok frelse dig." „Kære Rabbiner," svarede jeg, „alt dette har jeg jo gjort af mit ganske Hjerte og af al min Styrke; men jo mere jeg arbejder derpå, desto mere frygter jeg Døden. Der er noget hos mig, som siger, at intet af alt dette skal kunne gøre mig retfærdig for Gud."

Da Rabbineren indså, at han ikke kunne overbevise mig, sagde han til Hr. A-, at mine Studier vistnok havde forstyrret min Hjerne, og at jeg ikke var langt fra at gå fra Forstanden. Hertil svarede jeg blot: „Det er muligt, at det forholder sig så; men jeg må alligevel rejse Verden rundt, indtil jeg linder Lægedom for min Sjæl." Rabbineren fremsagde derpå en Velsignelse; men den blev udtalt så sagte, at jeg ikke kunne høre et eneste Ord deraf.

I denne Sorgens Tid vidste jeg intet om, at der virkelig fandtes en Læge, som kunne helbrede en spedalsk Sjæl. Det lød som en Vederstyggelighed i mine øren blot at høre Jesu Navn blive nævnt. Den Gang vidste jeg endnu ikke, hvorledes han kunne glæde den sorgfulde Sjæl og udfri den, som hele Livet igennem har været bunden i Trældom og i Dødens Frygt.

Da jeg forlod min Velgørers Hus, gav han mig en Pung fyldt med Penge, udrustede mig rigelig med Tøj og had mig skrive, om jeg kom i Nød, idet han tilføjede, at intet Offer vilde være for stort, når han blot kunne hjælpe mig. Det vilde alt sammen kun være en ringe Tak for den Tjeneste, min Fader tidligere havde gjort ham. Efter at have modtaget disse ædelmodige Tilsagn, sagde jeg Farvel til ham og hans Hustru og tiltrådte Rejsen til Hamborg.

***

Vejen til Hamborg tilbagelagde jeg til Fods, idet jeg nemlig denne Gang vilde sørge for at have nogle Midler ved Hånden. Dertil kom endvidere, at Overfarten til England vilde koste mig adskilligt. Jeg tænkte, at jeg herefter skulle være fri for de mange Lidelser, jeg før havde været udsat for. Men på min Vandring gennem Skov og Mark gjorde jeg snart den bitre Opdagelse, at Penge ikke formår at udjævne alle Vanskeligheder. Ofte var der ikke en Bid Brød at opdrive, og ikke sjælden måtte jeg i flere Dage nøjes med de Bær og Frugter, jeg fandt langs Vejene.

Tidlig en Morgenstund nærmede jeg mig en lille Landsby efter at have gået hele Natten. Ved Siden af Vejen stod der et stort Blommetræ, og jeg satte mig ned ved Vejkanten for at gøre mig til gode af den dejlige Frugt. Pludselig korn der fire kraftige Karle løbende hen imod mig. De råbte, at Træet tilhørte dem, og at jeg intet havde der at bestille. Derpå greb de mig og meddelte, at jeg skulle arresteres. Men da de opdagede, at jeg var Udlænding, troede de rimeligvis, at jeg var i Besiddelse af Penge, og en af dem trak sin Kniv frem og truede med at ville dræbe mig. De fratog mig alt, hvad jeg havde, og jeg måtte flygte for at redde mit Liv.

„Kan Gud virkelig se på al min Jammer uden at komme mig til Hjælp?" spurgte jeg mig selv. „Når det kommer til Stykket, er der måske slet ingen Gud til. Hvis der virkelig var en Gud, hvorledes skulle han kunne lade mig komme i sådan Elendighed?"

Ankommen til Landsbyen begyndte jeg som sædvanlig at spørge, om der fandtes Jøder på Stedet. Til min Sorg fik jeg et benægtende Svar. En venlig Mand gav mig imidlertid et Stykke Brød og henviste mig til en anden By, som lå otte Timers Gang derfra, og hvor der skulle være mange Jøder.

Undertiden kunne der hengå tre eller fire Dage, uden at jeg traf en Jøde, og hvis det ikke havde været i Høstens Tid, var jeg sikkert omkommen af Sult. Hele Dage måtte jeg leve af Æbler alene. Senere fik jeg fat i en Lerkrukke, som jeg fyldte med Kartofler, og disse kogte jeg undervejs. Takket være de tyske Landeveje med de mange dejlige Frugttræer på begge Sider, havde jeg rigelig Anledning til i det mindste at få lidt Frugt, og undertiden kunne jeg på denne Måde endog få mig et nogenlunde godt Måltid. Da jeg en Dag forlod en Landsby, blev jeg slemt bidt af en Hund. Såret blødte stærkt, og hvis der havde været nogen Jøde i den lille Landsby, jeg netop havde forladt, var jeg sikkert vendt tilbage. Som Forholdene nu var, foretrak jeg at bære Smerten frem for at bede Hedninger eller Kristne om Hjælp, og med Blikket vendt op mod Himlen klagede jeg over, at Gud var så hård imod mig.

I tre Timer fortsatte jeg min Vandring trods det blødende Sår. Udmattet af Sult og Smerte var Fristelsen til at forkorte mit Liv atter ved at få Overhånd. Jeg rev min Vest i Stykker og så mig om efter et Træ, hvor jeg kunne gøre Ende på alle mine Lidelser. Det varede ikke længe, før jeg fandt et Træ, som jeg mente passede til Hensigten; men idet jeg løftede Blikket opad for at fremsige mine Bønner, fik jeg se, at Grenene var belæssede med dejlige Æbler. Straks glemte jeg min Ulykke, plukkede flere Æbler og satte mig ned under det skyggefulde Træ, idet jeg gentog Salomons Ord: „I hans Skygge lyster det mig at sidde, og hans Frugt er sød for min Gane." Højs. 2,3.

Da jeg var meget svækket som Følge af det stærke Blodtab,. følte jeg mig ikke i Stand til at fortsætte Vandringen og tilbragte derfor Natten under Træet. Tidligt den næste Morgen begav jeg mig af Sted til nærmeste By. Jeg gik lige hen til Synagogen, og her faldt jeg bevidstløs om. Jøderne samledes omkring mig, søgte at kalde mig til Live igen ved de Midler, de havde til Rådighed, og spurgte, hvem jeg var. Jeg svarede blot: „Vær så venlig først at give mig noget at spise og spørg mig ikke om noget." Man førte mig til en Jødes Hjem, hvor jeg nød al den Hygge, som kærlige Mennesker kunne berede mig, og under den Sygdom, som nu påfulgte, gjorde de venlige Jøder alt, hvad der stod i deres Magt, for at jeg atter kunne komme mig. Takket være Herrens Nåde og deres omhyggelige Pleje genvandt jeg også min Sundhed.

Svag som jeg var, var det dog min faste Bestemmelse at fortsætte Rejsen, og snart oprandt den Dag, da jeg atter befandt mig på min Vandring.

Den første Aften gik jeg til Hvile på en Kornmark, hvor jeg sov trygt til om Morgenen, da Bonden kom for at se til sit Korn. Jeg fortalte ham om min sørgelige Stilling. Han viste mig megen Deltagelse og vilde give mig lidt Kød, Smør, Ost og Brød. Hvor taknemmelig jeg end var for hans Tilbud, kunne jeg som Jøde dog ikke modtage noget af dette og fortsatte derfor min Vandring. Hen imod Aften opdagede jeg til min Forskrækkelse, at jeg havde ladet mine Tankesedler blive liggende på Kornmarken. Jeg måtte da vende om og nåede først efter en hel Nats Vandring tilbage til det Sted, jeg havde forladt om Morgenen. Denne Gang traf jeg ikke Bonden selv, men derimod nogle Mænd, som arbejdede ude på Marken. Disse forstod imidlertid ikke mit Spørgsmål, om de havde fundet mine Tankesedler, og troede, jeg var gal, og idet de udstødte nogle grove hader og Forbandelser, råbte de: „Se at komme af Sted i en Fart, ellers hænger vi dig, ligesom dine onde Brødre Jøderne hængte Jesus Kristus!" De satte derpå Hundene efter mig, og jeg løb hen over Marken, indtil jeg faldt bevidstløs til jorden. Endelig kom dog Bonden mig til Hjælp, og det lykkedes ham at få mig bragt til Bevidsthed igen. Da jeg snart efter fortsatte min Vej, lovede jeg mig selv, at jeg så vidt mulig skulle søge at undgå alle Kristne, og at jeg vilde spotte deres Religion, når som helst Lejlighed gaves. Det vilde på dette Tidspunkt have været mig en sand Tilfredsstillelse at kunne udgyde Kristnes Blod. Jeg bønfaldt Herren om at befri mig fra at falde i disse grusomme Menneskers Vold, at han vilde føre mig til et Land, hvor Jødernes sande Religion var den herskende, og at han vilde give mig Magt til at behandle de Kristne, som de havde behandlet mig.

Mit Had til de Kristne voksede. Jeg vilde ikke standse i de Byer, hvor der ingen Jøder var. Undertiden gik jeg hellere et helt Døgn uden Mad end at røre ved noget, som en Kristen gav mig. Jeg levede udelukkende af Kartofler, som jeg gravede op af Jorden, eller af Frugt, som jeg samlede langs Vejene. Endelig nåede jeg til en lille By, hvor der boede en Rabbiner. Denne hjalp mig til Rette og udrustede mig til Rejsen til Hamborg, som endnu lå kun nogle få Dagsmarcher borte.

En regnfuld Aften ved Nitiden korn jeg til en mindre By, der lå ca. 20 Kilometer fra Hamborg. Jeg begav mig straks til Værtshuset, hvor jeg forespurgte, om der boede Jøder på Stedet. Herpå fik jeg et benægtende Svar, hvorfor jeg bad Gæstgiveren om Tilladelse til at sidde på en Bænk om Natten, da jeg var så våd og tillige så træt og sulten, at jeg ikke formåede at gå videre. Manden var imidlertid romerskkatolsk, og da han forstod, at jeg var Jøde, meddelte han mig, at han ikke vilde vise nogen Barmhjertighed mod det forbandede Folk, og at jeg straks måtte forlade hans Hus. Jeg gik så til Politistationen og bad om Tilladelse til at blive der Natten over. Her blev jeg vist ind i en Celle; men om Morgenen opdagede jeg, at Cellen var aflåset. Jeg bankede på Døren, men ingen kom og lukkede op. Endelig viste Fangevogteren sig. „Hvad er det, du vil?" spurgte han barsk. „Du er lukket inde og kan ikke komme ud, før Dommeren giver Ordre dertil."

„Jeg har intet gjort," svarede jeg. Men hertil fik jeg intet Svar. Kort efter blev der sendt Brød og Vælling ind til mig. Jeg spiste Brødet, men Vællingen rørte jeg ikke, da den var tillavet af Hedninger. Jeg blev nu iført Fangedragt, og det lod til, at man ikke så snart agtede at lade mig gå.

Da Søndagen kom, fik jeg Befaling om at gå i Kirke. Dette satte jeg mig imod, idet jeg hævdede, at jeg var Jøde; men Opsynsmanden slog mig blot gentagne Gange i Ansigtet og sagde: „Du må lyde Ordre!" Jeg svarede på Tysk:

„Jeg går ikke i Kirke efter nogens Ordre; det strider imod min Tro, da jeg er Jøde. Jeg hader de Kristne og deres Religion." Jeg forklarede nu, at jeg var russisk Undersåt, og at jeg vilde appellerer til den russiske Konsul. Jeg afsluttede mine Bemærkninger med følgende Ord: „Hvis jeg har gjort noget, som fortjener Straf, så bevis det! Jeg har ingen Uret gjort, og De har ingen Ret til at straffe mig."

„Er du Jøde," sagde Manden, „så er du uværdig til at sætte Foden i en kristen Kirke!" Dermed gik han sin Vej. Efter at have siddet indespærret i otte Dage blev jeg løsladt. Senere fik jeg at vide, at Inspektøren havde gjort dette blot til Morskab for sine undergivne! Da jeg nu atter var på fri Fod, svor jeg på, at såfremt det var muligt at undgå det, vilde jeg herefter aldrig mere tale til en Kristen eller give ham en Håndsrækning, selv om han døde for mine øjne.

Da jeg nærmede mig Hamborg, blev jeg standset af en Gendarm, der greb mig i Armen og førte mig til Barakkerne, hvor flere andre Gendarmer opholdt sig. De spurgte, hvor jeg skulle hen, og da jeg fortalte, at jeg var Russer og skulle til England; lo de blot ad mig. „Du er Franskmand," sagde den ene af dem, der for Resten så ud til at være beruset, og idet han trak sin Sabel, råbte han: „Jeg skal slå dig ihjel!"

Jeg svarede intet, men tænkte, at de fik gøre med mig, som de vilde. Der var ingen, som kunne komme mig til Hjælp, og jeg troede, at Gud havde glemt mig, og at jeg nu skulle omkomme ved Hedningernes Hånd.

Gendarmerne morede sig åbenbart kostelig over min Skræk og vedblev at true med at ville tage mit Liv og plage mig på alle mulige Måder, indtil jeg til sidst, overvældet af Smerte, kastede mig ned på Jorden og råbt: „Eli! Eli! Lama Sabachtani?" ("Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?") Sl. 22,2.

Da Gendarmerne var bleven trætte af at drille mig længere, kastede de mig ud af Barakkerne, og jeg hastede atter videre ad Hamborg til. Ved Ankomsten dertil blev jeg aldeles overrasket ved at se den Mængde Mennesker, som myldrede frem og tilbage gennem Gaderne. Jeg var ganske fortumlet og vidste hverken ud eller ind. og følte mig om mulig endnu mere modfalden og forladt end ude på Landet. O hvor jeg ønskede, at jeg aldrig var bleven født, og hvor jeg forbandede min Fødselsdag! Ikke et Menneske tog nogen Notits af mig, medens jeg jamrende og grædende strejfede frem og tilbage gennem Gaderne. Endelig kom jeg ind på en åben Plads i Nærheden af en Jernbanestation, og her gik jeg omkring, træt og udmattet af Sult, fuldstændig venneløs og ene i Verden. Det var, som om Gud selv havde unddraget mig sin Beskyttelse.

Som jeg således gik omkring og klagede højlydt, kom der en Dame hen til mig og spurgte, hvad der var i Vejen:

„Jeg er meget sulten, Frue," svarede jeg.

„Vent her et øjeblik," sagde hun, „så skal jeg hente lidt Mad til dig."

„Ak, Frue!" sagde jeg, „jeg er Jøde og må ikke nyde noget, som er tillavet af Kristne."

Den venlige Dame gav mig et Par Mark og henviste mig til et jødisk Hotel. Den mørke Sky over mit Hoved havde nu atter fjernet sig, og jeg syntes, at Gud dog var mig nådig og lod Barmhjertighed vederfares mig selv ved en Hednings Hånd.

Inden jeg gik til Hotellet, besluttede jeg at ville forsøge, om jeg ikke kunne få mig et Par nye Tankesedler. Det er nemlig af stor Betydning for enhver mandlig jøde, som er over tretten År gammel, at have disse hellige Ting. Jeg fandt frem til Synagogen, og en velvillig Jøde overlod mig, hvad jeg ønskede.

Da jeg nu atter var kommen i Besiddelse af de hellige Tankesedler, fyldtes mit Hjerte med Tak til Herren. Jeg søgte straks hen til Hotellet; men da jeg var kommen dertil, skammede jeg mig i den Grad over mit usle Tøj, at jeg næppe kunne formå mig selv til at træde indenfor Døren. Min Anmodning om at måtte blive der Natten over besvarede Bestyreren med at spørge efter mit Rejsepas. Jeg havde intet sådant Pas, men fremviste mine Tankesedler og Frynser, og da disse var i behørig Orden efter Loven, erklærede han, at de udgjorde tilstrækkelige Beviser på Rigtigheden af mit Udsagn.

Om Aftenen gik jeg til Synagogen for sammen med „Minjanen" (blandt Jøderne en Gruppe på ikke mindre end ti voksne Mænd) at deltage i den offentlige Bøn i Overensstemmelse med Forskrifterne. Jeg var taknemmelig for, at Herren havde ført mig trygt til Hamborg, og at han havde påvirket mig til at ville søge hen til hans Helligdom. Ved Ankomsten til Synagogen mødte der mig imidlertid en stor Skuffelse, idet jeg opdagede, at Gudstjenesten allerede var endt, og at der således ingen Anledning kunne blive for mig til at deltage i Rønnen. Jeg besluttede straks at samle et tilstrækkeligt Antal Mænd til en ny „Minjan" og gik derfor ud på Gaden. Her tiltalte jeg alle forbigående Jøder og spurgte, om de havde bedet, og dem, som ikke havde, nødede jeg til at følge med mig ind i Synagogen for at deltage i Gudstjenesten. Det lykkedes mig at samle ca. 25 Personer, og mit Ønske var således opnået.

Efter „Minjan'en" blev jeg i Synagogen, til den tredje Gudstjeneste skulle afholdes. Medens jeg sad der alene, blev jeg aldeles overvældet af den Fred og Højtidelighed, der hvilede over Stedet, og med Ansigtet vendt mod Øst holdt jeg Blikket fæstet på den hellige Ark, over hvilken der var hængt det smukke Tæppe med det vidunderlige Ord „Jehova" indvirket i Guldbogstaver. Jeg toede mine Hænder, nærmede mig Tæppet og kyssede det ærbødigt, medens jeg i det arabiske Sprog opsendte en Bøn til Herren om at være mig nådig. „Gud! vær mig nådig, vær mig nådig; thi min Sjæl forlader sig på dig, og under dine Vingers Skygge søger jeg Ly, indtil al Ulykken er gået over Jeg vil råbe til Gud, den Højeste, til deri Gud, som udfører min Sag." Sl. 57,2-3.

I dyb Ærefrygt gentog jeg atter og atter denne Salme, navnlig det Vers: „Thi din Miskundhed er stor indtil Himlene, og din Sandhed indtil Skyerne." Jeg bad Herren åbenbare for mig sin Nåde og Sandhed, men havde dog ingen Fornemmelse af, at hans Hånd også var udrakt til mig. Lovens Old: „Hold Budene eller dø," var indprentet i min Sjæl; og hvad skulle jeg sige til Gud? 1 dette Øjeblik stod det klart for mig, at der var noget, som endnu var skjult for min Sjæls Blik. Men jeg følte tillige, at Herren vilde bønhøre mig og stille min søgende Sjæl tilfreds. Menigheden begyndte nu at samle sig til Gudstjeneste, og da denne var forbi, gik jeg til mit Logi.

Man havde overladt mig et hyggeligt lille Værelse, hvad jeg var meget glad for. Men da jeg trådte ind, opdagede jeg straks, at Mesusah'en på Dørstolpen manglede. Mesusah'en er en Seddel, indlagt i en Kapsel eller Æske og beskreven med 5 Mos. 6,4-9; 11,13-20. Denne må ifølge Mose Lov altid være anbragt på Dørstolperne i et Værelse. Jeg bad derfor, om jeg ikke måtte få mit Værelse byttet med et andet, hvor der var en Mesusah, hvilket ønske straks blev opfyldt. Jeg takkede Værten for hans Elskværdighed, og da jeg atter var alene, fremsagde jeg mine Bønner med Hjertet fuldt af Tak til Gud for hans Godhed imod mig. Efter flere Gange at have kysset Mesusah'en, faldt jeg i Søvn.

Fra Hamborg skrev jeg til min Fader, som sendte mig et meget kærligt Brev til Svar. Mine mange Uheld og Vanskeligheder bedrøvede ham meget, og han opfordrede mig atter til at vende tilbage til Rusland. Moder havde ofte drømt om mig, og mine Brødre og Søstre sendte alle deres Hilsen og bad mig komme hjem. Med Brevet fulgte også en Skrivelse til Synagogens Forstander, hvem min Fader tilstillede en Pengesum, som skulle stå til min Rådighed. Dette Brev gjorde mig meget bekymret for mine Forældre. Jeg frygtede for, at de vilde blive fuldstændig sønderknuste for min Skyld, og jeg fattede den Beslutning aldrig mere at meddele dem noget om mine Lidelser og min Modgang.

Synagogeforstanderen gav mig 40 kroner, og for disse købte jeg mig et Sæt godt nyt Tøj. Da jeg derpå vendte tilbage til Hotellet, så alle på mig med Forundring og viste mig fra den Stund af mere Agtelse, end de før havde gjort.

På en Spadseretur om Eftermiddagen traf jeg en ung Mand, som var meget nedslået og bedrøvet. Da jeg selv havde været i samme ynkelige Stilling for blot få Dage siden, følte jeg dyb Medlidenhed med Manden. Han var fra samme By i Rusland som jeg; men hans Familie var mig ukendt. Jeg indbød ham til Hotellet, bestilte Mad til ham og bad Bestyreren give ham et Værelse på min Regning.

Det glædede mig meget, da jeg fik at vide, at han ville rejse til England, idet jeg håbede i ham at få en god Rejsekammerat. Jeg gav ham fem "Taler til nyt Tøj. Vi blev meget gode Venner, og da vi fulgtes ad til Synagogen, så jeg til min Glæde, at han var meget alvorlig i Udøvelsen af sine Bønner. Jeg følte mig mere og mere knyttet til ham, og det varede ikke længe, før jeg begyndte at betragte ham som min Broder. „Din Lykke skal være min Lykke," sagde jeg en Dag til ham, „og dine Sorger skal være mine Sorger." Bestyreren tillod os nu at bo i samme Værelse, og min Hengivenhed til den unge Mand blev mere og mere inderlig, jo mere jeg lærte ham at kende.

Man tænker sig min Forskrækkelse, da jeg en Morgen vågnede og fandt, at alle mine Klæder tilligemed mine Støvler var forsvundne. Jeg åbnede min Rejsetaske -- alt var borte! Jeg gjorde Alarm, og Bestyreren kom til Stede. Han blev ganske bestyrtet, da han hørte, at alt mit Tøj var stjålet, og meddelte, at min Ven havde forladt Huset meget tidlig med en Pakke under Armen. Bestyreren skaffede mig nogle gamle klæder og søgte at trøste mig med, at han nok skulle hjælpe mig efter bedste Evne. For at kunne tjene Rejsepenge til England, som foreløbig var mit Mål, besluttede jeg nu at søge Arbejde. Jeg gik først til Jernbanestationen, og her fik jeg straks Stationsmesterens Tilladelse til at bære Passagerernes Rejsegods. Den første rejsende, der modtog mit Tilbud om at bære hans Tøj, belæssede mig med to svære Pakker. Da vi efter en lang Tur nåede frem til Bestemmelsesstedet, tog den rejsende mig med ind i et Værelse, hvor han bød mig 01 at drikke. Da jeg imidlertid afslog dette, fordi øllet var tillavet af Kristne, tog han Pakkerne fra mig, og sagde, at jeg skulle skynde mig væk. På min Opfordring om at få min Betaling svarede han blot, at han havde betalt, og da jeg ikke vilde nøjes med den Besked, tilkaldte han en Politibetjent og bad denne arrestere mig.

Jeg blev nu ført til Politistationen, og nogle Timer senere underkastede Dommeren mig et skarpt Forhør. Min Anklager blev stillet lige overfor mig, og Dommeren stillede også denne flere Spørgsmål. Dommeren syntes nærmest at hælde til den Anskuelse, at jeg vistnok var uskyldig, og spurgte, om der ikke var nogen i Hamborg, som kendte mig. Jeg henviste ham til Hotelbestyreren, som der blev sendt Bud efter. Da han kom, erklærede han, at jeg var en brav og hæderlig ung Mand, at han flere Gange havde prøvet mig ved at lægge Penge på forskellige Steder i Huset, hvor jeg let kunne finde dem, men at jeg altid havde bragt ham Pengene. På Grundlag af dette Vidnesbyrd blev jeg frifunden, medens min Anklager blev idømt fire Måneders Fængsel for falsk Anklage.

Da jeg gik bort fra dette Sted, havde jeg en Fornemmelse af, at Herren alligevel ikke havde forladt mig. Min Sjæl var fuld af Taknemmelighed til ham, som havde åbenbaret Sandheden for Dommeren.

I flere Dage søgte jeg nu uden Held en anden Beskæftigelse. Da jeg på Hotellet kun betalte for mit Værelse, kunne jeg ikke vente at få Kost der, hvorfor jeg ofte var meget sulten. Da jeg en Dag havde strejfet omkring i Byen og bedet til Gud om Hjælp, så jeg pludselig en Pakke, der lå på Gaden. Pakken var forsynet med Adresse, og efter denne bragte jeg den til Ejeren, som gav mig nogle Penge. For disse købte jeg lidt Mad. Således fik jeg atter Anledning til at takke Gud for hans Godhed.

Efter dette gik jeg hen til Synagogen, hvor jeg traf en Herre, som spurgte, om jeg var en from Jøde. Jeg svarede ham, at det i det mindste var min Stræben, og at jeg mere og mere ønskede at blive from. Han gav mig sin Adresse og sagde, at dersom jeg var villig til at arbejde, kunne jeg få Beskæftigelse hos ham. Endnu en Stund blev jeg i Synagogen for at bede og takke Herren for hans Omsorg for mig, hvorpå jeg begav mig hen til den venlige Herre og fik Plads hos ham som Portner. Da denne Stilling imidlertid ikke gjorde det muligt for mig at lægge så meget til Side, at jeg i den nærmeste Fremtid kunne få Midler til Englandsrejsen, opsagde jeg Pladsen og tog Tjeneste hos en Jøde. Mit Arbejde her bestod i at gå omkring fra Hus til Hus at sælge Mælk.

Heller ikke i denne Stilling undgik jeg Modgang. En Dag kastede en ondskabsfuld Knægt en Rotte i min Mælkespand og løb sin Vej. Jeg blev vred, og da jeg vidste, at Mælken nu ifølge Mose Lov var uren, hældte jeg den ud på Gaden og fortalte min Herre, hvad der var sket. Til min Forbavselse blev han vred og sagde, at jeg blot skulle have taget Rotten op og solgt Mælken i Stedet for at hælde den i Rendestenen. Jeg indvendte, at dette var i Strid med Mose Lov; men til Trods for, at han var Jøde, påstod han, at jeg enten skulle betale Mælken eller også forlade min Plads uden nogen Erstatning. Atter begav jeg mig hen til Synagogen og påkaldte Herrens Hjælp, men syntes ikke at blive hørt.

Så vankede jeg atter omkring på Hamborgs Gader, søgende efter Beskæftigelse. Jeg var meget beklemt, og jo mere jeg bad, desto elendigere følte jeg mig til Mode. Tanken om Hjemmet og min Længsel efter mine Forældre var næsten ved at overvælde mig, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gribe til. Jeg åbnede min hebraiske Bibel, og mit Blik faldt på Herrens Ord til Abraham: „Gak du ud af dit Land og fra din Slægt og af din Faders Hus til det Land, som jeg vil vise dig." 1 Mos. 12,1. Beretningen om Abraham blev mig til Trøst; thi også han mødte jo mange Genvordigheder, inden han nåede Kanaans Land, og jeg bad Gud hjælpe mig at adlyde hans Røst og gøre hans Vilje.

Ofte følte jeg mig meget ulykkelig og betvivlede undertiden, hvorvidt det virkelig havde været Herrens Vilje, at jeg skulle rejse bort fra Hjemmet og påføre mine gamle Forældre Sorg og mig selv Ulykke. Men til Trods for dette vilde intet have kunnet formå mig til at rejse hjem til Rusland - jeg vilde hellere have omkommet. Fremad, stadig fremad måtte jeg, indtil jeg havde fundet den Hvile for min Sjæl, som jeg ikke vidste, hvor den var at søge.

Medens jeg således gik og tænkte over min sørgelige Stilling, randt Jeremias Ord mig i Tanke: „Skuer og ser, om der er en Smerte, som min Smerte, der er sket mig; thi Herren har bedrøvet mig på sin brændende Vredes Dag." Klagesangene. 1,12. Denne Profetens Erfaring syntes jeg svarede nøjagtig til min egen. Her i Byen var jeg endnu elendigere stillet, end jeg havde været ude i Skoven og på de store Marker; thi derude klyngede jeg mig til det Håb, at alting skulle blive godt, når jeg blot korn til Hamborg; men nu var også dette Håb glippet. I Dybet af min Sjæl klagede jeg: „Israels Gud har vendt sig fra mig, og jeg må omkomme." Jeg var træt af at bede, men var dog nødsaget til fremdeles at overholde de jødiske Anordninger og Skikke. Gud stod for mig mere som en streng Dommer end som en nådig og kærlig Fader.

I denne bedrøvelige Sindstilstand mødte jeg en Dag en Dame, som kendte mine Forældre, og som indtrængende bad mig følge med hende til Rusland. Hun var meget venlig imod mig og tilbød at ville betale alle mine Rejseudgifter. Jeg var dog urokkelig i min Beslutning og erklærede, at jeg hellere vilde gå hele Jorden rundt end at vende tilbage til Rusland. Hun forsøgte på enhver mulig Måde at overtale mig, men sønderknust og elendig som jeg var, holdt jeg dog på, at jeg hellere vilde dø end ophøre med at søge efter det, som var min Sjæls Higen og Længsel.

Da jeg skiltes fra den venlige Dame, begav jeg mig hen til Synagogen. Her traf jeg en Herre, som foreløbig gav mig Arbejde. Mit Ophold hos ham blev dog kun af kort Varighed, og nu skulle jeg også forlade hans Hus. Jeg var til Mode omtrent som Profeten ved Bækken Krit. Jeg var langt borte fra Venner, fra Fader og Moder, fra Brødre og Søstre, ganske ene i en stor By, ensom som en Eremit, og mine Penge var slupne op.

Da min Herre så, hvor mismodig jeg var, sagde han venligt, at han vilde beholde mig som sin Tjener. Ved denne Meddelelse græd jeg af Glæde og kyssede hans Hånd. „Når Bækken Krit er udtømt," tænkte jeg, „så skaber Herren et Zarepta." Jeg begyndte nu atter at overveje, hvorledes jeg skulle komme i Besiddelse af de nødvendige Midler til min Englands rejse, og bestemte mig endelig til at bede min Fader om Penge. Jeg skrev derfor til ham, at jeg havde fået en god Plads i en from, rig Jødes Hus, men at jeg alligevel ønskede at besøge England, og at jeg håbede, han vilde sende mig Penge til Rejsen. Min Fader skrev øjeblikkelig tilbage. Han mindede mig om min gode Opdragelse, mit hyggelige Hjem osv. og bad mig have Medlidenhed med ham og Moder og atter komme hjem. Brevet strømmede over af Kærlighed og ømhed. Da jeg læste disse Ord og holdt de vedlagte Penge i min Hånd, begyndte jeg atter at overveje, hvad jeg helst skulle. Tilbage til Rusland vilde jeg imidlertid ikke.

Jeg blev nu i Hamborg til over Nytår. I denne Tid besøgte jeg ofte Synagogen, hvor jeg udøste mit Hjerte for Herren og bønfaldt ham om at føre mig og lede mig i sin Sandhed. Det var noget ganske usædvanligt for en Jøde at bede med egne Ord; thi Jøderne bad altid de Bønner, som var skrevne i den jødiske Bønnebog.

***

Torsdagen den 19de Januar 1871 forlod jeg Hamborg med Billet til Hull i England. Ankommen til dette Land forstod jeg i Sandhed. at jeg befandt mig i en fremmed Nation og iblandt et Folk, hvis Sprog var mig ukendt. Det var Sabbatsaften, da Skibet sejlede ind i Havnen. En lang Stund gik jeg fuldstændig rådvild omkring langs Stranden, da jeg hverken kunne tale eller skrive Engelsk. Efter nogen Tids Forløb vovede jeg mig endelig ud på Gaden. Jeg gik ind i en Boghandlerbutik, hvor jeg forsøgte at tiltale dem både på Tysk, Hebraisk, Russisk og Polsk; men der var ingen, som forstod mig. I den Tanke, at måske en af de tilstedeværende i det mindste kunne læse Tysk, bad jeg i dette Sprog om en Pen for at kunne skrive nogle Ord; men de troede, jeg tiggede og gav mig en Penny. Da jeg dernæst viste dem en engelsk Shilling og med denne begyndte at skrive på Disken, forstod de, hvad jeg mente, og gav mig Per og Blæk. Endelig var jeg så heldig at få fat i en Herre, der forstod Tysk, og ved hans Hjælp købte jeg en engelsktysk Ordbog.

Først søgte jeg Oplysning angående Jødekvarteret; thi jeg vilde jo gerne hvile på Sabbatsdagen ifølge Loven. Det lykkedes mig at gøre mig forståelig for en ung Mand, der henviste mig til en polsk Jøde. Denne bød mig velkommen, da han så, at jeg var fremmed, og jeg kan ikke sige, hvor godt det gjorde mig at høre den gamle velbekendte Hilsen: „Schalem alachar" („Fred være med dig!"). Således hilser Jøderne hverandre hele Verden over. På mit Spørgsmål om, hvor jeg vilde kunne få Logi, tilbød han mig straks, at jeg måtte blive hos ham. Om Aftenen tog han mig med til Synagogen, hvor der holdtes Gudstjeneste. Min Vært var meget from og overholdt nøje alle Lovens Forskrifter.

Da jeg ønskede at fejre den store Forsoningsfest i London, fik jeg af Rabbineren i Hull Tilladelse til at rejse Sabbats Eftermiddag. Ved Ankomsten til London tyede jeg atter til min Ordbog og skrev nogle Ord, hvori jeg udtrykte Ønsket om at finde et jødisk Hotel. Jeg traf snart en lille Dreng og viste ham Papiret. Han tog straks min Bylt og gik foran mig som Fører? Vi gik længe, og jeg vidste selvfølgelig ikke, hvor det bar hen. Endelig kom vi til en Gård, der lå ved Siden af en offentlig Bygning, og her gjorde Drengen Tegn til, at jeg skulle vente udenfor, hvorpå han forsvandt inde i et Hus. Jeg ventede en lang Stund, men da han ikke kom tilbage, begyndte jeg at nære alvorlig Frygt for, at han havde spillet mig et Puds og oven i Købet berøvet mig mine Ejendele. Endelig dristede jeg mig til at træde ind i Huset. Men da jeg var kommen ind i den store Bygning, blev jeg en Stund stående ganske rådvild. Ved Hjælp af min Ordbog, Blyant og Papir lykkedes det mig imidlertid at gøre mig forståelig for en ung Mand, som gik forbi, og denne tilbød mig velvilligt at følge mig hen til et jødisk Hotel i Spitalfields.

Hvor var jeg ikke lykkelig ved atter at være iblandt Jøder! Mine Trosbrødre betalte min Fører og talte derpå venligt til mig. Da jeg meddelte dem, at mit Tøj var blevet stjålet, trøstede de mig blot med, at sådant måtte man være belavet på i England. Hertil svarede jeg kun, at hvis det forholdt sig således, vilde jeg ikke længe opholde mig der i Landet.

Den store Forsoningsdag oprandt, og det var mig meget magtpåliggende at efterkomme alle de jødiske Anordninger. Det første, jeg måtte sørge for, var at skaffe det lovbefalede Offer til Veje, hvorfor jeg bad mine Venner købe mig en Hane til Sonoffer. Denne blev købt for de sidste Penge, jeg ejede. Efter at Hanen skyndsomt var bleven skaffet til Veje, fremsagde jeg nogle Bønner ifølge Forskriften og overlod den til Schochad, den Mand, der slagtede Offerdyrene, for at han skulle dræbe den og udgyde Blodet for mine Synder. Ifølge Formularen blev følgende Ord oplæste:

„Dette er min Stedfortræder. Denne Hane går i Døden for mig. Måtte jeg blive indsamlet i dit Rige og nyde et langt og lykkeligt Liv i Fred!"

Da jeg så Blodet rinde og Fuglen vride sig i Dødskamp, blev jeg meget bevæget. Mine Synder var jo Årsag til dens Død, og dybt inde i min Sjæl undredes jeg, hvorledes dette Blod skulle kunne rense mig fra mine Synder. (1 Joh. 1,7.)

Siden Jerusalems Ødelæggelse og Jødernes Adspredelse har Talmud påbudt, at hver Jøde i Stedet for de Ofre, som Mose Lov foreskrev, skal ofre en Hane og hver Jødinde en Høne på den store Forsoningsdag. Læseren erindrer muligvis de store Synd ofre, som omtales i 3 Mos. 16de Kap. i Forbindelse med den store Forsoningsdag, ved hvilken Lejlighed Dyrenes Blod blev ført ind i det allerhelligste, og hvorledes Ypperstepræsten, efter at Gud havde modtaget Forsoningsblodet for Folkets Synder, trådte frem for hele Israel, der i Ypperstepræsten så et Bevis for, at Synderne var forsonet. Nu har Jøderne hverken Alter eller Helligdom mere; i Stedet for Præsten må de nøjes med en Schochad, og i Stedet for de Ofre, som Moses påbød, har de kun de Ofre, Talmud foreskriver. Overmåde rørende er en Sætning, der er tilføjet Beskrivelsen af Præstens, Templets og Gudstjenestens tidligere Herligheder, og som nu atter og atter gentages i Forbindelse med Forsoningshøjtideligheden i Synagogerne: „Salige de Øjne, som ser alt dette, men blot at høre derom bedrøver vore Sjæle!"

Idet Fuglens Blod udgydes, opløfter den, for hvem det bliver udgydt, sit Hjerte i Bøn og Taksigelse for den Forsoning, der er sket, idet han anser det for afgjort, at hans Synder er udslettede. Derpå tager han Ofret med hjem og nyder det som et Fredsoffer. Det udgydte Blod har jo udslettet Synderne, og Kødet kan derfor nydes i Fred med Gud.

Efter at Ofringen var fuldendt gik jeg til Synagogen, hvor jeg toede mine Hænder, trak Skoene af mine Fødder og opsendte de foreskrevne Bønner. Aftenen, Natten og hele den følgende Dag tilbragte jeg her med Tanken stadig dvælende ved Forsoningen. Derpå vendte jeg atter tilbage til mit Logi, og da jeg havde fastet siden foregående Dag, smagte Maden mig fortræffeligt. Medens jeg spiste, kunne jeg ikke komme bort fra Tanken om den uskyldige Skabning. som havde måttet lade Livet for mine Synders Skyld, og jeg kunne ikke forstå, hvorledes Gud kunne kræve Blodet af en Fugl som Forsoning for mine Misgerninger.

Til Trods for, at jeg nu var i Færd med at spise, hvad Jøderne kaldte et Fredsoffer, havde jeg dog ingenlunde Fred med Gud. I et Brev, som jeg ved den Tid skrev hjem til min Fader, talte jeg atter om de mange forvirrede Spørgsmål, der rørte sig i min Sjæl. I Brevet skrev jeg bl. a.:

„Jeg opholder mig nu i England og har fuldstændig genvundet mit Helbred, hvorfor jeg takker Herren af ganske Hjerte. På Forsoningsdagen tilbad jeg i Synagogen i Forening med vore Brødre, de engelske Jøder. De havde skaffet mig en Hane, således som du havde for Sædvane at gøre, og denne lod jeg dræbe som en Forsoning for mine Synder. Vel var det vanskeligt for mig at skulle af med de Penge, jeg måtte betale for Offerdyret; men jeg gav dem alligevel med Glæde, da du altid har fortalt mig, at Jehova kræver dette Offer. Du må tilgive mig, at jeg atter volder dig Bedrøvelse; men jeg må lette mit Hjerte ved at fortælle alt, hvad der trykker mig. Jeg gav Hanen til en Schochad og stod selv og så på, medens han slagtede den. Skønt jeg hjemme hvert År jo havde været Vidne til den samme Handling, har jeg dog aldrig været så alvorlig stemt eller så bekymret som denne Gang,

 ligesom jeg heller aldrig før har haft en så dyb Forståelse af, hvad det betyder, at der sker en Forsoning for mine Synder. Men det er så vanskeligt for mig, kære Fader, at forstå, hvorledes Blodet af et Dyr kan sone for vore Synder, og hvorledes Gud kan antage et sådant Offer. Det har ikke behaget Gud at åbenbare alle sine Sandheder for os; men måske vil disse Gåder blive opklarede, når Herren, vor Messias, kommer for at tage os til sig og gøre os evig lykkelige, og når alle Hedningenationerne på Jorden skal omkomme."

Mit Sind var optaget kun af dette ene: at granske Loven. Og jeg besøgte mange Jøder og bad dem lære mig Guds Veje. Alle var de villige til at efterkomme mit Ønske; men Frugterne af deres Møje var kun såre lidet tilfredsstillende. Når mine Brødre ikke formåede at bringe min Sjæl Trøst, lagde jeg imidlertid altid Skylden over på mit eget fordærvede Hjertes Hårdhed.

Ofte var jeg så forpint, at jeg hverken vidste ud eller ind, og mangen Gang spurgte jeg dem, jeg traf sammen med, om de var lykkelige. Det forvirrede mig i høj Grad, at Svaret altid var benægtende.

Jeg havde ikke flere Penge og anstrengte mig til det yderste for at få noget at bestille. Netop på dette kritiske Tidspunkt fik jeg fra min Fader et Brev, hvori der var indlagt en Del Penge. Jeg kunne nu skaffe mig ordentlig Tøj, hvad der atter gjorde det muligt for mig endelig at få en Plads.

***

En Dag gik jeg i Middagsstunden forbi en protestantisk Kirke. En Dør stod åben, og dreven af Nysgerrighed trådte jeg indenfor. Der fandtes hverken Malerier eller udhuggede Billeder, således som Tilfældet er i de Kristnes (græsk katolske) Kirker hjemme i mit Fødeland, og selv om jeg ikke forstod et Ord af, hvad der blev sagt, forekom det mig, at alt gik for sig på en så enkel og ligefrem Måde, at jeg næsten begyndte at tro, at det måtte være en jødisk Synagoge, jeg var kommen ind i.

Jeg kunne ikke glemme, hvad jeg havde set, og da jeg kom tilbage til mine Venner, spurgte jeg, om de nogen Sinde havde været på et sådant Sted.

„Hvad for noget! - i en kristen Kirke?" udbrød de. „Nej aldrig, og vi har heller ikke i Sinde at gå derhen! Du har da vel ikke været til Stede ved de Kristnes Gudstjeneste?"

Jeg var bange for at svare Ja og turde heller ikke sige Nej, hvorfor jeg tøvede med at sige noget. Vennernes Mistanke var imidlertid vakt, og jeg blev nødt til at fortælle dem Sandheden, idet jeg dog tilføjede, at jeg ikke kunne indse, det skulle være noget urigtigt i, at jeg for en Gangs Skyld var kommen ind i en kristen Kirke. Mine Venners Svar var en Strøm af Skældsord, og jeg måtte love aldrig nogen Sinde at betræde et sådant Sted mere.

Nogle Dage senere vovede jeg mig imidlertid atter hen til det mærkelige virke. Døren stod åben ligesom sidst. Skønt jeg havde den største Lyst dertil, turde jeg dog ikke bryde mit Løfte, men nøjedes med at blive stående udenfor og se ind gennem den åbne Dør. Jeg blev der, indtil Fritiden var omme, og måtte da gå tilbage til mit Arbejde uden Middagsmad. Det varede ikke længe, før jeg begyndte at angre, at jeg ikke var gået ind. Mørke og Tungsindighed hvilede over mig, og Resten af Dagen forholdt jeg mig meget stille og tavs.

Endelig besluttede jeg at gå ind i Kirken og selv undersøge, hvad der var i de Kristnes Gudstjeneste, der ikke var, som det skulle være. Indtil videre vilde jeg dog ikke lade mine jødiske Venner vide noget derom. Jeg var til Stede ved flere Møder, og det Alvor og den Højtidelighed, der hvilede over Præsten, gjorde et dybt Indtryk på mig. Jeg ønskede blot, at jeg havde forstået de Ord, der faldt fra en Mands Læber, som talte med så megen Inderlighed og Varme.

Da jeg en Dag var i Kirke, lagde jeg Mærke til en Herre, der sad i Nærheden af mig, og som efter sit Udseende at dømme kunne være en Jøde. Jeg begyndte at frygte for, at han måske var en Spion, som mine Venner havde udsendt, og bævede ved Tanken om, at jeg muligvis var opdaget, og at det skulle komme til min Faders Kundskab, at jeg havde været i en kristen Kirke, haft Omgang med det Folk, som han af hele sit Hjerte hadede og foragtede, og som jeg siv hadede lige så bittert. Jeg blev imidlertid beroliget, da jeg så, at den mistænkelige Herre deltog i Bønnen — han kunne altså næppe være en Jøde.

Efter Mødets Slutning blev jeg siddende i nogle Øjeblikke. Den omtalte Herre vendte sig om til mig og spurgte på Hebraisk: „Er De en Jøde, min Broder?"

Den Opdagelse, at han alligevel måtte være en Jøde, gjorde mig først forskrækket; men i næste Øjeblik kom den Tanke til mig, at dette Hus vistnok ikke kunne være et Samlingssted for Kristne, men sikkert tilhørte en eller anden jødisk Sekt, måske de reformerte Jøder. Jeg besvarede derfor den venlige Herres Spørgsmål med at sige: „Ami Jehudah" („Jeg er Jøde"), hvorpå han gav mig Hånden og tiltalte mig på Tysk. Da han bød Farvel, gav han mig sin Adresse, som jeg imidlertid rev i Stykker, da jeg var bange for, at mine jødiske Brødre kunne få den at se.

Flere Dage var forløbne, og atter befandt jeg mig i Kirken, håbende på også denne Gang at træffe den venlige Mand. Ganske rigtig: han var til Stede, og også denne Gang tiltalte han mig. Han udspurgte mig om mine Forhold, min Hjemstavn, mine Slægtninge, og da han gjorde et så venligt og deltagende Indtryk, åbnede jeg mit Hjerte for ham. Uden Forbehold fortalte jeg ham, hvorfor jeg havde forladt mit Fædreland, hvorledes jeg havde søgt at komme til Kundskab om Israels Gud, samt hvorledes min Sjæl havde været nedtrykt af Tvivl og Sorg hele Tiden, siden jeg rejste hjemmefra. Jeg fortalte ham, at lige siden jeg begyndte at søge Sandheden, havde jeg kun følt, at jeg var fortabt. „Jeg ved, at der er noget i Vejen med mig," føjede jeg til; „men hvad det er, forstår jeg ikke."

„Er De måske ved at blive gal?" spurgte han. „Når jeg skal sige min Mening, så tror jeg, at jeg allerede er gal," svarede jeg.

„Jeg håber, De må blive endnu mere „vanvittig"," sagde han med et Smil.

Dette tilsyneladende uvenlige Svar både forundrede og smertede mig, og jeg spurgte, hvad han mente dermed. Han fortalte mig nu, at han for en Del År siden selv havde været i samme Tilstand, som jeg nu var, og at også han havde forladt sit Fædreland Australien og sine Slægtninge og Venner for i et andet Land at søge at finde Fred. Han fortalte, at han nær var bleven vanvittig af Sjælekval, men at han nu takkede Herren for denne Galskab, som havde oplyst hans Forstand og skænket ham evig Fred i Sjælen.

Jeg havde nu allerede i mange År søgt at finde Hvile for min Sjæl, og for første Gang i mit Liv stod jeg Ansigt til Ansigt med en Mand, som kunne sige, at han var fuldkommen lykkelig. Min Sjæl brændte af Længsel efter at få vide, hvad han mente, og hvad han havde, som hverken mine Forældre, Rabbineren i Kovno eller mine Venner i Tyskland kendte til, og jeg udbrød ivrig: „Fortæl mig det alt sammen!"

Han begyndte først at tale om Messias og stillede mig flere Spørgsmål, som jeg længe havde ønsket at forstå. Derpå anførte han nogle Steder i den hellige Skrift, som altid havde forekommet mig dunkle. Mærkværdig nok var hans Spørgsmål næsten de selv samme, som jeg hjemme havde stillet Rabbineren og min Fader, men som ingen af dem havde kunnet besvare tilfredsstillende.

Alt dette fyldte mig med Forventning. Her stod jeg lige over for en Mand, som havde været stedt i samme Nød som jeg, og nu glædede jeg mig til, at han nok vilde kunne hjælpe mig ud af mine Vanskeligheder. Den fremmede bad mig derpå forklare det Sted i Talmud, hvor der står: „De, som var af Elias's Skole, lærte, at Verden skulle stå i seks Tusinde År - to Tusinde År uden Lov, to Tusinde År under Lov, og to Tusinde År skal Messias's Dage være." „Nu," tilføjede han, „er de fire Tusinde År for længst omme, og de sidste to Tusinde År er næsten forløbne men hvor er Messias?"

Jeg bad ham fortælle mig alt, hvad han vidste om den hemmelighedsfulde Messias, og han svarede ved at minde mig om det 53de Kapitel hos Profeten Esaias, hvor der tales om, at Messias skulle forkastes.

Alt, hvad denne fremmede sagde, interesserede mig i allerhøjeste Grad. Men da han til Slut bad mig om min Adresse, vægrede jeg mig ved at lade ham få denne af Frygt for, at mine Venner skulle opdage, hvilket Sted jeg havde besøgt.

Da han således ikke kunne få at vide, hvor jeg opholdt mig, bad han mig besøge Pastoren, Hr. Hansen, da han mente, at denne Mand vilde kunne hjælpe mig. Jeg lovede også at efterkomme dette hans Ønske.

Læseren har måske hørt Tale om Pastor Hansen, denne trofaste Kristi Tjener, der i mange År havde lidt meget for sin Herres Navns Skyld i Abessinien.

Tidlig en Morgenstund stod jeg da overfor dette trofaste Herrens Vidne. Jeg fortalte ham om mit Møde med min jødiske Broder, samt at jeg havde lovet denne at opsøge Pastoren. Han tog mig straks med ind på sit Studerekammer, hvor vi havde en meget interessant Samtale. Flere andre kom også til Stede, deriblandt min Ven fra Kirken.

Præsten læste et Kapitel i Bibelen, dog ikke før etter at alle med Undtagelse af mig selv havde knælet ned i Bøn til Herren. Jeg kunne ikke bøje mig ned, da det strider mod jødisk Anordning at bede i knælende Stilling. Bønnen blev holdt på Tysk og det rørte mig dybt, at Præsten begyndte med at bede til Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. I sin Bøn udtalte han blandt andet, at det menneskelige Hjerte er fuldt af Synd, og at man ikke ved sine gode Gerninger har fortjent noget hos Gud, men at vi bliver benådede for Jesu Skyld, og at den eneste Vej til Gud er ved ham, som har sagt: „Jeg er Vejen og Sandheden og Livet."

Da han var færdig, kunne jeg næsten have gentaget hans Bøn fra Ende til anden. Derpå læste han i Bibelen og talte lidt over det læste, hvorpå de alle atter bøjede knæ for at bede og takke Gud. Jeg var ganske forvirret. Aldrig før havde jeg været til Stede ved et så barnligt og inderligt og dog så højtideligt og gribende Møde. Aldrig før havde jeg set nogen leve i et sådant Samfund med Gud. Jeg betragtede Pastor Hansens alvorlige, fromme Ansigt med den samme Følelse af Ærefrygt, som jeg vilde have næret ved Synet af en af de gamle Profeter. Han øvede en ejendommelig Indflydelse over mig, og jeg ønskede blot, at han var min Ven, og at jeg kunne høre ham tiltale mig som sin Søn.

Jeg havde hele mit Liv levet blandt gudfrygtige Mennesker, Jøder såvel som Kristne; men aldrig hverken før eller siden har jeg truffet nogen, der stod for mig som så hellig og så ydmyg som Pastor Hansen. Han er nu gået til Hvile; men aldrig skal jeg glemme, hvad jeg skylder ham. O at alle Kristne levede et Liv som hans! Da måtte Verden i deres Lys se et Genskin af ham, som er Livets Lys.

***

Mine jødiske Venner var nu fuldt vidende om mit Forhold til Pastor Hansen og hans Brødre, og de tillod mig kun at fortsætte mit Arbejde iblandt dem på den udtrykkelige Betingelse, at jeg afbrød al Omgang med mine nye Venner. Af denne Grund besøgte jeg ikke Pastor Hansen oftere og skiftede for Sikkerheds Skyld også Bopæl. Min sjælelige Tilstand blev imidlertid værre og værre, og ofte lød de Ord i mit Indre: „Hvad gør du der, Elias?"

Hele den første Nat efter at have givet mine Venner det ovennævnte Løfte lå jeg vågen. Jeg tænkte på, hvilken frygtelig Tilstand min Sjæl befandt sig i, og bævede ved Tanken om den Dom, som venter alle Syndere. Minutterne var som Timer og Natten som en Evighed. En usigelig Frygt havde grebet mig, og de Ord randt mig i Sinde: „Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, når dyb Søvn falder på Folk; da kom Frygt og Bævelse på mig og bragte mine Ben til at skælve." Job 4,13-14.

Dag efter Dag plagedes jeg af denne forfærdelige Frygt, og den Jøde, hos hvem jeg opholdt mig, troede vistnok, at jeg var ved at gå fra Forstanden. Til sidst kunne jeg ikke holde det ud længere, men forlod mit Arbejde og ilede af Sted til Pastor Hansen. Han modtog mig med et Smil, og da jeg meddelte ham, at mine jødiske Venner troede, at jeg var ved at miste Forstanden, sagde han venligt: „Bryd Du dig blot ikke derom! Himlens Gud vil mætte din Sjæl."

„Hvad skal jeg gøre for at blive salig?" råbte jeg. „Tro på Messias," svarede Præsten og tilføjede straks: „Du må fødes på ny."

„Hvad! - fødes på ny! Hvorledes kan jeg blive født på ny?"

Han beroligede mig ved at sige, at jeg endnu kunne blive en Efterfølger af Messias, Livets og Herlighedens Herre. På Pastorens Råd flyttede jeg til et Hjem, der var oprettet for Jøder, som var begyndt at søge efter Messias. Her benyttede jeg hvert øjeblik til at granske i den hellige Skrift, og flere af de lærde Forskere, som opholdt sig i Hjemmet, hjalp mig i mine Studier. Under mit Ophold her fik jeg et Brev fra min Fader, der skrev:

"På samme Tid som det er mig en Glæde, at du jager efter Kundskab og søger Sandheden, så er jeg dog bange for, at de mange farlige Lærdomme, som er oppe i vor Tid, kan lede dig bort fra den eneste Vej, som det er givet Menneskene at vandre på. Vær forvisset om, min Søn, at alle de, som vandrer på andre Veje, må gå fortabt. Den Lærdom, Hr. Hansen fremholder for dig, er blot Snak; han er jo kun en frafalden. Når du atter træffer den såkaldte Rabbiner, kan du meddele ham, at han først bør rense sin egen Hjerne, for han giver sig af med at lære andre. Vore Fædres Religion er uforanderlig - selv Gud formår ikke at forandre den.

Messias vil ikke komme i Fornedrelse og Ringhed, men i Herlighed og Magt. Han skal sidde på sin Fader Davids Trone og bringe Israel evig Lykke. Han skal besidde kongelig Magt og være iført Pragt og Herlighed. Sådan, mit Barn, skal vor Messias være, han, som ved Basunens Lyd skal samle alle Israels Stammer fra Jordens Ender. Da skal Jøderne komme tilbage til Jerusalem, hvis blotte Navn er lige så dyrebart for os som vort eget Liv, og da skal Jerusalem atter være Jordens Hovedstad og Jordens Pryd.

O min Søn Isak, hold fast ved Abrahams, Isaks og Jakobs Religion! Den er vor Ejendom. Jehova er vor Gud, og han vil i sin Tid bringe Israel Befrielse. Vær overbevist om, at Israels Forherligelses Dag er nær for Hånden!

Faders Brev hjalp mig imidlertid ikke ud af mine Vanskeligheder. Visselig vilde Jehova holde sit Ord med Hensyn til Messias's Herredømme og vor elskede Stad Jerusalem, således som min Fader havde sagt - derom var jeg ikke i Tvivl ; men det, som stod uklart for mig, var, hvorledes jeg kunne blive befriet for den Sjælekval, som pinte mig. Jeg ønskede at blive frelst, og i min Fortvivlelse begyndte jeg at overveje, om det alligevel skulle være Tilfældet, at Messias var kommen.

Jeg skrev tilbage til min Fader, at jeg var bekymret over, at Israel i så mange Slægtled havde syndet så såre imod Herren. Derpå henviste jeg ham til Profetierne og kom så atter tilbage til det gamle Spørgsmål - Mørket i min egen Sjæl.

Atter besøgte jeg Pastor Hansen. Denne Gang var han ikke hjemme; men Fru Hansen modtog mig venligt og anmodede mig om at fortælle hende mit Ærinde. Jeg forklarede hende på dårligt Engelsk, at jeg ønskede at vide, hvor jeg kunne finde Fred for min Sjæl, og at jeg havde en inderlig Længsel efter at eje Overbevisningen om mine Synders Forladelse og om, at jeg stod i Nåde hos Gud. Hendes eneste Svar var: „Jesu Kristi hans Søns Blod renser fra al Synd." 1 Joh. 1,7.

Svaret bragte mig ingen Glæde; thi hvorledes det end måtte forholde sig med Messias - Navnet Jesus hadede jeg. Når jeg tænker tilbage på de Dage, kan jeg ikke andet end undres over, at han, som jeg således ringeagtede og spottede, kunne være så usigelig nådig og barmhjertig mod mig; men på den anden Side er det jo også netop ved sin alt besejrende Nåde, at han er bleven så dyrebar for mit Hjerte.

Endnu en gang fremholdt jeg mine Bekymringer for min Fader, hvem jeg tilskrev således:

„Kære Fader!
I dit sidste Brev siger du, at Israels Forherligelses Dag er nær. Jeg husker, at da jeg gik i Skole, plejede du at sige, at Israels store Dag var nær, og nu efter så mange Års Forløb siger du det samme. Jeg tror, at Messias må have ført Israel bag Lyset.

Hvis det forholder sig, som mange af de hellige og velsignede Rabbinere siger, at Messias's Komme ikke skal være i Ringhed og Fornedrelse, men i kongelig Magt og Ære, hvorledes kan da de hellige Profeters Skrifter være sande? Vor store Profet Mika siger: „Og nu, Bethlehem Ephrata, liden til at være iblandt Judas Tusinder! af dig skal udgå mig En til at være Hersker over Israel." Mik. 5,1. Men på den anden Side er der jo også Rimelighed i, at Messias, Israels jordiske Hersker, ikke vilde lade sig føde i den ubetydelige Landsby Bethlehem, men i Israels prægtige Stad. Profeten Esaias siger: „Hvo troede det, vi har hørt? Og for hvem er Herrens Arm åbenbaret? Thi han skød frem som en Kvist for hans Ansigt, og som et Rodskud af tør Jord, han havde ingen Skikkelse eller Herlighed; og vi så ham, men der var ikke Anseelse, at vi kunne have Lyst til ham. Han var foragtet og ikke at regne iblandt Mænd, en Mand fuld af Pine og forsøgt i Sygdom; og som En, for hvem man skjuler Ansigtet, foragtet, og vi agtede ham for intet,  - han har taget vore Sygdomme på sig og båret vore Smerter; men vi agtede ham for plaget, slagen af Gud, og gjort elendig. Melli han er såret for vore Overtrædelser og knust for vore Misgerninger; Straffen er lagt på ham, at vi skal have Fred, og vi har fået Lægedom ved hans Sår." Es. 53,1-5.

Hvilke gådefulde Ord er ikke disse! Hvis de er en Profeti om Messias, kan han visselig ikke være en Konge, der er omgivet af Glans og Herlighed. Jeg kan ikke lade være med at gruble over sådanne Steder, der synes at være i Strid med alt, hvad du har lært mig. I Es. 44,6 står der: „Så siger Herren, Israels Konge, og hans Genløser, den Herre Zebaoth: Jeg er den første, og jeg er den sidste, og der er ingen Gud uden jeg." Hvorledes skal man forstå disse Ord? Synes de ikke at tyde på, at Herren skal være vor Genløser? Dette er visselig en Gåde - Hemmeligheders Hemmelighed. O at vore øjne dog måtte oplades og denne dunkle, men herlige Hemmelighed vedrørende Messias blive klar for os!

Du taler advarende om Rabbiner Hansens Lære. Når jeg skal være ærlig, må jeg dog sige, at jeg ikke kan andet end elske denne Mand. Når han taler til mig på sin ømme, inderlige Måde, er det, ligesom mit Hjerte vilde smelte. Han læser Bibelen på det hellige hebraiske Sprog, og han har en så velsignet Måde at udlægge den på. Da han forleden talte om den hellige Lov og klart beviste, at når den siger: „Adlyd eller dø," så måtte vi være under Forbandelsen, så længe vi var under den, kunne jeg ikke andet end græde. Han talte om Messias's Egenskaber: hans Kærlighed, ømhed, Barmhjertighed og Medlidenhed. Han gentog for mig nogle Ord, som den, de Kristne holder for at være Messias, talte, da han levede. Blandt andet forekom også disse Ord: „Kommer hid til mig, alle, som arbejder og er besværede! og jeg vil give eder Hvile." Det er netop dette, jeg behøver; thi jeg har været træt og bekymret, så længe jeg kan huske. 0 hvor jeg længes efter Hvile og efter Forvisningen om, at mine Synder er tilgivne! Jeg beder til Jehova, at han i sin Nåde må nedlade sig til at besøge os med sin Frelse."

I denne Tid førte jeg en ivrig Brevveksling med min Fader. Her skal jeg blot citere nogle få Sætninger af hans Svar på ovennævnte Skrivelse:

„Du siger i dit sidste Brev, at der er noget så kærligt og mildt i Hr. Hansens Lære. Men du må dog huske på, kære Barn, at Djævelen altid kommer i en tiltalende Skikkelse og fører lokkende Tale. O Isak, Isak, tag dig vel i Agt, at ikke din Sjæl bliver fordærvet ved denne „Meshamod"s (frafaldnes) såkaldte „Lære"! Hvis den kristne Religions Stifter var så kærlig og barmhjertig, som du påstår, så vilde dine jødiske Brødre som et Folk ikke have måttet lide, som de nu har gjort. Hvilken frygtelig Forfølgelse har de ikke været udsat for i næsten hvert eneste Land i Europa - og det netop af Folk, som kalder sig „Kristne"! Hvor er dog de Kristnes Kærlighed? Her i Rusland kender vi ikke noget til den. Tro endelig ikke, at alt, hvad der har Sandhedens Skin, virkelig er Sandhed. Løven kan være forklædt som et Lam; Djævelen kan fremstille sig som en Helgen, hvad han også ofte gør."

Jeg måtte indrømme for min Fader, at jeg ikke ønskede at tilhøre den russiske Religion, selv om den gik under Navnet Kristendom. Jeg havde fået nok af den, da jeg var i Rusland, og kunne heller ikke nedlade mig til at tilbede Malerier og Billeder.

I denne Forbindelse kan jeg ikke afholde mig fra at bede alle Kristne betænke, hvorledes en from Jøde må føle, når han ser alt det Afguderi, som findes i deres Kirker. Da jeg nylig talte om en kristen Kirke, sagde en Jøde til mig: „For ikke længe siden var jeg i en af deres Kirker, men der var så meget underligt at se. Der var Mænd, som var iført en Dragt, der hverken passede for Mænd eller Kvinder, og Kirken var prydet med Vokslys, Afgudsstøtter og Billeder. Er dette, hvad deres Religion består af?"

Jøderne hader Afguderi i enhver Form og Skikkelse. Deres Bibel lærer dem at nære Afsky for alt sådant, og de foragter den kristne Religion, fordi de synes, der er så meget afguderisk i de Kristnes Kirker. Det glædede mig imidlertid, at alt sådant er fremmed for den sande Kristendom, og jeg kunne også fortælle min Fader, at jeg i England havde fundet en ganske anden Kristendom end den, vi kender fra Rusland, en Kristendom, der hadede og afskyede alt Afguderi, lige så meget som Jøderne gør. I et andet Brev skrev jeg til min Fader:

„Efter at have skrevet til dig sidst fattede jeg den Beslutning, at jeg vilde gøre alt muligt for at få et Svar på det store Spørgsmål: „Er Kristendommen sand, eller er den falsk?" Med dette for øje har jeg læst flittig i Bibelen, og jeg er som Følge heraf kommen til den Slutning, at enten må Kristendommen være den sande Religion, eller også har vore Fædres Gud ikke talt de Ord, der udgør den Bog, vi kalder „hellig".

Jeg har læst en mærkværdig lille Bog, som kaldes det nye Testamente. Den skildrer Josvas, Messias's, Liv, eg efter Læsningen af denne er det blevet mig klart, at enten må Messias allerede være kommen, eller også kommer han aldrig. Hele Nazaræerens Liv var mærkeligt. Det var så rent og så helligt. Jeg vil med Glæde sende dig et Eksemplar af „Det nye Testamente", og dersom du blot vil læse det igennem, så er jeg overbevist om, at du vil indrømme, at Josvas Liv var enestående. Dertil kommer også, at hvis Manden fra Nazareth ikke var Messias, hvorledes vil du da forklare hans Undergerninger?

Atter må jeg åbenbare for dig min Sjæls Hemmelighed: jeg er næsten en Kristen. Det er dog ikke uden Bedrøvelse, jeg skriver dette, thi jeg ved, hvor ondt det vil gøre dig at høre derom. Din Sjæl vil blive fyldt med Sorg og Vrede, og jeg hører dig sige: „Væk, væk med Isak! Væk med ham!" Men jeg må alligevel tale rent ud: Messias er kommen, og jeg tror på ham. Mine jødiske Brødre betragter det som en Skam og en Vanære, at jeg er på Vej til at blive en Kristen; men jeg vil ikke skamme mig ved Kristus. Endnu har jeg ikke aflagt nogen offentlig Bekendelse af min Tro, men i mit Hjerte tror jeg dog.

Kære Fader, læs den Bog, jeg hermed sender dig, og gransk den hellige Skrift. Min Bøn er, at Tiden snart må komme, da Sløret vil blive taget bort fra vort elskede Folks Blik, så at vor hellige Profet Sakarias's Ord må gå i Opfyldelse: „Og de skal se til mig, som de har gennemstunget; og de skal sørge over ham med en Sorg som over den Eneste, og klage bittert over ham, som man klager bittert over den førstefødte." Sak. 12,10."

 *** 

Jeg var nu ikke længere i mindste Tvivl om, at Jesus af Nazareth var Messias, og at han er deres Frelser, som tror på ham; men endnu havde jeg ingen personlig Erfaring for, at han var min Frelser og min Genløser. Dette var mig en Årsag til megen Bedrøvelse. Jeg var fuldt forvisset om, at ingen anden kunne frelse mig end han, som blev korsfæstet og nu sidder ved Faderens højre Hånd i det høje; men Tanken om, hvor dybt jeg havde hadet ham, og hvor ofte jeg havde forbandet hans hellige Navn, medførte, at jeg ikke kunne tro, han også vilde vise mig Barmhjertighed.

Pastor Hansen søgte ofte at trøste mig. Han sagde, at jo mere jeg sørgede over mine Synder, desto mere forvisset kunne jeg være om, at Jesus vilde tilgive. Hans Bønner gjorde et stærkt Indtryk på mig, når vi ofte knælede ned tilsammen og bad. „Dersom Kristus blot vil forlade mig mine Synder," sagde jeg til ham, „så vil jeg offentlig bekende hans Navn og min Tro på ham."

For hver Dag, der gik, voksede mit Ønske om at kunne aflægge en offentlig Bekendelse af min Tro. Der var dog endnu mange Ting, som trykkede mig. Mine elskede Forældre vilde sandsynligvis støde mig bort, og jeg fældede bitre Tårer ved Tanken om, at jeg måske ikke længere vilde kunne have en Plads i min kære Moders Hjerte. Fra alle Sider stormede Fristelserne ind over mig; men Herren styrkede mig ved sin Nåde, og jeg vandt Sejr. Når jeg læste de Ord: „Hvo som elsker Fader og Moder mere end mig, er mig ikke værd" (Matt. 10,37), og tænkte på mine Forældres store Kærlighed, kunne jeg ikke andet end sammenligne denne med Jesu usigelige Kærlighed til mig. Jeg tænkte på Krybben i Bethlehem, på` Tømmermandens Værksted i Nazareth, på Domsscenen hos Pilatus, på jødernes og Hedningernes Forhånelse og Spot, på Tornekronen på den himmelske Konges Hoved, på Naglerne, der blev slået gennem hans Hænder og Fødder, på Spydet, der gennemtrængte hans Legeme, og på Graven, hvor det Legeme, som aldrig så Forrådnelse, blev lagt, og jeg tænkte ved mig selv: Findes der Kærlighed større end denne?

En Påskemorgen aflagde jeg efter endt Gudstjeneste i Kirken min første offentlige Bekendelse. Sammen med Hansen havde jeg Aftenen i Forvejen ved inderlig Bøn til Herren forberedt mig til denne højtidelige Handling. Det var blevet bekendt, at jeg havde valgt denne Dag til hint vigtige Skridt, og dreven af Nysgerrighed havde en hel Del af mine tidligere Trosfæller indfundet sig for at hore på mig. Da jeg kom ud på Gader forfulgte de mig med Stenkast og Trusler.

Endelig nåede jeg Hjemmet, hvor jeg opholdt mig, og da jeg så mig om og betragtede den oprørte Skare, mine egne Brødre efter Kødet, kunne jeg ikke andet end bede: „Herre, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør!"

Den følgende Aften aflagde jeg Besøg hos en gammel jødisk Ven. Denne modtog mig meget hjerteligt; men da han spurgte om min Beskæftigelse og om, hvor jeg boede, tøvede jeg med mit Svar. Jeg var bange for at bekende den Herre Jesus, da jeg vidste, at dette blot vilde opvække Vrede hos den gamle Herre; men de velsignede Ord kom mig til Hjælp: „Hvo som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal Menneskenes Søn skamme sig, når han kommer i sin Herlighed og Faderens og de hellige Engles." Luk. 9,26.

Jeg tog Mod til mig og sagde: „Hvad tykkes dig om Kristus?"

„Hvad!" råbte han, „du tror dog vel ikke på den Bedrager?"

„Hvem er det, du kalder en Bedrager?"

„Jesus Kristus, selvfølgelig!"

„Det er muligt, at du betragter ham som en sådan," svarede jeg, „men han er dog ingen Bedrager. Han er Verdens Frelser, ja han er bleven min personlige, velsignede Frelser og Forløser."

Derpå forsøgte jeg at overbevise ham om Sandheden; men opbragt som han var, spyttede han mig blot i Ansigtet, befalede mig at forlade hans Hus og slog Døren i efter mig. Dette virkede meget pinligt på mig; men jeg bad Herren om Nåde og Styrke til at bære alle lidelser med Tålmodighed.

Nogle få Dage derefter traf jeg en ung Russer på Gaden, en af mine Venner fra Hjemmet. Han blev så henrykt over at se mig, at han lige midt på Londons Gader faldt mig om Halsen og kyssede mig. Efter at vi havde vekslet nogle Ord, forstod han imidlertid, at jeg var bleven en Kristen, og straks forandredes hans Optræden. Også han spyttede mig i Ansigtet, vendte mig Ryggen og råbte: „Væk med dig, din Hund! Væk med dig, din Slyngel!"

Hvad en Jøde må gennemgå, når han bliver en Kristen, kan udenforstående aldrig til fulde sætte sig ind i. I nogle Breve, som jeg modtog, blev jeg truet på Livet, hvis jeg ikke atter vendte om til Jødedommen, og alle mine gamle Venner vendte sig fra mig med 'Foragt. Følgende vil kunne tjene som et Eksempel på, hvor langt en Jøde kan gå i sit uforsonlige Had til en Jøde Kristen. En Dag besøgte jeg en ortodoks jødisk Familie. Jeg førte Samtalen ind på Spørgsmålet om Messias. I Modsætning til, hvad andre havde gjort, bespottede de ikke hans Navn, men var meget venlige og bad mig endog komme igen, hvilket jeg med Glæde lovede. Jeg havde dog fattet Mistanke og besluttede at være på min Vagt. Noget senere mødte jeg en Eftermiddag en ung Jøde, der under Løfte om Tavshed lod mig vide, at man i den ovennævnte Vens Hus havde gjort en Sammensværgelse imod mig, og at min Skæbne skulle besegles ved et Glas forgiftet Vin. Herren kom således mine Mordere i Forkøbet og gjorde deres Planer til intet. Jeg begyndte nu at forstå den fulde Betydning af de Ord: „De skal udelukke eder af Synagogerne, ja den Tid skal komme, at hver den, som ihjelslår eder, skal mene, han viser Gud en Dyrkelse." Joh, 16,2.

Men endnu langt smerteligere end de engelske Jøders Had og Forsøg på Snigmord var de Breve, jeg modtog hjemmefra. Min kære Fader skrev:

„O ve mig! Ve mig! Du har ført evig Skam og Vanære over os. O hav dog Medlidenhed med os og vend om fra den kristne Tro! Efter at vi fik Meddelelse om, at du er bleven en Kristen og et uægte Barn, græder vi ikke længere. Forbandet være den Time, da jeg ægtede din Moder! Bedre var det, om jeg var en Sten end et Menneske! Ve mig, thi mit Liv er bittert! Vil du ikke forbarme dig over os? Vil du ikke tænke på dine Forældre og Søskende, hvis Liv du har formørket? Husk, min elskede Isak, at du aldrig mere vil kunne finde en Moder og Fader her i Verden! Jeg kan ikke være rolig; thi min Sorg er for stor. O Isak, Isak, Isak! for din Skyld vil jeg aldrig kunne nyde Himlens Glæder! Hvad er Livet nu værd for mig? Det var bedre, om jeg aldrig var født. Din Moder er bleven helt forandret, siden hun fik den frygtelige Nyhed at vide; og hvad dine Brødre og Søstre angår, da var det langt bedre, om Gud tog deres Liv, end at de skal gå i Graven med Skam. Min Bøn til Gud er, at han vil udrydde vor Slægt af Jorden; thi dette var bedre end at leve i den Skam, du har påført os. Jeg beder også, at du må blive udslettet af de levendes Tal.

Hvad er vel en Jødes Håb om ikke dette, at hans Sønners Liv er sådant, at Efterslægten kan se tilbage på det med Stolthed og Ærefrygt? Men ve mig! - det Minde, du efterlader dig, vil kun bringe mig evig Skam og Vanære. Din Broder Hessel står i meget høj Anseelse i Provinserne Giovno og Kovno; men når jeg tænker på dig, kan jeg kun undres over, hvorfor Gud har forbandet mig med en slig Forbandelse.

Vi modtog den sørgelige Efterretning ved Purimfesten. Kan du vel danne dig nogen Forestilling om vor Sorg og Bestyrtelse? Både din Moder og jeg besvimede, og alle Børnene stod omkring os, grædende og jamrende. En hel Del Mennesker stimlede sammen om os, og da de atter havde bragt mig til Bevidsthed, spurgte de, hvad der var på Færde. Hvad skulle jeg vel svare dem?

Din Moder beder hver Dag til Gud, at han vil tage hendes Liv. Hun ønsker ikke at leve længere, efter at hendes Søn er bleven en „Meshamad". Endnu er det Tid til at angre, og dersom du gør det, så vil du i hvert Fald kunne blive frelst i den tilkommende Verden. Kom hjem til os og bliv en from Jøde! Men hvis ikke, hvis du ikke vil angre, da vil vi ikke mere have noget med dig at skaffe. Vi vil hverken have dine Penge eller dit Billede, ja vi vil ikke en gang længere regne ham for en Søn, som er bleven en „Meshamad".

Dersom du gør, hvad jeg nu byder dig, så skal du erholde stor Velsignelse, men hvis ikke - så Farvel, Farvel! Jeg er da ikke længere din Fader, min Hustru er ikke mere din Moder, dine Brødre og Søstre ikke længere dine Slægtninge, og du har ikke mere Ret til at bære Navnet Jøde."

Min Søster skrev i samme Tone:

„Inderlig kære Broder, hav dog Medlidenhed med os og lad ikke evig Skam og Vanære komme over os for din Skyld! Betænk, at vi er Børn, og at du ikke må ødelægge mit Liv i denne Verden! O udøs ikke dine små Brødres og Søstres Blod i Skændsel!"

Efter at have modtaget ovennævnte Brev fra min Fader skrev jeg sikkert tyve Gange, men han svarede aldrig. Og da jeg så endelig en Dag fik mit sidst afsendte Brev Retur tilbage, ophørte også jeg med at skrive.

Min Faders sidste Brev påførte mig Kvaler, som jeg ikke formår at beskrive. Jeg elskede mine Forældre højere end mit eget Liv; men disse mine Forældre, for hvem jeg ikke vilde have betænkt mig på at udgyde min sidste Blodsdråbe, havde forstødt mig! Jeg kunne imidlertid ikke vende om - jeg måtte tage Korset op og følge Kristus, min Herre. O hvor ofte sad jeg ikke grædende over mit Arbejde, når jeg tænkte på mine elskede Forældre!

En Dag modtog jeg et Brev fra min Broder, der sluttede med disse Ord:

„Endnu en gang: fortryd din Handlemåde og vend om! Men dersom du ikke vil, så Farvel for stedse! Vi vil da aldrig ønske at få noget at vide om dig, hverken i denne Verden eller i den tilkommende. Hvis du ikke angrer og atter går over til Jødedommen, så skriv ikke mere til mig. Du må da være for mig som en død, og jeg ønsker blot til Gud, at du virkelig var død. Jonas Abel, vor kæreste Broder, er død. Vi nærer alle den Overbevisning, at vort Hus ikke var bleven hjemsøgt af Dødens Hånd, dersom du ikke havde syndet mod den store Gud ved at vende dig bort fra ham. Din og vor Broder er død for dine Synders Skyld - husk det! O hvor bitter, hvor bitter er ikke vor Skæbne! En af vore Brødre er bleven en frafalden og en anden er død! Give Gud, at vi enten alle var døde, eller at Døden måtte afskære din Livstråd!"

Min Moders Brev var det, som rørte mig allermest: „- - Jeg beder dig inderligt, elskede Isak, om nøje at overveje det Skridt, du har taget. Husk på, at din Sjæl vil blive evig fordømt! O skal mit Barn, mit eget Kød og Blod, for hvis Lykke jeg vilde ofre alt, hvad jeg ejer, blive fordømt, evig fordømt? Langt, langt bedre havde det været, om den Almægtige havde handlet med mig som med Lots Hustru! Bedre, om jeg aldrig var bleven født end at gå en høj Alderdom i Møde og se min elskede Søn falde i Djævelens Magt og gå evig fortabt! O Isak, jeg frygter for, at endog hele Familien vil blive fordømt for din Vanartigheds Skyld. Fra nu af vil der altid være en Skillevæg mellem Gud og vor Slægt. "Tænk over, at din Moder, som elsker dig så højt, og din Fader, hvis Hengivenhed til dig er så stor, måske skal blive forbandet for din Skyld. Tænk på den evige Skændsel og Vanære, som vil komme over dine to små Søstre. Allerede nu skammer de sig ved at vise sig på Gaden; thi Naboernes Børn råber efter dem. „Se, der går Isak den frafaldnes Søstre!" Dersom du foragter mit Råd og ikke vender om, så er jeg ikke længere din Moder! Hvis du ikke angrer, så skriv aldrig til mig mere; thi jeg ønsker i så Fald ikke at komme dig i Hu! Min Bøn er, at du enten må vende om, eller at Herren må tage både dit og hele Familiens Liv."

***

Ved et Bønnemøde en Aften i et Baptistkapel deltog jeg for første Gang efter min offentlige Bekendelse i et Bønnemøde. Jeg følte mig svag og var meget bevæget og blev derfor i høj Grad overrasket, da Taleren i sin Slutningsbøn bad Herren udruste mig med Nåde til at forkynde Guds Søns Evangelium. Den Gang troede jeg ikke, at en sådan Bøn vilde blive hørt. Efter Mødet meddelte Taleren mig, at det var hans fulde Overbevisning, at jeg burde gå ud og forkynde Kristi Navn. Jeg kendte dog meget lidt til det engelske Sprog og havde i det hele taget ingen Fornemmelse af, at der lå videre Betydning i hans Ord.

Nogle Måneder forløb. Jeg besøgte stadig det samme Kapel, og det blev mere og mere klart for mig, at jeg måtte gøre noget for at forherlige Frelserens Navn. Som en første Begyndelse fik jeg en Klasse at undervise i Søndagsskolen, og senere besøgte jeg sammen med en Ven de fattige i Arbejdsanstalten „Bethuel Green". Disse Besøg bragte mig rigelig Belønning for min Møje, og det var mig en Kilde til stor Glæde, da en gammel Kvinde på sit Dødsleje erklærede, at mine Ord havde bragt Velsignelse til hendes Sjæl. Da jeg forstod, at det behagede Herren at gøre Brug af mig i sin Tjeneste, følte jeg det både som en Glæde og som en Pligt at benytte enhver Anledning til at forkynde hans Navn.

Ved en vis Lejlighed fik jeg en meget velsignet Samtale med en jødisk Familie i Whitechapel angående den lovede Messias. En opvakt ung Mand, som var nærværende, lyttede med stor Opmærksomhed, da jeg fortalte, hvorledes Herren havde ledet mig, siden jeg rejste bort fra mit Fædreland, og hvorledes jeg havde lært Sandheden at kende, således som den er i Kristus Jesus. I flere Timer talte vi sammen om Loven og Profetierne. Den unge Mand udtalte Ønsket om at foretage en Spadseretur sammen med mig. Under denne havde vi en lang Samtale om Messias's Komme, og da jeg meget ønskede, at vi kunne bede sammen, gik vi ind i en Kafe, hvor jeg betalte for et privat Værelse. Her foreslog jeg min unge Ven, at vi skulle bøje vore Knæ i Bøn til Herren; men da det jo stred mod jødisk Skik at knæle under Bønnen, måtte jeg knæle alene og opsendte en Bøn på Tysk.

Senere henviste jeg den unge Mand til Pastor Hansen, hos hvem han i flere Måneder fik Undervisning, der blev ham til stor Nytte. Til min Glæde aflagde den unge Mand senere offentlig Bekendelse af sin Tro på Kristus. Da Herren således havde velsignet mine Bestræbelser og givet mig Nåde til at føre en af mine Brødre efter Kødet til Sandhedens Lys, følte jeg mig stærkt tilskyndet til at gå ud blandt Jøderne og prædike den korsfæstede og genopstandne Frelser for dem, som vilde høre.

Jeg besøgte flere Synagoger, hvor jeg søgte at indlede en Samtale med Jøderne om Messias. Men så snart de forstod, at jeg var en Jøde Kristen, jagede de mig bort. Dette gjorde mig imidlertid ikke forsagt, thi jeg vidste, at jeg for få Måneder siden selv vilde have gjort det samme.

Snart begyndte jeg også at aflægge Besøg ved engelske og tyske Hospitaler, og navnlig i de sidste blev jeg meget opmuntret. Her traf jeg blandt andre en tysk Jøde, der var meget fattig og forladt af alle og havde ingen, som kunne tale et opmuntrende Ord til ham. Jeg gik altid til ham i Besøgstiden, gav ham forskellige Småting og talte med ham om hans Sjæl. Efter nogen Tids Forløb begyndte han virkelig at give Agt på, når jeg talte om Messias, og efter to Måneders Forløb erkendte han åbent sin Tro på Jesus. Hele hans Optræden bar Vidnesbyrd om, at han havde modtaget Guds Nåde i sit Hjerte.

Men der kom en Dag, da Døden lagde sin kolde Hånd på ham. Før han opgav Ånden, aflagde han et herligt Vidnesbyrd om den Glæde, Troen på Frelseren havde bragt ham, og den Taknemmelighed, han viste mig som den, der havde været et Redskab til hans Omvendelse, var så rørende, at mit Hjerte strømmede over af Fryd. Herren havde vist mig den Ære at bruge mig som et Middel til at føre endnu en af de fortabte i Israel til den sikre Fårefold.

Disse Erfaringer, der overbeviste mig om, at Herren vilde benytte et så skrøbeligt Redskab til mine Brødres Omvendelse, fyldte min Sjæl med Glæde og styrkede mig i Beslutningen om at benytte enhver Anledning til at vidne om Jesus og hans Kærlighed.

„Hvad skal jeg gøre herefter?" var et Spørgsmål, som nu ofte trængte sig ind på mig. Og i denne Tid bad jeg med stor Inderlighed Apostlens Bøn: „Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?" Skulle jeg drage ud til Hedningerne og fortælle dem om Kristus, eller skulle jeg gå til Jøderne i fjerne Lande? Jeg havde ikke megen Lyst til at forlade England, hvor der var så stor Frihed, og hvor enhver kunne tjene og tilbede Gud i Overensstemmelse med sin egen Overbevisning. Efter megen Overvejelse besluttede jeg at rejse til Ny Zeeland. Der blev mig tilbudt fri Rejse, og jeg skulle ledsage to unge Mænd, der havde opholdt sig ved „De Jøde Kristnes Institut".

Da jeg meddelte Pastor Hansen min Plan, talte han imidlertid så ivrigt for, at jeg skulle blive i England, at jeg ikke syntes, jeg kunne undlade at følge hans Råd. Han havde selv prædiket Evangeliet for mange forskellige Folkeslag i Østen, og det blev mig klart, at jeg måtte bøje mig for hans Erfaringer. Jeg fortsatte derfor mine Besøg på Hospitalerne og Fattighusene og blandt de mange fattige i East End, idet jeg tænkte på, at Gud havde ført mig til England, hvor jeg havde lært Jesus at kende som min Frelser. Herren velsignede min ringe Virksomhed til Sjæles Frelse og til min egen Fremvækst i det åndelige.

Ved denne Tid blev jeg en gang opfordret til at holde en Prædiken i et Kapel i Hackney. Dette var i Sandhed en Ildprøve for mig, og da jeg stod foran den store Forsamling, hvor jeg måske var den yngste, rystede jeg over hele Legemet.

Jeg talte over Teksten: „Jeg skammer mig ikke ved Kristi Evangelium". Rom. 1,16. Herren stod mig bi, og efter Mødet blev jeg atter anmodet om at drage ud for at forkynde Glædesbudskabet om Guds Nåde i Kristus Jesus. Mangen Gang har jeg frygtet for, at min Kilde skulle svigte mig; men Herren har altid velsignet mig og iført mig ny Styrke. Om Dagen arbejdede jeg i den Forretning, hvor jeg havde Ansættelse; om Aftenen rejste jeg ud til de forskellige Landsbyer og holdt Møde, eller også læste jeg den hellige Skrift. Med Glæde kan jeg bevidne, at Gud er trofast og sanddru, og at han holder sit Ord, når han siger: „Som dine Dage skal din Hvile være." 5 Mos. 33,25.

Læseren vil kunne forstå, at jeg den Gang kun havde et meget begrænset Kendskab til Guds Sandheder, og mine Erfaringer i det åndelige var som et Barns. Men den Helligånd er en tålmodig Lærer, og lidt efter lidt førtes jeg dybere ind i Skriftens Sandheder. Jeg var overbevist om, at Jesus Kristus var min Herre, min Vejleder, mit Mønster og min Ven, og skønt jeg har måttet gå gennem mangt et mørkt, trangt Sted og har været fristet både til Vantro og Frygt, så har jeg dog ved Guds Nåde kunnet fryde mig i min Frelser og glæde mig ved Forvisningen om, at alle mine Synder er tilgivne formedelst hans Blod.

***

Min Fortælling nærmer sig nu sin Afslutning. Mange År er gået siden de i det foregående Afsnit omtalte Begivenheder fandt Sted, og Isak Levinson er ikke længere en Yngling, men en lykkelig Fader og Ægtefælle. Han har fået sit Hjertes Ønske opfyldt, idet han nu kan rejse Landet rundt og prædike Jesus Kristus og ham korsfæstet og have rig Anledning til at tale til sine Brødre om Guds underfulde Ledelse både med ham selv og med mange af Israels Sønner.

Hidindtil har Herren ledet mig, og når jeg nu skuer tilbage over de År, som svandt, må jeg i Sandhed takke Herren såvel for de mange Prøver, han har ført mig igennem, som for den Fred, der indtil i Dag har fyldt min Sjæl, og som overgår al Forstand. Alt, hvad jeg har måttet møde af Farer og Vanskeligheder, af legemlige og sjælelige Kvaler, er bleven mig en Kilde til Salighed og Glæde. Jeg er Herren inderlig taknemmelig for, at han ledede mig til at tage Ophold i dette frie Land, og fordi han har befriet mig for Despotismens Jernåg i mit Fødeland. Men herlig som denne Frihed er, så er den dog for intet at regne mod den herlige Frihed, som Herren skænker enhver, der kommer til ham, han være sig Jøde eller Hedning. Mit inderligste Ønske er, at mine Brødre Jøderne måtte afkaste Rabbinernes Trælleåg, give Afkald på al Egenretfærdighed og tro på Jesus, som er fuldkommen dygtig til at frelse dem, der kommer til ham.

Min Hensigt med dette sidste Afsnit er især at fortælle Læserne lidt om Herrens Nåde og Barmhjertighed mod min kære Familie. De sidste få Års heftige Jødeforfølgelser i forskellige Dele af det russiske Rige havde bevirket store Forandringer også for min Slægts Vedkommende. Jøder i "Tusindvis blev jaget bort fra deres hyggelige Hjem, fra Gods og Ejendom for at omkomme i Elendighed. Ikke blot Jødernes Huse, men undertiden også hele jødiske Landsbyer blev brændte, og de stakkels Beboere måtte flygte ud på de åbne Marker, hvor de var udsatte for Død ved Sult og Kulde. Skarer af grusomme Mennesker flokkedes omkring de brændende Ruiner, hvor de spottede de uskyldige Børns Skrig og de ulykkelige Mødres Nødråb. Årsagen til, at Jøderne blev udsat for disse Forfølgelser, var udelukkende den, at de var Jøder, og med sådanne Rædselsscener for øje vil jeg spørge: Hvorledes kan man vente, at de russiske jøder skulle kunne være venlige stemt overfor de Kristne?

Men som vi læser i den hellige Skrift: „Et Menneskes Vrede breder dig Pris; hvad der bliver tilovers af Vreden, omslutter du dig med." Sl. 76,11. I ti År hørte jeg intet som helst fra mine kære Slægtninge. Da hørte Herren endelig mine Bønner, og jeg modtog Efterretninger hjemme fra - men o, hvilke Efterretninger! Min Fader var død under de frygtelige Forfølgelser, og min Moder sad igen som Enke med mine to Søstre i meget trange Kår.

Spørgsmålet var, hvordan jeg nu skulle gribe Sagen an. Kunne det nytte noget for mig at tilbyde Moder Hjælp? Mon hun vilde modtage endog blot et Brev fra den Søn, som hun for ti År siden havde forstødt og siden den Gang forbandet og betragtet som død? Jeg var imidlertid straks klar over min Pligt og skrev øjeblikkelig:

„Min kære Moder!
Jeg har modtaget Meddelelse om det tunge Slag, som har rammet dig. O hvis jeg blot vidste, hvorledes jeg skulle trøste dig! Jeg vilde blive så glad, dersom jeg blot kunne hjælpe dig.

Elskede Moder, i ti År har jeg ikke haft Lov til at tale; vil du nu give mig Lov til at sige nogle deltagende Ord? Mit Hjerte bløder for dig.

Hvor underfulde er ikke Herrens Veje! Når jeg tænker på dig, min dyrebare Moder, og på mine kære unge Søstre, kan jeg ikke andet end nære Forvisning om, at den Gud, som har ladet dig blive tilbage som Enke, og som har lovet at være Enkers Trøst og faderløses Fader, også vil beskytte dig, sørge for dig og sende dig Hjælp. Jeg længes så inderlig efter at kunne hjælpe dig. Vil du tillade mig at opfylde min hellige Pligt imod dig som din Søn? Du skal ikke lide Mangel; hvad jeg har, vil jeg dele med dig. Hellere vilde jeg nægte mig selv det aller nødvendigste, end jeg vilde lade min elskede Moder lide Nød. Havde jeg kun en eneste Skilling, skulle Halvdelen af den være din. Jeg er overbevist om, at Herren vil sørge for os alle. Hoslagt sender jeg dig en Bankanvisning på Kr. og vil med største Glæde sende dig Kr. hver Måned."

Endelig indløb det Svar, jeg utålmodigt havde ventet på. Brevet var skrevet med min Moders egen Hånd, og jeg kan ikke beskrive de Følelser, der rørte sig hos mig, da jeg læste følgende:

„Min kære Søn!
Dit kærkomne Brev ankom, medens dine kære Søstre og jeg bad ved din Faders Grav. Vi tilbragte flere Timer ved Graven i Gråd og Bøn om, at hans hellige Sjæl måtte gå i Forbøn for os tre forladte Kvinder. Jeg græd, indtil jeg til sidst næsten ikke kunne se, medens vi alle tre lå på den hellige Grav, hvori din retfærdige Fader, min dyrebare Ægtefælle og mit Alt hviler. O hvad er jeg uden ham! Livet er ikke værd at leve! O hvorfor tog Gud ikke mig først!

Vi åbnede dit Brev, og dine kære Søstre læste det sammen med mig. Under Læsningen af Brevet blev vi alle så overvældede og beskæmmede, at vi på ny begyndte at græde bitterlig, og da vi endelig kom til os selv, gjorde vi alle tre det Løfte, at dine Fædres Gud skulle være vor Gud. Dit Brev, min kære Søn, har gjort et dybt Indtryk på mig. Når jeg betænker, at du er en Kristen og har været det nu i mange År, så er det mig uforklarligt, hvorledes du kan vise os så megen Kærlighed. Jeg har aldrig troet, at en Søn, der var en Kristen, vilde kunne vise sin Moder nogen som helst Deltagelse, når hun var i Nød, og navnlig kunne jeg ikke have ventet det af dig, som er bleven behandlet så hårdt af dine Forældre. Jeg havde jo udstødt dig af Familien og slettet dit Navn af vort Slægt register som en forbandet, en „Meshamad". Det vilde have glædet os, om vi da havde fundet dig døende på Kovnos Gader, ja vi vilde ikke en gang have budt dig en Bid Brød eller et Glas Vand. Men når Herren sender os Modgang og Trængsel, kommer du os i Møde som en Frelser. Jeg må i Sandhed indrømme, at du er i Besiddelse af et ædlere Sindelag end nogen af os.

Min kære Søn, hvem jeg anså for at være død, skønt du jo lever, jeg siger dig mange Tak for dine trøstefolde Ord og for den Hjælp, du tilbyder. Jeg modtog din Bankanvisning, som var en særdeles velkommen Gave. Herren selv lønner dig for din Kærlighed! Men hvor inderlig ønsker jeg alligevel ikke, at jeg var forvisset om, at min Søn Isak endnu frygtede Gud, Israels Gud. O søg ham nu; thi der er ingen Gud lig Jehova, Israels Gud!"

Nu havde jeg altså Anledning til at veksle Breve med min Moder, og under denne Brevveksling blev det mere og mere klart for mig, at skønt hendes Sorg var så stor, at hun var nær ved at bukke under, så vilde den alligevel måske blive til Velsignelse for hende. Når jeg sendte hende timelig Hjælp, søgte jeg også på forskellige Måder at sende hende et og andet Sandhedens Ord, som jeg håbede måtte blive hende til Velsignelse. Således oversatte jeg en gang en Prædiken om „Kristus vort Påskelam" og sendte den til hende. 1 det Brev, som jeg med sendte, skrev jeg blandt andet:

„Jeg vilde så gerne, om jeg kunne forklare det, som kan forekomme dig dunkelt. Du er forundret over, at jeg så gerne vil hjælpe dig - men er der da noget mærkeligt ved, at en Søn vil vise sin Moder Venlighed? Er det ikke en Søns uafviselige Pligt at hjælpe sin Moder? Er det ikke så meget desto mere hans Pligt at være hende til Støtte, når hun, således som min Moder har gjort, har opdraget sin Søn med Tårer pog Bønner?

Jeg ved, at du ikke kan forstå mig som en Kristen. Du mener sandsynligvis, at den Religion, jeg har sluttet mig til, er lig den, man træffer hos de Kristne i Kovno. Dette er imidlertid ikke Tilfældet. De Kristne i Kovno er Afgudsdyrkere og fører et dårligt Liv; men jeg er ingen Afgudsdyrker. Jeg tilbeder Israels Gud, Jehova er min Gud, og jeg tjener ingen anden Herre. Den sande Kristendom er ikke sådan som den, du har set i Rusland. Sand Kristendom forædler Menneskene og gør dem rene, trofaste og hellige. Den lærer dem at elske hver andre og tilgive deres Fjender, og derfor har heller ikke jeg, skønt du i mange År har forstødt mig, fordi jeg var en Kristen, nogen Sinde kunnet glemme dig, min kære Moder, eller kunnet undlade at bede for dig og for alle mine Slægtninge.

Havde jeg ikke troet på Messias, og havde ikke hans Lære slået Rødder i min Sjæl så vilde mit Hjertes Dør nu sandsynligvis have været lukket både for dig og for mange andre. Tanken om, at du en gang forbandede mig, kunne måske have været nok til, at jeg havde lukket mine Øren endog for en bedrøvet Moders Råb: men dersom jeg havde gjort dette, så vilde jeg ikke have været værdig til at bære Kristennavnet, det Navn, som skurrer i dine Øren, men som, priset være Herren, er kendt og elsket i dette Land.

I sine sidste Ord efterlod den døende Jesus af Nazareth sig et herligt Eksempel til Efterfølgelse. Da han hang på Korset i Skændsel og Smerte, så han ud over den Skare Mennesker, der frydede sig over hans Død, og bad: „Fader, forlad. dem, thi de ved ikke, hvad de gør!" Og når jeg ved, at denne Jesus er min Frelser, hvorledes skulle jeg da kunne andet end elske ham? Men han er tillige Verdens Frelser. For ham skal hvert Knæ bøje sig, og jo mere jeg tænker på ham, desto mere må jeg elske ham. Jeg kan ikke beskrive den Glæde, som gennemstrømmer min Sjæl, når jeg forlader mig på Herren og erfarer hans Kærlighed."

Herpå svarede min Moder:

„Min kære Søn!
Hjertelig Tak for dit velkomne Brev med indlagte Prædiken af Rabbiner Spurgeon. Han må sikkert være en Mand fuld af hellig Nidkærhed og lige så oprigtig i sin Tro, som din hellige Fader var i sin. Aldrig i mit Liv havde jeg troet, at den kristne Religion kunne gøre Menneskene så gode og sande, som du siger, de er.

Jeg har selv læst Prædikenen og også lånt den ud til andre, der har læst den med stor

Interesse. Den er nær ved at overbevise mig. Kan denne Forklaring af Påskelammet virkelig være sand? Den er næsten for herlig til at være troværdig. Men hvis dette virkelig forholder sig så, hvorfor kender da ikke de vise i Israel noget til det? Hvorfor kan ikke Gud, som jo formår at gøre Undere, på en eller anden Måde åbenbare disse Sandheder for os, så at vi ikke behøver at tvivle? Jeg vilde så inderlig gerne nyde den Fred og Lykke, som du siger, at de, der tror på Messias, er i Besiddelse af. Bed for mig, min Søn."

Når jeg modtog sådanne Ord fra min Moder, fyldte det mig altid med Glæde og Tak, og jeg begyndte at håbe, at hun også snart vilde lære at se og kende Jesus Kristus som den sande Messias og Frelser. Ved denne Brevveksling med min Moder og mine Søstre blev mange Fordomme efterhånden ryddede af Vejen, og mange af mine Slægtninge og Venner begyndte at nære andre Tanker om mig. Men dette var ikke alt. Min ældste og eneste Broder aflagde et Besøg i England i den Hensigt at søge at føre mig tilbage til den rette Vej. Herunder blev han selv grebet af Evangeliet og er nu villig til for Kristi Skyld at give Afkald på alt, ja endog Hustru og Børn, om så skulle være.

Mine to Søstre har også besøgt mig, og jeg har efter bedste Evne fremholdt Evangeliet for dem. Måtte Gud åbne deres Hjerter for Sandheden!

Rygtet om den Måde, hvorpå jeg havde behandlet min Moder, vakte sådan Forundring hos mine Slægtninge, Venner og gamle bekendte, at de besøgte mig og udtalte Ønsket om at vide, hvori mit nuværende Standpunkt adskilte sig fra mit tidligere. De kunne ikke forstå, at en „Meshamad" kunne udvise et sådant Sindelag. Senere har jeg hørt, at flere af dem er bleven omvendte og nu tjener og elsker den Herre Jesus.

Her må jeg afslutte min Fortælling. Det er mig en Glæde at kunne aflægge mit Vidnesbyrd om, at Kristus er med dem, som elsker ham i Oprigtighed, og det er mig en stor Opmuntring at vide, at mange Kristne beder for mit Folk. På den anden Side har det også virket meget nedslående på mig, at så mange af dem, som påstår sig at elske den Herre Jesus og venter på hans Komme, næppe skænker mine Brødres evige Vel en Tanke. Det har ofte forundret mig, at Hedningerne, som Gud dog har antaget som sine Børn, ikke er mere opfyldte af hellig Nidkærhed for Israels Frelse.

„Brødre! mit Hjertes Ønske og Begæring til Gud for Israel er om deres Frelse." Rom. 10,1.