Væk med dig, hører du, Ben Madden! Jeg vil  ikke have dig løbende her omkring min Disk for at røre ved alting med dine smudsige Fingre!" udbrød Betty Wiggins, en tvær gammel Dame, der solgte Kager og Konfekt udenfor på Hjørnet af High Street.

Den stakkels forældreløse Yngling, der blev så hårdt tiltalt, gik et Par Skridt bort fra den fristende Disk. Hans unge Hjerte brændte af Harme, og Vredestårer trængte sig frem i hans øjne. „Jeg har aldrig i mit Liv taget, hvad der ikke tilhørte mig!" mumlede Ben. „Min Moder lærte mig noget bedre end det."

Betty Wiggins kunne have sagt et venligt Ord til den lille Stakkel, om hun ikke vilde give noget andet. Ben Madden havde nylig mistet sin Moder, en fattig, stræbsom Enke, der havde arbejdet, så længe hun formåede, for at skaffe det nødvendige til sig og Sønnen. Alice Madden var hensovet i Fred og i Tro på Frelseren, befalende sit Barn til hans Omsorg, som havde sagt: „Jeg vil ikke slippe dig og ikke forlade dig."

Bens Fremtid så alt andet end lys ud. Han havde ingen Slægtninge i Live med Undtagelse af en Onkel, som var Sømand, og som for den Sags Skyld godt kunne befinde sig på den anden Side af Jordkloden. Der var ingen, som brød sig om, hvorvidt den stakkels forældreløse Dreng sov under Tag eller i en Porthvælving, om han fik noget at spise, eller han sultede. Betty, som havde kendt hans Moder i mange År, kunne jo godt have givet ham en af de mange Kager og aldrig have savnet den - således tænkte Ben, som ikke havde smagt en Smule, siden han stod op ved Daggry.

Medens Ben stod der og lænede sig op mod et Jerngitter og længselsfuldt betragtede de fristende Stabler af Kager og Kringler, kom en let Vogn kørende, hvori der sad en skødesløs ung Kusk, som blot drev den forskræmte Hest til at løbe endnu hurtigere. Han kom kørende omkring Hjørnet af High Street i en sådan Fart, at Vognen tørnede mod Disken og væltede den, så at Indholdet spredtes ud over Brolægningen på Gaden. Hvilket Syn at se alle de Kager og Kringler og Wienerbrød, Nødder, Sukkerstænger, Ruller og alt muligt liggende spredt ud over Gaden! Havde Konen ved Disken været en hvilken som helst anden end den tvære Betty Wiggins, så vilde Ben være løbet hen for at hjælpe hende med at samle Stykkerne, som rullede ud i alle Retninger. Men en Følelse at Harme fyldte Drengens Hjerte - han var ikke bedrøvet over Bettys Uheld. „Hun bad mig holde mig væk," tænkte han, „og det skal jeg også nok gøre. Hun vilde alligevel ikke betro mig at samle hendes Kager op."

Ben vilde ikke gå hen til Kagerne; men en af Kagerne korn hen til ham. En smuk, lyserød Kage, fyldt med Mandler og Sukker, rullede tæt hen til hans Fod. Betty lagde ikke Mærke til dette, som hun stod der, vridende sine Hænder, og med lynende Blikke udsendte en Strøm af Skældsord efter den uforsigtige Kusk, hvis Vogn havde hidført Ulykken, som den unge Mand slet ikke syntes at bekymre sig om, men sorgløs kørte videre. Ben så Kagen - en dejlig Kage. Hvilken Fristelse for en halvt forsuttet Dreng! Forglemmende de Ord, han selv nylig havde udtalt, greb han øjeblikkelig Kagen, hastede af Sted ned ad Gaden og lod Betty blive stående for at forbande Kusken, stille sin Disk op igen og samle så mange af sine dejlige Sager, som ikke var bleven knuste på Brostenene.

Ben var ikke gået ret mange Skridt, før han begærligt tog en Bid af Kagen, og da han nu først havde smagt den, kunne han ikke afholde sig fra at spise det hele. Ben havde begået sit første Tyveri - han havde forglemt sine Ord til sin Moder - han havde overtrådt Guds Lov. Lad ingen af mine Læsere betragte hans Fejltrin som en ringe Forseelse eller mene, at der ikke var sket stor Skade, om en sulten Dreng spiste en Kage, som var rullet hen til hans Fødder. Bens Glæde var snart forbi. Det, som havde pirret hans Gane, tjente kun til at forøge hans Sult, som om det onde var kommet ind i hans Legeme sammen med det stjålne Brød. Hver Gang vi giver efter for Fristelse, får vi mindre Kraft til at stå imod næste Gang. Mangen syndig Tanke trængte sig ind på Ben, idet han slentrede frem gennem Gaderne. Aldrig før havde han i den Grad misundt dem, som hver Dag kunne spise sig mætte af de gode, dejlige Retter. Med et begærligt Blik stirrede han ind i Butikkerne, der var fyldte med så mange Ting, som han ikke kunne købe. Med Utilfredshed tænkte han på sin egen hårde Skæbne. Hvorfor var hans Moder bleven revet bort fra ham? Hvorfor var han bleven efterladt alene for at lide Sorg, Nød og Savn?

I denne farlige Sindstilstand begyndte Ben at overveje, hvorledes han kunne få fat i noget at leve af. Nu tænkte han ikke på Bøn; han tænkte ikke på at bede sin himmelske Fader åbne en Udvej, så at han på en hæderlig Måde kunne tjene sit Brød. Han huskede på, hvorledes den forslagne Gadedreng Dennis havde fortalt ham, at han altid kendte Udveje, hvorved en Dreng kunne slå sig igennem i Verden. Da Ben omtalte dette for sin Moder, havde hun advaret ham imod Dennis; hun havde sagt, at han hverken frygtede Gud eller Mennesker, og at han vilde ende sine Dage i Fængsel. Ben havde i Lydighed mod sin Moder besluttet, at han aldrig vilde holde Selskab med ham; men efter at have stjålet Sukkerkagen opdagede Ben, at hans Forsætter begyndte at vakle. Han kunne ikke se noget så slemt hos Dennis, der jo var så godhjertet en Kammerat, som man nogen Sinde kunne træffe. Og hvorfor skulle han da ikke spørge sig lidt for hos en, der altid syntes at kunne skaffe sig, hvad han ønskede?

Ak, stakkels Ben! Han var stillet ligesom den, der står på et Sted, hvor to Veje skilles, den snævre førende til Liv, den brede til Fortabelse. Hans første Tyveri var at ligne ved det første Skridt på den farlige Vej, der fører nedad. Og havde det ikke været for en lille Tildragelse, som jeg nu vil fortælle om, så kunne Enkens Søn være gået fra det ene Onde til det næste, fra syndig Tanke til syndig Handling, indtil hans Hjerte til sidst var blevet forhærdet og Samvittigheden død og han havde levet et Liv i Forbrydelse og Skam, indtil Elendighed og Ruin havde gjort Ende på det.

Idet Ben fortsatte sin Slentre omkring på Gaderne, halvt bestemt på at ville finde Dennis, opfangede hans Øren Lyden af Sang. Den kom fra en åben Dør, der førte ind i en Børneskole. Ben, der holdt meget af Musik, gik nærmere og hørte de små Børnestemmer synge en velbekendt Salme. Hans Hjerte blev meget tungt og Øjnene fugtige af Tårer; thi han hørte de bekendte Ord:

„Hvilken Glæde det vil blive:
Modes og ej skilles mer!"

Bens Læber skælvede, idet han mumlede for sig selv: „Det er jo den Sang, min Moder lærte mig!"

Hvilke tilsyneladende ubetydelige Småting der undertiden skal til for fuldstændig at forandre hele vor Tankegang! Lyden af denne Sang vakte en levende Erindring hos stakkels Ben om hans Moders Ansigt, da hun lå på Sygesengen     mindede ham om, hvorledes hendes Hånd havde rørt ved hans, om hendes kærlige Blik og hendes Råd og Advarsler til ham, da hun lå for Døden. Det var, som om hun var kommen tilbage til Jorden for at standse sin stakkels lille Søn på hans Vej til Fordærvelse. Hans Tanker blev atter vendt til Gud og Himlen, til det herlige Hjem, hvor han en gang ventede at møde sin Moder igen, til de herlige Boliger, som Frelseren bereder for dem, der elsker og adlyder ham.

„Gode Børn vil der man møde,
Som her søgte Gud i Bøn."

Ben vendte sig bort med et Hjerte, der var nær ved at briste. Himlen er jo ikke bestemt for de slette, de ulydige, de begærlige, dem, som tager, hvad der ikke hører dem til. Dersom han fortsatte på den farlige Bane, han den Dag havde betrådt, så vilde han aldrig møde sin Moder igen, han vilde aldrig kunne nyde Himlens Glæder. Var det for sent nu at vende om? Kunne han endnu bede Gud om Tilgivelse, bede om Nåde til at leve et nyt Liv?

„Ja," tænkte det bodfærdige Barn, „jeg vil aldrig glemme min Moders Ønsker; jeg vil vandre på hendes Veje. Med de første Penge, jeg tjener, vil jeg betale den Kage, jeg har stjålet."

Dette Forsæt blev meget snart stillet på Prøve. Næppe havde han aflagt sit tavse Løfte, før et Køretøj, hvori der sad en Dame, nærmede sig Skolen; og da der ikke fulgte en Tjener med, og Kusken ikke kunne stige ned, løb Ben hen for at åbne Døren og se til, at Damens Kjole ikke kom i Berøring med Vognhjulet. Damen smilede venligt til Ben, tog en Penny frem af sin Pose og lagde den i hans Hånd.

Her var Penge, som han ærligt havde fortjent, og som han kunne købe et Stykke gammelt Brød for og stille sin Sult. Mon der kunne være noget forkert i at bruge dem til det? Havde han fået dem for en Time siden, vilde han være løbet hen til en Bagerbutik for at købe Brød for Pengene; men Samvittigheden hviskede nu til ham, at han havde en Gæld at betale, at Pengestykket med Rette tilhørte Betty, og at det derfor var hans første Pligt at betale for den Kage, som han på urigtig Måde havde tilvendt sig.

„Men jeg er så sulten," tænkte Ben, idet han så på Pengestykket. „Jeg vil købe, hvad jeg behøver, for dette og så betale min Gæld næste Uge; men alligevel -" således fortsattes Striden mellem Samvittigheden og hans egen Vilje - „min Moder lærte mig, at det at opsætte med at gøre, hvad der er ret, i Virkeligheden er at gøre, hvad der er urigtigt. Ofte har jeg hørt hende sige: „Når Samvittigheden påpeger en svær Pligt, så vent ikke i Håb om, at den vil blive lettere."

Ben vendte nu Kursen mod High Street; men inden han endnu havde gået to Skridt, fremkom Stoltheden med en anden Fristelse: „Jeg kan ikke gå hen til Betty og sige til hende, at jeg stjal hendes Kage." Han standsede pludselig, idet denne Tanke krydsede hans Sind. „Men kan jeg så ikke gå forbi hendes Disk og lige lægge Pengestykket derpå og så gå videre og ikke sige noget, der vil påføre mig Skam?"

En Smule Overvejelse gjorde det imidlertid klart for Ben, at dette ikke vilde være den rigtige Fremgangsmåde. „Hun vilde blot råbe til mig: „Væk med dig!" Hun vilde tænke, at jeg vilde røre ved hendes Kager med mine Fingre. Og desuden —" her talte Samvittigheden endnu en gang tydelig - „siger ikke Bibelen, at vi skal bekende vore Overtrædelser for hver andre? Er den rigtige Måde ikke den, at vi går lige hen til dem, vi har forurettet, og siger til dem, at vi er bedrøvede over, hvad vi har gjort?"

Det var en hård Kamp for Ben, og da han med en kort, stille Bøn om Hjælp vandrede hen imod High Street, var han en større Helt end mange, som har vundet Ære og Berømmelse. Han sejrede over Satan; han sejrede over sig selv; han bar Sult og trodsede Skam for at kunne være hæderlig og sandfærdig.

Ben kom snart derhen, hvor han kunne se Betty og hendes Disk, og det så ud for ham, som det rynkede gamle Ansigt så endnu mere frastødende og fortrædeligt ud end sædvanlig. En Sømand stod ved Disken og købte et Stykke Honningkage. „Nu eller aldrig!" tænkte Ben, der ikke vovede at udsætte sig for Fare ved at vente, da han nu en gang havde fattet sin Beslutning. Med Ansigtet blussende rødt lige til Hårroden kom han gående hen til Disken, lagde sin Penny derpå og sagde; „Jeg tog en af Deres Kager i Dag - det bedrøver mig - her er Pengene for den!"

„Men Ben Madden dog!" udbrød den gamle Kvinde forundret, „du er alligevel en hæderligere Fyr, end jeg har anset dig for at være. Du tager alligevel Hensyn til, hvad din Moder lærte dig."

„Ben Madden!" råbte Sømanden, idet han så bestemt på Drengen. „Det er et Navn, jeg godt kender. Skulle denne være en Søn af den Søster, som jeg ikke har set for mine øjne i disse syv lange År?"

„Hans Moder var Enke efter store Ben Glarmester, der døde ved et Fald fra et Vindue," sagde Betty.

„Ja netop!" råbte Sømanden, idet han greb Drengens Hånd og trykkede den hjerteligt. „Hvilket Held vi traf hinanden her! Og hvor er din Moder, min Ven?"

Tårerne trængte sig frem i Bens øjne, og han svarede sagte: „Hun er død "

Sømandens Væsen blev øjeblikkelig ligesom forandret. Han vendte sig bort og var tavs i flere Minutter, som om han kæmpede med Følelser, han skammede sig ved at give efter for. Derpå lagde han sin brune Hånd på Nevøens Hoved og sagde venligt:

„Så - - du har altså hverken Fader eller Moder, stakkels Barn! Du står ganske alene i Verden. Jeg vil være som din Fader for min elskede Søster Alices Skyld."

Lille Ben opsendte en inderlig Tak til Gud, der således havde skaffet ham en Ven, da han mest trængte til det og mindst ventede at finde nogen. Med Forundring tænkte den faderløse i Tavshed over, hvorledes hans himmelske Fader havde ført ham. Hvilket Held det var, at han var kommen så nær forbi Skolen, at han havde hørt Sangen, at han havde besluttet sig til at være ærlig, at hans Beslutning havde ført ham hen til Bettys Disk, netop da Sømanden stod ved Siden af! Havde Ben ventet blot ti Minutter, så havde han aldrig truffet sin Onkel.

I sit Liv senere hen indrømmede han ofte, at hele hans Lykke på Jorden skrev sig fra den Beslutning, som han havde fået Styrke til at fatte, da han ved sit Livs Vendepunkt stod ved Døren til hin Børneskole og med et bodfærdigt, angrende Hjerte hø' te den Sang, som hans Moder havde lært ham.