Røveren og Bibelen!

I de urolige tider under Napoleonskrigene var der en skovvogter ved navn Gunner, der havde opsyn med en vild skovstrækning i de schlesiske Bjerge. Han havde været midlet til, at retfærdighedens hånd omsider ramte en røverbande, der havde hjemsøgt egnen, således at kun bandens anfører endnu var på fri fod. Denne anfører havde svoret hævn over Gunner.

Skovvogteren var en verdsligsindet mand, der blot lo af sin hustrus bønner til Gud om beskyttelse, og sagde til hende, at han stolede på sine våben og sine hunde.

En aften var Gunner bleven opholdt og ikke kom hjem til sædvanlig tid. Da det blev meget sent, begyndte hans hustru at blive ængstelig. Til sidst tog hun familiebibelen frem for at holde andagt, inden de gik op på loftet, hvor deres sovekammer var, og læste Salme 71 højt for bedstemoderen:

Sl 71
Hos dig, Herre, søger jeg tilflugt, lad mig aldrig blive gjort til skamme! Red mig og befri mig i din retfærdighed, vend dit øre mod mig, og frels mig! Vær min tilflugts klippe, den borg, hvor jeg finder redning. For du er min klippe og min borg. Min Gud, red mig fra ugudeliges magt, fra uretfærdiges og undertrykkeres hånd! For du, Herre, er mit håb, fra min ungdom var du min tilflugt, Herre, fra fødslen har jeg støttet mig til dig, det var dig, der tog mig fra moders liv, min lovsang gælder altid dig. For mange er jeg blevet et tegn, og du er min sikre tilflugt. Min mund er fuld af lovsang til dig, jeg priser din herlighed dagen lang. Kast mig ikke bort, når jeg bliver gammel, forlad mig ikke, når kræfterne svigter. For mine fjender taler om mig, de, som vogter på mig, lægger råd op sammen; de siger: Gud har forladt ham. Efter ham, fang ham, for ingen kan redde ham! Gud, hold dig ikke borte fra mig, min Gud, skynd dig til hjælp! De, der anklager mig, skal blive til spot og spe, skam og skændsel skal dække dem, der stræber efter min ulykke. Men jeg bevarer altid håbet, jeg bliver ved med at lovprise dig; min mund skal forkynde din retfærdighed, din frelse dagen lang, jeg kender ikke dens grænser! Jeg vil komme og lovsynge Gud Herrens vælde, jeg vil prise dig, kun du er retfærdig. Gud, du har belært mig fra min ungdom, og jeg beretter stadig om dine undere. Forlad mig ikke, Gud, når jeg bliver gammel og grå, så kan jeg berette om din styrke til alle slægter, der kommer. Din vælde og din retfærdighed når til himlen, Gud; du har gjort store ting, hvem er som du, Gud? Du lod mig opleve store og hårde trængsler; giv mig livet på ny, løft mig op på ny fra jordens dyb! Giv mig min storhed tilbage, vend om, og trøst mig! Da skal jeg takke dig med harpespil for din trofasthed, min Gud, jeg vil lovsynge dig med citer, du Israels Hellige. Mine læber skal juble, når jeg lovsynger dig, og min sjæl, som du har udfriet, skal juble. Ja, dagen lang skal min tunge forkynde din retfærdighed; for de, der stræber efter min ulykke, bliver til spot og spe.

Derpå knælede de to kvinder ned og bad Gud beskytte dem og den fraværende Mand mod Fare. De bad for de trængende, og de bad for røveren, som de frygtede for og bad Gud forbarme sig over ham og føre ham bort fra hans onde veje.

Før de endnu var gået i seng, kom manden imidlertid hjem. Da de fortalte ham om deres ængstelse og deres bøn om beskyttelse, smilede han og sagde, at det var tåbeligt at tro, at det kunne nytte noget at bede. Derpå undersøgte han, om alle vindueskrogene var fæstede, og forvissede sig om, at hans skydevåben var i orden, hvorpå de alle lagde sig til at sove.

Da familien om morgenen kom ned fra soveværelset, fandt de et vindue stående åbent, og på bordet, hvor Bibelen havde ligget, lå der en stor, skarp dolk, hvorimod Bibelen var forsvundet. De blev meget forbavsede. Det åbne vindue viste, at nogen havde været inde i Huset, den store dolk viste, at den besøgendes hensigt havde været at myrde, medens den manglende Bibel syntes at tyde på, at den på en eller anden måde havde været midlet til deres frelse. Hele huset blev gennemsøgt, men intet savnedes undtagen Bibelen. Det hele var en gåde, som ingen kunne løse. Den fromme hustru takkede Gud for, at han havde beskyttet dem, og selv den vantro mand kunne ikke undgå at se, at det hverken var hans hunde eller hans skydevåben, der havde frelst ham. Han ophørte med at le af sin hustru og begyndte at tænke, at der alligevel måske var noget ved Kristendommen. Efter den tid hverken hørte eller så man noget til røveren der i skoven.

Efter nogen tids forløb lå Franskmændene og Preusserne i krig med hverandre. Iblandt dem, der deltog i et slag, var vor modige kaptajn, skovvogteren. Hans mænd troede, han var dræbt, og efterlod ham som død på slagmarken. En Fisker kom forsigtigt roende for at se, om hans lille hytte på stranden var bleven ødelagt, og da han hørte den såredes stønnen, roede han i land med sin båd. Efter at have fundet kaptajnen kaldte han på sine ledsagere. De bar den sårede ned til båden og roede ham over til den anden side af søen, omkring tre kilometer derfra. De gik i land på et sted, hvor der lå flere huse. I et af disse blev den sårede båret ind, og fiskeren og hans hustru forbandt hans sår og plejede ham med stor omhu. Fiskeren skrev til kaptajnens familie, og hans hustru og datter kom for at pleje ham og være hos ham. Fiskeren og hans hustru lod kaptajnen og hans familie blive boende i deres hus, medens de selvopholdt sig hos en af naboerne, indtil den sårede atter var bleven rask.

Medens han lå på sygelejet, tænkte han på, hvor mærkværdigt Gud havde beskyttet ham og hans familie mod røveren hin mindeværdige nat. Han tænkte på, hvorledes der var blevet sørget for ham, da han lå såret derude på slagmarken, han så Guds hånd i det alt sammen, begyndte at bede alvor" ligt og bleven Kristen.

Da han var bleven rask nok til at kunne rejse hjem, takkede han den venlige fisker for alt, hvad han havde gjort for ham, og ønskede at yde ham erstatning for det besvær, han havde forvoldt dem. Men fiskeren ville intet modtage. Da kaptajnen imidlertid trængte stærkt ind på ham og absolut ville betale, sagde fiskeren, at han skyldte skovvogteren og hans Hustru meget mere, end de skyldte ham, og at han havde en stor skat i sin besiddelse, som hørte dem til, og som han engang havde taget og nu ønskede at levere tilbage. Han gik så hen til et rum og kom tilbage med en Bibel. Skovvogterens hustru genkendte den øjeblikkelig som deres gamle, kære familiebibel, der på en så mærkværdig måde var forsvundet hin uforglemmelige nat. Hun greb den og trykkede den ivrigt til sit bryst, og nu fortalte fiskeren dem følgende beretning:

"Jeg forstår, at De ikke kender mig," sagde han, idet han så på skovvogteren, "men jeg er den røver, som afstedkom så megen ulykke i deres nabolag, indtil det lykkedes Dem at gribe mine kammerater og få dem fængslet. Jeg var meget forbitret på Dem for dette og svor at ville hævne mig. En Aften, da det begyndte at blive mørkt, krøb jeg ind i deres hus, for at dræbe Dem og hele Deres Familie, medens De sov. Hele Aftenen lå jeg under den store Bænk i Deres Dagligstue, afventende det øjeblik, da jeg kunne fuldføre min plan. Imod min egen Vilje måtte jeg høre på, at Deres Hustru læste Salme 71 højt. Det havde en vidunderlig virkning på mig. Da jeg så hørte hende bede, følte jeg mig endnu mere grebet. Det var, som om en usynlig Hånd var lagt på mig og afholdt mig fra at gøre, hvad jeg havde i Sinde. Jeg følte, at jeg ikke kunne gøre det. Mit eneste ønske var at få fat i den mærkværdige bog for at læse i den.

I flere uger holdt jeg den skjult i skoven i nærheden af deres hjem. Bibelen var min kammerat, og når jeg læste i den, begyndte jeg at indse, hvilken stor synder jeg var, og hvilken stor Frelser Jesus er. Den samme Frelser, som tilgav røveren på korset, forbarmede sig også over mig og antog mig i sit rige.

Jeg forlod så den del af landet og fandt beskæftigelse som fisker her på dette sted. Eftersom Gud havde gjort mig til et nyt menneske, ønskede jeg at begynde at leve et nyt liv, og nu hjælper min prægtige hustru mig at tjene Herren. Vi har alt, hvad vi ønsker her i verden, og ejer et saligt håb om delagtighed i den tilkommende, og for alt dette kan jeg takke Bibelen, som jeg fandt i deres hus hin nat.

De, Hr. skovvogter, stolede på deres skydevåben og deres hunde. De kunne ingen hjælp have ydet dem. Intet uden Guds ord reddede dem. Det var det eneste, som afholdt mig fra at støde min dolk i deres bryst. Det var det, som beskyttede Dem dengang, og det var det, som blev deres frelse på slagmarken nu. Tak ikke mig, men tak den barmhjertige Gud, som brugte sit velsignede ord til at frelse både Dem og mig."