Doktorens ko!

"Jeg er bange for, at den snart er færdig," sagde dyrlægen, idet han kom ud af kostalden sammen med Dr. Jensen efter at have arbejdet en hel time med en syg Ko. Koen, havde slidt sig løs og var kommen ind i foderrummet, hvor den havde fortæret så meget klid og andet foder, at den ikke kunne mere.

"Men bliv ved med behandlingen, og hvis den lever natten over, er der nogen mulighed for, at den kan komme sig."

Doktoren fulgte dyrlægen ned ad kørevejen, hvor de blev stående nogle minutter ved indkørslen i alvorlig samtale. Derpå gik han atter ind i huset gennem køkkendøren. Hans hustru mødte ham med de ofte gentagne ord: "Det var jo det, jeg sagde. Jeg sagde til dig, at den dreng aldrig vil blive til noget."

"Men han er jo bleven til noget for så vidt," indvendte lægen venligt. "Trods dette tilfælde af ligegyldighed har han været mig til stor hjælp den sidste måned. Det er nærmest kun en drengeagtig forsømmelse, der er årsag til dette uheld. Vel har jeg advaret ham imod at lade døren til foderrummet stå åben; men han havde jo intet begreb om, at en ko således ville forspise sig, om den kom derind. Man kan ikke vente, at en dreng, der er opvokset i byen, i løbet af en måneds tid skal kunne sætte sig ind i alting ude på landet. Nej, jeg sender ham ikke bort igen, selvom koen dør."

"Tænker du da på at beholde ham alligevel, udbrød doktorens Frue. "Du er da også det tålmodigste menneske på jorden. Moses tåler ingen sammenligning med dig! Han blev da i det mindste vred én gang."

Doktoren smilede og sagde stille: "Ja, han gjorde og fik derfor heller ikke lov til at komme ind i det forjættede Land. Måske havde jeg handlet ligedan, om jeg havde været i hans sted; men jeg er sikker på, at hvis Moses var i mit sted i dette øjeblik, så ville han have samme mening som jeg om at sende Harry bort. Man kan temmelig sikkert gå ud fra, at selvom han blev ærgerlig over alle de knurrende mennesker, der sukkede efter Ægyptens kødgryder, så ville han aldrig have sendt en ung israelitisk dreng, hvis fader og moder var bleven bidt af de giftige slanger og var døde i ørkenen, bort fra lejren, fordi han havde forsømt at binde en af køerne."

"Du taler jo som en skriftlærd," indvendte Fruen, idet hun så bebrejdende op, medens hun sørgmodig stod og skummede fløden af det sidste fad mælk, hun nogen sinde fik af den arme ko.

"Ja, jeg gør, og jeg har også i sinde at handle som en skriftlærd," sagde doktoren med den milde bestemthed, der altid afsluttede enhver lille strid mellem ham og hans udmærkede, men noget nøjeregnende hustru.

"Harry er en god dreng og siger, at han også havde en god moder; men han har haft det meget svært og er bleven mishandlet af en fordrukken fader. Jeg agter ikke at sende ham ud i verden igen blot for denne ene forsømmelses skyld."

"Ikke engang hvis det koster dig en ko?"

"Nej, min kære, ikke om det så skal koste mig to køer," svarede lægen bestemt. "En ko er mindre værd end en dreng, og verden ville måske blive en mand fattigere, hvis jeg i et øjebliks ærgrelse sendte ham bort, hvad der ville gøre det så meget vanskeligere for ham at finde en anden plads i byen, hvor han kunne arbejde for sit ophold og gå i skole.

Desuden vil koen jo dø alligevel; vi frelser ikke dens liv ved at sende drengen af sted."

"Nej, selvfølgelig ikke. Men det var jo din antagelse af en fattig, ukendt dreng, der nu koster os vor ko," vedblev hustruen påståelig. "Jeg sagde jo til dig dengang, at du ville komme til at angre det."

"Jeg har aldrig antydet, at jeg er ked af, at jeg tog drengen," bemærkede doktoren venligt. "Dersom vor egen lille dreng endnu havde levet og tilfældig var kommen til at gøre noget lignende, tror du så, jeg ville have været ked af, at han blev født? Eller sæt nu, at lille Theodor var bleven tretten år gammel, og du og jeg var døde i fattigdom, efterladende ham alene til at forlade byen og søge sig et hjem på landet, hvor hans lille afmagrede ansigt kunne blive udfyldt med et par friske, rosenrøde kinder, ligesom Harrys er, ville du da have anset det for rigtigt at sende ham bort blot for en barnlig forseelses skyld? Selvfølgelig ikke. Du har hjertet på rette sted, selvom det undertiden skjuler sig, så man ikke kan se det. Og når det kommer til stykket, ville du vist lige så lidt som jeg sende Harry bort, når den arme dreng jo er aldeles sønderknust for denne ulykkelige tildragelses skyld. Men lad os nu få lidt aftensmad, thi jeg må af sted. Vi kan ikke af hensyn til den døende ko forsømme vore syge patienter. Harry vil nok tage sig af koen. Jeg er bange for, at han slet ikke vil spise, så det er vist ingen nytte til at kalde på ham nu. Du må hellere bringe ham lidt på en tallerken senere; men sig nu ikke et eneste uvenligt ord til den arme stakkel, thi det er svært nok for ham allerede."

Lægen spiste skyndsomt sin aftensmad. Den syge ko havde optaget alle hans ledige øjeblikke den dag, hvorfor han havde udsat alle de mindre påkrævede sygebesøg til om aftenen. Da han kom ud til vognen, stod Harry ved hestens hoved med hovedet sænket på en måde, som vidnede om den yderste modfaldenhed.

"Bliv nu ved med behandlingen og gør det bedste, du kan, Harry," sagde lægen, idet han trådte ind i vognen.

"Ja, Doktor, jeg vil sidde hos den hele natten, hvis jeg bare kan frelse dens liv," lød det halvt grådkvalte svar, idet drengen omhyggelig trak vogndækket over doktorens knæ.

"Ja, det ved jeg, du vil, Harry; men jeg er bange for, at intet kan frelse det arme dyr. Det eneste, vi kan gøre, er at mildne dens lidelser til i morgen tidlig, og hvis den så ikke er bleven bedre, må vi hellere lade dyrlægen skyde den."

Drengen stønnede: "O doktor hvorfor skælder De mig ikke ud! Jeg synes, jeg kunne bedre holde det ud, hvis De ville sige bare et eneste vredt ord," hulkede han.

"De har vist mig mere venlighed, end min fader nogen sinde gjorde, og jeg har forsøgt mit bedste for at kunne være dem til hjælp. Nu er dette frygtelige sket ene og alene på grund af min forsømmelighed. Jeg havde fortjent en omgang af pisken."

Doktoren tog pisken og lod den sagte glide ned mellem de bøjede skuldre henne ved Hestens Hals, idet drengen skjulte sit ansigt i den silkebløde manke, som han holdt så meget af at børste. Hestens mørke, bløde pels havde aldrig været så glinsende af overflødig strigle som nu i den sidste måned efter ankomsten af denne lille dreng, der sov i et lille værelse i den bageste del af Doktorens store, hvide hus og syntes, at det var som et hjørne i paradiset.

"Det er ingen nytte til at skælde ud eller prygle en dreng, der er ganske sønderbrudt, således som tilfældet er med dig," sagde doktoren venligt.

"Naturligvis bliver denne hændelse ingen billig historie for mig; men jeg tror nok jeg ved, hvor jeg kan købe en kvie, som jeg solgte til en Landmand for to år siden - og den vil vist blive en lige så fin ko, som moderen var."

"Men pengene, doktor? Hvorledes skal jeg kunne tjene så mange penge, at jeg kan erstatte tabet?" spurgte drengen, idet han så op.

"Pengene? Nå ja - når du engang bliver en rig mand, kan du jo betale mig for koen," sagde doktoren leende, idet han greb tømmerne. "Prøv nu indtil videre på at blive en god og pålidelig mand, ligegyldigt om du bliver rig eller ej, og sørg for, at din "huskehætte" sidder noget bedre fast."

"Nu må du hellere spise lidt aftensmad," lød en stemme henne i døren lidt senere, da Fru Jensen lydløst kom gående hen til stalden, hvor hun overraskede drengen, der lå på sine knæ i høet i hestestalden tæt ved det sted, hvor den syge ko lå. Han havde skjult ansigtet i sine arme, der hvilede på krybben.

Drengen kom op på sine ben, yderst forvirret.

"Mange tak, men jeg kan ikke spise en smule," indvendte han. "Det var meget venlig af dem at huske på mig, men jeg kan ingenting spise."

"Jo, du må," sagde Fruen bestemt. "Kom nu her udenfor og vask dig i truget, hvis du ikke vil forlade koen. Du kan jo sidde i nærheden og passe på den, hvis du mener, det er nødvendigt, selvom det ikke vil gavne det mindste, thi den dør alligevel. Hvad bestilte du derinde på dine knæ - holdt du bøn?"

Fruens Stemme blev i mærkbar grad dæmpet, da dette spørgsmål gik over hendes læber, og hun så medlidende på det blege, bedrøvede ansigt, idet hun tænkte på lille Theodor og undredes, hvorledes hans ansigt ville have set ud i tretten års alderen, hvis han havde gjort det, som nu var sket.

"Ja," mumlede Harry, idet han stak begge hænder ned i truget for at øse vand på den blussende rødme, der pludselig viste sig på de askegrå kinder. "Er det ikke rigtigt at bede om, at en ko må blive rask? Det tager næsten livet af mig at se den lide så meget."

Fru Jensen smilede modstræbende; thi tanken om hendes kære ko og dens værdifulde produkter rørte hende i grunden stærkere end drengens angers tårer - navnlig når drengen ikke var hendes egen.

"Det er ingen nytte til, at du opholder dig derinde og ser dens lidelser. Du kan alligevel ikke hjælpe den," sagde hun. "Bliv nu herude i den friske luft. Forstår du?"

"Ja, Frue," sagde Harry med usikker stemme, idet han tørrede ansigtet med sit ene skjorteærme. Derpå satte han sig ned på en kasse foran døren med tallerkenen på knæene og gjorde et forsøg på at spise den dejligt tillavede mad; men det var, som om hver mundfuld ville kvæle ham.

Omtrent ved Midnat hørte den lille vægter, som lå i høet oven over den tomme krybbe, hvor en lygte hang, en lang, dyb rallen, og nu var Harry klar over, at den arme ko ikke længere led under følgerne af sin grådighed. Han krøb ned og så straks, at koen var død, og medens han stod der alene i den stille, mørke forårs nat, følte han sig til mode, som om han var hovedpersonen i en eller anden frygtelig forbrydelse.

"Stakkels gamle ko!" hulkede han, idet han knælede ned og lagde sine arme hen over dens endnu varme Hals. "Jeg - jeg har dræbt dig - efter at du har givet mig al den dejlige mælk og smørret, som har gjort mig tyk og stærk - bare fordi jeg var forsømmelig!"

Senere hen i livet kom mindet om denne stund til at stå i hans erindring som noget af en virkelig tragedie, og han kunne i fremtiden aldrig mærke duften af nyslået hø inde i en kostald, uden at det mindede ham om hin lange, triste nat.

Tidlig næste morgen fandt Dr. Jensen drengen liggende ved siden af koen ude i stalden, hvor han, udmattet af sorg og anstrengelse, lå i tryg søvn med hovedet hvilende på den lysebrune pels, som han havde holdt af at strigle og børste, indtil den skinnede som Silke.

"Men dreng dog!" udbrød han forfærdet, idet han bøjede sig ned og tog ham i sine arme og bar ham ud i den friske morgenluft.

"Harry, hvorfor kom du ikke ind og fortalte mig det, og hvorfor gik du ikke i seng?" sagde han, idet han stillede den fortumlede dreng på benene og førte ham hen til huset. "Nu skal du ikke sørge mere over denne sag. Ingen af os kan gøre noget mere ved den. Det er ligeså unyttigt at græde for en død ko som at græde for spildt mælk. Kom nu ind og gå i Seng og bliv der til i Aften. Når du så vågner, vil vor ny ko være ankommet og stå og vente på, at du skal malke den. Jeg går hen og køber den i formiddag."

Fem år efter denne for ham så mindeværdige nat stod Harry, der nu var en ung mand på atten år, ved hovedindgangen til doktorens hus for at sige farvel til de to mennesker, som havde været mere for ham end fader og moder. Han skulle rejse til en højere skole ude i en af de vestlige Stater i Amerika, hvor han agtede at arbejde sig frem og skaffe sig en videre uddannelse. I sin kuffert havde han afgangsbevis fra en Højskole, og i lommen bar han et glimrende anbefalingsbrev fra Dr. Jensen.

"Gud velsigne dig, min dreng! Glem os nu ikke," sagde lægen med en stemme, der var lidt usikker under indflydelsen af tårer, der ikke fik lov til at trænge frem. Han trykkede den stærke unge mands hænder, der havde været ham så værdifulde i de travle år, der nu hørte fortiden til.

"Glemme dig, som har været mere for mig end min fader!" Fremstammede den unge mand, der ikke engang gjorde forsøg på at holde tårerne tilbage. "Hvor længe det end måtte vare, før jeg ser eder igen, vil jeg altid huske eders aldrig svigtende venlighed imod mig. Og jeg skal aldrig glemme, hvorledes I reddede mig, så jeg kunne nå frem til noget bedre, end jeg kunne have gjort, dersom I havde sendt mig ud i verden, fordi jeg lod den dør stå åben og dræbte eders ko. Så længe jeg lever, vil jeg bevare mindet om denne eders store venlighed, og jeg skal bestræbe mig for at have gjort mig fortjent dertil"

"Å snak, Harry," sagde lægen, "det var kun almindelig menneskekærlighed." "Ualmindelig menneskekærlighed," sagde den unge mand berigtigende. "Farvel, Fru Jensen! Jeg vil altid huske din venlighed og erindre, at du aldrig gav mig mindre smør eller fløde af den ny ko trods min store forseelse. Du har været mig som min egen moder."

"Det er kun, hvad du har fortjent, Harry," sagde doktorens Frue, og også i hendes øjne skimtedes en tåre, hvad der var noget usædvanligt, thi hun var ikke af den slags, der let lod sig bevæge. Jeg er slet ikke sikker på, at det alligevel var så stor en ulykke, thi Daisy er en bedre ko, end moderen var, og der har ikke været anledning til at få en så god kvie siden."

"Det var altså alligevel en tilsløret velsignelse, Harry," lo Doktoren. "Og hvad dig angår, så har du fra den dag og indtil nu været os en utilsløret velsignelse. Herren stå dig hi og give dig fremgang! Skriv nu ofte til os!"

Der er atter gået nogle år. I en af de vestlige Stater fremtrådte en lovende ung mand og indtog sin plads iblandt andre unge jurister i en fremskridts by, der hurtigt udviklede sig til at blive et betydningsfuldt forretningscentrum.

"Det går mig godt, særdeles godt," skrev han til Dr. Jensen efter to års hårdt arbejde; "og nu kommer jeg snart for at aflægge det lovede Besøg."

Men årene kom og gik, og fremdeles holdt hans stilling ham fast. Heldet fulgte ham, han stiftede bekendtskab med en ung kvinde og fik sit eget hjem, hvor glade børnestemmer lød som liflig musik. Da hans ældste søn var otte år gammel, blev sagføreren valgt til medlem af Statens lovgivende forsamling, og fire år senere blev han Kongresmedlem - en retskaffen, ubøjelig forkæmper for sandhed og ret.

"Og nu," skrev han til Dr. Jensen, "nu kommer jeg endelig til østen og vil da fra Washington rejse en tur derned for at aflægge det længe omtalte besøg. Hvorfor skriver du så sjælden, når jeg aldrig har forsømt at holde dig underrettet om mit arbejde på politikkens område? Det er næppe helt retfærdigt. Og hvorledes står det til med familiens ko? Daisy er naturligvis allerede gået i graven ligesom hendes stakkels moder, eller også er den blevet lavet om til steg og bøf."

På dette brev svarede Lægen i korthed, men med glæde:

"Så nu kommer du altså endelig, min dreng. Du vil finde os i det samme gamle hus - en del påvirket af tidens tand måske hvor vi fremdeles fører den samme stille tilværelse. Nej, måske ikke netop den samme, selv om den er stille; thi jeg begynder at blive gammel, og folk løber efter de yngre læger og lader os ældre blive stående i bageste række, hvor vi må klare os, det bedste vi kan. Familiens ko er ikke mere nu, Harry. Daisy blev for længe siden solgt til en Slagter, og siden dengang har vi aldrig søgt at få en ny; thi jeg bliver for gammel til at passe den, og vi har ikke kunnet finde en dreng som vor gamle Harry, der ville tage ansvaret for kostalden på sine egne skuldre. Desuden er moder plaget af gigt og kan vanskelig nok udføre sit arbejde i huset for slet ikke at tale om at lave smør. Vi har ikke været for godt stillet, siden Centralbanken gik fallit; thi foruden at miste alle mine penge har jeg måttet hjælpe til med at dække indskydernes tab. Men vi har nok til at klare os og meget at være taknemmelige for; særlig glæder det os, at vor berømte søn kommer hjem på Besøg. Tag også din Hustru med, Harry, hvis hun ikke synes, det er for besværligt at aflægge et besøg i vort beskedne hjem; og børnene, alle de fem livlige drenge og piger - tag dem alle med. Jeg ønsker at vise dem den gamle bås i stalden, hvor jeg for 25 År siden tog deres fader i mine Arme tidlig en forårsmorgen, medens han lå og sov ved siden af vor ko, hvis død nær havde knust hans lille hjerte."

"Jo, fader, selvfølgelig har det betalt sig, at vi kom herned. Jeg ville ikke have undværet dette besøg for alle de stemmer, der gav mig sæde i kongressen," erklærede Senatoren ved slutningen af sit tre dages besøg.

"Det synes næsten umuligt, at det virkelig kan være tyve år, siden jeg stod her og sagde farvel, da jeg drog ud til vesten. Kan du huske, hvad du sagde til mig hin aften, dengang koen måtte lade livet som følge af min forsømmelse og sin egen grådighed? Jeg stod ved hestens hoved, medens du sad i din vogn, og jeg sagde, jeg ønskede, at du ville give mig en omgang af pisken i stedet for at behandle mig så venligt. Jeg erindrer, at du rakte hånden ud og legende kildrede min hals med pisken og sagde, at det ingen nytte var til at banke en bedrøvet dreng for et uheld."

Doktoren lo, idet han sluttede sine Arme fastere omkring senatorens to ældste drenges skuldre. "bedstemoder Jensen", som holdt lille Theodor på sit skød, tænkte endnu engang på den lille skikkelse, som for længe, længe siden blev lagt i graven derude ved foden af bakken.

"Jo, jo," sagde lægen, "jeg husker det. Det var dog godt, at jeg ikke sendte dig bort dengang," tilføjede han med et smil igennem de tårefyldte øjne.

"Godt!" gentog Fru Jensen, idet hun satte den sprællende lille Theodor ned. "Det var mere end godt - det var en forsynets styrelse. Du ved nok, Harry, at jeg i hine tider ikke var så venlig som Johan, og jeg tænkte på at sende dig bort. Men han erklærede, at det ville han ikke, om du så havde kostet ham to køer. Han sagde, at hvis han gjorde, så ville verden måske blive en mand fattigere. Og sådan ville det også være gået ifølge alt, hvad jeg hører, du har gjort for at forbedre Forholdene derude i Vesten."

"Det ved jeg just ikke," sagde han beskedent. "Jeg er af den mening, at han nok kunne have reddet en mand, der ville betyde mere for verden, end jeg gør; men sikkert er det, at han ved sin ædle handlemåde har reddet, hvad der måtte være af værdi hos mig. Men det, som jeg husker bedst, fader, er, hvad du sagde til mig ved vognen dengang, at når jeg blev rig, så kunne jeg betale dig for koen. Vel er jeg ikke netop nogen rig mand, thi jeg befatter mig ikke med politik for de penges skyld, som jeg kunne tjene derved; men mine indtægter er dog bedre, end min omtanke eller mangel på omtanke kunne tyde på, at de nogen sinde ville blive, dengang jeg lod døren til foderrummet stå åben, således at jeg nu uden vanskelighed kan betale min gamle gæld. Det kan måske komme til nytte, om I har et lille beløb nu, siden Centralbanken gik til grunde og dermed alle eders penge. Det ligner dig, fader, at du ikke unddrog dig dine forpligtelser, således som så mange aktiehavere gjorde, ved at lade al din ejendom overføre på din hustrus Navn. Så eftersom du dengang vovede noget for en tankeløs drengs skyld, så vil jeg hermed betale dig renterne af det, Som din handlemåde var værd for denne dreng - eller i det mindste en del deraf; thi jeg vil aldrig kunne betale dig alt sammen tilbage. Lev nu vel begge to, og Herrens velsignelse være med eder! Der kommer vognen for at hente os, Helene." –

Da støvskyen efter den bortdragende vogn var drevet væk i den sollyse morgenstund, var to par tårefyldte øjne fæstet ved det blå papir i Dr. Jensens hånd - en check på fem tusinde dollars.

"Vi reddede alligevel en mand dengang," sagde den gamle læge sagte.