Da vore to sønner var små, indprentede vi dem, at de ikke måtte spise slik mellem måltiderne. En dag »glemte« den yngste det. Hans mor overraskede ham med hånden i kagedåsen. Han blev hurtigt ked at det, især da han fik øje på riset i sin mors hånd. Han gav også udtryk for sin sorg, men det skete lidt sent og under tvivlsomme omstændigheder.

Det samme kan være tilfældet med det menneske, som synder åbenlyst, og med det fromme menneske, som bliver »grebet på fersk gerning.« De siger, at de er bed røvede, men det er ikke sikkert, at de er kede af, at de har syndet, været ulydige imod Gud og har korsfæstet Guds søn på ny. De er kede af, at de er blevet afsløret, og at de vil blive straffet.

Apostlen Paulus siger, at der er forskel på at sørge, fordi straffen er uundgåelig, og at sørge, fordi Frelseren blev hængt på korset som følge af vor synd. I det ene tilfælde er isen blevet brudt, i det andet tilfælde er den smeltet. Skriften kalder det første for verdens bedrøvelse, men denne kan hverken narre Gud eller os. Det andet, som kaldes bedrøvelse efter Guds sind, er vort andet skridt hen imod Gud. Dette er sand anger.

»Thi bedrøvelse efter Guds sind virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes; men verdens bedrøvelse virker død.« 2 Kor. 7,10.

Dybtfølt sorg over synden leder os ind på den vej, som fører til evigt liv. Denne sorg går i dybden. Den er effektiv. Den fremkalder en forandring i vort liv. Verdens bedrøvelse, som er en falsk form for anger, forsøger blot at gøre vor »tro« til et middel til at undgå flammerne. Vi elsker ikke Himmelen, men vi frygter Helvede.

Har du grædt, fordi dine synder gjorde Golgata til en nødvendighed?