Knappen i bedstefaders frakke!

Marie, kaldte moderen fra et tilstødende værelse, vil du ikke sy en knap i bedstefaders frakke? Jeg har sådan en hovedpine.

Å - kan det ikke være til en anden gang! lød det klynkende fra Marie, der var meget fordybet i en Bog, som hun læste. Jeg er lige kommet til det sidste kapitel, og det er så interessant.

Nej; min Pige, sagde moderen, bedstefader skal til byen om et par minutter og må have sin frakke. Han har knappen; den ligger i en af Lommerne.

Marie plejede ofte at sy knapper i bedstefaders tøj og var stolt af at kunne gøre det; men i dag ville hun alligevel hellere blive færdig med sin bog. Modstræbende hentede hun sin sy pose, tog en stor nål og en grov, sort tråd, fandt knappen i lommen og begyndte at sy.

Men sindet var fuldt optaget af, hvad hun havde læst, da hun tog de første sting. Så kom hun pludselig til sig selv.

Men hvad er det dog, jeg bestiller! Udbrød hun. Jeg har jo syet tværs gennem frakken, og så har jeg lagt knuden på vrangsiden i stedet for på retsiden under knappen!

Men det var hende så meget om at gøre at komme tilbage til bogen, at hun nu ikke ville skære knappen af og begynde forfra. Hurtigt gik nålen gennem alle de fire huller i knappen, tværs gennem frakken. Så til slut fæstede hun også tråden på vrangsiden med nogle vældige, lange sting og klippede den af. Det var den nemmeste måde, syntes hun.

Her er den så! Nu er Knappen syet i.

Men hun havde aldrig syet bedstefaders frakkeknap i på den måde før. På vrangsiden burde man jo ikke kunne se det mindste spor af et sting lige så lidt som på retsiden, og det vidste Marie godt. Men så trøstede hun sig med, at ingen ville se det.

Mange tak, min Pige, sagde bedstefaderen, idet han skyndte sig at tage frakken på. Jeg tror ikke, at nogen kan sy knapper i så godt som du. Og så ilede han af sted for at nå toget.

Marie satte sig atter hen med sin bog; men den interesserede hende ikke så meget, som hun havde ventet. Bedstefaderens sidste ord spøgede i hendes sind. Hun havde jo ikke syet den knap i så godt, som hun kunne.

Goddag, Kaptajn! lød en stemme, idet bedstefaderen gik hen ad gaden i byen. Vi vil gerne have Lov til at fotografere Dem.

Hvad skal det betyde? spurgte Kaptajnen forundret.

Vi vil have Deres billede i bladet, forklarede hans ven. Man agter at skrive en beretning om vort Regiment i anledning af Mindefesten, og der må vi have Deres billede med. Bedstefader havde nemlig været helten i det regiment.

Kaptajnen gjorde indsigelse, men de andre var påståelige, og så måtte han modstræbende finde sig i at blive stillet foran fotografens kamera. Lige idet han satte sig ned, knappede han sin Frakke op og slængte den tilbage for at kunne sidde lidt mere bekvemt.

Et udmærket Billede er det! sagde alle, og Marie var meget spændt på at se avisen den dag, Mindefesten skulle holdes. Der så hun dette smukke gamle ansigt, som hun kendte så godt, og der

O -! Marie trak vejret med et suk. Der sad de stygge, kluntede sting til beskuelse for alle og enhver! Og jeg, som troede, at ingen ville se dem! Hulkede hun. Thi det var jo på vrangsiden, og jeg tænkte, at det ikke kunne gøre noget.

Det gør heller ingen Ting, sagde bedstefaderen trøstende. Jeg tager det ikke så nøje med nogen tråde.

Men Marie lod sig alligevel ikke trøste. Hun klippede bedstefaders billede ud af bladet og hængte det op på et sted, hvor hun altid kunne se det. Når hun efter den dag nogen sinde følte sig oplagt til at være ligegyldig med et eller andet, fordi hun tænkte, at ingen ville lægge mærke til det, så var det nok for hende at kaste et blik på stingene på bedstefaders billede. De fik hende til at gøre sit allerbedste.